Used To Be - One Direction 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 apr. 2013
  • Opdateret: 10 jul. 2013
  • Status: Færdig
Niall Horan er den eneste, som ikke har haft en kæreste eller datet i sit band, One Direction. Ifølge deres management, har dette en negativ virkning på fansene, som godt kan synes at han "forsvinder i mængden", i forhold til de andre i bandet, som alle sammen har en kæreste.
For at gøre Niall mere populær, har managementet bikset en "plan" sammen, der i sidste ende forhåbentlig får Niall op på samme niveau som de andre drenge. Kort sagt går denne plan ud på at finde en helt igennem normal pige, som Niall kan date i et par måneder og få et par avisoverskrifter med. Det eneste krav er, at hun ikke skal være opsigtsvækkende, og opføre sig særlig meget anderledes i forhold til andre piger på sytten år. Efter kort tids søgen finder de Lucia West, en pige, som Louis Tomlinson gik i folkeskoleklasse med. Det de dog ikke er forberedt på, er, at hun langtfra stadig er den tilbageholdende pige, som de troede, hun var ...

213Likes
432Kommentarer
37875Visninger
AA

23. Epilog

Nialls synsvinkel

13. december 2024

Jeg husker, hvordan jeg begyndte at mærke nervøsiteten pulstre rundt i min krop: Fik mine hænder til at blive kolde og klamme, mit hjerte til at slå hurtigere og mine øjne til at glide hen over det massive net af mennesker, som om jeg prøvede at finde noget, der kunne gå galt.

Kirken var flot, og vi havde fået det, vi ønskede. I de farvede vinduer var en blanding af hvide blomster sat sammen til buketter, og de matchede dem, jeg også havde i min brystlomme. Hvide kornblomster og nogle andre små, som lignede hvide klokker - dem havde Lucia stået for.

Jeg kan stadig huske, hvordan hun lidt flovt sagde til mig, at hun ikke duede til det med at arrangere, dagen efter at vi var blevet forlovet. Jeg smilede bare af hendes åbenbaring og lovede, at jeg nok skulle tage ansvaret på mine skuldre, for jeg havde i forvejen tænkt, at hun ikke var den bedste planlægger, på grund af mine erfaringer fra den dag, vi skulle flytte sammen. Dengang havde Lucia glemt at ringe til flyttemanden, og stod derfor mutters alene med alle sine ting på gaden i regnvejr, indtil jeg kom og hentede hende.

Sådanne fejl havde vi fået vendt om til noget, man kunne grine over, ligesom spildt mælk. Men i dag måtte der ikke gå noget galt.

Jeg stod oppe ved alteret og talte sekunderne, mens jeg forestillede mig, hvordan Lucia ville se ud, når de tunge, brune kirkedøre ville blive slået op. Som traditionen lød, havde jeg ikke set kjolen, men Anastacia havde kækt sagt til mig, at jeg var heldig at skulle blive gift med så smuk en pige - hun havde hjulpet Lucia med forberedelserne af hendes hår, sko, tøj og makeup.

Hun havde ret, tænkte jeg, mens jeg så ned på mine sorte laksko, jeg havde pudset som en gal på dagen forinden. Jeg var heldig.

Menneskemængden fandt hurtigt sine pladser, og jeg kunne mærke et par beroligende klap på min skulder af vores præst, John Spencer, inden han gik et par skridt om bag mig for at stå i centrum. Jeg sendte ham et smil, som prøvede at ligne et jeg-har-det-fint smil, men faktisk var jeg bange for, at jeg skulle begynde at græde for hvert øjeblik. Var alt, som det skulle være?

Jeg nåede ikke at bekymre mig mere, for pludselig kunne man høre et par lyde ovre fra døren, og jeg holdt vejret, da de åbnede sig. Menneskerne i kirken rejste sig op fra deres pladser og så sig nysgerrigt tilbage.

Alt var pludselig ikke længere et menneskemylder med høje, småsnakkende stemmer og alle mulige indtryk; nu stod alt stille. Da jeg kunne se den hvide kjole, det nervøse, men forventningsfulde smil, var det som om, at alt det, jeg fokuserede på før, forsvandt. Hun var det eneste, jeg kunne tænke på.

Som refleks gik jeg et skridt tættere på, indtil det gik op for mig, at jeg skulle blive på min plads ved alteret, og ikke gå hende i møde. Det var svært. Hun var så uimodståelig, at jeg kunne have løbet hen til hende med det samme og snurret hende rundt i mine arme - min pige.

Kjolen gik stramt ind til hendes talje, og den var uden stropper, så man fik frit udsyn til hendes solkyssede skuldre. I benstykket forlod den hoften i et lyst, luftigt vandfald. Der var ingen små perler eller sløjfter, intet tyl eller rosa farver. Kun det enkle, flødefarvede stof, som virkede så rigtigt som solen gør på en skyfri himmel.

Jeg kunne nemt se, hvad der var af forskelle i hendes ansigt, for jeg kendte det ansigt bedre end noget andet. På de bløde øjenlåg lå en lys bronzefarvet øjenskygge, og kinderne var bærfarvede ligesom læberne, bare mildere. Håret var løst og sat en smule op i siderne med fletninger, og det var rent og småbølget med den velkendte farve af solbeskinnet sand.

Resultatet var absolut stilhed overalt. Hun kunne have fået sten til at smelte, så smuk var hun.

Med små skridt fandt hun vej op til mig, og jeg nåede næsten ikke at opfange, at hun havde sin far ved sin arm, for alt jeg kunne se, var hendes øjne. De virkede så blå, så klare, at jeg kunne drukne i dem og begrave mig selv i de flotteste marineblå bølger. Det ville ikke engang være ubehageligt eller grufuldt: Jeg ville elske at dø i hendes arme med blikket låst fast i hendes.

Der gik alt for lang tid, inden jeg kunne tage imod hendes hånd, så vi var forenet. Jeg prøvede at huske på at trække vejret dybt, så jeg kunne undgå den prikkende fornemmelse i mine øjne, men det var svært.

John Spencer, præsten, begyndte at holde sin tale. På et tidspunkt vendte Lucia sig om mod mig for at se mig i øjnene, og jeg sendte hende et forsigtigt smil. Tænk, at denne pige, denne fantastiske pige, var min. Jeg ville tilbringe resten af mit liv sammen med hende, få børn med hende, og jeg ville kæmpe resten af mit liv for, at hun ville være lige så lykkelig, som jeg var.

Ved resten af talen tegnede Lucia små cirkler med tommenfingeren i min håndflade - sikkert fordi hun havde opdaget, at mine øjne var ved at løbe i vand. For en gangs skyld begyndte jeg at være ligeglad, for når hun gjorde sådanne ting på mig: Kyssede min kind, lagde sit hoved på min skulder eller i dette tilfælde, tegnede små cirkler i min håndflade, begyndte jeg med det samme at slappe af.

Mit blik var fæstnet mod John, og da hans mund endelig ikke rørte sig mere, vidste jeg, at det var tid. Med beslutsomme skridt kom han gående hen mod mig, og jeg rømmede mig kort med lukket mund, mens han lagde vægten over på begge ben.

Okay. Husk at rette ryggen. Husk at tale klart og tydeligt. Dyb indånding ...

"Niall James Horan," sagde John med klar stemme. Der var helt stille i kirken. Jeg kunne mærke, at alle så på mig. Det var ligesom når jeg skulle performe på scenen, da One Direction var ved deres klimaks - den velkendte fornemmelse af kilden i tæerne, adrenalinen i blodet og de spændte muskler.

"Vil du tage Lucia Marilynn West som står ved din side, til at være din hustru?"

Jeg løftede min hage ganske let, som en soldat, der bliver talt til af en officer, og jeg havde aldrig haft så let ved at svare på et spørgsmål, da jeg svarede: "Ja."

De små cirkler i min hånd stoppede, og jeg kunne også mærke, at Lucia begyndte at blive lidt nervøs. Hendes fine ansigt var en smule forvrænget, så hun fik en koncentreret rynke i panden, og i få sekunder trippede hun lidt på tåspidserne.

Jeg har aldrig oplevet noget så stærkt følelsesmæssigt. Jeg fløj, jeg skreg, jeg jublede, jeg græd - alt sammen bare inden i.

Lucias øjne blev store, og hun blinkede mange gange for at holde den væske tilbage, der steg hende til øjnene. Jeg lukkede mine øje ganske let, da det var hendes tur.

"Lucia Marilynn West, vil du tage Niall James Horan, som står ved din side, til at være din ægtemand?"

Hendes stemme var på én gang velkendt og ukendt. Hun var min, og jeg kendte hende så godt - men denne gang var det bare anderledes. Det var officielt. Jeg vidste, hun var min fortid, min nutid og min fremtid - og jeg elskede hende højere, end jeg nogensinde havde forestillet mig var muligt.

"Ja." Hendes stemme var klar og tydelig, og selvom der ikke var ekko i kirken, var det som om at jeg kunne høre det igen og igen: ja, ja, ja ...

"Du må gerne kysse bruden nu," smilede John. Jeg åbnede mine øjne og vendte mig om mod Lucia, så jeg kunne følge hans foreslag.

Inden jeg lod mine læber ramme hendes, så jeg ud af øjenkrogen på de mennesker, vi havde placeret på de første rækker. Der var selvfølgelig mine forældre og Chris, og ved siden af dem sad Greg og Denise med deres lille datter, Ivy. På den anden forreste række sad Lucias forældre sammen med dem, vi også betragtede som familie: Anastasia, Zayn, Louis, Liam og Harry. De var alle iført fint tøj og smilede optaget af os, og da drengene så, at jeg kiggede hurtigt på dem, lavede de alle sammen thumps op og viftede lidt med hænderne, som om de ville sige: "Kys hende nu!"

Jeg drejede mit hoved tilbage til Lucia, og placerede min hånd på hændes hofte, så jeg kunne få hende tættere på mig. Det hvide stof fra kjolen var blødt, og jeg havde lyst til at røre hende over det hele, mærke hele hendes krop mod min, selvom det selvfølgelig ville være totalt upassende.

Hendes mund formede sig i et smil, og øjnene kneb sig en smule sammen, som om hun ville holde et grin tilbage. Jeg hev hende tættere på mig, var ligeglad med, at vores overkroppe var så tæt på hinanden, at der ikke engang ville kunne sniges et stykke papir ind imellem.

Og så ramte mine læber hendes, som to verdener, der blev lagt sammen. Jeg var hendes, hun var min, og jeg havde aldrig følt mig så hel. Mine læber kærtegnede hendes, og vi blev ved i et stykke tid, selvom der kom diskrete, falske host ovre fra drengene.

Lucias hånd lagde sig om mine nakke, og jeg kunne mærke hårene rejse sig hele vejen ned ad min ryg. Jeg kunne ikke holde glæden tilbage længere: Jeg smilede mod hendes læber, lod hende smage mine små grin.

Jeg elskede hende.

Og så fortsatte vi ind i den perfekte del af vores evighed - kærligheden.

♡♡♡

Lucias synsvinkel

 

Jeg var bare en pige - en pige, som startede med at være normal, havde en periode med at være vild, og sluttede med at finde sig selv og være en mellemting mellem de to verdener.

Jeg lærte, hvad det vil sige at elske andre, kraftfuldere end noget andet, og hvordan det føltes, når man selv bliver elsket. Jeg vil nødig lyve og sige, at jeg havde det perfekte liv, for jeg ved ikke engang, hvad det perfekte liv er.

Der er mange ting, jeg ikke ved. Somme tider kan jeg stadig godt blive bange, når der er noget, jeg ikke ved. Men jeg har oplevet både smerte, vrede og tab i mit liv, og er nu kommet frem til den konklusion, at jeg ikke ville være den person, jeg blev til, hvis jeg ikke havde oplevet disse ting - jeg har ikke noget at være bange for.

Alle forandrer sig, det er bare forskelligt hvordan. Man kan drømme om forandring, man kan forandre sig uden, at man lægger mærke til det, og man kan gøre ligesom jeg gjorde: Erfare og opleve.

Jeg fortryder intet, jeg har gjort, og jeg håber, at andre vil tage samme budskab til sig. For jeg har fundet ud af, at man aldrig kan vide, hvis man ikke prøver - og at den der intet vover, intet vinder. Hvad har man at miste, som er mere værd end den, man selv lever som? Det skal ikke forstås egoistisk, men bogstaveligt. Uden dig selv er du død.

Hvis du fejler, bliver du til en anden, men måske er det netop den, du har brug for at finde frem til.

Jeg så ind i hans øjne hver dag, og hver gang havde de ændret sig. Ikke på en dårlig måde: Forandringen skiftede alt efter, hvad han følte. Selvom de kunne indeholde flere forskellige følelser, vidste jeg, at de alle sammen ville fortælle mig, hvor meget han holdt af mig.

Og ved at være mig selv, den hundrede procent rigtige mig, beviste jeg, at jeg også elskede ham - højere end noget andet.

♡♡♡

SLUT

Forfatterbesked i næste kapitel

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...