Forbandelsen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 apr. 2013
  • Opdateret: 6 apr. 2013
  • Status: Igang
Dæmoner og forbandelser har altid lydt som det rene sludder i Simons ører, men det skal ændre sig, da han tager på det, der ser ud til at blive en kedelig sommerferie i en lille flække midt ude i ingenting. Her møder han den glade, energiske Maria, som bestemmer sig for at vise ham alle de gode ting ved hendes hjemby, og den mystiske, negative Sebastian, der ikke skiller sig så lidt ud fra mængden, men som Maria til Simons store undring trækker med sig over alt, selvom det er tydeligt, at de ikke er særligt glade for hinanden.

Alting er dog ikke helt som det ser ud til i den lille by, og før Simon ved af det, står han med en gammel, laset bog i den ene hånd og en mistænkelig æske med sort pulver i den anden. Han befinder sig midt i den hårde kamp for at ophæve en forbandelse og en krig mod sin egen onkel, mens dæmoniske kræfter slår sig løs i byen. Det tegner til at blive en alt andet end kedelig og ufarlig sommerferie med skjulte pentagrammer, fremmede ord og store overraskelser.

16Likes
16Kommentarer
530Visninger

1. Prolog

Blæsten rasede ind fra havet, og den flåede nådesløst i det visne og allerede forblæste græs, som år efter år skød frem på klitternes top, hvor det måtte kæmpe for sin overlevelse. De store, mørke bølger slog mod stranden, og det buldrede svagt i det fjerne. Skyerne samlede sig faretruende sammen, og den lille kystby kunne se frem til et rasende regnskyl, som uden tvivl ville vaske den sidste rest af den tørre og varme sommer af de små ellers så hyggelige huse.

Det var en af de efterårsaftener, hvor byens indbyggere søgte sammen i sofaerne med tæpper, puder og varm kakao eller te, mens de prøvede at ignorere vindens tuden. Det var en af de aftener, hvor der var blevet læst ekstralange godnathistorier for de små, og hvor selv den mest eventyrlystne kat havde lagt sig til rette i et af husets kroge.

Alligevel var der svagt lys at ane i et af træskurerne. Der lød en knagende lyd fra træet, da det klagede over stormens pres, men inde bag væggene var der mere sikkert. En lyshåret dreng lå på knæ på det støvede gulv og var i færd med at stille tykke, sorte stearinlys op i en cirkel omkring sig.

Hvis man kiggede godt efter, kunne man se, at lysene ikke var tilfældigt placeret, men at de hver især markerede en af spidserne på den femtakkede stjerne, nogen engang havde ridset ned i gulvet. Stjernen havde tidligere været dækket delvist af en reol og ellers af det skrammel, der normalt samlede sig i sådanne skure. Nu var alle disse ting nydeligt stablet op ad væggene, og det værste skidt var blevet pillet op af de dybe furer. Det var tydeligt at se, at stjernen ikke bare var lavet i kedsomhed, men at der var en, som havde brugt tid på at få den perfekt ridset i de mørke gulvbrædder.

Drengen kvalte et gab og prøvede at skubbe alle overflødige og uvelkomne følelser væk. Frygt, spænding, nervøsitet. Han tænkte det hele igennem en ekstra gang og var sikker i sin sag: det var det her, han ville. Den kulde, der lige så stille var krøbet ind på ham, forduftede, og skuret virkede igen trygt. Det bløde lys, stearinlysene skabte, var igen blevet varmt. Blæsten syntes igen mere fjern. Med et lydløst suk rettede han sig op og kiggede på sin ven.

Den anden dreng stod med en gammel, falmet bog i hænderne. Han vendte forsigtigt en af de skrøbelige, gulnede sider, mens han uafbrudt mumlede uforståelige ord.
Hans ansigt var skjult i skygger, og drengen på gulvet kunne for en gangs skyld se lidt af det, andre fandt en smule skræmmende ved hans ven. Hans hår var rodet og strittede mærkeligt, fordi han gentagne gange havde kørt hånden igennem det. Der var ingen tvivl om, at han var træt, men samtidig var der noget bestemt og stålsat over han holdning.

Drengen klappede bogen sammen med et smæld, da han blev opmærksom på den andens blik, og en mindre støvsky stod ud af den. Han kastede en halvtom æske tændstikker til sin ven, inden han vendte sig mod den lille kommode, der fungerede som bord. Der lå de mærkeligste ting på den, og blandt dem var en lille skål og en kniv, som han tog op, inden han stak bogen under armen og gik hen til sin ven.
Da alle fem lys var tændt, satte de to drenge sig over for hinanden i stjernens pentagon, og de sad længe og bare stirrede på hinanden, mens de lyttede til den storm, der rasede i byens gader. Vejret passede mærkeligt godt til det, de havde gang i.

Til sidst pustede den mindste af drengene til den mørke hårtot, der var faldet ned i hans øjne, inden han endnu engang åbnede den gamle bog. Over for ham rystede hans bedste ven endnu engang trætheden af sig og samlede forsigtigt urtekniven op. Den glimtede en enkelt gang i stearinlysenes skær. De var ikke længere i tvivl om, hvad de hver især skulle gøre, og nu var det eneste, de manglede, sådan set bare at gøre det.

Efter et kort nik fra den mørkhårede dreng strammede han grebet om kniven, og efter en dyb indånding skar han et hurtigt, overfladisk snit i sit håndled. Uden at lægge det mindste mærke til smerten betragtede han det røde blod, der piblede frem, mens hans ven tog kniven og gjorde det samme.
Alting virkede uvirkeligt. Uvejret, de sorte lys og den langsomme, drømmende bevægelse, da de trykkede deres blødende håndled mod hinanden. Begge kiggede de fascineret på blodet, der blandede sig, inden det lige så stille banede sig vej ned over den blege, hvide hud på det nederste håndled, og det langsomt dryppede ned i skålen.

De kiggede kort på hinanden, og begge havde de følelsen af at kigge ind i et spejl, selvom de ikke kunne have været mere forskellige. Den ene med det fine, lyse hår, der omkransede et ansigt med skinnende, grønne øjne, der lyste af intelligens. Det glade smil der svagt kunne anes under det seriøse ansigtsudtryk. Den anden hvis tykke, mørke hår stod stort og vildt om hans blege ansigt. Det dystre blik og den evigt negative holdning til verden omkring ham.

Samtidigt begyndte de at mumle de fremmede ord, de havde lært udenad. Ord de ikke forstod, og som fik det til at risle koldt ned ad deres rygge. Ord de på trods af det tvang over deres læber. Flammerne fra lysene blussede en smule op, og i takt med at flere ord lød i det lille skur, lagde en følelse af tryghed sig over drengene. Til sidst flød ordene ubesværet, og de dødsalvorlige miner blødte en smule op. Et utydeligt smil dirrede i den lyse drengs mundvig.

Pludseligt lød et ordentlig tordenbrag, og et lyn flænsede himlen. Det gav et gib i den lyshårede dreng, og hans hjerte sprang et slag over. Hans håndled var nær gledet fra den andens, og han var faldet ud af den taktfaste messen. En kold panik begyndte at brede sig i ham, samtidig med at regnen begyndte at sile ned. Den trommede larmende på skurets tag.
Et enkelt blik på sin rolige vens upåvirkede ansigtsudtryk var nok til, at han genvandt fatningen, og lidt efter fandt han igen ind i ordenes rytme, selvom han snublede over dem i starten. Et ord eller to blev udtalt forkert, men i takt med at hans vildtbankende hjerte faldt til ro, blev tingene, som de havde været før tordenskraldet.

Den mærkelige fornemmelse af tryghed var vendt tilbage, da stearinlysende pludseligt blafrede voldsomt, og et koldt vindstød pustede dem i nakken. Den mørkhårede dreng stivnede og fandt vennens blik, men det var ikke nødvendigt at sige noget. De kunne begge to mærke, at noget var rivende galt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...