Føniks i flammer *Glemt, gemt, væk og langtfra færdig historie*

År 2047. Skæbnen tilsmiler efter seksten år endelig Alexander Jonathan Wright, eftersom han får et tilbud, han ikke kan afslå: Han starter på svømmelinjen i en af Englands fineste kostskoler, hvor optagelse kun er for de bedste. Og som om det ikke skulle være nok, bliver han også en del af et hemmeligt program fra regeringens side. Han får indopereret en microchip, der giver ham evnen til at læse tanker og udpege eventuelt kriminelle - alt fra terrorister og mordere til muslimer og homoseksuelle, der i dette fremtidlige samfund er dybt ulovligt. Men hvad sker der så, da mødet med frihedskæmpere får ham til at indse, at regeringen ikke er lige så fantastisk, som det ellers bliver påstået? Hvad er godt og hvad er ondt?

8Likes
4Kommentarer
547Visninger

1. Prolog

08:23 AM, fredag den 4. maj 2046

London, England

Anthony Howards høje og ranglede krop falder mod de fugtige, mudrede kloakfliser, før resten af gruppen når at registrere lyden af skud. Anthony ikke så meget som siger en eneste lyd, da kuglen borer sig igennem både hud og fedt, ind i hans side under ribbenene. Han bliver bare liggende, døende, og lader sit tykke, smaragdrøde blod løbe ned ad hans ryggrad og dernæst fliserne, og herefter løber det til sidst ned i det parallelle vandløb, hvor det fortyndes med det grumsede kloakvand. Hans arme ligger spredt i mærkelige vinkler og hans nakke forvredet, så de nøddebrune, mandelformede øjne er rettet mod murstensvæggen i modsatte side.

     Det er Christina Adams, der er den første til at reagere. Hun fanger faldebevægelsen i kanten af sit øje, hvorefter hun millisekunder efter drejer på hælen og ser sin døende kæreste for hendes fødder. ”Åh gud,” siger hun stille, mens tårerne langsomt triller ned ad hendes æblerøde kinder. Hun kæmper for at holde tårerne inde. Hun kæmper mod psykisk sammenbrud. Hun kæmper mod den trang, der pirrer hende så inderligt: at gøre noget ufatteligt dumt. Hun er blevet forberedt på det her i næsten tre år. Hun er blevet trænet til at kunne klare presset. Hun vidste, at mange af hendes makkere ville dø, og muligvis kunne hun blive en af dem. Men hun vidste ikke, hvor meget det ville påvirke hende. Hun er ikke forberedt på det sorte, altomslugende hul, der indvendigt fortærer hendes magre krop. Hun er ikke forberedt på det her.

     Hun bukker sig langsomt ned og fjerner en mørkebrun hårlok fra panden, og afslører hans slemme akne. Hun husker straks hver evigt eneste minde, hun har haft med ham. Regnvejrsdagen på busstationen, da de sammen sneg sig ind på et diskotek, den sensuelle nat på hans lille rodede værelse, duften af hans deodorant og smagen af baconchips, der altid sad på hans fyldige, lysebrune læber. Hver eneste minde er perfekt – de alle har en uvurderlig værdi for hende. Men langsomt forsvinder de billede for billede – de bliver mere og mere utydelige. Langsomt vil hun glemme regnvejret, diskoteket, følelsen af hans krop presset mod hende, deodoranten og smagen af hans læber. Intet varer for evigt.

     ”Christina,” siger Victoria Anderson roligt, men et skær af sorg i stemmen toner frem. Hun lægger sin minimale håndflade på det grædende pigebarns brede skuldre. ”Vi bliver nødt til at løbe. Vi mister tid. De er lige i hælene på os!”

     ”Christina, hvis ikke du rejser dig lige nu, så risikerer du ikke kun dit eget liv, men ogs…” begynder Freddie Peterson, den uofficiele leder på dette lille hold, men bliver afbrudt af Christinas råben.

     ”HOLD. NU. KÆFT!”

     Freddie sender et skulende blik tilbage. ”Jeg ved ikke med jer, men jeg vil gerne forlade stedet med livet i behold,” mumler han og giver sig til at løbe langs vandløbet i den lange kloaktunnel. De to andre, Nathan Hemsworth og Ian Matters, følger hans eksempel. Kun Victoria bliver ved sin bedste venindes sørgende side.

     ”Christina, du må indse, at det er ovre. Kom nu med. Lad ham ikke dø forgæves!”

     Hun har ikke lyst til at forlade ham. Hun har ikke lyst til at lade ham ligge på de kolde fliser. Hun ville ønske, hun kunne tage hans døende krop med sig og at han kunne få en ordentlig begravelse. Men de uniformerede skarpskytter er kun lige rundt om hjørnet. Hun gør, hvad hun finder nødvendigt og rejser sig op. Men hendes krop er end ikke strakt helt ud, før en patron gennemborer hendes ryggrad. Victoria ikke så meget som ser sig tilbage, da hun hører det ørerivende skrig; hun løber bare videre. I nogle situationer må man være egoistisk og tænke på egen overlevelse. Hun stopper helt med at tænke på Christina. Hun vil ikke dø. Ikke i dag. Ikke her. Ikke på denne her måde.

     Kloaktunnellen ser ud til at fortsætte ud i det uendelige. Ingen fra holdet ved, hvor tæt på politifolket er – kun, at de er tæt nok. De kan høre ekkoet fra de tunge tramp, og de kan høre politimændenes højlydte vejrtrækning. Noget er gået helt galt. De ville sprænge en bombe under Trafalgar Square – ikke en større auktion, bare for at vise den uvidende, undertrykte befolkning, at oprørerne eksisterer, og friheden er under proces; at der er hjælp at søge. Men da de ankom, stod et politihold og ventede dem. Der er kun to muligheder på, hvorfra politiet kunne kende deres plan: den ene er, at politiet har aflyttet Freddys samtaler med John Abrahamson, lederen af Phoenix, oprørergruppen de arbejder for, og den anden er, at en af oprørerne er en stikker, hvilket er det værste, der kan ske. For hvordan kan de være sikre på, hvem de skal stole på? Hvordan kan de så have så tæt et samarbejde, hvis de kan risikere at blive forrådt? Derfor kan det være, at Phoenix er nødt til at holde op, bare på grund af én ud af flere hundrede medlemmer.

     Nathan ved, at han ikke må se sig bagud. Det har han fået fortalt mindst hundrede gange. Men hvordan ellers kan han vide, hvor tæt på de er? Og hvad kunne der ske, hvis han kun gjorde det i et par millisekunder? Fristelsen danser og klør i hans øjne, og gør tilstedeværelsen ulidelig. Han kan ikke modstå den længere. Han er bare nødt til at se sig over skulderen – bare lige et kort øjeblik. Han drejer sit hoved bare en smule, og ser straks hæren af mørkeblå uniformer omkring tyve meter væk. Deres sorte seksløbede geværer er rettet mod den svindende gruppe på nu kun fire, og deres øjne lyser af had og afsky. De minder ham om monstrene i de tegneserier, han læste som barn; fæle, kødædende uhyrer. Nathan kan ikke stoppe sig selv. Han bliver ved med at betragte dem, mens han ihærdigt spurter for sit liv. Men han mærker et bump for hans fødder, en lille sten, der får ham til at falde med hovedet lige ned i fliserne. Hudafskrabningerne føles brændende som stikflammer, men han mærker ikke til det i lang tid - for en, to, tre, fire skud gennemhuller hans krop. Det er hans nysgerrighed, der endte med at dræbe ham. Tre tilbage.

     Victoria lukker af for hendes følelser. Hun løber bare. Hendes hjerte galoperer, hendes hals brænder og hun har slemt sidestik. Men hun fortsætter med at løbe. Selv når hendes hjerte siger, at hun ikke længere kan løbe, og hun mest af alt har lyst til bare at lægge sig ned, fortsætter hendes ømme ben med at løbe. Adrenalinen pumper, og sveden løber ned ad hendes magre krop. Hendes lange, mahognirøde hår er kun i vejen for hendes syn, og hendes sko sidder lidt for stramt om hendes små fødder, hvilket giver hende en slem irritation. Men hun ikke så meget som ænser det. Hun vil bare ikke dø.

     Ian er den næste til at falde. Han mærker sine ben låse sig fast; de vil bare ikke længere. De har givet op, og han falder hårdt mod jorden. ”Fuck!” råber han, og det får næsten hans bedste ven, Freddie, til at vende sig om. Ian rusker hårdt og desperat i benene i håb om, at de vil give efter. ”Kom nu,” hvisker han til sig selv, mens han magtesløs prøver at rejse sig op. ”Fuck, fuck, fuck. Kom nu for helv…” Han føler en brændende smerte i sin nakke, før han får talt færdig. I et kort øjeblik tror de forreste betjente, at han stadig er i live. Men det er kun hans sidste, spastiske reflekser, der for ham til at spjætte og sige gurglende, rallende lyde. To tilbage.

     Freddie presser sin knoglede lange- og pegefinger mod sin strube, hvor en microchip er blevet indopereret, for at han konstant kan have kontakt med Phoenix’ central. ”Peterson … til … centralen,” pruster han.

     ”Albert Mercury her,” lyder den klare, næsten klinisk rene stemme.

     ”Report om situationen,” lyder det fra Freddies slidte stemmebånd. ”Vi er i stærkt overtal af betjente. De forudså vores ankomst. Howard, Adams, Hemsworth og Matters er døde. Kun jeg, Peterson, og Anderson er tilbage, men ikke længe. Send ikke redningshold. Jeg gentager: send ikke redningshold. Spild af menneskeliv.”

     Victoria nægter at tro på sandheden. Selv nu, hvor alt ser mørkest ud, nægter hun at tro på, at dette er hendes endeligt. Ikke her. Ikke så mørkt et sted. Hun har altid set frem til, når revolutionen slår i gennem, og frihed ikke blot er regeringens besudlede løgne. Til, at hun skulle blive gammel og gift, med lige præcis den kvinde, hun elsker. Hendes gnist kan ikke slukkes. Selv ikke af Freddies forsikring om, at de ikke kan overleve.

     ”Vi løber tør fra fliser,” bemærker Freddie, da han ser den brede munding fra et sideløb gå i gennem fliserne få meter foran. Victoria registrerer med det samme, at det er for bredt til at hoppe over. ”Kom,” hvisker Freddie i Victorias venstre øre og tager fat i hendes hånd. ”Tre … to … en … NU!”

     De to teenagere springer i ildelugtende kloakvand. Den næsten brændende kolde væske gennembløder deres tøj, mens de begge gisper efter vejret. Victoria kan ikke forholde sit hoved over vandkanten. Hun skvulper løs i kampen for ikke at drukne og for ikke at lade strømmen rive hende med sig. Hun mærker Freddies albue i siden, og hans stærke hånd, der stadig ikke har givet slip. Hun mærker ham følge hende mod strømmen fra sideløbet, hvor de kryber under hvælvingen. Gang på gang sluger hun vand, hoster det ud igen og sluger vand igen. Hun giver slip på Freddie og svømmer alt, hvad hun kan, men hun når ikke langt op ad vandløbet. Strømmen er for stærk.

     Hun svimler rundt i den klaustrofobisk lille hvælving. Hendes stedsans svigter; hun har svært ved at se, hvor hun kommer fra, og hvor er hun på vej hen? Hun kan høre alle riflernes forbiere mod hvælvingens vægge – de kan ikke se, hvor oprørerne befinder sig. Freddies højlydte åndedræt forsvinder pludselig fra hendes ørers rækkevidde. Hun mærker hårene rejse sig i hendes nakke og gåsehud, der langsomt kryber sig op ad hendes ryggrad og ned ad hendes arme. ”Freddie,” hvisker hun, før hendes hoved går under vandet endnu en gang. Hun løfter sit hoved op igen. ”FREDDIE!”

     Hun svømmer få meter længere op og finder nogle sten langs væggen til hendes højre side, hun langsomt med maven ind mod de kolde mursten går op ad. ”Freddie …” siger hun opgivende. Han må være ramt, tænker hun. Én tilbage.

     Hun hører straks lyden af betjente, der hopper i vandet og ubesværet vader i gennem det, som om det lå stille. Hun hører deres synkrone vejrtrækning og lyden af endnu flere forbiere. Hendes pupiller trækkes med ekstrem kraft sammen, da hver evig eneste betjent vælger at tænde lommelygterne på siden af deres rifler. ”FUCK!” bander hun alt, hvad hendes lunger tillader. ”SKYD. IKKE! Jeg har vigtige informationer!”

     ”Jaså,” siger en af de forreste af betjentene, en tårnhøj hestelignende fyr med langt, lyst hår og smalle øjne, med en klam og slesk stemme, der får hårene i Victorias nakke. ”Er du virkelig villig til at forråde dine partnere? For hvad – penge?”

     ”Det har jeg allerede gjort,” sukker hun stille med maven fuld af dårlig samvittighed. Hun sluger en klump, men smerten forsvinder ikke. ”Det var mig, der fortalte om denne auktion.”

     ”Så det var dig!” hører hun en stemme råbe bag sig, som hun straks genkender. En, hun troede, var død. En, hun havde ladt i stikken. En, hvis navn er Freddie Peterson, den uofficielle leder af dette lille hold. Som en skygge kæmper han sig frem mod hende, før korpset når at reagere. Han tager fat om pigebarnets nakke, mens hun med næb og kløer prøver at vriste sig ud ad hans greb. ”NEJ!” skriger hun. Men han giver ikke slip.

     Han banker hendes fjæs ind mod de hårde mursten – én, to, tre, fire, fem gange, så hårdt han overhovedet kan. Blodet sprøjter ud af hendes mund og hendes nu brækkede næse, hun knækker samtlige tænder og huden på hendes bare arme bliver fuldstændig skrabet af, som om det var et rivejern. Han ignorerer fuldstændig hendes smerteskrig og fortsætter rasende, mens han råber af hende: ”FORRÆDER! JUDAS! MORDER! FREAKING LUDER! DET ER DIN SKYLD, AT DE DØDE! DIN!

     ”Jeg ville jo ikke have, at de skulle dø!” råber hun forsvarende, men han fortsætter nådeløst med at banke hendes kranie mod væggen. Hans tænder er blottet og hans hoved lyser af bestialsk grusomhed og afsky. Blodet danner røde mærker på væggen. Hun er fuldkommen bevidstløs, da Freddie bliver beskudt i tindingen. Han rammer væggen med et gisp, og langsomt synker han ned og rammer bunden. Strømmen tager hans lig, og bærer det langt ned ad vandløbet, hvor det stopper på en sten. Hans hud og kød bliver rotte- og museføde for flere uger.

     Hvad det angår Victoria, når to af betjentene at hive hendes næsten livløse krop op ad vandet. I armene på en sort, muskuløs betjent, bliver hun båret ud af hvælvingen og lagt på de hårde fliser.

     ”Er hun … død?” spørger en af de yngste betjente, en ung brunhåret dreng ikke mange dage over de seksten år.

     ”Lad os håbe, at hun ikke er,” spytter den langhårede betjent bag ham. Den unge betjents ansigt trækker sig sammen i gru. Lige siden han startede i korpset, har han altid været lidt bange for den skumle satan.

     Få minutter senere hoster pigebarnet op og åbner hastigt sine grønne øjne op på vidt gab. Vandet drypper fra hendes platinblonde hår og sammen med blodet triller tårerne ned ad hendes kinder. Det er rigtigt det, som var Freddies sidste ord. Det var hendes skyld, at de var døde. Hendes veninde, hendes tre bedste venner og den uofficielle leder, hun så op til. Og for hvad? Penge? Hun havde ingen anelse om, hvad det ville betyde. Hun troede, at de ubesværet kunne slippe bort. Hun troede, at de kunne overleve. Men hvor er hun dog et fjols. Hvor er hun dog den største idiot, man kan komme i tanke om. Hun mærker efter i sine lommer og i bæltet om, om den stadig er der. Et øjeblik er hun ved at gå i panik og tro, at hun har tabt den under flugten. Men hun sænker straks sine skuldre igen, da hun føler det glatpolerede træ mod hendes fingerspidser.  Der var de. Hastigt tager hun objektet ud af hendes forreste lomme, for at betjentene ikke når at afvæbne hende. Hun presser det slanke blad ind lige under hendes venstre bryst. Smerten er katastrofal, og hun vrider alle sine lemmer for at udholde den. Men den er som flammer fra et bål, der brænder ind i hendes kød. Hun fortsætter med at stikke bladet længere ind i sig selv indtil, at hun ikke længere har kræfterne til det. Hendes hånd glider ned ad hendes mave og håndryggen lander hårdt på jorden. Politiet står målløst tilbage og ingen af dem ved, hvad de skal gøre. Nul tilbage.

     ”POKKERS!” råber den langhårede betjent og slår sin bare næve, så hårdt han kan, ind i mod de rødbrune mursten.

     Ironisk hvordan pigen, der ikke ville dø, endte med at dolke sig selv i en kloaktunnel under Londons travle gader. Levede som forrædder, døde alene uden nogen venner tilbage. For dem havde hun stukket i ryggen - den samme kniv, som hun gennemborede sit usle hjerte med. Hendes sidste ønske var, at hendes venner ville tilgive hende på den anden side.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...