Changes {1D} *pause*

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 apr. 2013
  • Opdateret: 22 maj 2013
  • Status: Igang
Tay er 17. Hendes forældre blev myrdet, af deres konkurenter. Fordi de havde mange penge og ejede et stort firma. Så pt. er Tay alene. En dag på vej til skole, taber hun sine nøgler. Da hun løber tilbage for at hente dem, er der pludselig ikke grønt længere. Hun bliver ramt. Hårdt... Hun møder Niall. Bare Niall, fordi der er ikke noget 1D endnu. Han bliver hendes 100% loyale BFF. Men hvad betyder det for de to venner, at de bliver brændt inde?.. At de kun har hinanden?

-Hun er jo flyttet til London hvor de snakker engelsk, så det snakker de også her- ;)

2Likes
7Kommentarer
551Visninger
AA

2. Heaven! Or not....

***

Av.

Av.

Av, for satan!

Jeg spærrede øjnene op. Jeg var....

Jeg ved faktisk ikke hvor jeg var.

Nå.

Jeg kiggede rundt. Jeg var i et rum.

No shit Sherlock.

Der var en stol med et tyndt, blåt og ru betræk. Sikkert ikke særlig komfortabel... Ved siden af stod der et bord. På bordet var en... en... buket. Den var satme stor. Men nu meget flot. Jeg forsat min analysering af rummet. Et stort vindue var placeret midt på væggen.

Underligt ikke?

Det gik fra loftet og helt ned til gulvet. Gulvet var dækket af et gulvtæppe, der var gråt, eller blåt...

Det var,

Blgråt....

Jaaaa...

Væggene var hvide. Ja, de var altså bare hvide. På en af væggene sad en kæmpe mørkeblå dør med et håndtag i sølv. Altså ikke sølv, bare metalfarvet, i ved? Godt så.

Jeg lå i en seng.

WTF?!

Det var ligsom et hotelrum. Bare ikke ligsom et hotel. I ved.

Vent, jeg ved sq godt hvor jeg er....

Jeg er i en bygning!

Ej, det gas.... Jeg var helt klart på et hospital. Og det opdagede jeg ikke først da en kvinde i en hvid kitel og rødt kors i panden kom ind.

Ej, der var ikke noget kors.

Anyway, hun stod lidt inde for døren og betragtede mig. Hun så venlig ud. Altså o-k smuk. Hun kiggede mig kort  i øjnene og sendte mig så et tandpasta-smil, så hele rummet lyste op.

Nej, det gjorde ikke. Men i ved *overdrivelse fremmer forståelsen*

Smilet afslørede et blændende hvidt tandsæt. Hun gik med lange og lige skridt hen for enden af min seng.

"How are you feeling?" spurgte hun, mens hun stadig smilede.

"Im good" Sagde jeg lidt sløvt.

"We gave you some Atstrophemanphin, so you maybe feel a little dizzy" forklarede hun.

Jeg var faktisk ret svmmel, nu jeg tænkte over det.

"Are you hungry?" Spurgte hun, stadig med et smil.

"Not really" Tanken om mad gav mig faktisk kvalme, hvorfor vidste jeg ikke.

"Do you need anything?" Spurgte hun forsigtigt og lænede sig stille i retning mod døren. Den handling var helt klart en hentydning til hun helst bare ville væk.

"No, thanks" Svarede jeg ret koldt. Ja, det gør jeg når jeg er sur, eller noget i den stil. For ja, jeg var faktisk ret irriteret af hende. Jeg havde kvalme og ville bare gerne være alene og ikke snakke med nogen.

"Ring on the bell if you need anything" Svarede hun kort og i én bevægelse var hun ude af døren.

Så var jeg alene igen. Det fik mig faktisk til at spekulere hvad jeg egentlig lavede her. På hospitalet.

Bedst som jeg skulle til at tænke over det, kunne jeg se det for mig.

*FLASHBACK*

Jeg har travlt, jeg skal skynde mig... Rigtig meget. Uheldig som jeg er, taber jeg mine nøgler. Jeg løber tilbage ud på vejen. Et par biler dytter. Så hører jeg en lyd, der tyder på en bil bremser hårdt. Jeg kigger op og lige ind i et par lysene forlygter. Lysene brænder i mine øjne. Det gør ondt.

(Flashback slutter)

 

Wait, Wtf?! Havde jeg været med i en bilulykke. Like, jeg er blevet kørt over?

Okay, nu kunne jeg mærke kvalmen for alvor træde til. Jeg havde det forfærdeligt. Måske jeg skulle ringe efter en sygeplejerske. Hvor skulle jeg brække mig. Jeg kan sq ikke gøre det ud over mig selv!

Ad.

Jeg trykkede hurtigt adskillige gange på den 'knap' der faktisk mindede om en dørklokke. Vi havde også en dørklokke derhjemme. Altså dengang.... Men dengang vil jeg ikke tænke på mere.

Dengang er fortid. Men fortiden har skabt fremtiden. Men det er Nutid nu, så Tay, stop med at tænke på det.

Jeg blev dårlig af at tænke så meget. Min hjerne gjorde ondt.

Før jeg vidste af det sad jeg lænet ud over sengekanten og var ved at blive kvalt. I mit bræk. Ad.

Jeg hostede imellem 'turene'. Jeg kunne faktisk slet ikke få vejret. Jeg skulle dø. Imens jeg var ved at brække mig. Trælst.

***

En sygeplejerske kom, som følge af min voldtagning af klokken. Jeg sad stadig i min seng. Jeg havde rette mig op, så nu var der også bræk i min seng og på mig selv. Nu havde jeg det for alvor skidt. Da hun kom ind stirrede hun bare på mig. Sikkert for at få et overblik over situationen. For ja, ærlig talt så det ret voldsomt ud. Og mega ulækkert.

Hun trykkede på min klokke, inden hun begyndte at finde en pose frem. Hun gav mig den i hånden. "Use this"  sagde hun, imens hun bukkede sig for at se hvor meget der var på gulvet. Seriøst troede hun selv jeg skulle brække mig mere. Halvdelen af mine indvolde lå sku'da på gulvet. Jeg smilede svagt, hvilket mindede mig om, jeg seriøst burde få børstet mine tænder. Kender i ikk' det der med der ligsom er sand på jeres tænder og de er slet ikke glatte? Jeg gør.

Lidt efter kom der en sygeplejerske mere ind og smilede svagt til mig inden hun begyndte at hjælpe hende den første.

***

''When will i be out?'' Spurgte jeg da de var ved at tørre gulvet af en ekstra gang. ''On Friday, if you feel ready'' svarede hun med et bekymret smil. "Okay, then" Svarede jeg lidt ligegyldigt. Den sidste sygeplejerske der kom gik, da hendes 'bibber' bibbede hende. De to sygeplejerske udvekslede kort et smil, hvorefter hun gik.

"You know what happened, right?" Spurgte hun forsigtigt da hun havde skiftet mit sengetøj. Jeg var faktisk overrasket over hun overhovedet snakkede til mig. "Uhm. I got hit by a car?" Mumlede jeg, men højt nok til hun kunne høre det. "Yea, you know who hit' you?" Svarede hun usikkert og satte sig på skamlen ved siden af min seng. "No." Sagde jeg og rystede på hovedet, hvilket jeg nok ikke skulle havde gjort da det gav mig voldsom kvalme. Jeg sank klumpen i halsen. "He actually asked for you" Svarede hun forsigtigt. Bange for min reaktion.

Jeg løftede øjenbrynene og kiggede på hende. "Why?" Svarede jeg overrasket. "Ehm... He's feeling bad for what happened" Hun holdt en pause men forsatte så. "He feel guilty" Sagde hun kort med et bedrøvet ansigtsudtryk. Jeg kiggede forundret på hende. "But, it was'nt his fault" Jeg stoppede. "At all" Afsluttede jeg. At han følte sig skyldtig for hvad der skete, beviste jo bare at han ikke var en eller anden kold højrøvet nar. Det var lige før at jeg fik tårer i øjnene. Lige før.

"He asked to see you, when you're awake" Mumlede hun imens hun pillede ved noget af mit lagen der var smuttet udenfor sengerammen. "He did?" Spurgte jeg forvirret. "Yea, he's worried for you" mumlede hun med et opmuntrende smil.

Jeg sagde ikke rigtig noget. Hvad skulle jeg sige? Manden der kørte mig over ville se mig. Han var faktisk bekymret for mig. Han havde skyldfølelse. Han er menneskelig...

***

 

"....is from him" Jeg blev revet ud af mine tanker, da sygeplejersken åbenbart snakkede til mig. "Sorry, what?" Spurgte jeg, lidt flov over jeg bare havde siddet i mine egne tanker. "The flowers is from him" Gentog hun. Hun pegede over på bordet imellem de to blå stole.

WoW havde han virkelig sendt en kæmpe buket? Til mig? Jeg pegede på dem "To me?" Spurgte jeg forbavset. Hun bekræftede med et lille nik og et smil på læben. "From him?" Spurgte jeg, stadig overrasket. Hun lod et lille grin undslippe hendes læber sammen med et stort smil bredte sig på hendes ansigt.

"He's a very nice young man" Konstaterede hun smilende. Jeg kiggede forbavset på hende. Ung? Var han ung? Like, på min alder?  Hun smilede bare og rystede svagt på hovedet. "He's asked for you about 8 times" Mumlede hun. Hun holdt en lille pause. "Do you want to meet him?" "He want to meet you" "If you want of course" Jeg kunne ikke lade vær' med at grine over den måde hun sagde det på. Som om det kom i små bidder.

Apropos bidder. Så er jeg fandme sulten!

Tilbage til samtalen Tay.

"Uhm, shure" Sagde jeg lidt usikkert. Hvad er det jeg siger ja til? "Okay, i'll tell him that you're awake and he can come and see you" Sagde hun med et skævt smil. Jeg nikkede bare bekræftende. Addd.... Kvalme! Jeg må stoppe med at lave hovedbevægelser....

"Anything you need before i go?" Spurgte hun efter lidt akavet stilhed. "Uhm.. i'm a little hungry" Sagde jeg lidt genert. Nok fordi jeg fik føelsen af at jeg skulle tigge efter mad. Hvilket jeg jo selvfølgelig ikke skulle.

Hun smilede bare og mumlede et "Just a minute" Påvej ud af døren. Jeg smilede bare, velviden om hun nok ikke kunne se det med ryggen til.

***

Det bankede på døren, og lidt efter blev den åbnet. Sygeplejersken kom ind med en masse mad på en blå bakke. Jeg ville indrømme, det duftede fandme godt! Nu kunne jeg for alvor mærke min mave begynde at rumle. Hun forklarede kort noget om hvad det var, men jeg sad bare og stirrede på bakken og hørte slet ikke efter. Duften af mad... Den gjorde mig nærmest beruset. Ej, selvfølgelig ikk' men i ved.

Hun gav mig endelig bakken og jeg begyndte hurtigt at spise. Maden smagte vidunderligt. Det var vist noget katoffelmos med brun sovs og millionbøf. Guuuuuud, det smagte vidunderligt!

"By the way, I've talked to the driver, he had called while i was up here." Hun holdte en lille pause. "He can come and visiting you, tomorrow at 3 pm? Hun så spørgende på mig. "Mhm" Mumlede jeg med munden fuld af katoffelmos. Hun smilede bare, da hun sikkert kunne se maden tilfredsstillede mig. Jeg smilede bare og forsatte min spisning.

Jeg så op på klokken. Den viste halv 10. Måske jeg skulle til at komme i seng så. Jeg var også virkelig træt. Opkastningen tidligere i dag, tappede mig for energi. Ja, og så havde jeg jo lige spist, og i min verdener det sengetid efter aftensmad. Det betyder selvfølgelig også sen aftensmad. Det er underligt, i know.

***

Jeg havde spist op og havde sat bakken på mit 'natbord' og lå lige nu og kiggede ud af vinduet, der afslørede en høj kontorbygning, med lys i nogle af vinduerne. Et eller andet sagde mig månen var bag mig, da den i hvert fald ikke var til at se fra mit vindue. Bag kontorbygningen var der et stort græsareal. Hvis jeg ikke tog meget fejl var det Central Park, hvilket vil sige jeg var et stykke væk fra skolen.

Mit blik vandrede hen på buketten på mit bord. Tænk, at jeg skulle se ham imorgen. Jeg ved ikke helt om jeg glædede mig eller og hvad jeg gjorde. Det hele kom så pludseligt. Men, jeg var typen som tar' tingene som de kommer, så mon ikke jeg kan klare det?

Jeg kunne tydeligt mærke mine øjne klistre sammen. Jeg var træt, og jeg havde brug for søvn. Nu.

 

___________________________________________________________________________________________________

Sååå, Guys! Så kom 'kapitel 1'

Hvad syntes i? For kort? Langt? Kedeligt? Alt muglig andet?

Hvem tror i har kørt hende over? (Svært spørgsmål ;) )

Haha :)

Sov gooooooodt!! xD

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...