Født under Uranus

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2013
  • Opdateret: 15 apr. 2013
  • Status: Igang
Urania har lever et normalt liv. Men et par måneder efter hendes 17-års fødselsdag ændres det. Hun er ikke som andre almindelige teenagers der kæmper sig gennem gymnasiet. Urania har nogle højst ualmindelige kræfter, som der er flere der vil have fat i.
Urania bliver sendt på et farefuldt eventyr, hvor hun må kæmpe for sig og dem hun holder af's liv.

2Likes
1Kommentarer
329Visninger
AA

3. Kapitel 2

Musikken buldrer i mine ører, og jeg bliver nød til at røbe for at blive hørt af mine veninder. Alle menneskerne er i et fandens godt humør, det er bare fedt at være her. Timerne gik, og mere og mere alkohol blev hældt indenbords. Fødderne danser der ud af, og min krop bølger rytmisk til musikken. Jeg stivner, der står han igen, lænet afslappet op af væggen med hænderne i lommen. Jeg kigger mig over skulderen, er det mig han kigger på? Jeg kigger tilbage på ham, og han smiler. Jeg smiler tøvende tilbage. Er det virkelig mig han smiler til? Jeg er normalt ikke en drengs førstevalg, så det betutter mig. Jeg kan mærke blodet der strømmer til mine kinder, så jeg vender mig væk fra ham, og begynder at bevæge mig til musikken igen. Men alligevel kan jeg ikke lade være med at sende et par blikke over mod ham.

Efter noget tid på dansegulvet, gør Maya tegn til at vi skal gå ud i gården og trække noget luft. Der ude sidder vi 5 piger og snakker om festens fyrer. Hvem skal scorer og hvem skal gå hjem alene? Jeg fortæller ikke om ham fyren, jeg ved ikke hvorfor, men det føles bare ikke som noget de skal vide. Igen kan jeg se ham for mig, hans klare blå øjne, hans gyldne hår der er sat skødesløst men alligevel så perfekt. Og så står han der, med hans øjne og perfekte hår. Jeg ligger nu mærke til hans ansigtstræk, han har høje markerede kindben i han firskårne ansigt, men det er bare så smukt, jeg sidder bare og stirre, næsten med åben mund.

”Hej piger” hans smil er smeltende. Sammen får vi fremstammet et lille hej. Han kigger på mig, hans blå øjne kigger interesseret på mig, og han sender mig et skævt smil, som jeg gengælder.

”Må jeg snakke med dig et øjeblik?” jeg nikker, rejser mig og følger efter ham. Han stiller sig op af et træ, og jeg sætter mig på bænken ved siden af. Han står igen bare og kigger på mig, det er lidt akavet. Jeg holder hans blik et stykke tid, men kigger så ned på mine hænder. Han er lidt uhyggeligt ham der.

”Jeg har slet ikke præsenteret mig selv, jeg hedder Caspian.” Jeg kigger på op ham og kan se at han smiler til mig.

”Hej Caspian. Jeg hedder Urania” jeg sender ham et forsigtigt smil. Han siger ikke noget i et stykke tid, han betragter mig bare.

”Jeg troede jeg var den eneste, der havde onde forældre. Men dit navn er heller ikke helt normalt, så jeg er ikke alene om at have underlige navne.” han sender mig et stort smil, der viser mig han perfekte hvide tænder. Jeg griner.

”Nej, mine forældre var vist også onde da de valgte mit navn. Men det var noget med, at da jeg blev født, var planeten Uranus så tæt på jorden som den kan komme, der af mit navn. Skørt!” han smiler til mig, og griner så.

”Jeg tror bare min mor var glad for Narnia-bøgerne.” og så griner vi begge to, højt og hjerteligt. Vi snakker og snakker, det er faktisk hyggeligt. Først da jeg ser hvad klokken er, går jeg i panik.

”Fuck. Klokken er kvart i 1. Jeg lovede min far jeg ville være hjemme klokken 1, det sker jo så ikke nu. Jeg bliver nød til at løbe” jeg sender ham et undskyldende smil.

”Lad mig følge dig ud, jeg skal alligevel også til at komme hjem.” han smiler og lægger en hånd på min ryg, mens vi går mod garderoben.

              Vi står uden for skolen lidt uden at sige noget. Jeg nyder bare han selvskab. Jeg burde være på vej hjem, men her er bare hyggeligere.

”Jeg må hellere komme af sted. Min far slår mig ihjel hvis ikke jeg snart kommer hjem.”

”Det kan vi ikke have, jeg vil jo gerne have lov at se dig igen, uden at du ligger i en kiste” han griner, jeg griner.

”Jeg skal denne her vej.” jeg peger mod et boligkvarter bag skolen.

”Det skal jeg faktisk også. Så kan vi følges lidt” han sender mig et stort smil. Og vi begynder at gå. Det er mørkt og det eneste der kan høres er vores skridt. Jeg stopper op ved et kryds.

”Jeg skal til højre her.”

”Jeg skal desværre forsætte lige ud. Kan jeg ikke få dig nummer? Så ringer jeg.” han rækker hans mobil frem mod mig. Sådan en rigtig gammel Nokia der smadrer gulvet, hvis den bliver tabt. Jeg kan ikke lade være med at fnise, da jeg skriver mit nummer ind.

”Hvad? Gammelt er bedst” og så trækker han mig ind i et stort varmt kram. Alt for tidligt er det slut, dog har han ikke sluppet min hånd. Der hvor hans hud rører min, følelse det som om, at elektriske impulser bliver sendt ind i min hånd, og videre ud i min krop.

”Pas nu godt på dig selv Urania. Vi ses forhåbentligt snart.” Jeg smiler og han slipper min hånd. Jeg begynder at gå, jeg kigger mig tilbage, der står han stadig og kigger efter mig.

              Jeg drejer ind på en lille sti, der fører gennem et lille skovområde. Her er tyst, jeg kan kun høre mine egne skridt. Eller hvad? Pludselig synes jeg, at jeg kan høre et andet sæt skridt bag mig. Men da jeg kigger mig over skulderen, er der ingen. Jeg sætter uvilkårligt farten lidt op, det gør de andre skridt også. Jeg prøver at lade som ingen ting, men jeg synes skridtene kommer tættere og tættere på. Jeg sætter i løb, der er ikke så langt hjem. Jeg drejer ud af den lille skov, og ud på en landevej. Jeg kan hørere skridtende følger efter. Jeg kan se huset, jeg skal bare ned af vores indkørsel og så er jeg hjemme. Da jeg drejer ind i indkørslen, synes jeg, jeg ser en person, så jeg sætter farten op, snart har jeg smækket hoveddøren i. Jeg kigger ud af det lille vindue ved siden af døren, og kan se en mørk silhuet dreje ind i skoven på den anden side af vejen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...