One shot

Den handler om en pige der var med i en bilulykke og mistede sin mor, far og lillesøster, hun ender hos en dårlig pleje familie.
En dag bliver alting forandret, da hun gå hjem fra skole en sidste gang....

0Likes
0Kommentarer
349Visninger

1. 1 dag tilbage

Hun sad på bagsædet sammen med sin lillesøster og legede, mens hendes mor og far sad og snakkede på forsædet. Hun tog søsterens legetøj og gemte det, søsteren skreg om det var af glæde eller fordi hun var sur vidste man aldrig. Faren bad hende om at give det tilbage som hun havde taget fra søsteren, men hun gjorde intet. Søsteren greb fat i hendes hår og begyndte at rykke så hårdt i det som hun nu kunne. Faren vendte sig irriteret om og klagede igen, lyden af hendes mors stemme skar igennem luften og det lød et ’pas på’ inden alt blev sort.

Hun åbnede forsigtigt øjnene og blinkede et par gange inden hun kunne se ordenligt. Et syn hun aldrig havde troet hun skulle se, var nu printet ind på hendes nethinde og ville blive gemt for altid. Hun prøvede at kalde men der kom ingen lyd. Hun lukkede kort øjnene og tog en dyb indånding og åbnede langsomt øjnene igen. Hun kaldte igen og et lille svagt ’mor’ forlod hendes læber, hun ventede et kort sekund før hun kaldte igen, stadig intet svar. Hun prøvede at få hendes hånd ned til selen for at klikke den op, hun kiggede til den ene side hvor hendes søster havde siddet, hun kiggede igen fremad for at se hen på hendes forældre. De sad helt stille og der løb blod ned fra morens hoved. Hun maste sig igennem søsterens legetøj og satte sig foran. Forsigtigt lod hun hendes hånd glide ned af morens kind og til sidst under hendes hage og løftede den blidt. En tåre gled ned af hendes kind, hun lænede sig ind over hendes mor og trykkede sig blidt ind til hende, tåren blev kort efter fulgt af nogle flere som landede i morens bløde hår. Hun trak sig forsigtigt væk og bevægede sig hen til sin far. Hun gjorde det samme hos ham og kyssede ham forsigtigt på panden hvor hun derefter lod hendes pande røre hans. En tanke slog hende, hvor var hendes søster? Forvirret kiggede hun rundt og så en skikkelse der lagde på vejen et stykke væk. Hun kravlede ud af det åbne vindue som søsteren havde siddet ved. Hun løb hen og omfavnede den lille skikkelse, hun græd ned i hendes hår, kyssede hende i håret og aede hende på kinden. En hånd tog fat i hendes arm og trak hende stille væk, hun prøvede desperat at komme hen til skikkelsen som før havde været hendes søster. Hun skreg og bad inderligt personen bag hende give slip, men intet lykkes.

Sengen var blevet våd af hendes tåre og dynen var blevet smidt på gulvet. Hun vågnede med et sæt og mumlede det samme som hun plejede at gøre hver dag ’det var bare et mareridt’ det var det samme hver aften. Hun fandt noget tøj og løb over mod det store hus hvor hendes plejeforældre boede. Hun tog et æble til sig selv og begyndte at lave mad til resten af familien, det var det samme hver dag, samme drøm, samme morgener, samme gøremål inden og efter skole, plus så lavede hun lektier og så var den dag gået. 

Hun sprang ud af døren og løb hen til købmanden og købte 3 roser som sædvanligt, kort efter løb hun ud af døren og hen til kirkegården. Hun åbnede den gamle rustne låge og lukkede den bag sig, hun bevægede sig langsomt hen af stien, mens hun skimtede teksten på de gravsten som hun gik forbi. Den velkendte tekst kom frem og hun satte sig på hug foran de 3 sten. Endnu en tåre trillede ned ad hendes kind, men hun tørrede den ihærdigt væk igen. Hun smilede svagt og kørte en hånd over stenene og tegnede skriften op. Hun mærkede en følelse af at nogen stirrede på hende. Hun lagde roserne ved stenene og rejste sig, kiggede kort rundt, men hun kunne ikke se nogen. Hun trak kort på skulderen og så kort på klokken, et gisp forlod hendes læber og hun gik med hurtige skridt hen til lågen.

Ikke så lang tid efter var hun ude af hans synsvinkel, han sukkede kort og bevægede sig ud af busken og ind imellem nogle træer for at få et bedre syn af hende. Han rev sig løs fra den tornbusk som havde taget fat i hans blå jeans og hans røde skjorte. Utilfreds åbnede han munden og så hende forlade hans synsvinkel.

Hun smilede tilfreds over hendes tid, hun var lige nået ind på skolen da det ringede, hun gik med korte skridt over mod hendes skab og fandt hendes bøger og gik så til time. Timerene gik hurtigt og hun forlod skolens grund. Musikken pumpede rundt i hendes hoved, det var den eneste måde hun kunne komme ind i sin egen verden. Hun elskede at gå hjem, hun fik motion, hun var sig selv, tankerne kunne få frit løb, hun smilede altid, hendes smil kunne blinde selv gud. Hun sprang forskrækket tilbage og så på den sorte Ford, som lige var kørt ind foran hende og nu holde en meter væk fra hende. Hun holdte sin hånd på sit bryst af forskrækkelse og gispede efter vejret! Døren gik op og en mand kom til syne, og greb ud efter hendes arm, men hun undveg og drejede rundt på hælen og begyndte at løbe. Hun kunne høre skridt bag hende, så hun satte farten op, skridtene bag hende blev lavere og lavere. Hun kiggede sig over skuldreren og så ingenting. Hun åndede lettet ud og masserede hendes skuldrene, hun kunne mærke hvordan tasken havde bumpet ind i hendes ryg. Hun begyndte at gå, kiggede til alle sider for at se om nogen fulgte efter hende. Men igen var der ingenting.

Turen hjem var lang, hendes krop rystede af kulde og træthed. Hun vidste hun fik skæld ud over hun ikke var kommet hjem endnu, og hun var faktisk overrasket over de ikke havde brændt huset ned endnu. Man skulle altid have en brandslukker tilstede når familien lavede mad. Hun stoppede op da hun så en sort Ford, der var parkeret i gården. Hun tog en dyb indånding og tog et fast greb om tasken og gik mod hoveddøren, hun åbnede døren og hørte lyde fra køkkenet, stemmerne lød bestemt ikke glade.

Hun listede stille hen forbi køkkendøren, hun kiggede kort ind i køkkenet og så hendes stedmor og en fremmede mand sidde og snakke henne ved bordet med en kop kaffe i hånden. Hun kunne ikke genkende manden, men bilen var nøjagtig den samme! Hun listede videre og gik ind gennem en smal dør som man ikke rigtigt lagde mærke til. Hun kom ud på den anden side og så sit ’Hus’ længere nede og begav sig stille derned af mens hun fokuserede på alt omkring hende. Hver en bevægelse der blev taget, hver en lyd der blev lavet. Huset kom nærmere, hun nåede lige skimte nogle personer inde i huset, inden nogle arme blev lagt om hende og alt blev mørkt. Grebet der blev strammere, løftede hende op og smed hende op på ens ryg. Hun sparkede og slog med hænderne og prøvede at få den pose hun havde om hovedet af. Det kunne meget vel være en kartoffelpose som havde indeholdt gamle brugte trænings sokker de sidste 20 år, hun havde fået over hovedet. Den lugtede meget grimt og hun prøvede ihærdigt at få den af.  Men rebet der holdt posen på plads var for stram, så hurtigt hun fik hænderne hen til rebet blev der lagt nogle nye om hendes arme og ben. 

Bagklappen smækkes og brummen fra bilens motor gav genlyd. Hun havde for længst opgivet at slippe fra rebene og lagde nu stille i bagagerummet, hun drejede sig et par gange fordi noget spidst borede sig ind i ryggen på hende, hun fik sig drejet om på maven, så den spidse ting borede sig ind i hendes bryst i stedet for ryggen. Hun prøvede at få fat i den spidse ting væk fra hendes bryst, men jo mere hun bevægede sig, jo mere borede den sig ind i hendes bryst, til sidst rende der blod ned fra hendes bryst og lagde sig som en plet under hende. Panikken steg i hende, hun kæmpede inderligt for at få smerten væk fra sit bryst, men såret blev bare dybere og dybere. Hun begyndte at slappe mere af i kroppen, da en stemme trængte ind i hendes hoved ’ Slap af, det skal nok gå. De gør dig ikke noget’ Stemmen var svag og tilhørte hendes lillesøster. Hun smilede selvom smerten i hendes bryst blev større og større.

Motor blev slukket og bildørene blev åbnet og lukket.  Baggagerummet blev åbnet og nogle arme blev lagt om hendes liv og løftede hende over skulderen. Hun begyndte ihærdigt at hive efter vejret, så manden bag hende kiggede forfærdet op på hende og mumlede nogle utydelige ord, hvor hun derefter forsigtigt blev lagt ned på den kolde asfalt med en jakke som pude. Alt begyndte at flimre for hende, hun blinkede et par gange for at holde sig vågen. Hun så en mand stå og snakke i mobil længere henne, manden som lå halvt ind over hende, bad hende inderligt om at holde ud, hun skulle holde sig vågen, hun skulle blive ved ham. Hun kunne mærke forvirringen steg i hende og hun ville gerne spørger ham om hvad fanden det var han snakkede om? Men hun følte at hun var blevet helt tappet for kræfter.

Man kunne svagt høre sirenerne komme tættere på, lyden af de irriterende sirenerne gav genlyd i hendes øre. En trang til at holde sig for ørene og skrige kom frem, men kræfterne var der virkelig ikke. Manden som lå halt over hende, trak sig lidt tilbage og kiggede hende dybt i de mørkeblå øjne og han kunne tydeligt se hendes forvirring og at hun var skræmt. Som svar på hendes spørgsmål lænede han sig igen hen over hende og hviskede 4 små ord som ændrede hendes liv ’Velkommen hjem min skat.’

Værre end før hev hun efter vejret. Alting kørte rundt i hendes hoved. Hvem var manden? Hvad mente han med skat? Velkommen hjem? Det var jo ikke hendes hjem. Hun var langt fra hjemme, hun kunne ikke have et hjem her. Hun havde aldrig haft et hjem efter ulykken. Svaret kom som sendt fra himlen da han igen mumlede nogle utydelige ord, men hun fik dog fat i 4 ord, som var svaret på alle hendes spørgsmål. ’jeg er din far’  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...