Destroyed. [1D]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2013
  • Opdateret: 10 maj 2013
  • Status: Færdig
16-årige Amy Johnson er en lalleglad idiot på lykkepiller. Hendes liv er perfekt efter hendes mening. Hånd i hånd med hendes elskede bedsteveninde Alison kunne hun ikke være mere lykkelig. Selvom hun ikke har det bedste forhold til hendes familie, mener hun bare, at det er dem der går glip af noget. Hendes humør er altid højt - altså bortset hvis en syg idiot kaster op på hendes skoletaske - og der skal meget til at gøre hende trist. Eller det troede hun ihvertfald. På den nye skole går 5 fremmede drenge. 5 drenge som alle ser op til - alle andre undtagen hende. Hun har bare lyst til at slå dem i hovedet, med en skovl over deres egotip og troen om de ejer hele skolen. Men fortsætter det sådan?

122Likes
120Kommentarer
12696Visninger
AA

8. 7

"Jeg er altså virkelig, virkelig ked af det Amy.." sagde han en anelse højt, så han kunne overdøve de idiotiske grise af børn, hvor nu deres skrig var blandet af gråd. Sig mig, hvor er deres forældre? Mig og Niall er jo de eneste som sidder og spiser. 


Mærkeligt. 

Jeg sukkede lydløst og lagde min burger fra mig, foldede mine hænder og kiggede alvorligt på mig. "Jeg vil bare spørge.. hvorfor du gjorde det?" Han lagde hovedet lidt på skrå og kiggede ned i jorden, "det ved du godt Amy, det var fordi din mor.. hun.. ja." 

"Så du er altså bange for min mor?" drillede jeg og lagde hovedet lidt på skrå, men jeg smilede et drillende smil. Vi har det meget med at ligge hovederne på skrå fortiden, jeg har nok smittet både Niall og Harry. 

Jeg er sød, thihihi.

Han udbrød et højt grin, det der grin som man ikke kan andet end at smile over. Det var så energisk, og jeg ville gøre alt for at have sådan et glad grin, mit det .. lyder som en gris der bliver slagtet, eller sådan noget. Alison synes det er sødt, men jeg slår hende ned, hvergang hun siger det.

"Dog ikke," sagde han og pakkede sin næste burger op. Der var kun fire tilbage, og vi havde bare ædt fuldstendig på de ti minutter vi havde sat herinde. 

"Skal vi ikke se at komme tilbage til skolen egentlig?" spurgte jeg og kiggede undrene på ham. Det føles virkelig som om vi havde sat herinde i lang tid, og har en eller anden underlig tanke om vi sikkert kommer forsent. Han trak på skulderne og tog en bid af sin burger. 

Jeg fniste kort og pakkede så min næste op. Det var da helt vildt så godt Londons mcD burger smager man. "Jeg skylder dig," sagde jeg og tog et ordenligt bid, så ketchupen løb ned af min ene mundvige, hurtigt tørrede jeg det væk. 

"Hvad mener du?" spurgte han forvirret og løftede det ene bryn. "For burgerne," forklarede jeg, "du har jo købt omkring hundrede, det burde være dyrt." Han trak på skulderne, "det behøver du ikke." 

Det var faktisk godt, fordi jeg har ingen penge, lolz. 

Jeg trak bare på den ene skulder, og det kan jeg lige godt love dig for, at det ser virkelig dumt ud. Lad vær med at gøre det foran en dreng, det ser bare mongolagtigt ud. 

"Nå, ser man det!"

Hvordan kan Niall snakke, uden han bevæger munden?

"Niall har scoret," 

Hvorfor udtaler han sig selv i 3. person? 

Oh.. det er slet ikke Niall der taler.

Shit..

Pinligt man.

"Hvad laver du her, Harry?" sukkede Niall. 

Jeg fulgte Nialls blik, som lannede op på en Harry, som stod og smilede sødt til mig. "Jeg ville bare se, hvordan min prinsesse har det," sagde han kort og lagde en hånd på min ene skulder.

Hurtigt kiggede jeg hen på Niall og skulle lige til at sige noget, men vidste ikke hvad. Så det endte bare med mig, der sad med halvåben mund og et forvirret blik i øjnene.

"Har vi stadig en aftale efter skole, babe?" spurgte han igen og begyndte langsomt at nusse min ene skulder, mens han lagde hovedet lidt på skrå, uden at fjerne det søde smil, der var klasket på hans læber. 

Jeg nikkede langsomt uden at fjerne blikket fra Niall, som sad og kiggede ned i bordet. "Super!" sagde han og fjernede hånden fra min skulder, "så vil jeg ikke forstyre mere. Vi ses babe," sagde han og kyssede mig på kinden, så en sjov fornemmelse kørte op gennem mig. "Og vi ses Niall."

Og med de ord forsvandt han ud af resturanen. 

"Niall..." sagde jeg kort og prøvede at fange hans blik. Han rystede bare blidt på hovedet, rejste sig hårdt op fra stolen, så det gav genlyd i hele resturanen - og fik faktisk også grisene til at holde kæft. 

"Niall.. please bliv." prøvede jeg, men han greb hurtigt sin sidste burger, sendte mig et koldt blik og forsvandt ud af resturanen, samme vej som Harry. Også sad jeg der .. helt forladt, helt fortabt. 

Det blik han havde sent, fik min mave til at sno sig sammen og langsomt mine hænder til at ryste. Jeg havde bare lyst til at ødelægge et eller andet, og råbe et eller andet helt shit. 

Hvad skete der lige der? 

 

c.._..z


Klokken ringede lige i det, jeg trådte ind af skolen indgang. Hurtigt var jeg hende ved mit skab og trække mine engelskbøger ud og småløbe hen til lokalet, så jeg var sikker på ikke at komme forsent. 

Men hele timen kunne jeg ikke koncentrere mig om det læren sagde, fordi jeg sad og kiggede på Niall som sad foran mig. Hans nakke var charmende, derfor. 

Nej, jeg ville spørge ham hvorfor han gik og hvad hans problem var. Men min mavefornemmelse fortalte at jeg skulle lade være. Jeg ved ikke om han og Harry er uvenner eller sådan noget shit. Men jeg ville bare så gerne snakke ud med Niall.

Hvorfor prikker mine øjne? 

Oh my fucking shit, jeg vil fandme ikke begynde at græde i timen! 

Nej Amy! Tag dig sammen. 

Jeg bed mig hårdt i underlæben, lænede mig tilbage i stolen og lukkede øjnene. Jeg var efterhånden blevet lidt mere vågen efter de hundrede burger, men alligevel var jeg træt. 

Mine hænder begyndte langsomt igen at ryste og en tåre trillede ned af min kind, som jeg var hurtig til at tørre væk. Jeg havde lyst til at skrige, et eller andet. Der var et eller andet helt galt med mig, men jeg ved ikke hvad fuck det er. 

Jeg mangler Niall,

han sidder lige foran mig, men han føles alligevel så langt væk.

Hvad sker der med mig!? 

Jeg kiggede ned i bordet og foldede mine hænder. Jeg skulle være sammen med Harry efter skole, og jeg gider ikke for at sige det rent ud. Jeg ved ikke hvad han har tænkt sig at vi skulle lave, men hvis han spørgere mig, så skal vi bare sove. 

Jeg er så fandes træt. 

Endnu en tåre trillede ned af min kind, som jeg tørrede væk endnu engang. Jeg bed mig hårdt i kinden, for at holde et hulk inde, som var på vej ud, men det var umuligt. Men det lykkes mig dog, hvilket jeg klappede mig selv på skulderen for. 

Jeg vil gerne have den her time skal være ovre, men på en måde ikke.

Pludselig kunne jeg mærke ens blik på mig, jeg kiggede lynhurtigt op på pladsen foran mig, men det var ikke Niall, hvilket fik mig til at rynke brynene. Jeg kender ikke andre herinde, så hvorfor glo på mig? 

Jeg er lækker ja, men jeg sidder sgu da med blanke øjne og alt muligt shit. 

Mit blik kørte rundt på enhver person i rummet, men alle sad og kiggede interesseret på læren, undtagen én. En person jeg troede hadede mig, sad og kiggede bekymret på mig. 

En person fra One Direction. 

Liam.

Liam Payne.

Han sad helt ovre i den anden ende af lokalet, omvendt på sin stol og kiggede på mig. Hans øjenbryn havde sænket sig, så nogle fine rynker tittede frem i hans pande. Hans hoved var en anelse på skrå, mens han til min overraskende minnede et 'er du ok?' 

Jeg åbnede min mund en smule og kiggede forvirret rundt i hele lokalet. Hvorfor kigger Liam på mig? Han hader mig sgu da, så hvorfor er han bekymret? 

Først Harry, nu Liam - sig mig, hvad sker der idag? Det er fandme forvirrende. 

Jeg 'svarede' ham ikke, kiggede bare istedet ned i bordet, mens øjnene prikkede som aldrig før. Flere tåre løb ukontrolleret ned af mine kinder, og jeg kunne umuligt holde dem inde, derfor begravede jeg mit hoved i mine hænder og hulkede lydløst. 

Det var fandme pinligt det her, hvis læren opdagede det. Men hvad skulle jeg ellers gøre? 

Hvorfor græder jeg? 

Hvorfor er jeg så forvirret? 

Hvorfor har jeg lyst til at skade mig selv?

London forandre en.

Eller rettere; Niall Horan forandre en. 

Fuck det altså. Jeg vil være den gamle Amy igen. 

Men forelsket er jeg ikke, han er bare en god ven .. ikke andet. 

Ikke..? 

Pludselig ringede klokken og lyden af elever der rejste sig hårdt fra stolen, minnede mig om Niall, hvilket fik mig automatisk længere ned. Jeg kunne mærke nogles blikke hvile på mig, men efter lød der en masse fodtrin også var der stille. 

Helt stille.

Jeg sad stadig med hovedet begravede i hænderne, og skulle faktisk lige til at rejse mig, da der ikke var så stille endda. "Jeg kommer om lidt," 

Stemmen tilhørte ikke Niall, men den var hæs, et øjeblik troede jeg det var Harry, men hvad skulle han lave her? Han havde ikke engelsk, medmindre han havde pjækket. 

Harry virker da ikke som der kunne finde på at pjække. Gjorde han? Jo, det kunne han faktisk godt. Det kan alle jo. 

"Hey.." lød det pludselig overraskende tæt på mig og en hånd blev lagt på min ryg, hvilket gav et sus i mig. "Er du okay?"

Var det.. Liams stemme? 

Det kunne ikke passe. Liam hader mig også, ligesom Zayn og Louis. 

Vent egentlig. Er det kun Zayn og Louis der hader mig nu? Først Niall, så Harry, så Liam. Forhelvede hvor er det hele forvirrende. Altså med mindre Liam bare har tænkt sig at smække en lagkage i hovedet på mig, så snart jeg løfter mit hoved fra mine hænder. 

Så jeg tør ikke tage chancen, da jeg ikke har lyst til at få hovedet smurt ind i lagkage lige nu. Derfor blev jeg ved med at havde mit hoved plantet i mine hænder.

"Amy." sukkede han og begyndte at stryge min ryg blidt, "jeg ved du kan høre mig, og jeg ved der er noget galt." 

Jeg havde lyst til at smække den lagkage han sikkert stod med i hovedet på ham selv. Han hader mig, det ved jeg - gider ikke høre på det der lort. 

"Amy!"

"Lad mig nu fucking være!" vrissede jeg, men min stemme lød overhovedet ikke hård, kold eller noget. Den var bare lille og skrøbelig. Forfuckinghelvede. *Alt slå sig helt i hovedet med en stol* 

"Nej forhelvede," sagde han, "jeg ved godt du har fået et underligt førstehåndsindtryk af mig, men forhelvede, selvom vi ikke er de tætteste venner eller noget, kan du sgu da godt fortælle mig hvad der er galt!" 

Jeg sukkede lydløst, "lad mig være." 

"Så fortæl mig hvad der er galt, så går jeg." 

"Så hvad? Hvorfor? Jeg ved sgu da du vil fortælle alt fucking lortet til hele skol-" 

"Hvorfor tror du jeg er sådan?" spurgte han lavt og fjernede sin hånd fra min ryg, hvilket jeg ærgede mig lidt over, men den var også klam, så ok. 

Med et løftede jeg mit andsigt fra mine hænder, hvor der efterhånden havde dannet sig en sø af tåre nærmest, fordi de stadig havde løbet ned af mine kinder. Oh gard, jeg tror nok ikke jeg har mere vand i min krop nu.

Nu kan jeg ikke tisse. 

Jeg mødte hans brune øjne, og til min overraskelse stod han ikke med nogen lagkage, men bøvet forover over det bord jeg sad ved. De var fulde af bekymring, hvilket også kom bag på mig. Jeg havde troet han havde stået med en lagkage og smækket den i hovedet på mig, mens han ville filme det med sin - sikkert iPhone - mobil. 

Også kunne jeg lige fornemme det smørrede smil han ville havde brugt, men sådan var det ikke. Hans mund var en lige steg og hans øjne lyste op af bekymring. 

Han er god til skuespil, det må jeg give ham.

"Hey, jeg er god nok," sagde han og lagde en hånd på min skulder, men hurtigt rystede jeg den af mig. "Hvor er lagkagen Liam?" spurgte jeg hårdt og kiggede på ham med løftede øjenbryn. 

Hans blik forvandlede sig til et forvirret et og langsomt løftede han hans ene bryn. "Lagkagen?" 

"Ja, den lagkage du har tænkt dig at smække i hovedet på mig, filme det og ligge det ud på nettet, så jeg bliver fucking pinligberørt.. Eller, har du allerede filmet mig der sad og tudede min indvolde ud?" 

"Amy forhelvede, jeg er ikke som du tror." 

"Du er fucking skyld i jeg også har det sådan her!" skreg jeg pludselig, "jeg er fucking forelsket i Niall, og det er jo ikke ligefrem fedt når i så kommer rendende med jeres fucking fede røv og river mig og Niall fra hinanden. Tak for fucking lort Liam!" 

Hvad sagde jeg lige der? 

Det kan ikke passe...

Jeg er ikke forelsket.

Jeg kan ikke blive forelsket! 

"Er du.. f-forelseket i Niall?" spurgte han langsomt. 

"Er du døv eller hvad?" mumlede jeg irriteret og greb fat i  min engelskbog som lå på bordet, og tog den under armen, og mig som havde tænkt sig at smutte, men det var Liam åbenbart ikke enig i.

"Det er ikke min skyld," sagde han kort.

Så.. han er døv eller hvad?

"Det er Harry, han.. jeg tror også han.. er faldet lidt for dig. Og når Harry først kan lide en pige, så er det kun ham der skal være sammen med hende." 

"Så.. det vil sige.. At-" 

"Ja." svarede han og lagde hovedet lidt på skrå.

Min vane smitter alle.

Og hey, hvad var det egentlig jeg havde tænkt mig at sige? Det kan jeg ikke huske, troloz.

"Men Amy," startede han langsomt og sendte mig et alvorligt blik, "jeg er ikke som du tror. Virkelig. Jeg er ikke som de andre, Zayn, jeg vil gerne hjælpe dig, det skal du bare vide... Og jeg hader dig ikke." 

Hvad fuck?

Drømmer jeg? 

Sagde Liam Payne lige at han ikke hadede mig? 

Okay, nu er vi nede på 2/5 fra One Direction som hader mig, wow, sjov dag. 

"Men.." sagde han så efter lidt tid, hvor jeg bare havde stiret på ham, men han havde bare sat og smilet til mig, hvilket også kom bag på mig, men der er efterhånden sket ret mange mærkelige ting idag. 

Hvis der nu kommer en enhjørning ind, så.. må jeg altså drømme.

"Du må nok hellere komme ud til Harry, jeg kan forstille mig han står og venter ved sit skab. Og Harry hader at vente," af en eller anden sjov grund udbrød jeg et højt grin af hans ord, hvilket han bare smilede til. Drengen kan vidst godt lide at smile. 

"Så kunne det være sjovt at jeg kom forsent med vilje," sagde jeg og af en sjov grund trak på skulderne. 

"Det vil jeg ikke råde dig til, for han kan blive virkeli-" 

"Jeg kommer allerede forsent, så lad mig nu se hvad der sker." sagde jeg dramatisk og spjættede med armene. Hans læber skilte sig og skulle til at sige noget, men jeg var hurtig til at klappe ham på skulderne, "tak for snakken Liam." jeg sendte ham et svagt smil inden jeg forlod lokalet. 

Gangen var tom, fuldstendig, og det var jo også klart siden skole forlængst var slut og alt det der shit. Faktisk tror jeg mig og Liam har snakket i omkring de 20 minutter, så jeg kommer altså forsent til mig og Harrys aftale.

Hvorfor har jeg bare lyst til at grine af det? 

Til min overraskelse - eller noget - var der ingen person overhovedet da jeg kunne se mit skab, og Harry stod der ikke, som han sagde han ville, hvilket bare fik mig til at rynke brynene. 

Jeg havde brændt Harry Styles af og afvist ham. 

Tja, hvad mon der sker nu? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...