Destroyed. [1D]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2013
  • Opdateret: 10 maj 2013
  • Status: Færdig
16-årige Amy Johnson er en lalleglad idiot på lykkepiller. Hendes liv er perfekt efter hendes mening. Hånd i hånd med hendes elskede bedsteveninde Alison kunne hun ikke være mere lykkelig. Selvom hun ikke har det bedste forhold til hendes familie, mener hun bare, at det er dem der går glip af noget. Hendes humør er altid højt - altså bortset hvis en syg idiot kaster op på hendes skoletaske - og der skal meget til at gøre hende trist. Eller det troede hun ihvertfald. På den nye skole går 5 fremmede drenge. 5 drenge som alle ser op til - alle andre undtagen hende. Hun har bare lyst til at slå dem i hovedet, med en skovl over deres egotip og troen om de ejer hele skolen. Men fortsætter det sådan?

122Likes
120Kommentarer
12396Visninger
AA

7. 6

ikke rettet. 
 

"Harry?" sagde jeg og lagde ikke skjul på overraskelsen i min stemme. Ja, jeg kan stadig ikke fatte hvorfor han snakker til mig, når han er en af dem, der hader mig allermest - men på en måde forstår jeg ham godt, fordi .. hallo? Hvem vil ikke snakke med Amy Johnson? 

"Hej," sagde han og udbrød et hæst grin, hvilket gjorde mig helt blød i knæende - det er den klamme effekt Harry kan sætte på alle og enhver piger, jeg kan brække mig over det. 

"Hvad vil du?" spurgte jeg en anelse koldt og lænede mig op af mit skab, da det så småt var begyndt at blive hårdt, at stå der. I vover på at kalde mig doven, jeg slår jer ned. 

Jeg har faktisk gået til kung fu, og det er faktisk ikke løgn - det var dengang jeg havde en god motion, og nu er den bare lort, men hey, jeg har da en ok fin krop efter min mening. 

Jeg er dog ikke sådan en pige uden noget fedt på kroppen overhovedet, som andre på den her skole er, og jeg lyver hvis jeg siger jeg ikke får en delle når jeg sætter mig ned. Men den hedder Kirsten og jeg elsker den. 

"Jeg tænkte bare på noget.." sagde han og lagde hovedet lidt på skrå, mens han smilede et skævt smil, hvilket fik mig til at bide i læben. Pokker tage ham og hans charmeringshed. Er der ikke noget der hedder dét? 

Og hey, har han også fået en vane med at ligge hovedet på skrå? 

"Ja..?" 

"Giv mig dit nummer." beordrede han, mens hans øjne borrede sig ind i mine, og smilet på hans læber blev større. Jeg løftede begge øjenbryn og lagde så hovedet lidt på skrå, "og hvad hvis jeg ikke gør?" spurgte jeg, mens et smørret smil automatisk gled over mine læber. 

Han trådte et skridt tættere på mig, mens han lagde en hånd på skabet bag ved mig. "Så bliver det værst for dig selv," truede han drillende og lænede sig tættere på mig, så jeg kunne mærke hans ånde mod mit andsigt. "Så lad det blive dét," sagde jeg og skubbede ham væk.

Med mine tyskbøger under armen gik jeg ned langs gangen, på vej til det lokale, hvor vi havde tysk. Jeg hader det fag, og det ved i, så jeg ved ikke helt hvorfor jeg sagde det igen. 

Jeg afviste Harry, både for at vise jeg ikke var som alle andre, også gad jeg heller ikke have noget sammen med ham overhovedet. Jeg kan ikke lide ham, jeg kan ikke lide nogle overhovedet. Sådan er jeg bare. 

Men alligevel kunne jeg ikke tørre det smil der lå på mine læber, da jeg kunne mærke Harrys blik i nakken. Det var vidst første gang han var blevet afvist, og jeg nød det. 

Harrys synsvinkel;

"Giv mig dit nummer," beordrede jeg og sørgede for vi holdte øjenkontakten nøje, helt automatisk blev smilet på mine læber større, hvergang jeg sagde dét til en pige. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde det var første gang. Først så det ud som om det kom lidt bag på hende, men efter noget tid slog hun en kostbarfacade op. 

"Og hvad vis jeg ikke gør?" sagde hun, mens et irreterende smørret smil gled over hendes læber. 

Helt automatisk trådte jeg et skridt tættere på hende, lagde en hånd på skabet bag hende og lod mine øjne bore sig ind i hendes. "Så bliver det værst for dig selv," truede jeg og lænede mig tættere på hende. Et kort øjeblik så det ud som om hun ikke vidste hvad hun skulle gøre af sig selv, indtil det mest uventede skete. 

"Så lad det blive dét," sagde hun og skubbede mig væk. Hun tøven begyndte hun at gå ned langs gangen, hvor jeg kiggede efter hende.

For første gang i hele min skoletid er jeg blevet afvist af en pige, så det kommer lidt bag på mig. Men hey, hun spiller kostbar og jeg kan godt lide noget konkurrence. 

Hun er anderledes, hun er ikke som alle andre på skolen. Med hendes lyserøde hår, øjnefangende smukke blå øjne, den enorme selvtillid og den kostbare side er hun rigtig meget anderledes, end alle andre piger på den her skole. De falder hurtigt i min charme og er alle ivrig efter mig. 

Hun er bare anderledes og nærmest blevet et mål for mig, men jeg skal få hende til sidst. Alle falder i min fælde. Alle. Og det kommer hun også til på et tidspunkt. 

Mine øjne flakkede ned på hendes faste røv, som vrikkede frem og tilbage, sådan som de normalt gør, når man gør, mens hun gik selvsikkert ned i midten af gangen, mens alle skulle flytte sig så hun kunne komme forbi.

Danm den tøs havde en god røv! 

Dog ville det aldrig blive noget seriøst mellem os, og det skal det aldrig, fordi jeg har aldrig været til det med faste forhold. Det kan fandme bare rende mig. Jeg har engang været sammen med en pige i en uge, men så begyndte jeg da godt nok også at blive træt af hende. Men det er også fordi de alle er så ens.

Og det får det til at vende tilbage til, at Amy stadig er anderledes. 

Men alle drengene, undtagen Niall, fra kliken hader hende. Eller .. Zayn gør ihvertfald .. meget endda. Jeg ved sgu ikke lige helt hvad han har imod hende, men jeg tror bare, at han er bange for at vi mister Niall til hende, fordi .. ma kunne sgu tydelig se glæden der strålede ud af Nialls øjne, da de snakkede sammen for første gang. 

Niall fortjener hende ikke - det gør jeg. 

"Ser man det.. Harry Styles, for første gang i sit liv, blevet afvist af en pige? Det skulle vi havde filmet," jeg genkendte den lyse drillende stemme, og det kunne jo ikke være andre end Louis. Ingen tvivl altså. 

Uden jeg havde opdaget det, så var Amy allerede forsvundet ud af min synsvinkel, så jeg havde bare stået og gloet ned af gangen, hvilket kom lidt bag på mig, jeg plejede aldrig at stå sådan i stir, men okay. 

"Kæft Louis," hvæsede jeg, men alligevel havde jeg et smil på læberne. Han klappede mig bare på den ene skulder, "er man faldet lidt for Johnson-pigen?" spurgte han undrede og prøvede at fange mit blik. 

"Johnson?" spurgte jeg undrende og lagde hovedet lidt på skrå - oh ja, lorte vane.

"Amy Johnson, hun er efterhånden ved at blive kendt her på skolen, som Nialls flirt." sagde han med et drillende smil på læberne. 

Nialls flirt? Hun skal fandme være min flirt, det kan jeg sgu godt sige dig! 

Jeg fnyste bare og kiggede Louis over skulderen, hvor Liam kom gående hen mod os, med et undrende blik. "Hey boys!" sagde han glad og stillede sig ved siden af Louis, "hvad sker der?" 

"Ikke det vildeste.. Det er bare Harry som lige er blevet afvist af Johnson-tøsen." sagde Louis og kiggede spændt på Liam, for at se hans reaktion. "Wow.. virkelig?" spurgte han overrasket og kiggede forvirret på mig, "hun må da godt nok være sin egen type." 

Jeg nikkede bare langsomt. "Nå er du klar Harry?" spurgte Liam undrende og gik hen og stillede sig ved siden af mig. Jeg kiggede forvirret på ham, indtil han vriftede med sin tyskbog, også slog det mig jeg skulle have tysk. Lorte fag, lorte fucking to timer. Lort.. fucking lort. 

(Og folkens ikke... Jeg aner ikke om man har tysk ovre i england, da det faktisk lige slog mig, at man sikkert ikke har det... Men det siger man lige at man har.. Okay? Haha.) 

Amys synsvinkel: 

Jeg fandt en ledig plads nede i hjørnet, selvom jeg sagtens kunne havde snuppet en af pladserne foran, så jeg kunne virke sej, men alligevel havde jeg ikke lyst til det. Don't ask why.

Jeg var den eneste herinde, og det var også klart nok fordi klokken ringede først om 10 minutter, og normalt kom alle eleverne først væltende ind i klassen 20 sekundter efter uret havde ringet.. Eller sådan var det ihvertfald igår.

Jeg satte mig hurtigt ned på stolen og smed mine bøger udmattet på bordet, jeg var så træt, så det gav et ordenligt stort brang, hvilket fik opmærksomheden fra dem ude på gangen. Eller ihvertfald fra én af dem.

Fordi inden jeg havde nået at tælle til 2 eller sagt blodpølse, stod Blondie i døren og kiggede på mig. Ulæsligt blik, kiggede bare.  Jeg havde sådan en tvang til at råbe af ham, hvad fanden han havde gang i, indtil det gik op for mig, at han måske også skulle have Tysk. Men jeg kiggede bare ned i bordet, som om jeg ikke havde opdaget mig.

Men jeg havde jo overgloet på ham ligefør, så det.. ja. 

"Amy.." startede han og begyndte langsomt at gå ned til mit bord, men jeg stoppede ham ved at spjætte sindssygt med armene. "Bare GÅ Niall!" hvæsede jeg vredt og sendte ham et koldt blik. 

Men jeg fortrød det. Hold kæft jeg fortrød det, da jeg fangede hans blik. De sørgelige blå smukke, som plejede at være fuld af glæde, lyste op af sorg, hvilket jeg bare havde lyst til at slå mig selv i hovedet for. Jeg hader at se ham sådan, men alligevel er det altid mig, der får man til at se sådan ud.. Ikke? 

Jeg er bare en idiot noglegange. 

Han knækkede øjenkontakten ved at kigge ned i jorden. "Jeg forstår godt du er sur på mig.. Men du skal bare vide at jeg gjorde det for din skyld. Jeg hørte din mors bil og.. jeg ved ikke hvad der gik af mig. Men jeg forlod dig ikke med min egen vilje." 

Ordene tragte langsomt ind i min hjerne og alligevel faldt jeg lidt til ro, selvom jeg stadig var vred på ham, på en måde og på en måde ikke. Jeg havde ikke lyst til at være sur på ham, det er ikke dét.. men alligevel. Han forlod mig sgu da bare! 

Pokker tage Niall Horan, som får en til at mangle sin 9 timers søvn, putte sæbe i øjnene og får mig til at føle så fucking usikker. 

Jeg bed mig i underlæben helt mundlam. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, og jeg havde den største tvang til at bare gå op og kramme ham, men så let skulle han ikke slippe - han har fået mig til at græde en hel nat, så hurtigt tilgiver jeg ham ikke. 

"Men vil du ikke godt snakke med mig?" spurgte han forsigtigt, mens han stadig nikkede ned i jorden. Tydeligvis genert eller sådan noget. Jeg sukkede lydløst og nikkede så langsomt.

En ubehagelig akavet stilhed lagde sig over os, hvilket var ret mærkeligt. Indtil jeg faktisk opdagede at han jo ikke kunne se jeg nikkede, fordi han stod og gloede ned på hans sko. Eller fødder. "Jo," sagde jeg kort. 

Hans blik fløj op og mødte mit, mens et stort smil bredte sig ud på hans læber, hvilket automatisk også fik mig til at smile og fuck det. "Virkelig?! Fedt!" jublede han og klappede i hænderne. Jeg grinede svagt og lagde hovedet lidt på skrå, og betragtede ham stå og hoppe helt piget, hvilket bare fik mig til at grine endnu mere. 

"Mød mig ved dit skab i det store friverter." var det sidste han sagde før han forsvandt ud af lokalet, og lige da han var forsvundet ringede klokken, så det undrede mig lidt at han ikke blev herinde, så han skulle nok ikke have tysk.

Nåååeh. 


c.._..z


Timen startede og læren snakkede det mærkelige sprog Tysk, mens han ville have at vi skulle gentage det. "Blauwal," sagde han og kiggede rundt op os alle sammen, der tøvede lidt før vi gentog det så godt som muligt. Det var rent svært at sige det med vores accent. Så derfor måtte det være endnu svære for Niall, som også har den irisk sexede accent. 

Niall, Niall, Niall. 

Åh gud altså.

Læren begyndte at snakke alt muligt, mens han pegede på en lille bette computerskærm. Han var ikke klog nok til at vide, at os på bagerste række overhovedet ikke kunne se om det var en ræv eller noget andet på den skærm. Men hey, jeg er også ligeglad. Så længe jeg aldrig skal til Tyskland. 

Og det skal jeg jo aldrig - så det her er sgu da til ingen nytte altså. 

Jeg sukkede langsomt og besluttede at jeg ville følge lidt med i timen, bare for at få tiden til at gå, selvom jeg var ligeglad med alt hvad der har med Tysk at gøre, det kunne bare rende mig. Men personen som sad til højre for mig, var ikke enig. 

En seddel blev langt på mit bord, og jeg kiggede forvirret hen på personen, som viste sig at være Harry. Han sad med et gigantisk tandpasta smil klistret på læberne, med det charmende blik i øjnene, hvilket fik mig til at rømme mig kort, før jeg gloede ned på papiret. 

'Er du fri efter skole, Johnson? ;)' 

Jeg sank en klump, som af en sjov grund havde samlet sig i min hals og bed mig usikkert i læben. Jeg kunne jo bare krøllepapiret sammen - ahah, krølle, som i Harrys hår, lol - eller lade være med at svare, bare for at irretere ham, men efter 10 sekundter, hvor jeg bare havde læst sætningen igen og igen blev han urolig og lagde en kuglepind på mit bord. 

Jeg sukkede langsomt før jeg tog fat i den og skrev nedenunder med min yderst grimme håndskrift. 

'Altså.. Jeg har fri efter skole, ja.'

Jeg lagde kuglepinden ned og kiggede hen på Harry, som hurtigt forstod en hentydning med, at han skulle tage papiret. Han gjorde tegn til at jeg skulle give ham, så det gjorde jeg. 

Hæhæ.

Han lagde den hurtigt ned på bordet og næste. Jeg kiggede på ham, mens et smørret smil gled over hans læber, og hurtigt rettede han hans blik hen mod mit, med et løftet øjenbryn og minnede et 'Virkelig?' til mig. Jeg trak bare på skuderne og sendte ham et drillende smil. 

Uden at havde lagt mærke til det, havde han svaret og lagt papiret tilbage på mit bord. 

'Tja, så har du vel ingen undskyldning, til ikke at tage mig med hjem? ;)'

Jeg bed mig i læben og tog fat om kuglepinden, 

'Hvad hvis jeg ikke vil med dig hjem?' skrev jeg hurtigt og nærmest kastede papiret hen til ham, så han hurtigt måtte gribe det, inden det faldt fra gulvet. Et lavt grin undslap hans læber, hvilket fik mit til at smile - men til vores held opdagede læren ikke noget. 

Han udbrød et fnys og begyndte så at skrive. Jeg betragtede ham skrive, mens smilet på hans læber blev større og større. 

'Så tager vi hjem til dig babe, det skal nok blive hyggeligt. x' 

Havde han svaret, hvilket bare fik mig til at kigge på ham med et løftet øjenbryn, men han trak bare uskyldigt på skulderne og sendte mig et charmende smil, som jeg selvfølgelig ikke kunne stå for. 

'Fint.' 


c.._..z

 

Det var nu blevet det store friverter som varrede 40 minutter. Det var helt klart min yndlings pause, fordi den var længest, æhæh, og desuden så er det den her pause kantinen har åben og giver varm mad. Men man skal bare være hurtigt, ellers er der kun klamme toast tilbage.

Jeg havde ellers sat kursen ned mod kantinen, indtil jeg kom i tanke om Blondie som stod og ventede på mig ved mit skab. Jeg havde ikke lyst til at brænde ham af, men jeg ville nu også gerne have noget mad. 

Og jeg skulle altså skynde mig OK meget, hvis jeg gerne vil have hot wings, som de serverer idag, og der er desuden en af mine livretter. 

Eller faktisk har jeg ikke én bestemt livret, fordi jeg elsker alt mad. 

Mad, mad, mad, mad, mad. 

Derfor begyndte jeg at løbe ned af gangen, mens folk gloede underligt på mig, men jeg var ligeglad. Jeg skal have Niall med over i kantinen, så jeg kan få noget mad. Han stod allerede lænet op af mit skab, mens han kiggede ned i hans mobil - hosthost, iPhone. 

"Niaaaall!" sagde jeg og stoppede op og fik styr på mine vejrtrækninger. Det var altså en ok rigtig lang løbetur jeg lige fik der, og mon ikke jeg smed nogle kilo. "Hey Amy?" sagde han lidt forvirret og smilede stort til mig. Er jeg virkelig så rød i hovedet? 

"Vi skal over i kantinen NU!" sagde jeg og greb fat i hans håndled, hurtigt begyndte jeg at løbe igen med ham på slæb. Hvad gør man ikke for at få mad?

"Hvad sker der, derovre?" spurgte han forvirret, mens han han klodset løb op ved siden af mig. Jeg svarede ham ikke men satte farten op, da der ikke var for mange på gangen, så de fleste nok var ovre i kantinen. 

Jeg skulle altså have nogle hot wings!!!!!

"Okay AMY!" pludselig kunne jeg mærke to hænder på min skulder, som fik mig til at stoppe, "er det fordi du er sulten eller mad?" Jeg nikkede stort, "ja, og mon ikke der snart ikke er mere tilbage. Niall! Vi skal altså skynde os!" sagde jeg og skulle til at løbe igen, da jeg kunne mærke en hånd i min. 

"Det er sikkert udsolgt Amy," sagde han. 

Forhelvede fucking lort. Jeg er fandme ved at dø af sult! Din skyld Niall! 

"Vi har stadig en halv time tilbage inden vi skal til time igen," begyndte han og borrede sine blå øjne ind i mine, "lad os tage på mcdonalds." 

Et stort smil gled over mine læber, for jeg nikkede ivrigt. Jeg kunne godt bruge en burger nu. En stor en. 

Han slap akavet min hånd og lagde den så istedet på min ryg og begyndte at skubbe mig blidt hen mod udgangen. Jeg fulgte bare med fordi jeg er så sød. 

Overfor skolen lagde der en mcdonalds, hvilket jeg faktisk ikke havde lagt mærke til, og det er ret mærkeligt jeg ikke havde lagt mærke til det - fordi jeg plejer normalt at ligge mærke til enhver resturan. 

"Det er meget smart den ligger der," grinede Niall og stoppede op, da vi skulle gå over vejen. Der var tudsindvis af biler her i London, ligemeget hvor man var, så skulle man vente i så fucking lang tid, for at gå over vejen. Men nogle gange var man heldig, som mig og Niall var idag.

I 2 minutter stod vi og ventede, også blev der grønt lys, så vi kunne gå over. Niall havde stadig sin hånd på min ryg, hvilket af en eller anden sjov grund gav mig kuldegysninger, men jeg sagde ikke noget til det. Af en eller anden sjov grund, følte jeg mig så tryg. 

Det gør jeg faktisk altid i Nialls selvskab, og don't ask me why. 

Jeg er bare mærkelig, mærkelig på den dårlige måde, når jeg var sammen med Niall, jeg synes helt jeg forandre mig, og det er ikke godt. 

Jeg blev trukket ud af mine tanker, da Niall fjernede sin hånd fra min ryg, hvilket fik mig til at rynke brynene, men det gik hurtigt op for mig, at det var fordi han skulle åbne døren.

Aww, han holdte døren for mig. 

Søde julenisse. <333

Den sadvanlige mcdonalds duft gik mig i møde, da vi trådte ind på resturangen. Burger, pomfritter og ja.. i kender den vel nok, medmindre i ikke har været inde på en mcD, og hvis i ikke har det, så er i godt nok unormale. 

Altså altså altså. 

"Hvad skal du have?" spurgte Niall og stillede sig op i køen. Jeg kiggede undrende op på displayskærmen over disken, hvor alle mulige burger var. Som altid kunne jeg ikke bestemme mig, det var da også så skide svært. "Bare det samme som dig," sagde jeg og trak på skulderne, "bare lov mig du bestiller meget så." Han udbrød et højt grin og nikkede så. "Så finder jeg et bord," sagde jeg. 

Han nikkede bekræftede og hurtigt gik jeg ned til .. ja, der hvor alle borde var. Her var faktisk ok meget beskidt herinde, ketchup og gamle pomfritter lå på gulvet hist og pist - men det var der på enhver mcD. Det var bare hyggeligt af en slags.

Men det der var så skide nedern var at der var sådan et fucking klamt legehjørne/plads eller sådan noget fis, til småbørn, så de legede og skreg som sindssyge små vaskebjørne. Man skulle jo nærmest tro alle de fucking 7 børn derinde havde syvkant man. Oh gud. 

Hold nu bare kræft, okay? 

Jeg fandt et bord, længest væk fra skrigene, selvom de tydeligst kunne høres og satte mig. Faktisk var det et bord til to, sjovt nok, så jeg tog bænken, så måtte Niall sidde på den klamme stol. Jeg ELSKER at sidde på bænke i en resturan  Det er så sjovt Iiihi!  

Efter nogle få sekundter, eller minutter kom Niall gående ned til mig med to fadder med masser af burger på, hvilket fik mig til at lave en tommel op til ham. Han havde købt riiiiiiiiigtig meget mad, så må gud være med ham! Jeg er så fucking sulten. 

Han satte begge faderne på bordet, og hurtigt greb jeg ud efter den første burger og pakkede den op. "Wow, jeg er glad for jeg har fået en madven." grinede Niall og satte sig ned på den klamme stol. 

Jeg sendte ham bare et svagt smil, før jeg tog en bid af den himmelske dejlig vidunderlige burger, som smagte helt utrolig dejligt .. omggggggggg. <3 

"De børn der," sukkede Niall. Jeg nikkede ivrigt, "ja, de burde virkelig holde kæft." Han nikkede sig igen enig. Hold kæft vi nikker egentlig ret meget idag. Sjovt. 

Vi spiste i en behagelig stilhed, selvom den ikke var så behagelig igen, da de børn seriøst larmede så meget, at jeg havde havde lyst til at gå ind og smadre en stol i hovedet på dem. 

Men så ond er jeg ikke, jeg elsker børn, men kun børn der ikke skriger. 

Sådan nogle findes der ikke, så det er jeg motherfucker ked af. Jeg ville gøre alt for mit barn ikke skreg 24/7. 

"Amy.." hviskede Niall pludselig og sparkede mig under bordet, hvilket fik mig til at sige en sjov lyd. Hvad skulle det til for? "Hvad ha-" jeg stoppede op, da jeg så alvoren i hans øjne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...