Destroyed. [1D]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2013
  • Opdateret: 10 maj 2013
  • Status: Færdig
16-årige Amy Johnson er en lalleglad idiot på lykkepiller. Hendes liv er perfekt efter hendes mening. Hånd i hånd med hendes elskede bedsteveninde Alison kunne hun ikke være mere lykkelig. Selvom hun ikke har det bedste forhold til hendes familie, mener hun bare, at det er dem der går glip af noget. Hendes humør er altid højt - altså bortset hvis en syg idiot kaster op på hendes skoletaske - og der skal meget til at gøre hende trist. Eller det troede hun ihvertfald. På den nye skole går 5 fremmede drenge. 5 drenge som alle ser op til - alle andre undtagen hende. Hun har bare lyst til at slå dem i hovedet, med en skovl over deres egotip og troen om de ejer hele skolen. Men fortsætter det sådan?

122Likes
120Kommentarer
12801Visninger
AA

6. 5

ikke rettet. 

Jeg kiggede lidt mærkeligt på håndtaget, da tanken strejfede mig. Efter nogle sekundter trak jeg ned i håndtaget og gik langsomt gennem gangen hen mod stuen, hvor jeg vidste Niall ville sidde - fordi det var jo der, jeg sagde han skulle gå hen. Hvis han var et andet sted, ville det være ret mærkeligt.

Eller, det ville det jo faktisk ikke - men så måtte han da føle sig ekstra meget hjemme. Hvilket jo heller ikke gjorde noget, hvis han gjorde - jeg elsker når folk går sig tilpasse hjemme hos én, selvom nogle ting godt kan være for meget. Men ja, ligemeget. 

Døren til stuen stod på gab, og jeg havde forventet at høre fjernsynet eller sådan noget, men istedet var der helt stille. Der kom ikke en lyd derinde fra, hvilket fik mig til at rynke brynene. Nå, jeg troede ikke Niall kunne være stille, men ok.

Jeg kiggede undrende på ham, da jeg trådte ind i stuen. Hans hoved var begravet ned i hans telefon, mens han bed sig usikkert i læben og låste et eller andet. Det var nok drengene der endnu engang havde skrevet til ham, fordi han virkede så usikker på en måde. 

Men da jeg gav et falsk host fra mig, kastede han sin mobil til siden, og vi snakker altså om en iPhone 5 her, så jeg skreg hurtigt da han kastede den. Godt nok landte den i sofaen, men hey, man kaster sgu da ikke med en iPhone! De er guld værd man! 

Han kiggede forvirret på mig, da jeg løb hen og tog den op. "Er du sindssyg?" sagde jeg og kiggede på den. Han løftede det ene bryn og trak så på skulderne. Jeg sukkede og lagde den forsigtigt på sofabordet. Fordi jeg aldrig har haft en iPhone, og så fucking gerne vil have én, så passer jeg på de nærmeste iPhones der er.

Jeg ved godt det lyder mærkeligt, men ja, sådan er jeg bare - i kender mig jo. 

"Okaaaay," sagde han, mens et stort smil blev forumet på hans læber. Hans blik fangede mit et kort sekund, indtil jeg kiggede ned i jorden. Jeg hadede at få øjenkontakt med ham, jeg falder helt væk i de smukke blå øjne. De var noget helt specielt, og faktisk pænere end de fleste grønne øjne. 

"Vi skal sn-" 

"Niall, hvad laver du egentlig her?" spurgte jeg og satte en hånd i siden, så jeg på en måde følte mig ret snobbet, men fuck det, "fordi hvis jeg husker rigtigt, så var det dig der valg-" 

"Undskyld!" sagde han hurtigt og trådte et skridt tættere på mig, så jeg automatisk trådte et tilbage. "Jeg er ked af det, det er jeg virkelig Amy." 

"Hvorfor?" spurgte jeg og lagde hovedet lidt på skrå - lorte vane.

"Det er en lang historie.. Men du skal vide, at jeg ville havde valgt dig. Det mener jeg virkelig," sagde han og kiggede ned i jorden, hvis jeg ikke tog lidt fejl, blev hans kinder lidt røde, hvilket var sindssyg sødt. Aw. 

Minder mig stadig om en bamse. 

"Hvorfor gjorde du så ikke dét?" spurgte jeg og løftede begge øjenbryn. Jeg var faktisk ret stolt over mit spørgsmål. Fordi; jeg ville gerne vide hvorfor han valgte drengene, når han lige står og siger, at han ville vælge mig - så hvorfor ikke vælge mig, forsatan? 

Andre end mig, der synes jeg lyder fucking snobbet? 

Jeg er træt ... 

"Det er drengene. Hvis jeg vælger dig frem f-" 

"Jaja, så er du ude af deres klike. I know," sukkede jeg og bed mig i kinden. Han tog en dyb indånding og trådte så endnu et skridt tættere på mig, så jeg trådte et tilbage indtil. Sig mig, hvor vil han hen med det her? 

"Men hvorfor?" spurgte jeg lavt og kiggede ned i jorden, hvilket jeg havde gjort det meste af tiden, og i ved hvorfor. "Hvorfor hvad?" spurgte han. 

"Hvorfor kom du?" spurgte jeg og tvang mig selv til at undgå at kigge op, men jeg gjorde et alligevel. Mine øjne mødte hans, og som altid blev jeg helt slugt i de smukke øjne. De var fantastiske, unikke. Blå med noget grønligt skær. Ihvertfald ikke nogle øjne jeg har set før, og jeg ligger tit mærke til folkens øjne. 

"For at være ærlig, så har jeg ikke kunnet få dig ud af hovedet hele dagen." sagde han lavt, men højt nok til jeg forstod det hele. En sjov tvang kom til at udbryde et awww og kramme ham, men istedet nikkede jeg bare lavt. Kostbar og kold? Ja.

"Jeg forstår godt, hvis du ikke vil se mig igen Amy," sagde han og borrede sine øjne ind i mine, så jeg blev helt blød i knæene, sjov følelse. Og mere sagde han ikke, men istedet bare stod og gloede på mig. Jeg troede han ville sige mere. Så.. hvad svare man? 

Jeg kunne jo bare sige et eller andet helt random, men så ville han bare tro at jeg overhovedet ikke havde nogen situationsfornemmelse og det har jeg altså! Af og til skal jeg bare lige .. ja. 

Jeg ville jo gerne se ham igen, og er faktisk overdrevet lykkelig over han er kommet pga. mig. Men på den anden side er jeg stadig fucking vred på ham - hvorfor ? Ja, det kan jeg ikke sætte ord på, fordi han har ikke gjort noget galt - ihvertfald ikke noget som er værd til at være sur over. 

Han valgte jo bare sine venner frem for mig - hvis jeg skulle vælge mellem ham og Alison, ville jeg jo også havde valgt Alison, så .. hvad er problemet Amy? 

Og svar så.

"Jeg.. er glad for du er kommet," sagde jeg lavt og knækkede vores øjenkontakt, ved at kigge ned. Ja, jeg er dårlig til sådan noget holde-øjenkontakt-fis noget. Men jeg har det helt fin med at kigge på hans fødder, de er er også lækre. Grønne strømper, rauw. 

"Virkelig?" spurgte han en anelse overrasket. Ja, hvad troede du da? At jeg ville smække døren i hovedet på dig, eller noget? - det havde jeg også lyst til, men det ville være ondt - og jeg er ikke ond. Kun nogle gange, hææh.

Et sus gik igennem min mave, da hans fød pludselig bevægede sig. Et sekund troede jeg den ville falde af, men nej, eftersom begge hans fødder bevægede sig - og nu mener jeg ikke, at kun fødder pludselig går sin vej og lader kroppen stå, nej - han trådte et skridt tættere på. 

Nærkontakt har jeg ikke lyst til - jeg har en dårlig ånde tror jeg. 

Derfor trådte jeg et tilbage, og fik nærmest et chok da jeg stødte imod væggen. Jeg havde bare lyst til at smadre et hul i væggen og kravle igennem, så jeg kunne komme væk - don't ask why. I skulle seriøst ikke lugte min ånde når den er dårlig, virkelig, i brækker jer. 

Men hvorfor skulle jeg også have en dårlig ånde nu? Jeg har jo ikke spist .. spegepølse (hvilket er OK klamt). Et tilfreds smil gled over hans læber, også gik det op for mig, det var meningen at jeg skulle gå ind i væggen.

Sig mig, vil han gerne have jeg skal have rygproblemer eller hvad? 

Han lagde en hånd over min skulder bag på væggen og rykkede sit andsigt tættere på mit, så jeg kunne mærke hans varme ånde ind mod mit andsigt, hvilket gav mig kuldegysninger og en sjov fornemmelse kørte op gennem mig - men på den gode måde. 

"Det er jeg glad for," sagde han lavt og smilede skævt. Et øjeblik var jeg bange for mine knæer ville smelte helt sammen, fordi de langsomt begyndte at ryste. Spørg ikke hvorfor jeg er så nervøs lige nu, fordi det plejer jeg aldrig at være. 

Skide fuck den effekt han har på mig. Han kan få mig til at græde og føle sig heldig. 

Som jeg gjorde nu. 

Han lagde sin pande mod min, og jeg troede selvfølgelig han ville kysse mig, men istedet trak han sig helt væk fra mig. Hvilket fik mig til at kigge underligt på ham. 

Han holdt sig for munden og blev helt grøn i andsigtet.. "Din ånde! Føj!" sagde han og hostede kort. Gud, havde jeg spist spegepølse, uden at selv at havde bemærket det? Mærkeligt. 

Ej okay, det skete så ikke liiiiiige. Haha, troede i det? Nej, folk kan ikke blive grønne i andsigtet? Kan de? Nej, det ville være mærkeligt. Det er kun hunde der kan det.

Eller.. det kan hunde faktisk ikke.

Hunde kan intet.

Jo de kan.

De er dejlige.

Jeg vil have en hund!!!

Han begyndte langsomt at gå baglæns, mens han holdt øjenkontakten. Han greb sin mobil og løb ind på mit værelse Ej okay, jeg er nok ikke den eneste som er forvirret her. Hvad sker der? 

Langsomt begyndte jeg at følge efter ham med faste skridt, selvom han var ude af min synsvinkel. Han havde lukket døren til mit værelse, så jeg åbnede den hurtigt men et overraskede syn gik mig i møde.

Han var væk, løbet, forsvundet - ellers havde han bare gemt sig i mit skab, men det tvivler jeg på, da vinduet stod åben. 

Okay, hvad skete der lige der? Vi var ligeved at kysse også flygter han bare.. Det måtte havde været min ånde, den måtte havde lugtet dårligt, men kunne han så ikke havde sagt det, istedet for bare et løbe? Forsvinde? 

Jeg er skuffet som aldrig før. 

Jeg stod længe og stirrede på vinduet, som stod på hvid gab, mens gardinerne blafrede ned langs siden, da det blæste okay meget udenfor. Jeg sukkede bare højlydt og lukkede det så med forvirrende bevægelser. Fordi jeg var forvirret over hvorfor han bare .. ja også kunne jeg hellere ikke finde ud af hvordan fuck man lukker det her vindue. 

Men det lykkes mig dog, fordi jeg er så klog som jeg er.

Stolt. 

"Amy?" lød det pludselig ude fra gangen. Straks steg min humør lige med tanken om det måske var Niall, men hvorfor skulle han løbe ud af min vindue og bagefter komme ind af døren igen? Så ville han godt nok være for mærkelig. 

Men det var ham ikke, fordi da lyden af stiletter gav genlyd i hele rummet, kunne det umuligt være Niall - medmindre han havde taget stiletter på, men hey, det ville han jo ikke - så det gik op for mig det var min mor, hun var kommet hjem.

"Hej mor," sagde jeg og gik hen mod døren. Jeg kunne mærke søvnen havde indtaget mine øjne fuldstendig, og jeg skulle bare i seng, men først skulle jeg lige spørge ind til hendes første dag på jobbet. 

 

c.._..z


Lyden af min klamme irreterende Peter Plys vækkeur, fik mig til at sukke irriteret. Godmorgen siger man så, men nej, det i mit tilfælde siger man Dårligmorgen, fordi jeg er så træt som aldrig før. Tro mig eller ej, men jeg kunne ikke falde i søvn igår. 

Ja, jeg lå og tænkte på Niall, også mine mærkelige mavefornemmelser holdte mig vågen, hvilket jeg bare havde lyst til at ødelægge vasen inde i stuen for. Hvis jeg ikke får 9 timers søvn, så er jeg automatisk muggen. Eller ihvertfald hvis jeg skal op og i skole. 

Jeg plejer normalt at gå i seng klokken 9 også går jeg ud som et lys og så bliver lyst tændt - aha, get it? - igen klokken 7. Men noglegange falder jeg også i søvn klokken 10, hvilket også er helt okay. 

Men nej, igår faldt jeg i søvn klokken fucking halv 4! Så jeg har fucking kun fået fucking 3 klamme lorte timers søvn i nat. Og nej! Det er overhovedet ikke nok! 

Og det kan jeg takke søde Niall for. Nu har han både givet mig mangel på søvn OG fået mig til at putte sæbe i øjnene. Sig mig hvad bliver det næste? 

Jeg kunne selvfølgelig pjække, og det ville enhver andet 16-årig barn nok også havde gjort, hvis de kun havde fået 3 timers søvn og ens mor allerede var på arbejde - og ja, min mor tager på arbejde klokken 4 om morgenen, hver evig eneste fucking morgen, har ondt af hende, så jeg hørte hende faktisk lave kaffe ude i køkkenet, inden jeg faldt i søvn. 

Men jeg er ikke den type der pjækker, jeg er imod det og vil gerne have en god eksamen. Fordi jeg vil gerne være læge når jeg bliver stor - altså dyrelæge. Jeg har ikke tænkt mig at skulle rydde i en eller anden fremmed mands mildt. Nej tak. 

Så hellere spise hundelort. 

Okay, det var klamt. 

Jeg sparkede irriteret den fucking dejlige varme dyne af og satte mig på sengekanten. Jeg gned mine øjne nogle par gange, inden jeg rejste mig op. Med vilje undgik jeg spejlet, da jeg gik hen til mit skab. Selvom jeg vidste jeg nok blev nød til at glo på mig selv og se liget, så skulle jeg først lige finde tøj. 

Tilfældigt trak jeg en hvid hættetrøje ud og nogle bodo røde bukser, samt nogle lyseblå sokker. Ja, jeg havde det med at mine strømper altid skulle være en eller anden random farve, ellers var det bare forkert. 

Jeg trak hættetrøjen over hovedet, tog bukserne på og bagefter strømperne. Hurtigt kastede jeg lige et blik på vækkeuret henne på bordet. Den var faktisk kun fem minutter over 7, hvilket kom lidt bag på mig, da det føles som om jeg mindst havde lagt i sengen et kvarter, men åbenbart nej.

Jeg gik ud i køkkenet gennem det mørke hus, da intet lys var tændt, og det stadig var mørkt udenfor. Men jeg er jo ninja-noget, så jeg sagtens kunne se gennem mørket. Dog tændte jeg lyset i køkkenet. Jeg tøffede træt over til køleskabet, da jeg allerede nu kunne mærke hvor tunge mine øjenlåg blev. 

Jeg kunne til hver en tid falde om af træthed, seriøst - bare når jeg blinkede, måtte jeg kæmpe for at få dem op igen, og det er altså ikke særlig godt. Ud af køleskabet tog jeg bare en karton yoghurt og drak fra kartonen, da jeg ikke orkede at finde en skål.

Det var faktisk meget praktisk, så spiste man det hurtigere, selvom jeg ikke skulle skynde mig. 

Da jeg havde drukket halvdelen af kartonen, stillede jeg den ind i køleskabet igen og følte mig helt mæt. Jeg smækkede låget i og gik ud på badeværelset, hvor jeg skreg da jeg så muldvarpen i spejlet. 

Ja, det var altså mig.

Håret lignede bollehår seriøst, det var stort og filtret. Rester af makeup sad ned langs kinderne - ja, jeg havde måske grædt lidt igår, don't ask - og tunge sorte render under øjnene. Jeg lignede en blanding mellem en muldvarp og et lig, og det er altså ikke et kønt syn, kan jeg fortælle dig. 

Hvis du så mig nu, ville du græde over min grimhed. 

Uden at vide hvad jeg havde tænkt mig at starte med klaskede jeg noget vand i hovedet i håb om jeg ville blive lidt mere vågen, men det hjalp ikke særlig meget. Derfor begyndte jeg at give mig lussinger, hvilket bare endte med totalt røde kinder, så det måtte jeg også dække med makeup. 

Oh gud.

 

c.._..z
 


Okay, nu skal i høre noget mærkeligt. Da jeg stod og skulle til at gå over vejen til skolen ikke? Gæt hvem der så sendte mig et charmerende smil. I gætter det aldrig serøst. 

Gæt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Julemanden? 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nej.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Harry. 

Harry som i Harry Styles.

Kald mig ikke slakter siden jeg kan hans efternavn, men seriøst, det kan alle på efternavne på de 5 drenge. Harry Styles, Niall Horan(Frækt måske), Zayn Malik, Liam Payne og Louis Tomlinson. De er nærmet kendte på deres skole, og det var vidst noget med de havde kaldt deres klike et eller andet..

Noget helt åndssvagt.. Et.. åh, jeg kan ikke huske det lige nu.

Men seriøst Harry Styles sendte mig et charmende smil. Mig. Mig som i Amy Johnson - hende pigen 4/5 af drengene fra One Direction - der var det! - hader. Så hvorfor smiler han til mig?

Helt ærligt, igår var han helt .. og nu.. smiler han til mig.. Jeg kan stadig ikke helt.

Men måske havde han bare troet jeg var en anden? Men det måtte være helt udelukket, fordi der er jo ikke ligefrem andre på den her skole der har lyserødt hår, så han måtte havde vidst det var mig. Men det var nu også ret kort, inden han vendte sig rundt og gik med de andre drenge op til skolen. 

Alligevel kunne det være noget han gjorde ved alle piger, fordi allerede nu, selvom jeg startede på skolen igår, ved at han er kendt som player - eller ihvertfald den dreng alle pigerne vil have. Hvilket jeg ikke rigtig forstod.

Han er lækker, ja - men jeg ville aldrig være sammen med ham, og det er der heller ikke en chance for. 

Hans øjne er altså okay bare .. mhhh. De lyser sådan helt op som et juletræ når han smiler. Det med de nogle gange skifter farve til helt lysegrøn og så mørkegrøn er altså okay frækt og charmende. Men jeg har aldrig set dem sådan helt tæt på.

Ikke fordi jeg vil.

Eller, det vil jeg måske godt.

Der er bare et eller andet over ham. Jeg er ikke faldet for ham, og det kommer jeg aldrig til, fordi jeg forelsket mig for det første ikke, og for det andet ville jeg aldrig være sammen med en player - det er bare ikke min stil. 

Men han virker sgu tiltrækkende på en eller anden måde, med de øjne og de krøller, som enhver har lyst til at røre ved. Også når han laver det der hairflip af en slags, kan man ikke lade vær med at smile.

Ej okay Amy, nu må du seriøst styre dig. 

Jeg åbnede døren til indgangen til skolen, da jeg igen havde stået i styr, men hey, det gør jeg tit. Nogle folk bag mig var nemlig begyndt at prikke mig på skulderen og spurgte om jeg ikke godt kunne komme videre, og istedet for at hvæse af dem gjorde jeg bare som de sagde. 

Og jeg var faktisk ved at falde i søvn, som jeg stod der. Det havde ikke hjulpet med at få frisk luft eller noget, dog havde jeg på magiskvis dækket mine render og alt det der shit så meget, at det ikke var særlig tydeligt, man skulle ihvertfald bare kigge rigtig godt efter, hvis man skulle bemærke det. 

Med faste skridt gik jeg ned til mit skab og tastede min kode. Jeg fandt mit skoleskema derinde og så jeg skulle have Tysk, hvilket jeg bare havde lyst til at skyde mig selv for. Lorte fag, der falder jeg sikkert i søvn.

Jeg fandt så derfor mine tyskbøger derinde og smækkede skabslågen i okay hårdt, jeg vendte mig rundt og gloede tilbage på alle de folk, der i forvejen gloede på mig, hvilket jeg bare fandt sjovt. 

"De kommer!!" skreg en pige pludselig, hvilket fik mig til at rynke brynene. Alle de mennesker som før havde kigget på mig, vendte deres blik hen mod indgangen, også vidste jeg godt hvad der ville ske.

Om lidt kommer der en kamel brasende og begynder at danse zumba. 

Nej, det er nu One Direction - kikset, hvem kalder sig En Retning? - kommer ind og laver den der vidunderlig entre som alle bare elsker, jeg synes bare det er kikset. 

Det kunne faktisk være overdrevet sjovt at gå ind og spænde ben for dem, så de vælter. 

Men nej, ond er jeg ikke. Og Niall er iblandt dem, så det ville jeg aldrig gøre.

Selvom jeg stadig er forvirret og en smule vred over episoden igår hvor han bare forsvandt, valgte jeg at lade det ligge da jeg kom i tanke om, det kunne være fordi han havde hørt min mor komme, så var jeg overlykkelig over han forsvandt, da min mor altid ville stille så mange spørgsmål.

Og altid er pinlig, når jeg har folk på besøg. 

Men det er Alison blevet van til - men når det er nye mennesker, så skal det være på et tidspunkt hvor hun ikke er hjemme(hvilket der kommer mange af), ellers skal det være hjemme ved dem. 

Jeg skubbede tankerne væk og fokuserede, ligesom alle de hundrede andre på gangen, på indgangen der om lidt gik op. Alle folk havde rykket sig ud til siderne og stod spændte og helt stille og ventede. Jeg havde bare lyst til at bryde sammen af grin, over hvor latterligt det egentlig var, men jeg orkede det ikke. 

Pludselig gik døren til indgangen op, og kamelen kom. Alle begyndte at synge en eller anden mærkelig sang også begyndte vi alle at danse zumba. 

Nej.

Liam, Zayn, Harry, Louis og Niall kom gående ind. De havde solbriller på og jeg bemærkede faktisk Zayns utrolig stramme bukser, som jeg normalt ville havde synes var ret bøsset, men det fik ham bare til at se mere lækker ud.

Hvad? 

Hvad? 

Oh hold kæft, alle synes sgu da Zayn Malik er lækker - det kan man ikke slippe godt fra. Også det med at han er begyndt at få skæg, og render rundt med sådan en fræk skægstubbe, det er fandme for tiltrækkende. 

Ej okay.

Men de gik ned langs gangen, nikkede til enkle få piger som derefter smeltede sammen som altid og så bare alle sammen utrolige lækre ud, mens jeg bare stod der og sendte dem et koldt blik - altså alle undtagen Niall og bare havde lyst til at slå dem ned med et eller anden. Min bog eller sådan noget. 

Men ja, da de havde gået den tur ned langs gangen, fordelte de sig, for at gå hen til deres skabe hver især, også begyndte snakken og uroen så igen. Folk gloede stadig på dem, selv drengene, men jeg vendte mig bare front om til mit skab igen, selvom jeg ikke vidste hvad jeg nu skulle gøre. 

Derfor åbnede jeg mit skab og lukkede det igen. Ja.

Og igen.

Igen.

Igen.

Og igen.

Oppe på sytten gange nu.

Det er faktisk ret underholdene. 

"Hey.. Amy?" lød det pludselig hæst bag mig, mine bevægelser stivnede et kort sekund, før jeg smækkede skabslågen i og vendte mig rundt. Et sus gik igennem min mave, da jeg fik øje på krøllerne og de grønne øjne.

Nåå.. Så grønne er de altså. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...