Destroyed. [1D]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2013
  • Opdateret: 10 maj 2013
  • Status: Færdig
16-årige Amy Johnson er en lalleglad idiot på lykkepiller. Hendes liv er perfekt efter hendes mening. Hånd i hånd med hendes elskede bedsteveninde Alison kunne hun ikke være mere lykkelig. Selvom hun ikke har det bedste forhold til hendes familie, mener hun bare, at det er dem der går glip af noget. Hendes humør er altid højt - altså bortset hvis en syg idiot kaster op på hendes skoletaske - og der skal meget til at gøre hende trist. Eller det troede hun ihvertfald. På den nye skole går 5 fremmede drenge. 5 drenge som alle ser op til - alle andre undtagen hende. Hun har bare lyst til at slå dem i hovedet, med en skovl over deres egotip og troen om de ejer hele skolen. Men fortsætter det sådan?

122Likes
120Kommentarer
12683Visninger
AA

4. 3

Og her står jeg så.

Eller faktisk sidder jeg ned, fordi jeg ikke orkede at stå oppe mere. Jeg skulle mødes med Niall her, men først skulle han lige slippe væk fra hans badass klike. Jeg forstår ikke hvorfor han hænger ud med dem altså - de bestemmer jo over ham, som om han var deres barn. 4 bøssers barn.

Lol.

Men det er Niall ikke. Hvis han skal være nogens barn, så skal han være mit. Fordi han er så sød, og jeg er sød - så klinker vi bare godt sammen, og det ville være helt forkert at sådan et sødt barn kom ud af fx. Liams røv. 

Zayn og Liam (og Niall ofc.) er de eneste navne jeg kan på dem fra badass kliken. Jeg gider hellere ikke kende de andres navne. Jeg hader dem allerede, de er så trælse. 

Har bare lyst til at slå dem ned med en skovl. Jeg får spat af dem - bestemt Zayn, som tror han ejer hele skolen og er så smart. Det er han også, men jeg er smartere, derfor burde alle på skolen se op til mig istedet. 

Det kunne være rimlig rart, hvis alle var mine små slavere. Så skulle de hente mad til mig og holde døren til toilettet og sådan noget pis. Så ville jeg have Zayn skulle være min fodskammel i timerne - åh ja. 

Det kunne være rart.

Har altid ønsket mig min helt egen slave, som skulle lave mad og give mig tøj. Og OH køre mig til skole. OG give mig tøj på OG danse for mig. Jajajajjajajaja.

Tumbs up. Måske kan jeg overtale Niall til at være min slave idag? Så skulle han være min lille søde julenisse-slave. Med røde kinder og det lyse hår, men han går og fodre mig med kage og jordbær. YEAH BUUUDDYY! 

Alle på skolen havde efterhånden forladt parkeringpladsen og skolen var blevet helt tom og efterladt, også stod jeg bare her og ventede på min blondie. Hvis han brænder mig af, så snakker jeg aldrig til ham igen og næste gang spiser jeg hans arm. Ingen skal brænde Amy Johnson af! 

Det er dog sket før. 

Mange gange, så derfor har jeg spist en masse arme i mit liv. Lækkert ikke? I know. 

Jeg lyder som en kattedame eller sådan noget. Ved ikke hvorfor, og min kat er død, så jeg er kun en forever alone dame nu. Det er trist. 

"Hey Amy!" lød det pludselig, hvilket trak mig ud fra min tanker og kiggede op. Niall kom løbende hen til mig, på en sjov måde, så jeg faktisk var bange for han faldt. "Kom!" sagde han og tog fat i mit håndled og trak mig hen til en sort bil. 

Voldtager han mig, eller sådan noget? 

Han åbnede døren til parsergessædet og gik så rundt om bilen. Jeg kiggede forvirret på ham, indtil jeg satte mig ind og smækkede døren. Jeg tog selen på, og betragtede ham sætte sig ind med hurtige bevægelser og starte bilen. "Hvad sker der?" spurgte jeg forvirret.

"Drengene havde planlagt vi skulle hjem til Harry, men jeg smuttede bare, så snart de vendte sig om. Derfor skal vi væk i en fart, ellers opdager de os!" sagde han hurtigt, mens han fumlede over ordene og kiggede tilbage, mens han bakkede ud. 

Jeg føler mig som en i noget alla. spionfilm eller sådan noget. Fedt nok. Jeg løftede bare begge øjenbryn og nikkede langsomt. "Jeg vidste ikke du havde kørekort." sagde jeg og kiggede ud af forruden. Han grinede svagt, "fik det i sidste uge, da jeg fyldte 17." 

"Tillykke!" udbrød jeg højt, han sendte mig en grimasse, men skjulte ikke smilet, som var plantet på hans læber. Et eller andet sted er han faktisk rimlig nice. Slet ikke som de andre drenge. "Taaaaak." sagde han og tændte radioen. 

"Så.. hvor skal vi hen?" 

"Hjem til mig," sagde han kort, mens han skruede lidt ned for musikken. Der blev spillet Boyfriend af Justin Bieber, så derfor var jeg hurtig til at skrue op igen. "If i was your boyfriend," sang jeg. 

"Belieber?" grinede han og sendte mig et undrende blik. Jeg nikkede stort. Belieber siden 2009. Jeg elsker ham, tihihihihii <3 Og koncert har jeg aldrig været til. ALDRIG og jeg vil snart gerne se ham, tak.

"Fedt! Også her!" 

Say what? Sidder jeg i samme rum - eller hvad man kalder det - med en boybelieber?! OMG. 

"Virkelig?" spurgte jeg overrasket og sendte ham et smil. Han nikkede stort, mens han holdte sit blik ud mod vejen. "Fedt man!" mumlede jeg og sendte ham et gigantisk smil. Han grinede bare lavt, inden der lagde sig en behagelig stilhed over os, hvor jeg bare sad og kiggede ud mod vejen.

Efter noget tid stoppede bilen op, og jeg skulle lige til at åbne døren, da det gik op for mig, at han bare holdte i et lyskrys. Til mit helt - nej - havde han opdaget det og udbrød et stort grin. "Du er virkelig i din egen verden nogengange, Amy." 

Jeg klukkede kort, og sendte ham et svagt smil. "Men vi er der alligevel nu," sagde han. Jeg ånedede lettet op, jeg har det med at blive OK hurtigt køresyg, og hvis vi havde kørt noget tid endnu, endte det nok med at jeg ville brække mig. Også fordi jeg var sulten. 

"Jeg håber vi skal have noget mad hos dig," sagde jeg og studerede det hvide hus, han kørte op af indkørslen til. Stor gigant villa, med en fin forhave med flotte blomster og klippede hække, og en fin terrasse ud over haven. Sorte hvinder, sort dør, 2 etager. Han måtte være rig, eller sådan noget. 

"wow," sagde jeg kort lavede store øjne. Han grinede svagt, "det hører jeg tit." 

Ah. 

Mit hus er intet i forhold til hans. Vi bor bare i et mini rækkehus, som jeg på en eller anden måde synes var ret luksus, men .. det er det overhovedet ikke nu. Han skal aldrig se mit hus, det ville være alt for pinligt altså. 

Men bilen stoppede så, og denne gang steg jeg helt ud og lukkede døren efter mig. Han låste bilen og gjorde tegn til jeg skulle gå hen til ham. Forvirret gik jeg hen til ham og fulgte med ham hen til den sorte dør, som han rev ned. 

Gosh, den er åben - hvilket betyder hans forældre sikkert er hjemme. Forældre plejer altid at hade mig, det gjorde Alisons ihvertfald. Og hvad mon de vil tro om mig og Niall, vi er jo ikke sammen eller noget? 

"Rolig, det er bare mig der glemte at låse døren i morges. Vi er selv hjemme," 

Må gud være med Niall, der lige læste mine tanker der. *At ånde lettet op, for ikke at være pinlig over hans forældre.* 

Vi gik ind i en entre, hvor der var virkelig smukt. Jeg hang min læderjakke op på knagen og satte mine sorte Vans, ved siden af Nialls sko, for ligesom at være høflig. 

"Er du sulten?" spurgte han dumt. ja dumt, fordi han ved udmærket godt jeg er sulten. Den klaphat. "Du behøver slet ikke at spørge, jeg er altid sulten." mumlede jeg og rettede mig op. Et stort smil gled over hans læber, "også mig." 

Vi har egentlig meget tilfælles. 

"Kom," sagde han kort før han vendte ryggen til mig og begyndte at gå. Jeg kunne faktisk være ok træls bare at blive stående, men jeg valgte så at gå med ham. Jeg er jo gæst, jeg skal være høflig. 

Vi endte sjovt nok ude i et køkkenet, som var gigantisk. Ligesom alle andre rum, det var hold i nogle lyse farver, hvilket fik det hele til at se større ud end det var, ikke fordi det var småt.

Okay? 

.. Okay, super.

"Hvad vil du have?" spurgte han og åbnede køleskabet. Jeg skævede, "noget hummer." Hans blik fløj hen på mig og sendte mig et mærkelig blik før han langsomt begyndte at grine. HVAD? Jeg har aldrig smagt hummer, og har altid haft lyst til det.

"Nå da," grinede han færdigt og løftede det ene bryn, "ellers noget?" 

"Pizza." sagde jeg kort og lagde hovedet på skrå. Efterhånden en ret dårlig vane faktisk. 

"Pizza," gentog han og smækkede køleskabet i, "så lad os bestille pizza." 

"Hvilken?" spurgte han og trak sin mobil op fra lommen. Han rynkede panden før han låste den op. Hans øjne kørte til siden, fordi han læste et eller andet, tror jeg.

"Hvad så?" spurgte jeg undrende. 

"Det er bare Louis, der spørgere hvor jeg blev af. Svarer ham ikke." 

"Louis?" spurgte jeg forvirret. Alle de navne, først Zayn, så Liam, så Harry og nu Louis. Er det hele deres badass gruppe? Søde navne egentlig. Lyder rigtig britisk. Også er der Niall, men den charmende accent. 

"Ja," sagde han bare og tastede et nummer ind, inden han tog mobilen op til øret. "Jeg skal bare have en salatpizza," sagde jeg hurtigt og sendte ham et smil. Han nikkede langsomt. 

 

c.._..z
 


"Hvor er du egentlig fra?" spurgte jeg og tog en bid af min lume pizza. "Jeg er fra Irland," forklarede han. Oh, jeg har noget at gøre med en irisk dreng her. Frækt. 

"Det forklare jo det hele," sagde jeg og sendte ham et smil. Vi havde begge bestilt en familiepizza tilhver, fordi vi begge var OK meget sultne. Jeg har en vane med det 'ok'-halløj, ok? Hæhæ.

"Det kan man høre på din accent, den er virkelig charmende," fløj det ud af mig og hurtigt kastede jeg en hånd foran min mund. Oh, det sagde jeg bare ikke, vel? 

Han skulle lige til at svare, men en eller anden høj lyd gav genlyd i hele rummet. "Øh?" spurgte jeg forvirret og kiggede op. "Dørklokken," forklarede han og sendte mig et svagt smil.

"Glemte vi at give pizzamanden penge?" spurgte jeg forvirret og løftede det ene bryn. Han trak på skulderne, "måske kommer han med gratis mad." 

"Lad os håbe det," sagde jeg og rejste mig. Vi gik sammen ud til entreen, og lyden af den irreterende dørklokke blev ved med at hænge i rummet. Sig mig, den pizzamand er godt nok ivrig. 

Niall trak ned i håndtaget, med mig ved siden side. Jeg er ret så sikker på vores begges blikke blev forvandlet til et overrasket med noget glimt af bangelighed i. "H-Harry?" spurgte Niall overraskende. 

"Hey Niall, jeg tænkte nok du var hjemme, så en pizzabil køre herfra. Hva.... oh." Hans øjne borrede sig ind i mine, da han sank øjenbrynene en smule, så nogle rynker tittede frem. 

"Nåå.. derfor," mumlede han og nikkede langsomt, han knækkede øjenkontakten og kiggede alvorligt hen på Niall. "Harry, det er ikke som du tror.." mumlede han lavt.

"Så du ville hellere være sammen med hende, end os?" han lavede et lille nik hen mod mig og løftede begge bryn, "Niall, du kender hende slet ikke!" 

"Hvad har i så meget imod hende?" udbrød Niall højt og spjættede med armene. Jeg begyndte langsomt at gå lidt bagud. "Det ved du godt Niall.." sukkede Harry lavt.

Hvis i ikke vidste det, så er Harry ham med de store krøller og de smukke grønne øjne.

Jeg kan godt lide grønne øjne, okay? 

"Harry, bare lad mig være. I bestemmer ikke over mig hele tiden." sukkede han. Tænk han turrede og sige det der, woah. "Så vælg," mumlede Harry. 

"Hvad?" spurgte Niall forvirret. 

"Vælg. Hende eller os," med et dukkede de andre 3 personer, bedre kendt som Liam, Louis og Zayn op bag ham - wow, jeg kan navnene. 

Niall tøvede et øjeblik, før han kiggede hen på mig med et undskyldene blik. Jeg vidste godt at han ikke kunne vælge mig frem for drengene, fordi dem har han jo kendt længest og alt det der pis, men på en måde havde jeg lidt håbet på han ville vælge mig. 

Men det ville han jo ikke. 

Suk. 

"Undskyld Amy," sagde han lavt og bed sig i læben.

Jeg nikkede langsomt og gik så hen og rev min læderjakke ned fra knagen og snuppede mine sko på. "Amy.. vent nu lige," sagde Niall, men jeg gav ham bare en flad hånd, også stoppede han med at tale. "Bare smid min pizza ud." sukkede jeg. 

Aldrig i mit liv havde jeg tænkt mig at skulle sige den sætning. Pizza er meget mere værd end at blive smidt ud. Desuden havde jeg kun spist et stykke og den smagte fantastisk - men jeg må vel bare bestille en ny derhjemme. Og spise den, helt forever alone.

"Bare rolig, jeg skal nok spise den," forsikrede Louis med et irretrende smil på læben. Jeg sendte ham bare et dræberblik, før jeg klemmede mig mellem dem og løb ned langs indkørslen. No way, jeg skal ikke gå hele den her fucking vej hjem, jeg ringer til Alison. 

 

c.._..z

 

"Hvad laver du egentlig herovre?" var det første spørgsmål jeg fik klasket i hovedet af Alison. Hvis jeg ikke tager fejl, så fik jeg også mange flere senere. "Besøgte en," sagde jeg afvissende og tog selen på. Jeg ville gerne havde fortalt hende alt om Niall og alt fiset, men nu hvor Jonas også er herinde, må det vente.

"Og hvem er det så?" spurgte hun og begyndte at køre igen. Jeg svarede hende ikke lænede bare hovedet op mod vinduet. Jeg var skuffet og det burde jeg ikke - det skulle ikke komme som noget chok for nogen, at Niall valgte dem frem for mig, men alligevel var jeg skuffet. 

Og jeg var fucking vred. 

Ikke på Niall, men de 4 andre idioter. Zayn, Harry, Louis, Liam. Hvorfor må jeg ikke være sammen med ham? Hvad fanden er det de har imod mig? De kender mig ingengang forhelvede. 

Er det fordi jeg er ny? Er det fordi jeg ikke er særlig populær? 

Helt ærligt, jeg har lyst til at slå de 4 ned med en skovl eller låse dem inde på et toilet eller sådan noget. Jeg kan ikke klare at de tror de bestemmer sådan over Niall. Han har sgu da lov til at være sammen med dem han vil, og det skal de ikke bestemme overhovedet. 

Og det sagde Niall også, så det beviser jo også bare, at han også er træt af det. 

Nialls synsvinkel;

Da jeg så hende løbe ned langs indkørslen, kunne jeg mærke vreden stige op gennem mig. Hvorfor kan de ikke bare lade mig være?! Jeg er ikke deres lille hund, eller sådan noget! Jeg er træt af det! Bare fordi jeg er den yngste i den her klike, betyder det ikke at de skal bestemme over mig.

"Hvad fanden har i gang i?" vrissede jeg surt, mens drengene smed deres jakker og sparkede deres sko af, så det lå i en stor bunke midt i på gulvet - som altid. 

"Slap af Niall," grinede Louis og rettede sig op, "vi gjorde det for dit eget bedre." 

"Ja man, hun er ikke det værd." sagde Zayn og lagde en hånd på Louis ene skulder. Jeg havde bare lyst til at sparke dem i andsigtet, men det ville nok ikke være så smart. Desuden skal jeg nok også til at tage det lidt rolig, hvis jeg ikke vil smides ud af kliken, fordi så bliver jeg en outsider som aldrig før.

Men alligevel har de heller ikke ret til at bestemme over mig. "I kender hende overhovedet ikke!" råbte jeg vredt. 

"Men vi kender hende nok til at vide, er hun er en idiot." sagde Zayn og lagde hovedet lidt på skrå, hvilket fik mig til at tænke på Amy endnu engang. 

Faktisk havde hun været i mine tanker siden jeg mødte hende for første gang, da jeg reddede hende for at dø. Det var rimlig heldigt at jeg også var der. Men der er bare et eller andet over hende.. Og jeg ved ikke hvad. Men jeg blev så skuffet og sammen tidig trist, da jeg så hendes blik, da jeg valgte drengene frem for hende.

I virkeligheden ville jeg hellere havde været sammen med hende, men som sagt vil jeg helst ikke være en outsider. Ved godt det virker egoistisk, men ja. Følg mig lige her. 

"Hun er ikke en idiot!" råbte jeg og sendte Zayn et dræberblik. Han holdte hænderne op foran sig og sendte mig et drillende smil. "Hun er faktisk ret lækker," indrømmede Harry og trak på skulderne.

"SE SELV!" råbte jeg og pegede på ham. 

"Ikke nu også dig Harry.." sukkede Zayn. 

"Jamen det er hun faktisk," sagde han og et lumsk smil gled over læberne. "Måske skulle jeg prøve at score hende.." 

"Nej!" fløj det ud af mig. 

Han lagde hovedet endnu mere på skrå og løftede begge øjenbryn, "Er lille Nialler forelsket, huh?" 

"Nej!" sagde jeg lavt og kiggede væk. 

"Så kan jeg vel godt score hende." sagde Harry stolt og lagde armene over kors, "det bliver vidst ikke noget problem." 

Jeg kiggede surt på ham, men nikkede så langsomt. Jeg ville for alt i verden have hende for mig selv, men vi har noget at gøre med Harry Styles her, den dreng alle pigerne ville dø for, så hvorfor skulle Amy være anderledes? 

Suk, jeg kan umuligt vinde over Harry i sådan noget her - men jeg kan gøre et forsøg. Hun skal nok blive min på et tidspunkt. 

Amys synsvinkel;

"Tak for turen," sagde jeg og åbnede døren. Jeg var sulten som aldrig før, og det med at begynde på en pizza også ikke spise resten er noget lort. Jeg blev sindssyg køresyg på vejen hjem, men heldigvis brækkede jeg mig ikke, fordi det ville Jonas nok blive lidt sur over. 

Rend mig i røven Jonas. 

"Det var så lidt søde," svarede Alison og sendte mig et sødt smil. Jeg nikkede bare langsomt og steg ud. Jeg skal bare have noget mad .. nu. Jeg smækkede bildøren i og gik op af den korte trappe til mit hus.

Mors bil holder ikke foran huset, hvilket betød jeg var selv hjemme som ikke kom som en overraskelse. Hun har nemlig fortalt hun skal bruge rigtig lang tid på jobbet og sommetider skal arbejde rigtig sent og overnatter på et hotel, fordi det tager omkring de 2 timer at køre hen til hendes arbejde. 

Men det er fint med mig, fordi jeg elsker at være selv hjemme. Så kan jeg høre højt musik og danse rundt som en sindssyg, mens ingen kigger. Og bestille alt muligt mad på husets regning. That's my life dude! 

Normalt ville et smil glide over mine læber, når jeg tænkte at det var dét jeg skulle. Men mit humør var faldet til bunden efter episoden med Niall og det er fandme sjældent jeg er trist. 

Mit humør er næsten altid højt bortset fra dengang min kat døde, idioten kastede op på min skoletaske også var det også et tidspunkt jeg fuldstendig brød sammen, da Justin klippede sit hairflip af, men det han har nu er sgu også frækt. 

Men at være så trist over en dreng, jeg ingengang har kendt i en dag er fandme mærkeligt. Der må være noget specielt over Niall på en eller anden måde. Jeg vil ikke sige jeg direkte er faldet for ham, fordi sådan en person er jeg ikke. Jeg er ikke en der forelsker mig. Nej, aldrig. 

Jeg har ihvertfald ikke fundet den eneste ene endnu, jeg kunne bare godt tænke mig en kæreste. 

Jeg ville lyve hvis jeg sagde Niall ikke var min type, men stadig .. jeg tror bare ikke han ser mig som andet end ven, og jeg ser ham heller ikke som andet end ven, så det er jo fint.. Ikke? 

Hvorfor sank mit humør lige mere? 

Hvorfor prikker mine øjne? 

Hvorfor er jeg på randen til at græde? 

Hvad alt i fucking helvede sker der? Sådan en person her er jeg altså ikke. Og jeg græder altså ikke på den her måde.. Eller jo jeg græder vel som jeg græder, men jeg kan da umuligt græde over en person jeg ingengang har kendt i en dag? Sig mig hvad er der galt med mig?

Jeg har sikkert bare humørsvingninger. Ikke andet. 


 

c.._..z

Guuuuys! Jeg skulle til at rette den! Men så kom der klipfiskerne, og det SKAL jeg se. det er så sjovt. dør altid af grin. det kommer på tv2 eller sådan noget.x
Håber i nød kapitlet! HUSK OG LIKE FORSATAN ♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...