Destroyed. [1D]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2013
  • Opdateret: 10 maj 2013
  • Status: Færdig
16-årige Amy Johnson er en lalleglad idiot på lykkepiller. Hendes liv er perfekt efter hendes mening. Hånd i hånd med hendes elskede bedsteveninde Alison kunne hun ikke være mere lykkelig. Selvom hun ikke har det bedste forhold til hendes familie, mener hun bare, at det er dem der går glip af noget. Hendes humør er altid højt - altså bortset hvis en syg idiot kaster op på hendes skoletaske - og der skal meget til at gøre hende trist. Eller det troede hun ihvertfald. På den nye skole går 5 fremmede drenge. 5 drenge som alle ser op til - alle andre undtagen hende. Hun har bare lyst til at slå dem i hovedet, med en skovl over deres egotip og troen om de ejer hele skolen. Men fortsætter det sådan?

122Likes
120Kommentarer
12393Visninger
AA

22. 21

En uge senere;

"Er du klar?" spurgte han og sendte mig et kort smil. Jeg nikkede og puttede min telefon i lommen på de grønne shorts. "Vi skal også lige hente Louis på vejen, Niall kører selv." Jeg gik forbi ham ud i gangen, hvor jeg rev min brune læderjakke ned fra knagen og tog den på. 

Efter få sekundter kom Liam tilsyne i døren ude i gangen. "Skynd dig, vi er ret sent på den." Jeg sendte ham et surt blik og satte mig ned på jorden for at tage mine sko på. "Ja, det er da ikke min skyld du sover så længe sovetryne," fniste han og klappede mig på hovedet, hvilket jeg udbrød en grim lyd af.

"Liam! Jeg har brug evigheder på at sætte det hår!" brokkede jeg og prøvede at gøre det fladt igen med hånden, men Liam har været så sød at gøre mit vidunderlige opsættede hår til en stor bule. Thaaaanks. 

"Oh no, er dagen nu ødelagt?" drillede han og åbnede døren ud, hvor varmen hurtigt indtrængte huset og der fløj en flue med ind. "Ja, og du giver mig fluer i mit hus." sagde jeg surt og rejste mig op. "lad os nu komme afsted." 

Han grinede kort og smuttede ud af døren, og jeg var hurtigt efter ham. Jeg undgik bare at låse døren bare smækkede den i, da jeg faktisk havde glemt nøglen indenfor.. sååå.. ja. 

"Skal du ikke låse døren?" spurgte han og kiggede alvorligt hen på mig. Jeg lavede bare en mærke vrift med min hånd og satte mig ind i hans sorte bil. Jeg kunne se han trak på skulderne og satte sig så også ind. "Omg, åben for vinduet forsatan," sagde jeg hurtigt, "det koger herinde." 

"Det er så det dårlige ved at have en sort bil," grinede han og tændte bilen. Jeg nikkede bare langsomt og lænede mig op af vinduet. Kunne i fornemme mit humør? Det var ikke ligefrem fordi jeg er i det vildst bedste humør. Faktisk er jeg ved at ramme bunden, og ved i hvorfor ? 

Menstruation. 

Det er ved at dræbe mig, også har jeg endnu flere smerter i underlivet end dengang ved .. Harry, så jeg kan godt fortælle jer at det er slemt! Meget slemt! Men jeg har advaret Liam mod mit humør over besked, da han spurgte om han skulle hente mig, men han sagde bare at han så ville få mit i godt humør - hvilket er sødt af ham. 

"Liam, skolen ligger den anden vej?" spurgte jeg forvirret og kiggede undrende på ham. Han udbrød et suk, "jeg sagde jo vi skulle hente Louis først. Husker du?" Jeg åbnede munden en smule og nikkede langsomt, da jeg kom i tanke om han faktisk havde sagt det. 

Efter nogle minutter holdt vi foran Louis' hus. "Vi kommer så meget forsent," sukkede jeg og steg ud af bilen. Liam grinede bare en smule og nikkede sig enig, "det kan vi takke sovetrynen for." Jeg rullede med øjnene og begyndte at gå op mod hans dør med Liam ved min side. 

"Hvem er dets bil?" spurgte jeg forvirret, da jeg fik øje på en rød folkevogn holde ved siden af Louis'. Liam kiggede undrende på den, men trak så på skulderne. "Det ved jeg virkelig ikke." 

Vi gik op til hoveddøren og ringede på. Der gik nogle sekundter før døren gik op og en halvnøgen Louis stod foran os. "Louis forhelvede," brokkede Liam sig, "er du slet ikke klar endnu?" 

Louis kiggede sig af en sjov grund bag sig, også på os igen. "Ehm, jeg er syg.. kan desværre ikke komme idag." han lavede nogle falske hostelyde, hvilket fik en person bag ham til at fnise. Hurtigt kiggede jeg ham over skulderen, og fik øje på en skikkelse af en - også - halvnøgen pige med langt brunt hår, som hurtigt var smuttet ind i stuen.

Et lumsk smil gled over mine læber, "Louis har fået sig en kææææreste," jublede jeg, hvilket fik Liam til at kigge alvorligt på ham. "Er det rigtigt?" spurgte han grandalvorligt. Louis grinede lidt og nikkede så langsomt. Liam kiggede fornærmet på ham. "Uden at fortælle mig det?! Jeg er skuffe-" 

"Lad os nu smutte Liam og lad ham få lidt privatliv med hans nye kæreste." Sagde jeg hurtigt og fik et taknemmeligt smil fra Louis, hvilket jeg gengældte. Liam fnøs kort, men smilede så lige kort til ham, som tegn på det bare var skuespil, indtil vi gik ned til hans bil igen.


c.._..z
 

"Jeg sagde jo vi kom forsent." sagde Liam og holdte bilen på en tom parkeringsplads til skolen. Han havde ret. Parkeringspladsen var helt tom, hvilket den ikke plejede at være, men det var den så idag, hvilket nok må betyde alle er til time. 

"Ja undskyld mig, men det var sgu da dig der holdte mig længe oppe igår," mumlede jeg irreteret og gav ham et slag i baghovedet, inden vi begge steg ud af bilen. "Hey," brokkede han sig lidt efter og låste bilen. "Du spurgte selv." 

"Jaja, men jeg havde da ikke troet du ville plapre løs om hendes hår i fucking tre timer Liam," grinede jeg og begyndte at småløbe op mod skolen med ham. "Du spurgte selv hvilken hårfarve hun havde, derfor måtte jeg da give dig lidt detaljer." sagde han og så helt forelsket ud. 

"Hvad var det hun hed?" spurgte jeg. 

"Danielle." sagde han, mens hans kinder blev en smule røde, hvilket var enormt sødt. Liam er nyforelsket. "Alle får da også kærester fortiden," grinede jeg. "Først dig, så Louis." 

"Zayn har også fået en kæreste." 

Hurtigt stoppede jeg op og kiggede overrasket på ham. "Virkelig? Hvad hedder hun?" spurgte jeg nærmest ligegyldigt og håbede han forstod ironien i min stemme, men det gjorde han åbenbart ikke. "Perrie." sagde han, "i burde lære hinanden at kende, i må nok have en masse tilfælde - hun har også en random hårfarve som dig." 

"Ha ha. Som om Zayn ville lade mig kende sin kæreste," grinede jeg kort. 

"Jeg troede da jeres forhold var blevet bedre fortiden?" sagde han overrasket og åbnede døren til skolen, hvilket vi hurtigt begge smuttede ind af. Jeg trak på skulderne lidt efter, "Altså nu direkte hader han mig vel ikke, men han bryder sig stadig ikke om mig." 

Liam nikkede langsomt, "forstår egentlig ikke hvorfor han har så meget imod dig. Hvad har du gjort?" 

Tvangen til at sige, at jeg har på en måde - MOD MIN VILJE - fået Harry til at tæske Niall, og dermed givet Niall skrammer for livet, fordi jeg havde brændt Harry af, var så stor, men jeg prøvede bare at glemme det. Niall var egentlig kommet hjem fra sygehuset og begyndt i skole igen - faktisk er det længe siden jeg har set ham. 

"Det ved jeg ikke," endte jeg bare at svare. Liam sukkede før han stoppede op. "Vi får vidst ikke så meget ud af, at komme til den første time. Vel?" 

Han havde ret, den første time sluttede om få sekundter og det ville være så dødpinligt at komme brasende ind i klassen, mens læren bare ser fuldstendig irretret på en og man bliver nød til at komme med en latterlig undskyldning, som 'min lama blev kørt ned' eller noget i den stil. 

"Vi tager bare til den næste time i de 5 minutters skifterig." sagde han og satte sig ned ved et skab og jeg satte mig ved siden af ham og lænede mig op af skabet, som ryglæn. "Ja," svarede jeg kort.

"Amy.." begyndte han pludselig alvorligt, hvilket fik mig til at kigge forvirret hen på ham. "Hvad?" 

"Du har sgu da også en kæreste?" grinede han og puffede mig i siden. Jeg kiggede ned i jorden nogle sekundter, "vi er ikke sammen Liam." Han rynkede brynene og kiggede forvirret på mig, "ikke det?" 

Jeg rystede på hovedet og holdt blikket på jorden, "i opfører jer da som kærester." 

Jeg trak på skulderne, "jaja, vi er ikke direkte sammen, han har ikke spurgt. Desuden så har vi ikke set hinanden siden jeg besøgte ham på sygehuset." det sidste blev til en mumlen, men han forstod det godt. 

"Det er jo en uge siden," sagde han, "har i heller ikke skrevet?" 

Jeg rystede på hovedet og lænede hovedet tilbage, så jeg kiggede op i loftet. "Seriøst?" spurgte han undende, men jeg svarede bare med et lille nik. 

"I er ikke sure på hinanden, er i?" 

Jeg trak på skulderne. Jeg havde ikke set ham siden jeg besøgte ham på sygehuset, og den sidste sætning jeg fik sagt til ham var, at jeg elskede ham - men ingengang det svarede han på. Han kiggede bare forvirret på mig, også blev vi afbrudt af kællingen der kom ind og sagde besøgningstiden var ovre. 

Jeg truede hende ellers med min peberspray, men der gik en eller anden, anden mand omme bag hende som kom ind og spurgte om alt var i orden herinde, og kællingen forklarede alt til ham manden, som viste sig at være sikkerhedsvagt, og hvad fanden laver de på et sygehus, og smed mig ud. Akavet, kan jeg godt fortælle dig. 

Stilheden gled over os i nogle sekundter, og jeg ved ikke hvad han synes om den, men jeg synes den bare var en smule behagelig, dog også ret ubehagelig på en måde. 

Klokken ringede pludselig stort, hvilket gav et sæt i os begge, som vi grinede en smule af. Vi rejste os og gik hvert til sit for at komme hen til vores skabe. 

Jeg låste mit skab op og greb fat i skoleskemaet, som viste jeg skulle have Engelsk. Heldigvis var den første time idræt, og der er altid så mange med til dét, så de havde nok ikke opdaget jeg lige præcis manglede. Jeg tog mine bøger under armen og kiggede over mod Liam, hvor Zayn havde kommet hen til ham.

Jeg spottede lige kort hans bøger som fortalte han skulle have Matematik, hvilket betød at jeg selv blev nød til at gå hen til et lokale hvor man havde Engelsk. Med et suk begyndte jeg at gå ned af gangen imod strømmen, hvor folk begyndte at komme ud af lokalerne. Jeg tog en dyb indånding før jeg begyndte at mase mig igennem alle menneskerne, men det var ret svært, og jeg ved faktisk bare skubbet tilbage. 

Jeg udbrød et fnøs og skulle lige til at gå tilbage, da en hånd pludselig greb fat om mit håndled og trak mig igennem alle menneskerne som om det var dét rene barnemad, fik han/hun mig igennem alle menneskerne på nulkommafem. 

"Tak.." sagde jeg, da vi var nået i mellem alle mennesker. Jeg kiggede op på personen og udbrød et højt gisp. Han grinede en smule, "det var da så lidt." 

"Zayn?" spurgte jeg forvirret og så nok også vildt dumt på ham. Sig mig, hvorfor hjalp han mig på den måde, når han hader mig sådan? 

"Mmh?" 

"..Tak.. for. hjælpen?" sagde jeg lavt og kiggede stadig vildt dumt på ham, hvilket fik ham til at løfte det ene bryn, "hvad er der?" 

"Tak for hjælpen," gentog jeg og lavede store øjne, som om det var indlysende. 

"Det var så lidt?" sagde han igen og kiggede ligeså dumt på mig. 

"Ja, hvorfor hjalp du mig?" spurgte jeg forvirret. 

"Må man da ikke det?" spurgte han med et skævt smil på læberne. Jeg kiggede ham over skulderen og nikkede så langsomt. Det var var mærkeligt - alt for mærkeligt. 

"Jo men.." begyndte jeg og kiggede forvirret ned i jorden og derefter op på ham igen, "du hader mig jo?" 

Han udbrød et højt grin, hvilket fik nogle folk til at kigge forvirret. Han trådte derefter et skridt tættere på mig, så han stod helt op af mig. "Måske bryder jeg mig ikke særlig meget om dig, men man skal være flink mod andres kærester." 

Jeg stod bare og kiggede forvirret ind i hans brystkasse, indtil det virkelig gik op for mig, hvad det var, han sagde. "Mig og Niall er ikke sammen." sukkede jeg. 

"Bare vent," sagde han kort og kyssede mig så hårdt i hårbunden, før han begyndte at gå den anden vej. Jeg var forvirret. Forvirret over hans ord, forvirret over han hjalp mig, forvirret over han lige kyssede mig i håret. Sært. Jeg valgte bare at lade som ingenting og gå videre ned langs gangen.

 

c.._..z
 

Udover den mærkelig episode med Zayn, så var vores Engelsklærer også i sindssyg godt humør og gav hele klassen flødeboller, hvilket jeg ikke klager over. Jeg elsker flødeboller, men alligevel er det mærkeligt alle er i så sjovt humør idag. 

Også er det mig der har humørsvigninger og ondt i livet af menstruation smerter, og alt i alt bare har lyst til at dø. 

Men der er pandekager i kantinen, så det må vente lidt. Jeg ignorrede helt alle mine smerter og de folk der gloede sindssygt dumt på mig, da jeg kom løbende som en sindssyg ned af gangen, hen mod kantinen. Jeg SKAL bare have pandekager! 

Jeg smækkede døren til kantinen op, og var hurtigt henne i køen. Der sad ingen nede ved bordene og der stod KUN 4 personer i kø, så jeg var i rigtig god tid på den. Da det endelig blev min tur købte jeg fem pandekager, selvom det højeste man måtte få kun var fire, så var kantinedamen også i godt humør. 

Hvad sker der for folk idag, urg. 

Jeg satte mig ned ved et ledigt bord nede i kantinen og begyndte at grovæde. Jeg følte mig i himlen eller noget i den stil, da pandekager virkelig er noget af det bedste i hele verden. Godt nok blev jeg fed af alt den marmelade jeg spiste til, men det kunne sgu være ligemeget - det forbrænder jeg da bare af, når jeg går turen hjem fra skole. 

"Kan se at du nyder maden," lød det grinede, hvilket fik mig til at kigge op fra mine pandekager. Et sus gik igennem mig da Zayn stod med en tallerken med pandekager og kiggede drillende ned på mig. Jeg kiggede flovt på ham og tørrede hurtigt min mund, som sikkert var fuld af marmelade med et papir. "Tja," svarede jeg bare. 

Han satte sig ned ved samme bord, hvilket kom en del bag på mig. "Hey, hvorfor har du fået fem?" spurgte han og kiggede mærkeligt på mig. Jeg trak på skulderne, "kantinedamen elsker mig," svarede jeg bare, hvilket fik ham til at kigge.

"Ufair." mumlede han og rullede en af sine pandekager sammen. 

"Ufair?" gentog jeg grinede, hvilket fik han til at kigge dumt på mig. "Det hedder unfair søde skat," grinede jeg. Farven i hans kinder forvandlede sig, hvilket fik mig til at grine endnu mere.

Jeg har set kaldt det ufair engang, men jeg har lært at det hedder unfair nu. Selvom ufair lyder bedst. 

Han svarede ikke kiggede bare fornærmest på mig og spiste af sine pandekage. Jeg spottede Liam bag ham, som stod og kiggede undrede på ham, men jeg sendte ham bare ved-ikke-hvad-der-sker-blikket, hvilket fik ham til at grine, før han kom ned til os. 

"Hva så guys?" sagde han og satte sig ned, "nyder i maden?" 

Zayn kiggede drillende på ham, før han puffede ham i siden, "nånå, du nåede ikke at få noget, huh?" 

"Nej, forhelvede da også." grinede han og lænede sig tilbage i stolen. "Her," sagde jeg og rakte ham en af mine pandekager, som var rullet sammen med marmelade indeni, "du kan få den her." 

"Aw, tak," sagde han og tog i mod den. Jeg sendte ham et svagt smil og begyndte at rulle en anden sammen, indtil det gik op for mig, hvad jeg lige gjorde. Hvorfor fanden gav jeg ham min pandekage? Jeg 

Hvad sker der lige for mig idag? 

Og alle andre? 


Pludselig viberede min telefon, hvilket fik mig til at trække den op af lommen for at tjekke den - sjovt nok ikke? Navnet bffivdoved lyste op på min skærm, hvilket fik mine læber til at forme sig som et bredeste smil nogensinde. Liam kiggede undrende på mig, "hvad er det, du pludselig bliver så glad for?" 

"Min bedsteveninde har bare lige skrevet." forklarede jeg og gik hurtigt ind på beskeden. 

Jeg har haft det så godt hernede, undskyld, men hvis du ikke har
opdaget det, så har jeg faktisk lagt nogle kager i din postkasse 
inden jeg tog afsted - du har sikkert ikke opdaget det, men nu 
håber jeg, at jeg er tilgivet. x

 

Du ved lige hvordan man gør babe. x 

Jeg kommer hjem i morgen. Jeg har virkelig haft det godt hernede,
tak fordi du spurgte.. xx

Jeg glæder mig sådan til at se dig! xx

Glæder mig også til at se dig. Har den sygeste nyhed! 

Jeg har også meget og fortælle. Meget endda. x


Da hun ikke havde svaret efter nogle minutter lagde jeg min telefon ned i lommen igen, mens jeg tænkte over hvilke kager hun mon havde lagt i min postkasse. Hvis det var en ostekage, så guddommede jeg hende altså. Det er og bliver altid min yndlingskage. 

Hun synes bare den er klam, fordi hun ikke kan lide ost, men ved bare ikke hvad hun gør glip af. 

Jeg savner hende så fucking meget, det sidste jeg så hende var da hun hentede mig hjemme ved Niall første gang, også smuttede hun bare til fucking Hawaii med kæresten. Idiot. Men hun har lagt kage til mig, så hun er tilgivet. 

Jeg kiggede hen på Liam, da jeg kunne mærke hans blik på mig. Først der lagde jeg mærke til Zayn ikke sad der mere. "Hvor er Zayn?" spurgte jeg. Han lavede et lille nik til højre, hvor jeg hurtigt kiggede hen. Og der stod han, sammen med en ret lille tøs med lilla. "Det er.. Perrie, ikke?" spurgte jeg, mens jeg betragede dem sluge hinanden. 

Liam nikkede, "faktisk så har jeg altså aftalt at mødes med Danielle lige om lidt, så hvis det er okay med dig, så-" 

"Bare smut," sagde jeg kort og sendte ham et stort smil. Han grinede kort inden han rejste sig og forsvandt ud af indgangen. Jeg kiggede til højre, hvor Zayn og Perrie nu stod lænet op af væggen, så dem kunne jeg vel ikke forstyre lige nu. Så er jeg bare forever alone. Fedt. 

Jeg spiste min sidste pandekage, som faktisk var blevet kold og rejste mig op, for at gå hen med paptallerken i skraldespanden. Jeg fik et kort glimt af kantinedamen, som smilede overdrevet til mig, hvilket jeg synes var ret creppy, så jeg vendte ryggen til hende. 

Med ét vibrede min telefon endnu engang, og med tanken om det var Alison fik jeg den hurtigt trukket op, men endte bare med at blive skuffet - eller ikke. 

Nialls navn lyste op, og jeg kan tydeligt huske at jeg havde slettet hjertet ved hans navn, dengang jeg var fucking vred på ham. Forvirret gik jeg ind i hans besked. 

Kan jeg lige snakke med dig? 

Mine håndflader begyndte pludselig at blive varme og mærke mavefornemmelser kørte rundt igennem mig. Jeg skulle lige til at svare, da endnu en besked var blevet klikket ind fra ham. 

Bare mød mig ved dit skab. 

Hans kolde skrivemåde gav mig kuldegysninger, men alligevel blev jeg nød til at mødes med ham. Ikke fordi jeg ikke ville, for det ville jeg godt, på en eller anden måde, men jeg på en måde var jeg også skræmt, da han pludselig skrev så koldt til mig. 

Uden videre begyndte jeg at gå igennem kantinen og ned af gangen. Tankerne om hvad han ville snakke med mig om kørte igennem mit hoved. Måske ville han snakke med mig om, at jeg havde sagt til ham at jeg elskede ham. Han så jo helt forvirret på mig, som om det var noget værre lort jeg lukkede ud. 

Mine skridt blev langsommere og langsommere jo tættere på mit skab jeg kom. Godt nok skulle jeg lige dreje om hjørnet, så ville mit skab være til syne og forhåbelig også Niall. Jeg stoppede op og lænede mig op af væggen kort tid, da jeg kort overvejede om jeg skulle brænde ham af. Pludselig vibrere min telefon.

Rolig, kom nu - jeg bider ikke. x


Et smil gled over mine læber og jeg kunne mærke hvordan mine skuldre sank sig. Lettelsen kørte igennem mig, men alligevel var jeg stadig en smule skræmt, om hvad han ville snakke med mig om.

En besked fra Alison var også tikket ind, men den kunne vente. Hurtigt drejede jeg om hjørnet og der kom Niall ind i min synsvinkel. Han stod lænet op af mit skab med sin telefon i hånden, som han hurtigt lagde i lommen. Han løftede blikket hen mod mig og i et kort sekundt fik vi øjenkontakt, hvilket gav mig en varm fornemmelse i maven. 

Hurtigt kiggede jeg ned i jorden og begyndte at gå hen mod ham. Min ene fod gjorde en smule ondt, hvilket var ret mærkeligt, da det gjorde den ikke lige før. Hvergang jeg tog et skridt ned den gjorde den ondt som om der var noget nede i den. Mon ikke jeg ligner en lama når jeg gør. 

Til sidst blev det for meget og selvom jeg kun var halvdelen henne ved ham valgte jeg mig at sætte mig ned midt i det hele og tage min sko af. Jeg kunne mærke Nialls forvirrede blik på mig, men jeg kunne ikke koncentere mig, hvis jeg ikke fik det lort der lå nede i min sko ud. 

Jeg fik taget min sko af og vendt den på hovedet, mens jeg rystede den gruntigt. En svag lyd ramte jorden, hvilket fik mig til at kigge ned og der så jeg en lille sten ligge. Hvordan fanden kunne jeg få en sten i skoen, når jeg ikke har gået omkring sten idag? Whut? 

Jeg tog min sko på igen og rejste mig så op, for at gå videre hen til Niall, som stod og ventede utålmodigt med et - heldigvis - stort smil på læberne. 

"Hva så?" spurgte jeg da jeg var kommet helt hen til mig. Hans hår sad fantastisk, han havde en simpel hvid tshirt på og nogle sorte lange bukser. Han havde stadig nogle sår her og der på armene og nogle skrammer i hans ansigt, men de var ikke så tydelige mere. 

Uventet tog han fat om mit liv og fik mig vendt op og skubbede mig blidt op af mit skab. Hans hænder forbliv omkring mit liv og han stillede sig tæt op af mig. "Hva så?" gentog han og kiggede mig dybt i øjnene. Jeg bed i læben og kiggede nervøst på ham. 

"Amy," begyndte han, "jeg er ked af det." 

Ikke det igen. 

"Niall, du har ikke gjort noget gal-" 

"Jeg er ked af jeg ikke nåede at svare dig, jeg er ked af vi ikke har set hinanden det sidste tid. Jeg er ked af jeg ikke har skrevet til dig," sagde han og borrede sine øjne ind i mine. Et smil blev dannet sig på mine læber, hvilket smittede af på ham. 

"Jeg elsker også dig," sagde han inden han smeltede vores læber sammen. Jeg lagde min hånd om i hans nakke og trak ham tættere på mig, hvis det overhovedet var muligt. I takt med vores læber bevægede sig, kørte jeg min hånd op i hans hår. 

Alle mulige gode fornemmelser kørte op gennem mig og sommerfuglende fløj rundt som sindssyge. Jeg kunne ikke stoppe med at smile. Kort efter trak Niall sig ud fra mig og endnu engang kiggede han mig dybt i øjnene. Korte sekundter gik hvor vi bare kiggede hinanden i øjnene, før han åbnede munden og lod ordene glide ud: 

"Vil du være min?" 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...