Destroyed. [1D]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2013
  • Opdateret: 10 maj 2013
  • Status: Færdig
16-årige Amy Johnson er en lalleglad idiot på lykkepiller. Hendes liv er perfekt efter hendes mening. Hånd i hånd med hendes elskede bedsteveninde Alison kunne hun ikke være mere lykkelig. Selvom hun ikke har det bedste forhold til hendes familie, mener hun bare, at det er dem der går glip af noget. Hendes humør er altid højt - altså bortset hvis en syg idiot kaster op på hendes skoletaske - og der skal meget til at gøre hende trist. Eller det troede hun ihvertfald. På den nye skole går 5 fremmede drenge. 5 drenge som alle ser op til - alle andre undtagen hende. Hun har bare lyst til at slå dem i hovedet, med en skovl over deres egotip og troen om de ejer hele skolen. Men fortsætter det sådan?

122Likes
120Kommentarer
12728Visninger
AA

21. 20

Tankerne kørte rundt i mit hovedet og jeg var forvirret som aldrig før. Desuden så var mine øre også af en sjov begyndt og sige sådan en mærkelig lyd, sådan en summen af en slags. Og det er ikke lige det perfekte tidspunkt at få ondt i ørene på. Hvad sker der lige? Whut.

Jeg har på fornemmelsen at der er noget galt. Et eller andet må der jo være siden han pludselig undskylder. Og hvad har han at undskylde for? Det er jo min skyld det hele. 

Jeg prøvede at ringe ham op endnu engang, men han tog den ikke, hvilket fik en ubehagelig mavefornemmelse til at brede sig i min mave og summen i mine øre til at blive højere. 

En form for vrede kørte op gennem mig og tårrende pressede på som aldrig før. Jeg stod bare helt fortabt ved skolen, og ikke vidste hvad fuck jeg skulle gøre. Hvad.. hvad hvis han undskylde fordi.. han skulle.. dø eller sådan noget? Amen forsatan!!! 

Jeg gik ind under beskeder og skrev hurtigt en besked til ham. Mine fingre rystede godt nok sindsygt, fordi jeg også rystede af en sjov grund, og så lannede der hele tiden dråber fra mine øjne ned på skærmen, hvilket fik mobilen til at gå i spasma. Derfor brugte jeg lige fucking 7 minutter på at sende en enkel besked. 

Niall? Seriøst, svar mig

Enkel og enkel, det skriver man vel ikke ligefrem hver eneste dag, men altså, i den situation jeg står i nu, så er den besked meget enkel for mig, da jeg sagtens kunne skrive en hel roman omkring det her, men det ville bare blive dyrt for min telefonregning, da hvis jeg skriver en alt for lang besked, bliver den automatisk til en mms, og de er ikke ligefrem gratisse for mig. 

Jaja whatever.

Han svarede ikke. Der gik ét minut, to, tre, fire, fem, hundrede og jeg døde mere og mere. Sig mig, er det lige meningen han vil have mig til at være så fucking bekymret? Kan han i det mindste ikke bare fortælle mig, hvor fuck han er, så vi kan tale om det?!

Sygehuset, kom, vi har en masse og snakke om 

Mit øjenbryn blev langsomt mere og mere løftet for hvergang jeg læste beskeden. Det kom ikke bag på mig at han var på sygehuset, og hvad sker der for hvor fucking dumt det lød, men nu mere at jeg lige havde tænkt dét der. Måske kan han læse tanker på afstand? Coool!

No way Amy, ingen skriver cool nu om dages. Stop dig selv.


c.._..z


Andre end mig der ikke kan lide at være på et hospital - sygehus, eller whatever? Jeg får så ondt af alle de personer der går rundt herinde, for der er noget galt med dem. Jeg stod bag en mand med kun ét ben i køen til receptionen. Måtte indrømme jeg var ved at tude, hold kæft hvor synd for ham. 

Men han tager altså evigheder om at få en tid, det må jeg sgu nok sige. 

Da han endelig var færdig og fået sin tid, som han nok var en smule stolt over, fordi han fjæs var næsten dækket af et stort smil, hvilket egentlig var ret sødt, var jeg hurtigt henne ved disken, eller hvad man nu kalder det. "Hej," startede den unge blondine med alt for nedringet trøje omme bag bordet. Hun kiggede ingengang på mig, men bare ind i computerskærmen. 

Kælling. 

"Hej," svarede jeg hurtigt, "Jeg skal besøge en Niall Horan." 

Whut, hov fuck. Kaldte jeg lige Niall for en ting der? Ikke meningen, jeg er bare så fucking genert og nervøs når det gælder sådan noget her. Siden jeg engang kom til at bestille en forkert klam lakridsis i Tyrkiet, så har jeg aldrig været glad for at snakke med folk, som stod bag en disk. I'm just me. 

"Jaaeh." sagde hun og kiggede op fra skærmen, hvor hun gav mig et elevatorblik, mens hun tyggede på sit klamme sorte tyggegummi. "Hvad er dit navn?" 

"Amy," svarede jeg. 

"Jaaeh." sagde hun en smule irreterret, "nok også dit efternavn." 

"Du bad om mit navn, ikke mit efternavn, så keep calm bitch." mumlede jeg næsten utydeligt. Hun løftede begge øjenbryn og lignede en der allermest bare havde lyst til at slå mig ned. Hun skulle lige til at sige et eller andet, sikkert kommentere mit tøj eller sådan noget shit, men jeg kom hende hurtigt i forkøbet. "Jeg hedder Amy Johnson." 

Hun tog en dyb indånding, sendte mig et ret koldt blik før hun begyndte at taste ind på computeren. Hun tog en evighed om det, da hun åbenbart gjorde sig ret umage for at ramme de rigtige taster på computeren, alt i alt gjorde hun det nok bare i sloowmootion for at irretere mig. Hvilket lykkes hende. 

"Skynd dig nu forhelvede din langsomme hval." hvæsede jeg, hvilket fik manden der stod i køen bag mig til at gispe højt. Hun stoppede sine bevægelser i nogle sekundter, før hun langsomt rystede på hovedet, tog endnu en dyb indånding og skrev så videre. 

Jeg havde bare lyst til at grine af hende og rive alle hendes extensions ud af hendes klamme fucking blonde hår, som faktisk er begyndt at få sorte udgroninger. Haha kikset. 

"Du står ikke på listen over besøgende til Niall Horan." 

Say what bitch? Jeg løftede det ene bryn og kneb øjnene en smule sammen, før hun som den idiot hun er, gentog sætningen. "Du står ikke på listen over besøgende til Niall Horan." 

"Og?" svarede jeg med et enkel hovedryst og et forvirret blik i øjnene. Siden hvornår er man begyndt at bestille tid på et hospital? Det gør man sgu da kun til frisøren. Ikke? 

"Derfor kan du ikke besøge din bekendte. Jeg må derfor bede dig forlade bygningen." 

Jeg undrende mig lidt over hvor hendes pludselig fine tonelejr pludselig kom fra, men så gik det op fra mig, at en kvinde med brunt smukt hår, sat op i en stram knold stod omme ved et af de tomme skriveborde bag hende og rodede efter nogle papirer. 

Jeg kunne mærke på manden bag mig, at han var begyndt at blive urolig og utålmodig og kællingen ved disken sad og grinede inderligt af mig. Men den pige skal sgu nok få, og jeg skal nok komme op til ham. Ingen tvivl om fucking dét. 

"Hør her," sagde jeg og lænede mig ind over disken med albuerne støttet end mod bordet. Hun kiggede nærmest helt choket på mig, da jeg rev fat i hendes hår ovre i den ene side og trak hende helt hen til mig. Altså ikke sådan helt helt, stadig nogle centimeter fra hinanden. 

"Jeg har en fucking peberspay i lommen, og hvis du ikke siger hvilken fucking etage og værelse Niall ligger på, så vil jeg sørge for du mister synet forevigt." hvæsede jeg lavt, mens jeg nærmest drabte hende med blikket. "Det vil du ikke. Vel?" 

Hun rystede skræmt på hovedet og jeg kunne se hvordan hun begyndte at ryste, hvilket fik mig til at grine inderligt af hende. "Så nu skriver du mig ind på den fucking liste, så jeg kan besøge ham. Okay?" Med de ord gav jeg hende et hårdt skub, så hun fløj tilbage i stolen. Hun tøvede lidt før hun begyndte at taste løs på tasterne. 

"Ja, du står lige her," begyndte hun så, hvilket fik mig til at smile, "Han ligger på etage 18, værelse 32." Jeg svarede hende ikke, begyndte bare at gå hen til elevatorende som jeg havde spottet, da jeg kom herind. Jeg måtte virkelig bide mig i læben for ikke at grine højt. Ingen skulle være sådan mod Amy Johnson. Hun kan være barsk. Meget barsk. 

Jeg trykkede hårdt på knappen, så elevatoren forhåbelig ville komme ned til mig. Der lød et blink, før dørende foran mig åbnede, og jeg var overrasket over den var kommet så hurtigt. 

Hurtigt var jeg gået ind og trykket på 18 etage. Jeg trippede lidt mens jeg betragtede dørene blik lukket i. Normalt ville en masse personer så skrive her, at de hader og køre i elevatore. Men jeg elsker det, elsker suset man får i maven. Det er sååå sjovt! 

Og der kom suset! Thiihihhi. 

Jeg ventede tålmodigt da elevatoren stoppede, og dørende ikke havde åbnet sig endnu. Et kort øjeblik var jeg bange for at sad fast eller sådan noget, indtil dørende pludselig åbnede sig op, hvilket gav mig en tvang til at skrige halleluja. 

Det var værelse 32, og det kunne jeg sagtens huske, da det er ligeså gammel som min mor er. Meget tilfældigt ikke? Jeg susede ned af gangen og undgik de mærkelige blikke jeg fik. Jeg var sgu da ligeglad, jeg skulle da bare hen til ham hur- 

Hov vent...

Værelse 44. Ja fuck det, jeg er gået for langt. Uden at tænke mig om, begyndte jeg at gå baglæns, hvilket resulterede i at jeg gik ind i en eller anden stresset læge med runde briller, som ikke var særlig glad for min opførsel, fordi han hvæsede som en sindssyg af mig. Jeg gav ham bare fingeren og gik videre ned langs gangen. Den samme vej som før.

Da jeg endelig var kommet til den dør, hvor der stod med stor fed skrift 32 på, var det en helt befrielse og jeg følte mig lettet for at finde det rum altså. Men da jeg kom i tanke om Niall faldt mit humør lige ned på bunden igen. Nej, ikke pga. ham som person. Men grunden til han sagde undskyld og det er IGEN min skyld han ligger herinde. 

Hvorfor er det liiige han ikke har droppet mig endnu? 

Jeg lod min ene knor banke let på døren to gange, han svarede ikke, men det havde jeg heller ikke regnet med, derfor trak jeg ned i håndtaget og trådte ind i rummet. Som altid i sådan et sygehus værelse var det helt hvidt og ikke særlig spændende. 

"Niall!" udbrød jeg og spurtede hen til ham. Hans hovede drejede hen og kiggede på mig og jeg udbrød et gisp. Det var slemmere denne gang. Han havde fået et ordenligt stort mærke som nærmest fyldte det halve af hans hoved. Han underlæbe var flækket, endnu mere end før. 

"Oh my.." sagde jeg lavt og tog hænderne op foran munden. Han bed sig lidt i den ødelagde underlæbe og jeg undrende mig over det ikke gjorde ondt og kiggede ned i sengen. "Han er sindssyg," mumlede jeg lavt og fangede hans hånd.

Uventet slap han min hånd og trak sin til sig, hvilket kom en del bag på mig. En dårlig fornemmelse kørte gennem mig. Nu er det nu, det jeg altid har været bange for, dropper han mig - direkte. 

"Amy.." begyndte han, mens han blik stadig var frosset ned mod sengen, hvilket gik mig en del på. Jeg ville læse han blik, jeg ville bare se ind i hans vidunderlige øjne. "Jeg er ked af det." 

Jeg løftede det ene bryn, "Niall, du har intet at undskylde fo-"

"Vel har jeg så!" råbte han pludselig med en hæs stemme, "det er min skyld dét med Harry. Jeg så ham tage dig med ham og jeg kan vel godt regne ud hvad han har gjort mod dig. Du fortjener det ikke, derfor undskyld." 

Jeg skulle lige til at sige noget, men han var hurtig til at snakke videre. "Jeg kunne ikke stoppe ham, jeg var ikke i stand til det. Hvis jeg bare ikke var blevet ved dig efter skole - så var det her aldrig sket. Så var du ikke blevet misbrugt på den måde." 

"Niall forhelvede!" råbte jeg, "kig nu forhelvede på dig selv!"

Han drejede hovedet hen mod vinduerne, som stod ved siden af hans seng, hvor man kunne se hans spejlbillede med hjælp fra solen. "Og kig så på mig," sagde jeg så. Endnu engang gjorde han som jeg sagde og kiggede så hen på mig. Hans øjne borrede sig ind i mine, hvilket automatisk fik en varm fornemmelse til at brede sig i mig. 

"Hvem er det lige der ser værst ud her? Helt ærligt, lad nu vær med at fokuse på mig, jeg har det fint seriøst, det er dig der en-" 

"Jeg fortjener det." mumlede han nærmest utydeligt. 

Jeg sank begge øjenbryn, mens jeg langsomt gik tættere på den seng han lagde i - godt nok sad han op - mens mine læber var en smule adskilt. "Hvad sagde du?" 

"Jeg fortjener det," sagde han og hævede stemmen. Hans tonelejr var vred, selvom den godt lød som en der kunne bryde sammen når som helst. 

"Hvad fanden snakker du om?" vrissede jeg, "du fortjener det ikke en skid!" 

Han skulle lige til at svare, men fordi jeg var så sød og lige skulle tage hævn fra sidst, var jeg hurtigere til at starte en sætning, "hvis der er nogen her der fortjener det, så er det godt nok Harry!" 

Og der fik jeg lukket munden helt på ham, fordi han svarede ikke. Han sad blot og kiggede ned i sengen endnu engang. Jeg prøvede at fange hans blik og faktisk fange hans opmærksomhed ved at sætte mig på stolen ved siden af hans seng, men han var uopmærksom. 

Pludselig udbrød han et hulk, hvilket nærmest gav stød til mig. Jeg sprang hurtigt op fra stolen og satte mig på sengekanten. "Niall?" spurgte jeg og prøvede at fange hans blik. 

Flere tårer løb ned af hans kinder og dannede sig en sø i dynen, i sengen. Hans øjne var helt røde, hvilket automatisk fik mig til at få det dårligt. 

"Niall, kig på mig." 

Han reagerede ikke. 

"Niall!"

"Niall?"

"Niall forhelvede," sagde jeg og lagde to fingre på hans hage og fik hans hovedet bukket op, så han mødte mit blik. Jeg kunne mærke hvordan mine tåre pressede på og hvordan jeg følte min mave snog sig sammen. 

"Jeg for-" begyndte han, men jeg var hurtig til at cutte ham af. 

"Niall.. Jeg elsker dig."


c.._..z  

VIGTIG LÆSSSSSS

JEG ER KED AF DET IKKE BLEV TIL ANDET, END SÅDAN ET BETTE KAPITEL, MEN HEY, FØLTE LIGESOM DEN BARE SKULLE STOPPES DER. IKKE AT HISTORIEN ER FÆRDIG VEL, MEN ALTSÅ JA.
Og så har jeg lavet en ny movella! (JUWHWHWWADSFGHJGFDS) den hedder;  She's not afraid     og du kan finde den ude til højre eller indenunder min profil. xxxx


- og desuden så er kapitlet ikke rettetttttt 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...