Destroyed. [1D]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2013
  • Opdateret: 10 maj 2013
  • Status: Færdig
16-årige Amy Johnson er en lalleglad idiot på lykkepiller. Hendes liv er perfekt efter hendes mening. Hånd i hånd med hendes elskede bedsteveninde Alison kunne hun ikke være mere lykkelig. Selvom hun ikke har det bedste forhold til hendes familie, mener hun bare, at det er dem der går glip af noget. Hendes humør er altid højt - altså bortset hvis en syg idiot kaster op på hendes skoletaske - og der skal meget til at gøre hende trist. Eller det troede hun ihvertfald. På den nye skole går 5 fremmede drenge. 5 drenge som alle ser op til - alle andre undtagen hende. Hun har bare lyst til at slå dem i hovedet, med en skovl over deres egotip og troen om de ejer hele skolen. Men fortsætter det sådan?

122Likes
120Kommentarer
12686Visninger
AA

19. 18

IKKE RETTET.
 

Vi var begge lynhurtige ude i entreen for at tage vores sko og jakker på. Louis' jakke lå jo ude i køkkenet, så han greb den bare på vejen. Jeg undgik faktisk også at tage min jakke på og nøjes bare med sko, da vi bare skulle derud hurtigst som muligt. 

Hvis Harry ikke havde høns og han sagde grunden til er lå blod var.. fordi han havde hugget hovederne af dem - og det kan alle vel regne ud at det kan man ikke, når han ingen høns havde. Hvis man sætter 2 og 2 sammen, så er Amy jo også væk... og..

Nej, jeg tør slet ikke tænke på det! 

Harry er jo i stand til alt, og man ved aldrig hvad han kan finde på, men hvis han har synket så dybt og ligefrem gøre Amy fortræd, så vanker der altså. Så er man simpelthen
 en større idiot, end han allerede er. 

"Hvad skal i?" råbte Zayn og løb efter os ud i entreen. Mig og Louis vekslede kort blikke, før vi svarede ham. "Hen til Harry." Zayn løftede det ene bryn, "han er jo ikke hjemme. Det ved i godt." 

Vi svarede ham ikke var bare hurtigt ude af døren, som vi lod stå på hvid gab med en forvirret Zayn i midten. "Hvad skal i så derhenne!?" Vi svarede ham heller ikke satte os bare ind i bilen og startede den lynhurtigt. "Ring til Amy! Se om hun tager den!" sagde jeg hurtigt og bakkede ud af indkørslen. 

Louis nikkede før han tog sin telefon op og fandt hende under hans kontakter, som ikke tog særlig lang tid, da hun hedder Amy og hendes navn startede med det første bogstav i alfabetet og hans kontakter stod i alfabetisk rækkefølge. Get it? 

Louis tog den op til øret og kiggede ud af vinduet. Jeg koncentrerede mig bare om vejen og om der var noget tegn på politi i nærheden, da jeg kørte ret hurtigere end hvad man måtte. 

Louis udbrød et gisp og kiggede så hen på mig. "Hun har taget den." 

Amys synvinkel; 

"HARRY LAD MIG NU FUCKING VÆRE!" skreg og og prøvede at skubbe ham væk fra mig, men han grinede bare og blev liggenede. "Det var da rart. Synes du ikke?" spurgte han forpustet og aede min kind. 

"Du er så fucking klam!" vrissede jeg hårdt og kunne mærke hvordan tårrende pressede på. Jeg var fanget, jeg kunne ikke gøre noget, ingen vidste hvor jeg var. Jeg kan ikke gøre noget, jeg prøver at modsige ham, men han er for stærk. Forhelvede da også. 

Han plantede et kys på min næse, hvilket gav mig kuldegysninger på den dårlige måde. 

Pludselig drejede han mig rundt og lagde sig ovenpå mig igen, hvilket fik mig til at skrige, men han grinede bare lavt og borrede sine øjne ind i hans. Han er måske klam som person og jeg hader ham, men han er fucking lækker og hans øjne er vidunderlige... ja.. 

"Rolig babe," sagde han hæst og lagde sin ene hånd om på min nakke, "du kan jo godt lide det. Ikke?" 

"Spasser," hviskede jeg og prøvede at skubbe ham af mig, men som altid lykkes det ikke.

Han trykkede sine læber hårdt mod mine og rørte sin hånd igennem mit hår, og som altid var jeg tvunget til at kysse med ellers rev han hårdt i mit hår, og det gjorde altså ret meget ondt, kan jeg lige fortælle dig. 

En høj lyd bedre kendt som ringetonen på min telefon gav genlyd i hele hønsehuset - sig mig, hvor mange har lige mulighed for at skrive dét hva? Aha. Harry trak sig en smule fra mig. Han kiggede kort hen på mine bukser som lå smidt lidt længere væk, før han gav mig et hurtigt kys på kinden før han rejste sig fra mig, hvilket fik mig til at ånde lettet op. 

Han er altså tungere og grimmere end han ser ud til. 

Han gik hen og løftede mine bukser op, for at tage min telefon som lå i en af mine lommer, han tog den op og et skævt smil blev dannet på hans læber. "Flot mobil du har dig," grinede han. 

"Ja, den er pænere end dig." sagde jeg og satte mig op og der kunne jeg allerede mærke hvor ondt mit underliv havde. Pludselig begyndt tårrende at springe ud af mine øjne. Min krop begyndte at ryste og jeg begravede mit hoved i mine hænder og udbrød en masse hulk. 

Forhelvede da også. 

"Louis," sagde han kort og låste telefonen op. "Det skal da nok blive sjovt det her." 

Jeg tog en dyb indånding og løftede mit hoved for at kigge hen på ham, han stod bare med et stort smil på læberne, før han tog telefonen op til øret. 

"Jamen hej Louis." sagde han kort og sendte mig et kort blik, før han vendte sig rundt, så han stod med ryggen til mig. 

"Ja, det ved man aldrig." 

"Jamen hej Liam." grinede han falsk. 

"Synes du? Narh." 

"Jamen så ses vi vel," med de ord havde han lagt på og smid min telefon ned på mine bukser igen. Han vendte sig rundt og stod med et ulæsligt blik i øjnene, men stadig et smil på læberne. "Vi før gæster prinsesse." 

Louis' synsvinkel;

Det hele kørte forvirret rundt i mit hoved. Jeg kunne stadig ikke helt fatte, at Harry virkelig er blevet sådan. Drengen har jo forandret sig så forfærdeligt meget, at det er helt utroligt. Han havde direkte løjet os - hans bedstevenner - op i fjæset og sagt at han bare.. huggede hoveder af sine høns? 

Hvis han har gjort noget som har noget med Amy at gøre, så vanker der fandme. Han er sindssyg. 

"Ring til Amy! Se om hun tager den!" befalede Liam og bakkede ud af indkørselen  Man kunne godt mærke hvor bekymret han var, men det er da også klart. Han har fortalt at han virkelig holder af Amy, selvfølgelig som en god veninde - og det gør jeg også. 

Jeg tog min telefon op fra lommen, der var intet nyt fra hende på displayskærmen, dog var der en besked fra min mor, men den måtte vente. Jeg gik ind under kontakter og fandt hende lynhurtigt. 

Jeg trykkede på kontakten så den automatik ringede op også gjorde jeg som nok alle andre - tog den op til øret. 

Der lød nogle bib, og jeg faktisk lige ved at ligge på, indtil bibbene stoppede, hvilket betød den blev taget. "Amy?!" sagde jeg hurtigt, "hvor er du?!" 

"Jamen hej Louis," lød det hæst fra telefonen. Et sus gik igennem min mave og min mund blev formet som et o. Han var altså hos Amy! Han havde løjet! Forsatan da også. "Hvad laver du med Amys telefon?!" spurgte jeg dumt, da jeg godt viste det. Liam drejede hovedet og kiggede bekymret på mig. 

"Ja, det ved man aldrig," svarede han bare, hvilket fik vreden til at gøre op gennem mig. Jeg skulle lige til at hvæse af ham, indtil telefonen blev revet ud af min hånd. 

"Du lader hende være! Forstår du?!" hvæsede Liam vredt, og det kom faktisk helt bag på mig hvor vred han var. Sådan havde jeg aldrig hørt ham før. 

"Lad hende være!" gentog han vredt. Hans greb om rettet blev strammet og han begyndte faktisk at gøre hurtigere. Vi var omkring 3 minutter fra Harrys gård, normalt ville det jo havde taget en halv time, men det tog kun 10 minutter med den her fart - heldigvis var der ingen politi. 

Blodet pumpede rundt i min krop og jeg nærmest rystede af vrede. Tanken om hvad fanden Harry havde gjort mod hende fik seriøst sat mig i kog. 

Liam tog nogle sekundter efter telefonen ned fra røret og kastede den hen på mig, så den ramte mit skød med et bumb, som gjorde en smule ondt, men det kunne jeg ikke tænke på. "Hvad så?" 

"Han lagde på.." sagde han lavt, og jeg havde lyst til at slå mig selv ned over mit dumme spørgsmål. Selvfølgelig, hvad ellers?

Efter noget tid drejede vi ned af hans enorme grusti og hans hus kom til syne. Han havde en utrolig flot gård, eller hans forældre havde. De havde ikke sådan køer, grise og alt sådan noget. Bare nogle gange høns, en masse katte og én hund. Fifi. 

Faktisk var huset omkringet af en masse marker, som de faktisk ikke rigtig brugte, men det fik bare gården til at se meget mere .. gårdagtig ud. Forstår i? Og omme bag huset var der en enorm skov, som vi engang lavede milioner af huler omme i, dengang vi alle drengene var små. Det var tider og det glemmer jeg aldrig.

Faktisk husker jeg tydeligt den husker jeg tydeligt den hule vi byggede lige op af en sø inde i skoven og det var ligesom luksushulen, med 'hav'udsigtigt. Tider, tider, tider. 

Amys synsvinkel; 

"Hvem?" spurgte jeg svagt og kiggede nysgerrigt på ham. Hvis det er pizzamanden så jubler jeg seriøst. Jeg er fucking sulten. "Dine venner," sagde han kort og gik hen til mig. Han tog fat om mit ene håndled og rev mig hårdt op. 

Jeg udbrød et støn af smerte, hvilket bare fik ham til at smile irreterende. "Kom prinsesse," sagde han og flettede vores fingre sammen, hvilket jeg havde lyst til at brække mig over. Han gik hen til døren og låste den op. "Hvor skal vi hen?" spurgte jeg forvirret da han rev mig ud af hønsehuset. 

"Væk," svarede han kort, hvilket gav mig et sus i maven. "Nej!" skreg jeg højt og prøvede at vride mig ud af hans greb. "Hold kæft," hvæsede han og kiggede truenede på mig, hvilket fik mig til at klappe munden i. 

Luften var kold udenfor og det ramte hurtigt mine nøgne ben og mave. Selvom det hurtigt blev skide koldt, var det alligevel rart med noget frisk luft, da der var ok meget indelukket derinde. 

Luften herude ved Harry var bare .. anderledes. Men rar. 

Men han ødelægger det hele med hans klamme lugt, som lugter så klamt, fordi han er så fucking klam. Huh! 

Der lød noget støj ovre fra indkørslen, som om en bil kørte op i indkørslen og det gjorde der faktisk også. Jeg genkendte hurtigt Liams sorte bil, hvilket fik mig til at smile. "Fuck," mumlede Harry, "de satme hurtige." 

Jeg havde lyst til at grine og juble over de var her, hvilket var et godt tegn. Så kan jeg endelig komme væk fra klamme spasser Harry. Harry kiggede sig panitisk omkring, før han pludselig begyndte at råbe, så jeg blev trukket mig. Endnu engang udbrød jeg et støn af smerte, da mit underliv stadig gjorde motherfucker ondt, også gør det alt OK meget ondt at løbe, kan jeg fortælle jer. 

Jeg nåede kun lige at få et glimp af Liam der steg ud af bilen. Vi fik øjenkontakt i nogle sekundter, før Harry havde trykket mig hårdt med sig. "HARRY DET GØR ONDT!" skreg jeg og prøvede at sænkede farten, men det gik han ikke med til. "Hold nu kæft tøs," vrissede han og hævede farten. 

"Amy!" lød det bag os, hvilket fik mig til at drejede hovedet en smule så jeg spottede Louis og Liam efter os. Harry mumlede et eller andet, før han drejede skarpt til højre, så jeg faktisk var lige ved at gå ind i et træ, men så ninja jeg er, så gjorde jeg det ikke. 

Harry mumlede endnu engang et eller andet, som jeg ikke rigtig fik fat i. "LOUIS!" skreg jeg pludselig, "LIAM!" 

"Hold nu kæft," sagde han hårdt og gav mig et ordenligt slag i baghovedet, så alting hurtigt begyndte at snurre rundt. Jeg nåede kun lige at høre nogle gisp, før alting blev sort. 

( AW OMG ;( ej undskyld, ahah ) 

Liams synsvinkel; 

"Amy!" råbte vi. Hun drejede hovedet en smule og vi havde øjenkontakt med hende i nogle sekundter. En sjov fornemmelse kørte igennem mig. Hendes øjne var fyldt med frygt, også haltede hun som en sindssyg, som Harry trak hende med sig. 

"LOUIS!" skreg hun pludselig hvilket nok gav et sæt i os begge, "LIAM!" 

"Hold nu kæft.." lød det hårdt fra Harry, hurtigt gav os et koldt blik. Pludselig løftede han den hånd som han ikke holdt fast i Amys håndled og gav hende et ordenligt smask i baghovedet, hvilket fik os begge til at gispe stort. Hendes øjne flakkede kort til siderne, før de blev lukket. 

Forsatan da også. 

Harry mumlede et eller andet, før han løftede hende op på hans ene skulder, så hun hang ned af hende. Jeg kunne mærke på Louis som var blevet en smule forpustet, da vi havde løbet i okay lang tid inde i den her skov, at han sænkede farten en smule, men han var hurtig til at hæve den igen. 

Pludselig stoppede Harry op, hvilket vi også gjorde. Jeg fik lige kort styr på mine vejrtrækninger og en dårlig mavefornemmelse lå i maven. "Hej boys," sagde Harry pludselig roligt og lagde Amy ned på jorden, eller nærmest smed hende ned på jorden. 

"Hvad har du gjort Harry?" råbte jeg, så han kunne høre det. Da han stod ovre på den anden side af søen, som vi var nået hen til. Ud af øjenkrogen kunne jeg se hvordan Louis nærmest studerede stedet og jeg synes også selv det her virkede en smule bekendt. 

"Hvad mener du?" grinede han, "vi har da bare haft det sjovt. Ikke andet." 

"Hvorfor har hun så intet tøj på?!" vrissede jeg og sendte ham et koldt blik. Han smilede kort før han trak på skulderne, "tja.. det ved man jo ikke." 

"Harry, hvad har du gjort ved hende?!" 

"Hvorfor bekymre du dig om hende? Du kender hende jo nærmest ikke," sagde han pludselig, hvilket fik mine læber til at skille sig en smule. "Er du ligesom Niall, kan du lide hende? Huh?" 

Jeg kunne mærke Louis blik hvile på mig som om han også gerne ville have svar. Jeg tog en dyb indånding før jeg rystede modvilligt på hovedet. "Nej," sagde jeg kort og kiggede ned i jorden. 

"Nå da," svarede han og kiggede ned på hende, som lå helt følelsesløs nede på jorden. Først der fik jeg mulighed for at studere hende krop grundigt, og et sus gik igennem min mave, da jeg fik øje på alle de røde mærker Harry sikkert havde givet hende på maven. 

En tvang til at løbe hen og slå ham ned var så stor, men det ville nok ikke være særlig klogt. 

"Så.. Louis, kan du heller ikke lide hende?" 

Jeg kiggede hurtigt hen på Louis, som var hurtig til at ryste bestemt på hovedet. Jeg kiggede så hen på Harry igen som havde klemt øjnene en smule sammen. "Så.. hvis ingen af jer kan lide hende, hvorfor er i så, så bekymret for hende?" 

"Fordi vi holder af hende Harry, som vores veninde." sagde jeg kort og sendte ham et alvorligt blik. Han var sindpenhen for latterlig altså. Tænk at spørge om sådan noget, og at havde gjort sådan noget mod hende! Det var forfærdeligt forfanden. 

"Er du nu sikker på dét Liam?" spurgte han og lagde hovedet lidt på skrå, "er du sikker på du kun holder af hende, som veninde?" 

"Ja!" sagde jeg hårdt og mon ikke min stemme havde hævet sig en smule. 

Harry dukkede sig pludselig ned og tog hende op i hans greb, brudeforum you know. "Så i holder begge meget af hende, huh?" spurgte han. Vi nikkede begge bekræftende. 

"Hvor sødt," mumlede han. "Men jeg tror ikke på dig Liam, jeg tror nærmest du elsker hende." 

Der gik et sug igennem min mave af hans ord og jeg trak hurtigt en dyb indånding mens jeg kiggede ned i jorden. Sætningen kørte rundt i mit hoved og jeg måtte bide mig hårdt i læben for ikke at fælde en tåre. 

"Så. Liam," begyndte han, hvilket fik mig til at kigge op på ham. Han havde stadig sit smil på læberne og jeg er 100% sikker på at mine øjne lyste op af frygt. 

"Hvis du virkelig kun elsker hende, så lad hende dø." 

Et sus gik igennem min mave og endnu endnu engang skilte mine læber sig fra hinanden. Det løb mig koldt ned af ryggen og jeg stod bare der nærmest limet fast til jorden og kiggede forvirret hen på ham. Det gør han ikke. 

"Præcis ligesom Derek. Ikke?" 

Lyden af hans navn fik min mave til at slå koldbøtter. "Harry det er 3 år siden og heller ikke meningen." prøvede jeg lavt, men han var hurtigt til at afbryde mig. "Ikke meningen!? Du så ham fandme selv, du hørte ham skrige om hjælp? Men hjalp dig ham?! Nej! Kun fordi du var så fucking misunderlig!" 

Louis var henne og ligge en arm på min skulder, men jeg ved også at han savnede ham. Og det gjorde jeg også. Men det var ikke min skyld, det var det virkelig ikke. Jeg kunne ikke gøre noget, jeg nåede ikke at redde ham. 

Derek er vores gamle kamerat fra skolen. Dengang var vi 6 i gruppen og vi havde det bedre end aldrig før. Men en dag da mig og Derek skulle ned til vores 'luksushule' nede i skoven, faldt han ved en fejl ned i søen ved siden af. Han skreg efter hjælp, men jeg nåede ikke at gribe ham. Han var forlængst begyndt at synke ned mod bunden i den dybe sø og jeg var bange for vand dengang. 

Jeg fortryder det nu. Jeg savner ham ligeså meget som alle de andre, men jeg nåede det virkelig ikke. Og Harry troede åbenbart at jeg det var mig der havde skubbet ham derned, fordi det jo kun var os to der var dernede. Men det var det altså ikke, han faldt selv i og jeg stod længere væk og nåede ikke hen til ham i tide. 

Jeg har altid haft så dårlig skyldsfølelse over det, fordi drengene holdte rigtig meget af ham. 

"Harry.." prøvede jeg. 

"Nej!" råbte han hårdt, "du skal du prøve at føle hvordan det er at miste en person, som man virkelig holder af!" Inden jeg nåede at svare, inden jeg nåede at blinke trådte han nogle skridt tættere på søen, hvilket fik blodet indeni mig til at pumpe. "HARRY NEJ!" skreg jeg og spjættede mine øjne op. 

Han sendte mig bare et koldt blik inden han havde pludselig slap grebet omkring hende. Der lød et ordenligt plask, hvilket fik os begge til at gispe højt. Louis sagde et eller andet helt utydeligt med en grædefærdig stemme. Det kan ikke passe.. Det skete bare ikke.. 

 

c.._..z

 

Der er egentlig fra mange forskellige synsvinkler i det her kapitel :o 
Jeg ved ikke om jeg er 100% tilfreds med det her kapitel, men nu håber jeg altså i kan lide det! x
OG OMG FUCKING 50 FUCKING LIKES ER I KLAR OVER HVOR MEGET DET LIGE BETYDER FOR MIG, DET ER SGU DA SINDSSYG OMG FORHELVEDE, ELSKER JER!!!!! X

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...