Destroyed. [1D]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2013
  • Opdateret: 10 maj 2013
  • Status: Færdig
16-årige Amy Johnson er en lalleglad idiot på lykkepiller. Hendes liv er perfekt efter hendes mening. Hånd i hånd med hendes elskede bedsteveninde Alison kunne hun ikke være mere lykkelig. Selvom hun ikke har det bedste forhold til hendes familie, mener hun bare, at det er dem der går glip af noget. Hendes humør er altid højt - altså bortset hvis en syg idiot kaster op på hendes skoletaske - og der skal meget til at gøre hende trist. Eller det troede hun ihvertfald. På den nye skole går 5 fremmede drenge. 5 drenge som alle ser op til - alle andre undtagen hende. Hun har bare lyst til at slå dem i hovedet, med en skovl over deres egotip og troen om de ejer hele skolen. Men fortsætter det sådan?

122Likes
120Kommentarer
12771Visninger
AA

17. 16

ikke rettet.


Nialls synsvinkel; 

Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det hele. Jeg mister hende mere og mere, fordi jeg var sådan en fucking idiot at kysse med en fucking anden pige? Hvad fanden tænkte jeg på?! 

At se hende sammen med Harry gav virkelig et stik i hjertet, og det er godt nok længe siden jeg sidst har følt sådan her. Her sidder jeg, låst inde på et af toiletbokserne på drengetoilet. Ovenpå toilettet, med mine ben bøjet op foran mig og hovedet begravet i mine knæskaller. 

Jeg sad og bed mig så forfærdelig meget i læben, for ikke at udbrude et hulk, da det ville være ret akavet, nu hvor der også er andre inde på det her toilet. Tårrende trillede ned af mine kinder og jeg følte mit nærmest helt tom. Hun har bare en eller anden effekt på mig, og se hende sammen med andre - det er bare helt forkert. 

Jeg trak min telefon op af lommen og tjekkede om hun havde skrevet, da jeg havde skrevet undskyld til hende fra 15 sekundter siden, og hun havde stadig ikke svaret. Selvom det kun var 15 sekundter føles det som hundrede timer. Hun var sur på mig, og vil ingengang lade mig tale ud - ingengang se på mig, uden et koldt blik i øjnene. 

Jeg savner hende, selvom jeg lige har set hende. Jeg savner hende i mine arme, jeg savner hendes læber mod mine, jeg savner den smilende Amy Johnson, som jeg altid havde det sjovt med. Nu har jeg mistet hende, og det hele er min skyld. Jeg ville gøre alt, for at vores 'forhold' ville komme op og køre igen.

Pludselig begyndte min telefon og ryste et enkelt ryst, og skærmen lyste op, hvor Amys navn fyldte hele skærmen. Selvom mit humør var lort og jeg tud alt mit vand ud, begyndte jeg alligevel at smile over hendes navn. Det er den effekt der - jeg elsker den, på en måde. 

Hurtigt låste jeg telefonen op gik ind under beskeder, med lynets hast, med den tro om hun havde skrevet det hele var okay, men et sug gik igennem min mave, da jeg læste beskeden igennem.

Jeg hader dig Niall, bare lad mig være. Det du gjorde har ødelagt mig. Lad vær med at kontakte eller glo på mig igen. Farvel.

Klumpen i marven blev større og større, og jeg blev trukket længere og længere ned mod bunden. Tårrende trillede endnu mere end før ned af mine kinder og et enkelt dryp lannede på telefonen. Endnu engang læste jeg beskeden og det endte med jeg smækkede min iPhone ned i gulvet efterfuldt af et skrig. 

Jeg lænede hovedet op af plastiskvæggene inde på toiletboksen og lukkede øjnene. Jeg kunne ikke mere, uden hende så er jeg ingenting. 

At vide at jeg jo nærmest har ødelagt hende, giver mig det så fucking dårligt. Jeg er et forfærdeligt menneske, og jeg skal aldrig kontakte hende igen, eller bare se på hende. Jeg bed mig hårdt i kinden for at holde et hulk inde, men der gik ikke længe før jeg overgang mig og lød det undslippe mine læber. 

Og heldigvis var der ingen inde på toilettet. 

Amys synsvinkel; 

Aldrig i mit liv havde jeg troet jeg skulle skrive sådan til Niall, men sådan blev det altså. Selvom beskeden er ret kold og hård, er jeg skide ligeglad, fordi Niall Horan er ude af mit liv og jeg skal aldrig så meget som se på ham igen. Jeg kommer videre, det gør jeg. 

Af en sjov grund pressede tårrende på, men jeg kløede mig hurtigt hårdt i begge øjne med begge mine knoer, så de forsvandt. Med et falsk smil klasket på læberne forlod jeg toilettet og gik ned til mit skab. Da jeg havde låst mit skab op, ringede klokken stort, hvilket faktisk gav mig en smule hovedpine. 

Jeg åbnede skabet og rodede efter mit skoleskema, som jeg heldigvis ret hurtigt fandt. Jeg skulle have Verdens historie endnu engang, hvilket jeg også havde en time i morges, og der var jeg lige ved at dø. Hvorfor jeg så skal have det igen ved jeg ikke, men jeg dør sikkert. 

Jeg tog en dyb indorning før jeg trak de udvalgte bøger man brugte til verdens historie og smækkede skabet i igen. Folk var begyndt at dø ned til deres skabe fra kantinen af og jeg fik lige kort et glimt af Louis og Liam der kiggede bekymret på mig, henne fra deres skabe. 

Med blikket plantet ned i gulvet begyndte jeg at gå ned langs gangen, hvilket jeg aldrig skulle havde gjort, fordi det gav ikke til andet, end at dø ind i en person. En ret hård person faktisk. "Oh undskyld!" sagde jeg hurtigt og løftede hovedet for at kigge personen i øjnene. 

Et sus gik igennem min mave, da de grønne øjne lyste op og et par store hænder blev lagt omkring min hofte. "Hey," sagde han lavt og borrede sine øjne ind i mine. Har jeg nogensinde sagt hvor meget jeg elsker grønne øjne? 

"Hej Harry," sagde jeg og sendte ham et svagt smil. "Hvad skal du have?" spurgte han og trak sig lidt fra mig, mens han kiggede ned mod mine mave, som jeg holdte bøgerne op foran i en krydset skilling. "Verdens historie," sukkede jeg. 

Han udbrød et hæst grin før han trak mig helt ind mod ham. "Skal have idræt," sagde han og kyssede mig i håret, hvilket fik en varm fornemmelse til at køre op gennem mig. Folk rundt om os sendte os undrende blikke og stirrede nærmest helt skræmt på os, hvilket vi bare ignorerede. 

Jeg skulle lige til at svare med et okay, indtil at det faktisk gik op for mig, at dem med idræt altid har femten minutters før fri, hvilket er pisse snyd. "Jeg ved det, jeg venter bare på dig ude på parkeringspladsen," sagde han og begyndte at nusse min ryg, hvilket på en sjov måde gjorde mig helt rolig. 

Jeg nikkede så meget som muligt og smilede, selvom han ikke kunne se det, da hans hage var ovenpå mit hoved. "Skynd dig nu ikke?" sagde han og trak sig lidt ud, "og husk ikke at glem mig." med de ord havde han kysset mit blidt på kinden og gået ned langs gangen, den anden vej som jeg skulle. 

Jeg drejede mig rundt på hælen, da det faktisk gik op for mig, at jeg havde stået og stirret på ham, gå ned langs gangen, så derfor drejede jeg mig rundt og skulle lige til at gå, da en anden person var stillet sig foran mig, hvilket jeg ikke havde set eller hørt, derfor udbrød jeg er højt gisp og tog hænderne foran munden. 

Liams blik var ikke rettet ned mod mig, men ned langs gangen bag ved mig, og det skulle ikke undre mig hvis han kiggede efter Harry. "Amy.." startede han bekymret. Jeg var hurtigt til at cutte ham af, med at forklare ham, at jeg kom forsent til time og derfor smuttet forbi ham hurtigere end en grapefrugt. 

Jeg kunne mærke Liams bekymrede blik i ryggen, da jeg gik ned langs gangen og heldigvis fulgte jeg, eller gik bagved nogle mennesker som også skulle have verdens historie, så jeg var sikker på ikke at komme forsent alene. Selvom der kun var gået omkring 5 minutter, og vores historielære altid var en smule forsinket. 

Det undrede mig lidt hvorfor Liam stadig bekymre sig over mig, siden jeg er sådan en bitch overfor ham. Og hans ven, Niall, for den sags skyld. Alligevel tror jeg, at han synes det er forkert mig og Harry er sammen - ikke sammensammen, rolig folkenzzz - da han jo er lidt voldlig, men hey, alle begår jo fejl.. ikke? 

Liam skal bare lade mig være, jeg kan godt selv altså - nu lyder jeg som en eller anden lille tøs som godt kan finde ud af at tørre sig selv på lokummet - men hey, i forstår nok hvad jeg mener. 

Da de mennesker pludselig drejede skarpt til højre og ind af døren, blev jeg smækket i hovedet af mine tanker - something, you know - og drejede derfor også til højre, fordi det ville være lidt dumt, hvis jeg bare blev ved med at dø. Altså, ikke fordi jeg ikke finde finde lokalet, da jeg havde det i morges, men alligevel så.. ja.. nej.. ok 

Til mit held var læren stadig ikke kommet endnu, og det viste sig faktisk at kun halvdelen af eleverne der også skulle have det her fag, heller ikke var kommet, så helt forsinket havde jeg da heller ikke være. Jeg tog plads helt nede bagerst i det ene hjørne og betragede enhver elev som sad rundt i grupper, mens de snakkede og grinede. 

Fuck om jeg var en outsider, det er jeg sgu ligeglad med. Egentlig har jeg ikke én eneste veninde hernede på den her skole, fordi alle tøserne hernede er så fucking ens. Det er jo mig der skiller mig ud, for at være ærlig. Alt det makeup  pigerne har smasket i andsigtet, bruger jeg næsten intet af. Alle de ens hårfarve, blond - no joke - skiller jeg mig også ud fra med min pinke hår. 

Og ja, alle pigerne hernede har faktisk blond hår. Og det er faktisk ikke bare noget jeg siger, alle de fucking omkring hundrede eller noget piger hernede har blond hår, enten sat op i en knold eller glattet. Også har de alle den samme tøjsmag med alt for nedringede bluser eller en bluse med leopartprint eller zebraprint. Så dullet altså. Ikke min type, nej. 

Dog har jeg ikke sådan været et 'offer' for en specielt.. tøs.. hvad hedder sådan noget? Kender i ikke de der snobbede piger i film, hvor der er en 'leder' i en pigegruppe også har hun sige små 'slavere' der gør alt hvad hun vil.. det kender i da godt.. ikke? Sådan nogle er der ikke her. 

Nej, for her er der sådan en drengegruppe og i ved nok hvem jeg taler om her. 

Selvom deres klikke jo nærmest er gået i opløsning, så må de nok være de mest populæreste mennesker på den her skole. Dem som alle ser op til - så latterligt, fordi de er egentlig bare normale mennesker. De er søde - nogle af dem - ja, men hey, hvorfor ser alle ikke bare op til mig? 

Jeg kan da sagtens lave min egen specielle entre, når jeg kommer ind på skolen med solbriller på og vinden i håret, jeg mangler bare nogle der skal kigge på, ellers er det jo ikke særlig specielt. 

Jeg kan vel bare gå ind på skolen og råbe "OMG JUSTIN BIEBER," så kigger alle, lukke døren igen og åbne den så, købe en vindblæser, så vinden kan blæse mit hår og leje nogle korsangerne som kan synge et eller andet halleluja  når jeg kommer ind - det kunne være fedt! Så ville jeg da nok fange alle og enhvers opmærksomhed. 

Men sådan en person er jeg ikke, jeg har det fint med at holde mig fra andre og ikke være midtpunktet, selvom det er sjovt nogle gange, men det er kun til sådan nogle forsjove entrer, som jeg lige fortalte mig om. Og have folk rendende op i røven hele tiden, fordi man er så skide populær - nej tak! 

Jeg undslap et højt suk over mine tanker som endnu engang bare havde væltet over hinanden og kiggede så endnu engang rundt på alle eleverne, som ikke rigtig havde ændret sig særlig meget, fra sidst jeg kiggede. Folk stod stadig i de grupper og snakkede you know. Pigerne flirtede og drengene nød opmærksomheden. 

Også sad jeg bare hernede i hjørnet helt alone, fordi jeg ingen venner har overhovedet. Jeg ved ikke hvad folk tror om mig, men jeg er nok mest kendt som...Nialls flirt og nok også Harrys flirt. Så jeg tror bare folk kender mig som 'playeren' hvilket jeg egentlig bare finder sjovt.

Det er bare dem som har et problem med mig, og det er jeg faktisk bare ligeglad med. 

Jeg lænede mig tilbage i stolen og havde egentlig tænkt mig at kigge ned i bordet og bare tænke videre, fordi så gik tiden ret hurtigt, fordi jeg glædede mig til at være sammen med Harry, men da en hvis person gik ind i klassen med blikket rettet mod mig, gav det mig egentlig bare lyst til at tage mine bøger og forlade lokalet, men det ville ikke være så smart.

Han så .. han var helt rød omkring hans øjne og han stod med et helt ulæsligt blik i øjnene. Han så direkte ødelagt og tom ud, men det kunne rende mig, jeg er færdig med ham, og det er også derfor jeg bare sendte ham et sædvanlige kolde blik og kiggede væk. 

Mit blik var limet fast mod bordet, men alligevel kunne jeg ud af øjenkrogen se hvordan han bevægede sig ned mod mig, hvilket fik en underlig følelse til at gøre op gennem mig og mit hjerte slog hårdt mod mit bryst. Uden et ord satte han sig ned ved bordet ved siden af mig, mens han stadig havde sit blik mod mig. 

En tvang til at råbe hvad hans problem var, var virkelig stor, men da vores historielærer trådte ind i klassen, gav jeg ham alt min opmærksomhed selvom jeg stadig kunne føle hans blik på mig, hvilket gjorde mig sindssyg. 

Efter omkring de tyve minutter, hvor hans blik stadig hvilde på mig, fik jeg nok og rev en side ud fra min historiehæfte, hvilket kom lidt bag på han, men jeg tror nok han ved hvad jeg havde tænkt mig. Jeg tog en kuglepind, som jeg havde lånt fra en pige der hedder Maria, som sidder foran mig.

Stop

Jeg lagde den ubemærket hen på Nialls bord fra læren, som bare stod og snakkede og snakkede, men han pegede rundt omkring på et kort. Uden at havde opdaget det, havde Niall lagt papiret tilbage på mit bord.

Undskyld 

Vreden skyllede op i mig og jeg uden at tænke over det krøllede papiret sammen, hvilket læren reagerede på; "Amy Johnson, følger du overhovedet med?" Jeg sendte ham bare et svagt smil og nikkede, hvilket han til mit held hoppede på og vente tilbage til kortet. 

Jeg krøllede papiret så lydløst som muligt færdig og kastede den hen på Nialls bord. Jeg nåede lige at få et glimt af hans sørgelige blik inden jeg kunne op mod læren og lænede mig tilbage i stolen. 

 

c.._..z
 

Da klokken ringede var jeg hurtig til at springe op fra stolen, mest fordi jeg fik et chok af uret der pludselig ringede, fordi jeg faktisk fulgte helt med i timen og forstillede mig alt det læren fortalte om. Så jeg levede mig ind i en helt anden verden, så jeg ikke behøvede at koncertere mig om Nialls blik, der havde lagt på mig i de fucking to timer.

Alle eleverne var hurtigt ude af klassen, hvilket jeg også var på vej til, men jeg kom dog ikke særlig langt, da jeg blev trukket i min arm ind i klassen igen. 

Et suk undslap mine læber, da jeg hurtigt vidste hvem personen var, fordi jeg kendte ikke ligefrem nogen der ville gøre sådan noget, undtagen Niall. Selvfølgelig. 

"Lad mig nu være forhelvede!" vrissede jeg hårdt og sendte ham et koldt blik. "Forstår du ikke en fucking besked eller en hentydning?!" 

"Lad mig nu forklare Amy.." prøvede han og kiggede ned i jorden. Jeg rystede irriteret på hovedet. "Niall forhelvede! Det du gjorde har ødelagt mig, det er din skyld - jeg er færdig med dig, hvornår forstår du det?!" 

"Jeg var fuld Amy! Det var en fucking fejl!" skreg han og spjættede med armene, hvilket kom en del bag på mig over hans pludselige reagering, men også da nogle tåre tittede frem i hans øjne, og jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg ikke fik en lidt dårlig skyldsfølelse. 

Nej, du er færdig med Niall Amy! 

"God undskyldning," sagde jeg lavt og kiggede ned i jorden. "Bare lad mig være, okay?" 

Med de ord havde jeg trukket mig ud fra hans greb omkring min arm, og vendt ryggen til ham, for at gå ud på gangen. Hans blik borrede sig ind i min nakke og der hvor hans hånd havde holdt, brændte nærmest. 

Jeg begyndte at gå lidt hurtigere ned langs gangen, for at komme af med bøgerne til mit skab. Der var ingen andre at se overhovedet, så det var vel kun mig og Niall, hvilket gjorde mig urolig på en måde. 

"Amy forhelvede!" lød det bag mig, hvilket fik mig til at sætte farten op. Mit hjerte bankede hårdt mod mit bryst, nærmest så hårdt at man kunne høre hjertebanken inde i mit hoved, og det er altså ikke særlig normalt. 

Mine hænder rystede, hvilket så var svært at åbne mit skab derfor, og fordi jeg ramte forkert i punkterne på koden, fordi jeg panikkede og skyndte mig så meget. Jeg ville bare væk fra ham, af en sjov grund gjorde han mig faktisk ret bange. 

"Vil du ikke nok høre på mig?" lød det bønfaldende lidt væk fra mig, hvilket fik tårrende til at presse på. Jeg smækkede en hånd ind i skabet, da det var umuligt at få den åbnet i den her fart og lod mig glide ned langs den med ryggen. Hulkene undslap mine læber en efter en og tårrende rendte ned af mine kinder. 

Han er ikke til at ignorerer. Det han har gjort har ødelagt mig ja, men forhelvede, jeg går jo selv og siger alle laver fejl og Niall var fuld forsatan! Jeg kan ikke uden ham, jeg er tom indeni og det er kun ham der kan fylde det tomrum. 

Jeg begravede mit hoved i mine hænder og bøjede benene op foran mig. Der var helt stille ingen sagde noget, det eneste man kunne høre var mine hulk og Nialls tunge vejrtrækninger. Det gav et spjæt i mig, da jeg kunne mærke nogle beroligende arme omkring mig, hvilket fik mig til at slappe af. 

Godt nok har Harry og den effekt på mig, men det er kun Niall der kan få mig til at føle special og tryg - og det er helt unikt. 

"Sshhh.." tyssede han og begyndt at ae mig i håret på en rolig måde, hvilket fik tårrende til at stoppe og en varm fornemmelse kørte op gennem mig. Jeg har savnet ham, det har jeg virkelig. 

Det er Niall og kun Niall, ingen kan tage hans plads. Ingen. 

Jeg løftede mit hoved fra hænderne og mødte hans beroligende blik og det søde smil på læben. Jeg gengældte smilet, før jeg lagde mit hoved på hans skulder. Hans hænder var stadig rundt om mig, hvilket gjorde mig endnu mere tryg en før. 

"Undskyld," hviskede jeg lavt. 

"Det går ingenting babe, du havde din ret til at være sur. Det var virkelig også dumt gjort af mig." svarede han og kyssede mig blidt i håret, hvilket fik endnu en varm følelse til at kørte op gennem mig. Den følelse lagde i maven hver enig eneste gang jeg var sammen med ham. Fantastisk. 

Uden at tænke nærmere over det løftede jeg mit hoved fra hans skulder og fangede han blidt. De smukke blå øjne lyste smukt op, selvom jeg er vilde med grønne øjne, så er Nialls smukkere og jeg har fået en lille svaghed for dem. Hvergang man kigger ind i dem, forsvinder man nærmest bare ind i en anden verden. De er så smukke, det er sindssygt. 

Hans andsigt nærmede sig mit, og jeg vidste der ville ske, derfor gled et smil over mine læber, men problemet var bare, at det aldrig skete. 

Udgangen, eller døren til parkeringspladsen gik pludselig op med et højt smæk, hvilket gav et sæt i både Niall og mig. Forskrækket kiggede vi hen mod døren og der stod den person man mindst havde lyst til at se lige nu. Den person som giver flest problemer. Jeg havde glemt ham igen .. 

Hans øjne lyste nærmest rødt, da han fik øje på os. Først stod han bare lidt og kneb sine øjne sammen og overgloede os. Jeg kunne mærke hvordan jeg langsomt panikkede, da han ikke ligefrem så særlig glad ud - og han er Harry Styles, drengen der kan finde på alting. 

"Niall Horan," sagde han pludselig.

Et sus gik igennem mig, da jeg så den måde han kiggede på Niall på. "Hvad var det nu jeg sagde til dig?" 

Hans prøvede at holde sin tone rolig, selvom hans øjne lyste op af vrede. Niall åbnede munden for at sige noget, men der kom ikke noget ud og jeg forstod ham godt. Han var bange, ligeså meget som jeg er. 

Det var som om alt gik i slow motion; måden Harry pludselig var henne ved os. Måden han havde trukket Niall op og stå med et hårdt greb, smasket ham en knytnæve i hovedet - på kinden, der hvor jeg også havde slået. Hvordan jeg udbrød et gisp, hvordan tvangen var så stor for at gøre noget, men jeg kunne intet gøre. 

Sådan som Niall lå der og trak vejret tungt og Harry der stod og sparkede på ham. "Sagde jeg ikke du skulle lade min pige være?" Hvordan Nialls øjne pludselig lukkede sig mere og mere sammen, hvilket fik så mange sus gik at gå igennem min mave på sammentid og hvordan jeg rystede af skærkhed. 

Blodet der rente ned af hans kind, hans nøgne arm og dannede sig en sø på gulvet. Harry der smilede tilfreds over hans 'mesterværk'. 

En dårlig fornemmelse kørte op gennem mig, da han pludselig rettede sit blik hen mod mig. Jeg sad bare der med åben mund og tårrende rendende ned af kinderne. Jeg ville så gerne råbe af ham, gå hen og slå ham, men det ville ikke nytte noget overhovedet. 

"Og du - du kommer med mig." et skævt smil gled over hans læber, og før jeg vidste af det, havde han trukket mig op og låst sine hænder omkring min mave. Et skrig fløj ud af mine læber og jeg spjættede mig som en sindssyg, men det hjalp ikke. Han var for stærk. Alt for stærk. 

Han nærmede sig udgangen, selvom jeg prøvede få mig fri fra hans greb, kiggede jeg stadig hen på Niall som lå henne på gulvet. Flashbaket fra sidste gang kørte igennem mit hoved, hvilket fik endnu tårer til at trille ned af mine kinder. Jeg kunne intet gøre, jeg kunne ikke hjælpe ham. 

"NIALL!" skreg jeg, da jeg pludselig kunne mærke luften omfavne mig, hvilket betød at han havde trukket mig ud fra stuen. Det sidste jeg så fra ham, var hans tomme udtryk i andsigtet, med blodet rendende ned fra sig og de smukke øjne der langsomt lukkede sig i. 

Endnu engang er han skadet. Og det er min skyld. 

 

c.._..z

Skooooooole hvaaaaaa? Jeg har glædt mig så meget, men self. på 'første' skoledag får vi så fucking mange lektier for. Det så trist. -.- 
Men det var dejligt at se veninderne igen! Helt bestemt! 
Nå men, dette kapitel tog mig ikke særlig lang tid for at skrive, selvom jeg ikke ved om jeg er 100% tilfreds med det, så... ja.. Håber i kunne lide det? 

Og fuckaodshjkfjlfwlldaskdk Harry kidnapper hende forsatan og han har tæsket Niall endnu engang! :O 
Vil i have meeeeeeeeeeeeere ? ;) x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...