Destroyed. [1D]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2013
  • Opdateret: 10 maj 2013
  • Status: Færdig
16-årige Amy Johnson er en lalleglad idiot på lykkepiller. Hendes liv er perfekt efter hendes mening. Hånd i hånd med hendes elskede bedsteveninde Alison kunne hun ikke være mere lykkelig. Selvom hun ikke har det bedste forhold til hendes familie, mener hun bare, at det er dem der går glip af noget. Hendes humør er altid højt - altså bortset hvis en syg idiot kaster op på hendes skoletaske - og der skal meget til at gøre hende trist. Eller det troede hun ihvertfald. På den nye skole går 5 fremmede drenge. 5 drenge som alle ser op til - alle andre undtagen hende. Hun har bare lyst til at slå dem i hovedet, med en skovl over deres egotip og troen om de ejer hele skolen. Men fortsætter det sådan?

122Likes
120Kommentarer
12397Visninger
AA

16. 15

Nialls synsvinkel;
Uden overhovedet at havde åbnet øjnene, kunne jeg mærke hvordan mit hoved dunkede. Den føles virkelig som tungt metal som der blev slået på, eller sådan noget helt fuckt. 

Uden tvivl om jeg har den vildeste tømmermænd nogensinde. Jeg satte mig op i sengen og genkendte hurtigt Liams gæsteværelse. Normalt ville alle minderne strømme ind i mit hoved, men jeg kan ikke huske en skid fra igår, bortset fra  jeg sov hjemme ved Liam. 

Jeg svang benene udover sengen og tog min mobil som lagde på mit natbord. Klokken viste 6:43, og det var fandme et held jeg tilfældigvis er stået så tidligt op, fordi jeg skal i skole idag. Selvom jeg allermest har lyst til at pjække, så tror jeg ikke Liam vil tillade det, fordi han er meget imod pjækkeri. 

Selvom han har pjækket i nogle par dage, så mener han at vi bare skal i skole idag fordi vi har pjækket i to dage sidste uge. Men lorte start på ugen med tømmermænd. Det er noget af det værste at have i skolen, virkelig. 

Jeg rejste mig op fra sengen og hurtigt begyndte alting at svinge for mig, så jeg måtte gribe fat i komoden for ikke at falde på snoden. Det irriterer mig lidt, at jeg ikke kunne huske noget fra igår overhovedet. Men jeg tror bare mig, Amy, Louis og Liam har haft det sjovt. 

Jeg gik ud af gæsteværelset og ned langs gangen, hvor jeg hurtigt kunne dufte Liams parfume. Og nu lyder jeg piget og alt det der lort, men den dufter sindssyg godt - no homo, ahah. 


c.._..z
 

Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det, men Liam virkede meget.. Ja, som om han var sur på mig eller sådan noget shit. Men jeg valgte bare at ignorre det, måske havde han bare en dårlig dag eller sådan noget.

Uden tvivl om jeg har det, fordi mit hoved dunker og alt svinger for mig - men jeg glæder mig bare til at se Amy. 

Jeg er faldet for groft for hende at hun nærmest betyder alt for mig. Jeg så hende igår, men jeg føler virkelig som om det er hundrede år siden jeg sidst har set hende. Alt i alt savner jeg hende bare. 

Jeg tog det første skridt og kyssede hende og heldigvis reagerede hun som hun gjorde, for en lille tvivl indeni mig var det selvfølgelig, at hun ville trække sig væk og se helt dumt på mig, men til mit held kyssede hun med. Dog havde hun undgået mit blik og ignorret mig, men det viste sig bare at det var fordi hun havde dårlig smag i munden. 

Men det med Harry har overhovedet ikke noget med hende at gøre. Det var Harry der tæskede mig, fordi jeg begik en fejl og skulle lade 'hans' pige være, men nej, det vil jeg sgu ikke. Fordi Amy betyder nærmest alt for mig. 

Der er et eller andet over hende, hun er så unik og anderledes end enhver anden her på skolen. 

Pludselig stoppede Liam bilen op og uden at sige noget åbnede bildøren og steg ud. Jeg gentog de samme bevægelser som ham og steg ud af bilen. Vinden var kold mod mine nøgne arme og jeg fortrød helt jeg ingen jakke havde taget på. Men det skulle gå hurtigt imorges, da det var okay svært at gå i bad med en brækket arm. 

Og desuden havde jeg lignet jeg ved ikke hvad. Et sår på min kind fra Harry var blevet helt blålilla, og den gjorde virkelig ondt - selvom jeg ikke kunne huske han havde givet mig en der, så var den der bare pludselig. Men jeg havde jo heller ikke ligefrem studeret alle de sår Harry havde lavet på mig. 

Og nu hvor vi snakker om Harry, så kommer han jo idag - hvis han ikke pjækker fra skole. Og jeg gider virkelig ikke glo på hans klamme fjæs og han vil nok bare grine hånligt af hvordan jeg ser ud. Som han plejer, når han har tæsket mig. 

Jeg åbnede døren til indgangen og holdte den fra Liam som sendte mig bare et lille nik. Der var et eller andet med ham idag, men jeg tør ikke rigtig at spørge, hvis det er noget alvorligt med familien eller sådan noget. 

Mig og Liam fulgtes hen til vores skabe, som forresten lå lige ved siden af hinanden. Nogle folk kiggede virkelig mærkeligt på os, fordi vi normalt kommer ind sammen med kliken, men nu hvor vores klike jo nærmest er gået i opløsning, så er det med vores entre droppet. 

Ellers så er det også bare mine sår og min brækket arm, de kigger på. 

Jeg låste mit skab op og greb fat i skoleskemaet. Matematik. Oh ja fedt, et fag hvor man skal bruge hjernen ekstra meget, fedt fedt. "Hey," lød det pludselig fra Liam og jeg vendte mig rundt og kiggede forvirret på ham, men han stod bare med ryggen til mig og kiggede på Louis og Zayn som kom gående hen til os. 

"Hej guys," sagde Louis og sendte os et smil. Jeg tog mine matematikbøger under armen og gik hen ved siden af Liam. "Hey," sagde jeg og sendte dem begge et smil. 

Louis og Liam sendte hinanden nogle blikke før de begge kiggede ned i jorden. Hvad er det egentlig der er galt med folk idag? 

"Eyyyy Niall!" udbrød Zayn pludselig og gik hen til mig, "Jeg har hørt om det du har gjort! Fedt gjort man." Han klappede mig på ryggen, hvilket faktisk gjorde ret ondt, men jeg bed bare smerten i mig. 

"Hvad snakker du om?" spurgte jeg forvirret. 

Inden Zayn nåede at svare ringede klokken og han var hurtigt ovre ved sit skab, for at hente hans bøger. "Ey Amy!" udbrød Louis pludselig og begyndte at vinke som en sindssyg. Har drengen egentlig tømmermænd? 

Jeg fulgte hurtigt hans blik og landede over på den smukkeste pige i hele verden som stod lænet op af sit skab med bøgerne holdende ind mod sin mave og jeg spottede hurtigt hun skulle have verdens historie. 

Hun vinkede kort til Louis og løftede lidt i sin ene mundvige. "Louis.." sagde Liam og sendte ham et alvorligt blik og Louis nikkede så langsomt bagefter og sendte mig et kort blik før han kiggede ned i jorden. Sig mig, hvad er det der sker? 

Vores blikke mødtes og jeg sendte hende hurtigt et stort smil, men hun kneb bare hendes ene øje lidt sammen og sendte mig et koldt blik, hvilket gav en dårlig mavefornemmelse i mig. 

Liam udbrød et suk, men tog jeg ikke af. Jeg mimede et 'er-du-okay?' til hende, men uden at svare begyndte hun bare at gå ned langs gangen med kursen mod det lokale hvor der var verdens historie. "Hvad skete der lige der?" spurgte jeg forvirret og kiggede hen på Liam der bare rystede på hovedet. 

"Kom nu, vi skal til time." svarede han bare og begyndte at gå ned langs gangen, jeg tøvede lidt før jeg fulgte efter. 

 

c.._..z

 

Jeg ved ikke hvad der er med Amy idag, om hun bare har fået der der pigeting - you know - eller om der virkelig er noget galt. Fordi hvergang jeg kigger på hende eller sender hende et smil giver hun mig bare den kolde skulder. Og det var virkelig ikke behageligt. 

Det var det store friverter, hvor der var mad nede i kantinen, som mig og Louis hurtigt var nede ved, fordi vi var virkelig sultne. Der var af en sjov grund risengrød, men det var nu helt fint med os, fordi vi hurtigt fik købt noget og sat os ned ved det bord kliken altid plejede at sidde ned. 

Harry havde jeg faktisk ikke set noget til idag, så jeg tror bare han har pjækket. Men det er jeg nu også ligeglad med. Og faktisk så undre jeg mig stadig over dét Zayn sagde tidligere idag. Hvad var det, som jeg havde gjort, som var så fedt? 

Og havde det noget med Amy at gøre? 

Nå men, min hovedpine var blevet mindre og mindre jo længere ind på dagen vi kom. Den dunkede ikke særlig meget og alt svang ikke for mig mere, hvilket jo var super dejligt. Faktisk ved jeg heller ikke hvad der er med Louis, han virker meget som om hver smil han sender mig er falsk, som om jeg har gjort et eller andet helt galt.. Men hvad? 

Jeg ville så gerne spørge, men af en sjov grund kunne jeg ikke få mig selv til det. 

Jeg kiggede over mod døren hvor et smil helt automatisk blev smasket på mine læber, da jeg fik øje på det pinke hår. Side om side kom hun gående ind i kantinen sammen med Liam. Hendes blik var limet til jorden og Liam kiggede bare bekymret på hende. 

Jeg kunne ikke lade være med at kigge undrede på dem, da Liam stillede hende et spørgsmål, som fik hende til at kigge over mod mig. Hendes kolde øjne borrede sig ind i mine, hvilket gav mig kuldegysninger. Hun rystede lidt efter på hovedet, mens hun stadig holdt øjenkontakten. 

Liam stillede derefter et spørgsmål eller noget endnu engang, hvor hun så svarede et eller andet, knækkede øjenkontakten ved at vende sig om og gå direkte ud af kantinen igen. Liam stod en dyb indorning før han kiggede hen mod mig også ned i gulvet, og der kunne jeg bare ikke mere.

"Sig mig, hvad er det der forgår?" udbrød jeg irreteret og kiggede hen mod Louis, som var ved at proppe en ske med risengrød ind i munden, men hans bevægelser stivnede og han løftede så skeen en smule ned, mens han kiggede hen på mig med et 'forvirret blik'. "Hvad snakker du om?" 

"Stop det der Louis, jeg ved der er et eller andet i skjuler! Hvad er det der sker? Hvorfor er Amy sådan?"  spurgte jeg i en lang køre, men jeg ville virkelig gerne have svar, og det kunne kun gå for hurtigt. 

Han kiggede nervøst ned i bordet også hen mod Liam, som stadig bare stod oppe ved kantinenbordet og kiggede ned på os. Han lavede et lille nik til ham, også bevægede Liam sig ned mod os. Hvor alvorligt er det her lige? 

Hold kæft hvor jeg er forvirret. 

Louis sendte Liam et nervøst blik som fik Liam til at kigge hen på mig. "Kan du virkelig ikke huske noget fra igår?" 

Oh no.. Hvad havde jeg gjort igår? Jeg rynkede brynene og rystede så på hovedet. "Det forklarer det hele," udbrød Louis og lænede sig tilbage i stolen. "Hvad?" spurgte jeg forvirret. 

"Øh.." sagde de bare og kiggede på hinanden. 

"Hallo?" spurgte jeg og løftede begge mine bryn, "gider nogen forklare mig, hvad jeg gjorde igår?" 

De svarede ikke kiggede bare ned i jorden, og jeg kunne mærke hvordan vreden kørte op gennem mig. Med et tog jeg fat om min ske til risengrøden og rejste mig op. Med faste skridt gik jeg hen mod Liam, "Fortæl mig det nu!" truede jeg og holdte skeen op foran ham. 

Han begyndte langsomt at gå nogle skridt tilbage, men jeg fulgte bare efter ham, med skeen helt oppe i hans fjæs. "N-Niall rolig." prøvede han og kiggede på skeen. 

"Nu Liam!" råbte jeg og vriftede med skeen. "OKAY OKAY OKAY, du sad og kyssede med en eller anden random tøs igår, og det så Amy så.. og ja.. nu er hun ret sur... Please, fjern skeen." 

Pludselig stoppede jeg op og kiggede overrasket på ham. Det .. det kan ikke passe. Det ville jeg aldrig havde gjort! 

Jeg lod skeen falde ud af min hånd og ned på gulvet, så det gav et ordeligt brag, hvilket fik nogle folk til at vende hoveder, men det kunne rende mig. Det kan ikke passe... Det ville jeg aldrig havde gjort mod Amy! Aldrig! 

"Det passer ikke.." sagde jeg lavt, men Liam var hurtigt smuttet fra mig. Det var måske lidt ondt at bruge 'skeen' mod ham, da jeg ved han virkelig er bange for dem, men jeg ville bare gerne have svar. Og det har jeg så fået nu.

En ubehagelig følelse lagde sig i min mave og en kvalme kørte op gennem min hals. Tanken om jeg havde kysset med en eller anden klam blondine, gav mig kvalme. Og det er derfor Amy er så pissed' på mig, men det er også helt forståeligt. 

Jeg skal snakke med hende, og det er nu! 

Jeg begyndte at løbe hen mod til udgangen af kantinen og ignorerede råbene fra Louis til mig, jeg skulle bare finde hende og det skal bare være nu! Hun skal vide at det virkelig var en fejl. 

Af hvad jeg kunne se nu, var gangen næsten tom, fordi de fleste opholdt sig inde i kantinen, og det minder mig om jeg ikke var færdig med det mad, jeg havde købt - men fuck det, Amy betyder mere. 

Jeg løb og løb ned langs gangen og kiggede grundende på de personer jeg løb forbi, men ingen af dem var Amy, hvilket gav mig en dårlig fornemmelse. Hvor er hun? Jeg skal virklig bruge hende nu. 

Pludselig stoppede jeg brat op, så jeg nærmest var ved at vælte. Min mund var formet som et o, og jeg bemærkede hvordan jeg langsomt begyndte at gå bagud. Det kan ikke passe! Hvad laver hun med ham

Hun stod lænet op af hendes skab og han stod overfor hende, lænet ind mod hende med en hånd over hendes skulder på skabet, bag hende. En ubehagelig følelse lagde sig maven og tårrende pressede på. 

Amys synsvinkel;

Hele mit liv var godt og grundtigt lort. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst havde det sådan, men det føles bare som om der ingen mening var med livet mere. Som om det bare var blevet ødelagt, og det kan vi takke Niall for. Den fucking idiot. 

Han har ødelagt mit liv. 

Og det er i de her tilfælder jeg virkelig har brug for Alison, men hun er fucking taget til lorte Hawaii med sin fucking kæreste i fucking to klamme uger, så jeg ingen mulighed har hos hende. Jeg fucking savner hende, og har brug for hende. 

Men Liam var også god, bare ikke god nok. Fordi han mindede mig alt for meget om Niall, men han kan jo ikke gøre for de er venner. Niall giver mig bogstaveligtalt bare kvalme hvergang jeg ser på ham eller hvergang han smiler til mig, som om intet er sket. 

Det er virkelig klamt, han smiler med de klamme læber som har været smeltet sammen med en anden pige. Det er bare for klamt. 

Mig og Liam nåede kantinen, selvom jeg ikke var særlig sulten, sagde Liam alligevel jeg skulle have et eller andet. Jeg havde ignoreret Niall så meget som muligt idag fordi det var nok det bedste, fordi jeg havde virkelig lyst til bare og gå hen og smække ham en lussing til og råbe af ham. Men det har jeg jo allerede gjort en gang. 

Han åbnede døren for mig, hvilket han fik et taknemmeligt smil for. Min tømmermænd var helet da jeg gik turen på vej til skole, så var den ikke særlig slem mere, hvilket jo var helt fint. 

Jeg havde tænkt mig at pjække idag, men fordi jeg havde pjækket to gange før, så blev jeg nød til at tage i skole, fordi jeg har jo også en undervisning jeg skal passe, og det skal Niall ikke stå i vejen for. 

Den sædvanlige larm inde i kantinen gik os i møde, da vi trådte ind i rummet. Duften forklarede helt klart vi skulle have risengrød, hvilket jeg mindst havde lyst til. Mad minder mig bare om Niall - forhelvede da også.

"Du vil ikke med ned og sidde dernede, vel?" spurgte han bekymret. Jeg fulgte hans blik og det lannede nede ved det bord hvor kliken plejede at sidde, men der sad kun Louis og Niall. Han fangede mit blik og sendte mig et smil, men endnu gang gloede jeg bare koldt på ham, hvilket fik hans smil til at falme. 

"Skal vi finde et andet sted at sidde, eller?" spurgte han og kiggede undrede på mig. "Nej tak, jeg gider ikke have noget overhovedet," sagde jeg bare og vendte mig rundt og gik ud af kantinen. At være i samme rum som ham, kunne jeg ingengang klare. 

Alligevel havde jeg det lidt dårligt over jeg bare forlod Liam, men det er bare Nialls skyld. Alt sammen er Nialls skyld. Den fucking idiot, jeg hader ham. 

Der var ikke særlig mange på gangen, fordi de alle opholdte sig i kantinen hvor der var mad, og det var også forståeligt, fordi mad er godt, men jeg gider bare ikke spise det. Lorte Nialls skyld. 

Jeg tænker alt for meget på ham, og det skal jeg virkelig lade være med. 

Tårrende pressede af en sjov grund på, da jeg gik ned langs gangen. Heldigvis var der ingen der bemærkede det, fordi de fleste havde ryggen til mig og overhovedet ikke havde opdaget mig faktisk. 

Jeg gik ned til mit skab og lænede mig op af det, da jeg alligevel ikke ellers vidste hvor jeg skulle gå hen. Normalt ville jeg jo havde sat nede i kantinen, men puha nej, ikke når han er der.

"Hey babe, er du okay?" lød det pludselig fra min højre side og hurtigt drejede jeg hovedet og fik øje på Harry, som kiggede bekymret på mig. En klump samlede sig i min mave, men alligevel nikkede jeg langsomt. Men den hoppede han sgu ikke på.

"Vel er du ej," sagde han og gik tættere på mig. Hvilket fik mig til at pantikke langsomt. Han er stadig ret farlig i mine øjne, efter det han havde gjort mod ham, men ret sød alligevel. Jeg kan huske han også var der for mig igår og gav mig et lift hjem. 

Og vi kyssede farvel på trappen til lejligheden. 

"Jojo," sagde jeg lavt og borrede mine øjne ind i hans. Et skævt smil gled over hans læber, da han lænede sig ind mod mig, med en hånd på skabet bag mig. Pludselig følelses det som om alle sammen gloede på os, men jeg var ligeglad, det var deres problem. 

"Skal du noget efter skole babe?" spurgte han og begyndte at ae min ene kind med den hånd, han ikke holdte ved skabet med. Jeg rystede hurtigt på hovedet og sendte ham et ret falsk smil. Jeg kunne vel godt bruge at komme på nogle andre tanker end ham

"Super babe, jeg venter ude på parkeringspladsen på dig så," sagde han og kyssede kort min kind før han trak sig ud. "Husk det nu, ikke?" 

Et overraskende grin undslap mine læber og jeg nikkede. Denne gang ville jeg ikke glemme dét, fordi jeg virkelig er taknemmelig over Harry i den her situation. Fuck om han har lavet nogle fejl, det gør alle jo, men han er der virkelig for mig hele tiden og kan altid få mig på bedre tanker. 

Et smil var klasket på mine læber, mens jeg betragtede ham gå ned langs gangen. Et fnis undslap alligevel mine læber og jeg rystede kort på hovedet, da jeg satte kurs mod toilettet, da min blære var ved at springe. 

Da jeg var færdig med at tisse kastede jeg kort et blik på mig selv i spejlet. Jeg lignede virkelig lort, men det var jeg ligeglad med, fordi det gør jeg tit efterhånden. Det kan vi også takke ham over.

Jeg vaskede mine hænder og tørrede dem med noget papir som var i dem der bokse, som man bare skulle rive i, så kom de ud. De er så smarte. Haha.

Selvom jeg elsker dem der, hvor man holder dem ind under også kommer der sådan en BRUUUUUUUUUUUUUUBUEFUWUMFWUUFWF lyd også bliver de varmet. You know, dem der som larmer så ubeskriveligt meget? Kender i ikke dem? 

Ellers er i godt nok mærkelige. 

Jeg skulle ligetil at gå ud fra toilettet, da min telefon nede i min lomme viberede. Jeg sukkede kort og trak den så op. Ny besked fra Niall ♥ stod der på skærmen, hvilket endnu engang fik kvalmen til at sige. Det hjerte det skal fandme bare slettet man. Jeg overvejede kort om jeg bare skulle ignorer det, men nysgerrigheden tog alligevel over.

Amy? Jeg er ked af det.. virkelig.. Jeg var fuld og jeg ved virkelig ikke hvad der gik af mig. Undskyld. 

Af en sjov grund undslap et grin mine læber, han skulle fandme ikke tro han bare kan undslippe så let. Idioten har ødelagt mig og knækket mit hjerte, og en enkel fucking besked hvor der står undskyld, kan ikke hjælpe på det hele. Jeg hader ham, og det vil jeg altid gøre.

Jeg hader dig Niall, bare lad mig være. Det du gjorde har ødelagt mig. Lad vær med at kontakte eller glo på mig igen. Farvel.

 

c.._..z

Guys! Nu må i virkelig ikke tro jeg er sådan en tøs som intet liv har, end at sidde og glo på en computerskærm er vel. :P Men det er fordi jeg er virkelig afhængelig af den her fucking movella altså, jeg skal bare skrive videre heeele tiden. Haha. 
Og desuden så har min familie meget travlt med imorgen, hvor min kusine skal konfirmeres, og det er åbenbart ikke helt færdigt endnu, så de render alle sammen stresende rundt, og jeg sidder bare her og ikke kan gøre noget. Så. Haha. x
Men sådan en længte kapitel her tager mig faktisk kun en halv til en time at skrive, fordi jeg er virkelig hurtig på tasterne og  ved liiiige hvad der skal ske. Haha. Og ja, det er ingengang løgn. :P 
Er hurtigskriver, ahaha! 

Men nu hvor der er skole på mandag(OMG YEEES SDFGHJKLÆAJHS FINALLY!) så tror jeg ikke jeg kommer til at skrive mere så tit, fordi så kommer der jo lektier, aftaler, klub, veninder og alt sådan noget igen. Men ja, men jeg stopper ikke og skal nok skrive mere så tit jeg kan. x

***

OOOOOOH NOOOOOOOOOO, ALT GÅR BARE I KAGE HVA?!?! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...