Destroyed. [1D]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2013
  • Opdateret: 10 maj 2013
  • Status: Færdig
16-årige Amy Johnson er en lalleglad idiot på lykkepiller. Hendes liv er perfekt efter hendes mening. Hånd i hånd med hendes elskede bedsteveninde Alison kunne hun ikke være mere lykkelig. Selvom hun ikke har det bedste forhold til hendes familie, mener hun bare, at det er dem der går glip af noget. Hendes humør er altid højt - altså bortset hvis en syg idiot kaster op på hendes skoletaske - og der skal meget til at gøre hende trist. Eller det troede hun ihvertfald. På den nye skole går 5 fremmede drenge. 5 drenge som alle ser op til - alle andre undtagen hende. Hun har bare lyst til at slå dem i hovedet, med en skovl over deres egotip og troen om de ejer hele skolen. Men fortsætter det sådan?

122Likes
120Kommentarer
12399Visninger
AA

13. 12

De forsøgte at fortælle mig at han ikke ville blive sur på mig, og det hele ikke var min skyld. Men det var det jo. Hvis jeg ikke havde brændt Harry af sådan, så ville han aldrig havde slået Niall. Det er forfærdeligt at tænke på altså, jeg ved ikke hvad fuck jeg skal sige til det hele. 

Jeg føler mig tom når jeg ikke har set ham en hel dag. Jeg kan mærke jeg magler noget, og det er Niall. Han betyder virkelig meget for mig, og jeg er faldet sindssyg dybt for ham. Selvom vi aldrig vil blive mere end blot venner, men det er jeg også ligeglad med, bare jeg er sammen med ham.

Selvom jeg må indrømme at det kunne være nice at kunne kalde ham min kæreste. Godt nok har jeg aldrig haft et seriøst forhold før, bortset fra de yderst 'seriøse' forhold i børnehaven hvor jeg kunne huske mig og Benjamin var kærester og alle var helt ih og åh hvor er det spændende. 

Vi havde aldrig kysset eller noget, vi sad bare nogle gange ved siden af hinanden når vi spiste madpakker og ellers var det ikke mere i dét. Vi elskede begge opmærksomheden, fordi alle de små børn synes jo det var overdrevet sejt de havde et kærestepar i klassen. 

De så faktisk helt op til os. 

Og hvad blev der egentlig af Benjamin? Pludselig forsvandt han bare.. sådan midt ud i det hele. Altså ikke på den måde bogstaveligtalt, men da vi skulle flytte fra børnehaven over til skolen - som jo var så yderst sejt dengang - kom han af en sjov grund ikke med over på skolen, og gud jeg var knust.

Han var jo min 'kæreste' og jeg 'elskede' ham. 

Men bare ordet kæreste giver mig en sjov grund til at grine, pga. det med Benjamin. Hvor latterlige vi begge to var dengang, at vi bare ville bruge hinanden for at få opmærksomhed. Sommetider gad jeg godt have en kæreste faktisk. En som jeg gik tur med hånd i hånd i parken, en jeg sov med, en jeg kyssede med - åh ja, det gad jeg godt have.


Og til den rolle så indrømmer jeg gerne, at den første person jeg tænker på er Niall. Eller, det var godt nok Robert Pattinson, men ham har jeg jo aldrig en chance ved, hæhæ. Han ved ingengang jeg lever, så det er vel bare no way.

Men Niall ser mig ikke andet end sin ven og det ved jeg. Eller det tror jeg ihvertfald, fordi jeg føler mig ret sikker. Vi var vel begge blevet revet lidt med i stemningen, da vi skulle til at kysse - da han flygtede, you know - og det var vel nok en fejl. Nok også da vi sov sammen, der var det vel også bare en fejl.

Louis og Liam havde spurgt om jeg ikke ville blive her og sove, og jeg takkede pænt ja tak, fordi jeg virkelig ikke orkede at være alene lige nu. Jeg ville bryde sammen hvert sekund  og det er jeg faktisk tæt på, hver eneste gang jeg tænker på Niall.  

Vi skulle lave aftensmad herhjemme, eller det havde Liam forslået indtil Louis bare sagde vi skulle bestille noget, da han bare ikke ooooorkede det. Jeps, sådan sagde han det. Trak orkede en del ud. Hvis det ikke var fordi jeg stadig var i så dårligt humør, ville jeg havde smilet, da det lød rimlig sødt. 

Men klokken var ved at blive omkring fire og vi havde set en film - typisk, det gør alle jo, vi er fuldstendige mainstreame - efter episoden med hulkende Harry og rasende Zayn og den var lige slut. Mine tanker lå et helt andet sted, så jeg fulgte ikke med i filmen. Faktisk vidste jeg ikke hvad den hed overhovedet. 

Niall. 

Jeg savner ham. Hold kæft hvor jeg savner ham. Det lyse hår, de blå øjne, de søde fine skæve hvide tænder, hans humor, hans smittende grin - bare i det hele taget. 

Helt automatisk gav jeg mig selv en lussing, for at prøve at ryste tankerne omkring ham væk. Det lykkes dog ikke og desuden så havde Louis set det, hvilket gav mig farve i kinderne. "Hvad har du gang i?" spurgte han forvirret. 

Liam kiggede spørgende hen på os. "Hvad gjorde hun?" 

"Gav sig selv en lussing." forklarede Louis og begyndte at gøre det i slow motioon på dig selv. Jeg havde bare lyst til at slå ham i baghovedet, da han var igang med at gøre nar af mig. 

"Hvorfor dog det?" spurgte Liam forvirret og slukkede fjernsynet, da filmen jo var slut. Jeg trak bare på skulderne og Liam skulle til at sige et eller andet, da en ringetone gav genlyd i hele huset. 

"Det er sgu vores hjemmetelefon der ringer!" skreg Louis og sprang op fra sofaen, "det er ikke hverdag det sker!" Jeg grinede lavt af ham og betragtede ham løbe ivrigt ud i køkkenet, hvor lyden også kom fra, så jeg går ud fra at der er derude telefonen er. Jeg er klog ikke? 

Jeg må indrømme Louis' hus er meget i mørke toner, men det gør det også bare hyggeligt på en måde. Især når han har tændt stearinlys nogle steder, hvilket han havde nu. Eller det forlangte Liam nærmest, fordi han synes det ville passe godt til den film vi så. 

Der var stilhed mellem mig og Liam, men vi ventede begge i spænding på at høre hvem det var der havde ringet. Louis virkede sådan helt sdfgjklajh så måske var det hans bedstemor, eller.. jeg ved det ikke. 

"Niall?" 

Mine øjne sprang ud af mit hoved og min mund var forumet som et o, mens jeg lynhurtigt kiggede hen på Liam der også kiggede på mig. Hurtigt sprang vi op fra sofaen og bevægede os klumpet ud i køkkenet, hvor Louis stod og gloede ind på væggen med telefonen oppe ved øret. 

"Er du sikker?" spurgte han alvorligt. En tvang til at sige, at det var vildt at han kunne være alvorlig skød frem i mig, men det var nok ikke det bedste tidspunkt lige nu. Så ville de bare tro jeg ingen situationsfornemmelse  havde, og det havde jeg altså.

En sjov fornemmelse kørte op igennem mig, da det virklig gik op for mig han snakkede med Niall, så han måtte vel have det bedre. "Har du fået lov?" 

Jeg kiggede endnu mere nysgerrigt hen på Louis som drejede sig om og kiggede på Liam, mens de sendte hinanden nogle grimasser, som om de de grimasser havde en betydning af ord, eller sådan noget shit. Hvis de forstod hvad hinanden sagde gennem grimasser, så tager jeg sgu hatten af for dem. 

"Okay, vi er ved hos mig." 

Vent hvad?! 

Betyder det at Niall kommer?!!?

"Ja, hun er her også." 

Fuck. 

Arh. 

"Vi ses Nialler," 

Nialler? omg sweet! 

Han lagde på og vendte sig helt rundt så han stod front med os. "Niall kommer," forklarede han, "han har fået det bedre, endte dog med en brækket arm og nogle blå mærker hist og pist, men det vidste vi jo allerede i forvejen." Jeg havde en sjov grund til at hoppe rundt af glæde og alligevel ikke. 

Oh ja, nu vil den alvorlige snak komme mellem mig og Amy. Han vil fortælle mig at alt er min skyld, han hader mig for det her. Omg yes, jeg glæder mig så meget. Det er ubeskriveligt. Nogle der vil juble rundt af glæde sammen med mig? 

 

Nialls synsvinkel; 

"Okay, vi er hos mig." forklarede Louis. Vi? Jeg ved godt han nok hentyder til Liam og ham, fordi jeg da Liam senere var herhenne for at besøge mig, forklarede han at ham og Louis skulle være sammen idag hos ham. 

"Er.. Er Amy der også?" spurgte jeg genert og forsatte ned af den lange hvide gang, hvor stressede natsygeplejersker farrede forbi mig. Gangen var kridhvid, og der var døre på begge sider af væggenede med et stort stort tal klistret på og mellem dørende hang der forskellige billeder, også stod der også nogle stole hist og pist.


Jeg havde fået lov til at tage hjem, men jeg skulle komme hen på hospitalet igen, hvis jeg på nogen måde mærkede en forum for svimmelhed eller ja, hvis den var helt galt med min arm. Den var brækket, fuldstendig. Men heldigvis havde Harry været så sød og søret for det var min venstre hånd.

Mit had brænder til ham mere end nogensinde. Jeg var vel på en måde selv udenom det, men forhelvede, drengen er jo sindssyg og det har han altid været. 

Flashbacket begyndte igen indeni mit hoved, så jeg ikke hørte Louis' svar overhovedet og før jeg vidste af det, havde han sagt farvel og lagt på. 


Mit værelse var rodet, alt for rodet efter min mening. De seneste par rigtig mange dage havde jeg opholdt mig i stuen fordi mine forældre ikke var hjemme, forretningsrejse you know. De er jo så utrolig rige og det får de gennem deres arbejde. De vil seriøst dø for det arbejde og ja selv være dét istedet for mig. 

Og jeg havde heller ikke orket at rydde op virkelig. Jeg havde bare smidt mit tøj på gulvet når jeg gik i seng hver dag, og jeg havde slet ikke regnet med der ville komme sådan en stor tøjbunke efter det. Men det gjorde der så altså, så det er derfor jeg befinder mig inde på mit værelse igang med at rydde op. 

Musikken var høj og gjorde mig nærmest døv, men Justins musik giver mig altid god energi, og hvad er bedre end musik når man rydder op? 

Jeg samlede den første trøje op og allerede der kunne jeg mærke hvordan jeg ikke orkede det her shit. Jeg overvejede lidt bare at lade det være, men det skulle jo gøres på et eller andet tidspunkt, og jeg ville gerne have mine tanker et andet sted hen også. 

Amy.

Jeg tænker på hende hele tiden. Næsten alting minder mig om hende. Jeg bliver snart sindssyg! Selvom jeg altid får et smil klasket på læberne og en dejlig mavefornemmelse, men stadig altså. Jeg har aldrig været så meget væk i en pige som nu, det er sindssygt. 

Jeg smed trøjen over i vasketøjskurven som så fint stod og blomstrede i hjørnet af værelset. Jeg havde aldrig brugt den, men alligevel - den kunne da sagtens bruges nu. 

Justin Bieber Maria spillede højt ud af mine højtaler og jeg helt automatisk nikkede i takt med musikken. Det gjorde jeg altid når det var en god sang, så det gjorde jeg jo til alle Justins sange. 

Pludselig stoppede musikken, nogle sekundter troede jeg at jeg havde ved en fejl slukket for stikkontakten på en eller anden mærkelig måde, jeg vendte mig om og skulle til at gå hen til radioen for at trykke på play igen, da jeg forskrækket udbrød et højt gisp. 

"Overrasket?" spurgte han mens et skævt lumst smil gled over hans læber. Jeg trådte automatisk et skridt tilbage, mens jeg kunne mærke hvordan mit hjerte slog hårdt mod mit bryst og det løb koldt ned af min ryg.

"H-hva lave-er du h-her Ha-harry?" stammede jeg med en lille svag stemme. Andet kunne jeg ikke gøre. 

Han gik tættere på mig, mens han lagde hovedet lidt på skrå, "det tror jeg godt du kan regne dig ud til Niall." 

Måden han sagde mit navn på gav mig kuldegysninger, der var ingen tvivl om han var virkelig sur. Man kunne nærmest se hvordan vreden stod ud af hans øjne og jeg ved godt hvad der ville ske nu. Jeg havde ingen chance for at flygte, da radioen var ved siden af min dør til gangen. 

Jeg er fanget. 

"Sagde jeg ikke, at du skulle lade hende være?" han stoppede op nogle meter foran mig og løftede begge øjenbryn, mens smilet stadig var limet på hans læber, "sagde jeg ikke det ikke var slut?" 

"J-je-" 

"Du behøver ikke snakke Niall," sagde han, "du ved vidst godt hvad der vil sker nu." 

Jeg sank klumpen der havde samlet sig i min hals, mens jeg langsomt begyndte at ryste af skræk. Han gjorde mig virkelig bange, og det nød han. 

"Ingen skal tage Harry Styles pige, er det forstået?" 

Inden jeg kunne nå at svare fik jeg et ordenlig knytnæve i maven, så jeg automatisk rømmede mig og bukkede mig lidt ned, men det skulle jeg aldrig havde gjort, før hurtigt løftede han hans knæ og smækkede den lige i hovedet på mig. Jeg fandt om gulvet. 

Og der lå jeg så. Helt følelsesløs, hjælpeløs kunne ikke gøre noget. "Du skal høre efter hvad jeg siger Niall." 

Jeg nikkede svagt, mens smerten kørte fra mit hoved til min mave og derefter fra min kind, hvor han havde givet mig en knytnæve til min arm da han var begyndt at sparke løs på den. Og det var ikke bare tøsespark, det kunne jeg godt fortælle dig. Drengen var så stræk at det var sindssygt. 

Hans hånlige grin gled længere og længere væk, da alting blev sort for mig. 

Er det her slutningen på mit liv? Er det sådan her jeg skal dø? 


Flashbacket kørte gentagelige gange inden i mig og hvergang fik jeg kuldegysninger. Tænk at min "bedsteven" har gjort sådan noget for anden gang. Han ved lige hvor han har mig og han elsker at se mig bange på den måde. 

Jeg nåede udgangen af hospitalet hvor jeg hurtigt smuttede ud til vejen og piftede efter en taxi som holdte ved siden af mig efter 3 minutter. Jeg fortalte ham Louis lejlighed hurtigt og spændte selen. 

Tanken om jeg måske skulle se Amy igen var ubeskrivelig. Jeg savner hende som en sindssyg. 

Efter de 15 minutters kørestur holdte vi endelig foran Louis' lejlighed og eftersom jeg ingen pung havde på mig, gav jeg bare taximanden min adresse så han kunne sende regningen hjem til mig, og den var han heldigvis med på. Jeg takkede ham for turen og hoppede ud af bilen, hvor jeg hurtigt genkendte Louis smukke hus. 

Jeg trykkede på ringeklokken med min højre hånd og smuttede ind af døren uden at vente på nogen åbnede, for sådan gjorde jeg altid. "Niall?" var det en der råbte højt, og der gik nogle sekundter før jeg genkendte Liams stemme. "Yeah," råbte jeg tilbage, selvom jeg snakkede en smule sjovt med min flækkede overlæbe, så kunne man vel stadig forstå hvad jeg sagde. 

"Stuen." 

Jeg nikkede for mig selv og tog min sko af. Uden at bemærke de andres sko løb jeg gennem gangen og ned til stuen. "NIALL!" råbte Louis og sprang hurtigt på mig, da jeg kom ind i stuen. Jeg grinede svagt og klappede ham på ryggen. Lidt efter trak han sig ud, "Hvordan har du det bro?" 

"Lort," svarede jeg ærligt. Min arm gjorde fucking ondt og det samme gjorde alle de blå mærker jeg havde rundt omkring på min krop, hvergang nogle rørte dem og det havde Louis uheldigvis gjort. 

Et suk lød fra hans side hvor Liam stod og smilede til mig. "Hey," sagde han kort. Jeg lavede bare et lille nik til ham, fordi det var ikke for lang tid siden jeg sidst havde set ham. Mit blik gled hurtigt over på personen sad sad med benene oppe foran sig i sofaen. Jeg genkendte hurtigt hendes lyserøde hår og en dejlig fornemmelse kørte op gennem mig.

Smuk som altid. 

Jeg sendte hende et svagt smil og skulle lige til at sige hej, men Liam afbrød hurtigt. "Er du sulten Niall?" 

"ja," svarede jeg ærligt og bed mig i læben. "Så går vi ud og laver noget mad. Ikke Louis?" 

"Nej, vi bestiller noget." sagde han og begyndte at gå ud i køkkenet, hvor Liam fulgte med. Jeg havde håbet på Amy ville havde blevet herinde så vi lige kunne snakke os to, men hun var hurtigt oppe fra sofaen og løb efter Liam og Louis. Som om hun ikke ville snakke med mig. 

Var hun sur på mig?

 

c.._..z

Et lidt kortere kapitel, men ja. Håber i nød det, ville gerne lige have det ud inden jeg smutter over i klubben som jeg er blevet tvunget til af min veninde, hæhæ. 
Jeg har skrevet det her kapitel over 2 dage eller sådan noget. Men det var hver gang jeg satte mig ned og skulle til at skrive så blev jeg afbrudt af et eller andet. Endten en der ringede på skype, eller en der tvang mig i klub. Hæhæ. :) x
HUSK OG LIKE 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...