Destroyed. [1D]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2013
  • Opdateret: 10 maj 2013
  • Status: Færdig
16-årige Amy Johnson er en lalleglad idiot på lykkepiller. Hendes liv er perfekt efter hendes mening. Hånd i hånd med hendes elskede bedsteveninde Alison kunne hun ikke være mere lykkelig. Selvom hun ikke har det bedste forhold til hendes familie, mener hun bare, at det er dem der går glip af noget. Hendes humør er altid højt - altså bortset hvis en syg idiot kaster op på hendes skoletaske - og der skal meget til at gøre hende trist. Eller det troede hun ihvertfald. På den nye skole går 5 fremmede drenge. 5 drenge som alle ser op til - alle andre undtagen hende. Hun har bare lyst til at slå dem i hovedet, med en skovl over deres egotip og troen om de ejer hele skolen. Men fortsætter det sådan?

122Likes
120Kommentarer
12769Visninger
AA

12. 11

Hurtigt var mig, Liam og Louis oppe ved hovedøren, hvor vi smækkede den op uden at banke på eller noget, fuck om vi var uhøflige, fordi det her var fandme vigtigt. Ind i den sædvanlige entre var vi, og ned af gangen til stuen løb vi, hvor.. vi ligesom troede at de var. Men der var de åbenbart ikke. 

"Niall!" råbte Liam og kiggede rundt i huset. Ja, Nialls hus var faktisk på størrelse med et slot, så der er jo milioner af rum og alt det der shit. 

"Niiiiaall! "råbte jeg lidt efter, men dog igen uden svar. Jeg kiggede bekymret hen på Liam, som bare stod og bed sig i læben. "De må være her et sted," begyndte Louis helt alvorligt, "Amy, vi tjekker hans værelse. Liam ud i køkkenet," Vi nikkede begge to og fordelte os. 

Hold kæft, jeg føler mig som en eller anden i en actionfilm man. Ah, det er ret sejt altså. 

Jeg havde aldrig været på Nialls værelse overhovedet. Jeg havde kun været i hans stue og køkken, så på en måde var jeg ret spændt på hvordan hans værelse så ud. Jeg fulgte bare som en eller anden hundehvalp efter Louis, som nok vidste præcis hvor det var henne.

Da vi stod foran døren, trådte han til side, fordi han af en sjov grund ville have det skulle være mig der gik ind først. Jeg sendte ham et forvirret blik, før jeg rev ned i håndtaget. Den dejlige duft af Niall blev klasket i hovedet på os begge. Jeg stod lidt og indåndede den dejlige duft, fordi jeg allerede havde savnet den. Ja, der er noget galt med mig. 

Pludselig lød der et gisp fra Louis, hvilket fik mig til at kigge på ham. Han stod og kiggede skæmt ned på gulvet, hvilket jeg ikke rigtig forstod. Ja godt nok havde Niall en smule rodet herinde, men det er da ikke nok til at få en til at se så skræmt ud altså. 

Jeg fulgte hans blik og et højt gisp undslap mine læber. "N-ni-niall." stammede jeg lavt, mens jeg kunne mærke hvordan en stor sten landede i min mave. Tårrene pressede på og jeg begyndte langsomt at ryste. "Liam!" råbte Louis højt, normalt ville jeg havde fået et chok eller sådan noget, men jeg var ikke i stand til at gøre noget. 

På gulvet lå ham. Ovenpå alt hans beskidte vasketøj. Blodet løb ned langs han hoved og noget fra hans arm. Blodet havde dannet sig en sø ned på det meste af tøjet og ikke mindst gulvet. 

Harry. 

Hvordan fanden kan han få sig selv til at gøre sådan noget?! Niall har fucking ikke gjort ham en fucking skid! Det der burde være mig der lagde dernede, fordi det der fucking er min skyld. 

Vent.. 

Er det min skyld Niall er blevet slået i gulvet? 

Er det min skyld at Niall ligger helt følelsesløs på gulvet og mister en masse blod? 

Var det fordi jeg afviste Harry og brændte ham af? Er det derfor? 

Fordi jeg var sammen med Niall den dag og ikke ham?

Har Harry tæsket Niall for noget jeg er skyld i?

Hold kæft hvor er jeg et forfærdeligt menneske. 

"Louis, ring efter en ambulance," lød det fra en lav grædefærdig stemme bag mig. Jeg vendte mig lidt om og så Liam så og kigge ned på ham med røde øjne og først lagde jeg mærke til at Louis også græd. 

Det her er min skyld. 

Louis nikkede en smule før han forsvandt. Jeg stod bare der og bed mig hårdt i underlæben for ikke at hulke. Tårrende løb ned af mine kinder og en dårlig mavefornemmelse blev ved med at gnave i mig. 

"M-men.. hv-hvor er Harry?" stammede jeg, mens mine stemme knækkede over. Men Liam sagde ikke noget til det. Hans blik løftede sig fra Niall og kiggede undrende rundt i værelse, indtil hans blik landte på vinduet og udbrød et langt suk. 

Hurtigt kiggede jeg derhen og bemærkede først der vinduet stod på hvid gab. Han var flygtet. 

Harry den fucking idiotiske spasser. 

Liam begyndte langsomt at gå hen mod vinduet og stak hovedet ud af det. "Bilen er væk." 

Der begyndte mit indre had til Harry at vokse en del. Hvad fanden er det for noget fucking idiotisk noget at gøre? Er han fuldstendig dum i sit grimme(flotte - hold kæft) fjæs eller hvad? 

Jeg begyndte langsomt at gå hen mod Niall og mærkede hvordan jeg holdt vejret. Hans smukke øjne var lukkede, men han trak heldigvis stadig vejret, så død var han ikke - nok besvimet. Jeg satte mig på hug ved siden af ham og strøg ham over kinden. "Det er min skyld," hviskede jeg lavt og kunne høre hvordan min stemme var ved at bryde sammen, "undskyld." 


Og lidt efter sprang Liam forskrækket tilbage fra vinduet, da en den høje lyd fra en ambulance gav gengæld i hele rummet. Det så ret komtisk ud, men mit humør var allerede faldet til bunden, men ingengang et smil ville dannes på mine læber.

Det var som om alt inden i mig var tomt.

Niall betyder så meget i den få tid vi har kendt hinanden, og det giver sgu et stik i hjertet at se ham ligge der - også fordi det hele er min skyld. 


c.._..z

 

Jeg ville ikke tage med hen på hospitalet. De havde spurgt om jeg ville med, men jeg takkede pænt nej tak. At så se ham vågne og ømme sig over alle de sår som jeg har været en del i at give ham, på en måde. Og der er ingen tvivl om det mellem mig og Harry er officielt ovre. 

Selvom der ikke var noget, men jeg vil overhovedet ikke snakke med ham igen. Aldrig.. nej.

Han er fandme den største idiot i hele verden, fucking svin. 

Jeg var fået et kort lift direkte hjem af Liam, som også var ret overrasket over det hele, men jeg forstår ham godt. Vi havde ikke sagt et ord til hinanden hele vejen hjem, men vi var nok begge ret skærmte. 

Jeg forbander Harry Styles så fucking meget, og jeg slår ham ned hvis han prøver at snakke til mig igen. Han giver mig fucking kvalme. 

Men det er faktisk fredag idag, og jeg er lige vågnet. Klokken er 6:43 og jeg ved ikke om jeg skal pjække fra skole. Mine følelser er helt fuckt og jeg bryder fuldstendig sammen hvis jeg bare tænker på ham.  

Ja, jeg ved ikke hvad der sker for mig, men den må være helt gal altså. 

Jeg er forelsket i Niall.

Sådan er dét, og jeg kan ikke gøre en bønne ved det. Men det har jeg heller ikke lyst til. Det er nye følelser der opstår indeni mig, når jeg er sammen med ham. Det er ubeskrivelig. 

Men. Han har ødelagt mig - på en måde. 

Jeg er ikke den gamle Amy mere, der ikke blev forelsket - nej nej. For nu er jeg åbenbart faldet dybt for en dreng, og jeg ved sgu ikke rigtig hvad jeg skal sige til det. Det er mærkeligt at være forelsket for alvor. 

Jeg sparkede dynen af mig, da jeg besluttede mig for at tage i skole. Jeg kunne ikke bare ligge her hele dagen. Drengene er sikkert også i skole i dag - nok undtagen Niall - og så kan jeg da lige få en update, fordi Louis og Liam var med på hospitalet, og det var vidst noget med at Zayn kom senere. Men ham kan jeg nok ikke regne med. 

Han hader mig, og det er jeg sikker på. Men det er jeg faktisk også ligeglad med. Det er bare ham der gør glip af en masse sejhed altså. 

Jeg snuppede mine andetøffer på og tøffede ud på badeværelset, hvor jeg gav mig selv i lussing, så jeg automatisk blev meget mere vågen. Derfor smuttede jeg ud i køkkenet hvor jeg hurtigt tømte en karton yoghurt. Også løb jeg ned på værelset og hurtigt trak en hvid basic top på, en lys cowboyjakke og nogle sorte stramme jeans og sluttede af med nogle pine strømper. 

Og ud på badeværelset fløj jeg og lagde en smule makeup, som faktisk ikke blev til andet end noget mascara  da jeg ikke orkede andet og desuden så orkede jeg heller ikke mere. 

Jeg greb min mobil som lå på bordet ude i gangen. Klokken var et kvarter i skoletid, så jeg kunne vel sagtens lige nå det. Altså, det ville jo self. være hurtigere på cykel, som jeg nok vil lokke Alison med ud at købe her i weekenden, fordi jeg magter sgu snart ikke at gå mere. Det ender med mine fødder falder af, eller sådan noget shit. 

Luften var ret klamt og det stank af et eller andet helt forfærdeligt. Og det mindede mig af en sjov grund om Liam, og jeg kan ikke huske præcis hvorfor klamme lugte altid minder mig om Liam. Det er vel forhåbelig ikke positivt. 

Jeg begyndte at gå ned langs fortovet med faste skridt, selvom jeg faktisk et kort øjeblik overvejede at gå hjem igen, da jeg overhovedet ikke orkede det der shit. Desuden så har jeg to timers matematik idag, og spørg mig lige om jeg orker. Nej tak du. 

Men jeg ka-

hva fanden. 

Var det lige en fucking regndråbe jeg mærkede der? 

Jeg bøjede min nakke og stirrede op i luften, hvor en sort sky lå som en tæppe over hele himlen. Jeg bad kort til gud om det ikke skulle begynde at regne, fordi jeg siger pænt nej tak til at være fucking drivvåd når jeg kommer ind på skolen. Jeg har allerede kommet derind med svedpletter under armene, og det var pinligt nok. 

Og fordi gud hader mg så fucking meget, så begyndte det jo at styrte ned. Ivrigt begyndte jeg at gå hurtigere mens jeg kunne mærke hvordan mit våde hår hang ned af ryggen og klistrede sig fast til min ryg, og mit tøj dryppede. Fucking lort. 

Pludselig fik en høj lyd fra en bil mig til at stoppe op og et skreg undslap mine læber. Et svagt grin lød lidt væk fra mig og jeg drejede mit hoved lidt til siden, og fik øje på en hvid bilen holdende ved siden af mig. Jeg løftede det ene bryn. Jeg kendte da ingen med hvid bil? Gjorde jeg? 

Bilruden blev langsomt rullet ned og med et smil på læben, kunne jeg hurtigt genkende Louis andsigt. Hvordan han kan få sig til at smile over det igår, ved jeg ikke. Men på en måde må det jo være ret falsk. "Hey Amy!" sagde han højt, "brug for et lift?" 

Uden tøven åbnede jeg bildøren og sprang ind på forsædet, med Louis ved min side. "Ey, du er jo helt våd!" brokkede han sig. Et lille grin undslap mine læber og for at irretere ham lidt rystede jeg lige lidt ekstra og vrid mit hår. Han undslap en sjov lyd og sendte mig et vredt blik. Hvilket bare grinede af og klappede ham på skulderen. 

Han lavede til min overraskelse en u-vending, hvilket fik mit til at rynke brynene. "Louis, du kører den forkerte vej." sagde jeg forvirret og kiggede ud af vinduet, hvor vi kørte den vej jeg lige havde gået. "Meningen," sagde han bare ligegyldigt og tændte for radioen. 

Det gav et sæt i mig, da lyden var ekstremt højt, hvilket bare fik Louis til at grine. Jeg daskede ham på skulderen, "du har stadig ikke svaret mig," råbte jeg højt for at overdøve musikken. Han skruede en smule ned, "vi skal hjem til mig." 

"Hvad?" råbte jeg overdrevet højt og kiggede overrasket på mig. "Det var faktisk heldigt jeg lige mødte dig her, ellers skulle jeg kidnappe dig ovre på skolen, og det ville nok være lidt svært og ville se ret mærkeligt ud." 

"Nå ja, fordi selveste Louis Tomlison må jo self. ikke ses med en upopulær pige. No way." sgde jeg med en dramatisk stemme og spjættede med armene. 

"Upopulær?" gentog han og grinede så stort bagefter, "Amy Johnson, du er fandme ikke upopulær." 

"Hvad?" 

"Alle på skolen kender dig søde, du er jo Nialls fli-" 

"Jeg gider ikke snakke om Niall," sagde jeg kort og lænede mit hoved op af forruden og allerede der kunne jeg mærke hvordan tårrende pressede sig på. 

"Det bliver du nød til babe," sagde han, "Liam venter hjemme os mig og han er lige kommet ovre fra hospitalet." 

En sjov fornemmelse kørte op gennem mig. Jeg ville self. gerne høre update om det hele, og det var faktisk også den eneste grund til jeg ville tage i skole, men på en måde ikke. Tanken om han måske ikke ville overleve eller noget helt shit kunne jeg ikke klare. 

Han ville klare den, fordi han var jo bare besvimet der eller sådan noget, men han vil 100% være fucking sur på mig, da det jo er min skyld.

Det hele er min skyld.

"Og," 

jeg kiggede forvirret hen på ham. Hvad er der mere? 

"Harry er der også." 

 

c.._..z


Da Louis' holdte foran nok hans hus sprang jeg ud af bilen og smækkede den hårdt i. Han boede også i et gigantisk smukt hus ligesom Niall, og noget siger mig alle fra kliken boede i sådan nogle huse her. Også er der mig som bor i et kikset rækkehus, som er intet i forhold til deres huse altså. Pinligt altså. 

Men jeg er fandme glad at ingen har kommenteret på det. 

"Hvem er dets?" spurgte jeg forvirret og pegede på en sort overdrevet sindssyg flot bil holdene. Ved siden af den holdte Harrys bil, som jeg bare havde lyst til at gå hen og sparke eller sådan noget. Lorte Harry, lorte bil.

Men det kunne self. være Louis' forældres.

"Ah. Zayn er her også," 

Fuck.

Fuck mit liv. "Ved han at jeg kommer?" spurgte jeg forvirret. 

"Nej," 

Åh ja, Zayn bliver bare så glad for at se mig så meget som han hader mig. Jeg kan mærke det, jeg kan føle det. "Du ved godt at Zayn hader mig, ikke?" spurgte jeg mens vi gik side om side hen til hoveddøren. "Bare hold dig ved mig, så sker der intet," sagde Louis og lagde en hånd på min ene skulder. Jeg nikkede langsomt. 

"Vent," sagde jeg inden Louis skulle til at trække ned i håndtaget, "jeg dræber altså Harry i det sekundt jeg ser ham." Louis udbrød et grin og sendte mig et smil, "keep calm babe," sagde han bare og trak ned i håndtaget. 

Nej gu' vil jeg røv Louis, Harry skal fandme bøde for det lort han har gang i. 

En ret mørk gang kom vi ind i og hurtigt sparkede jeg skoene af og smed jakken. Louis grinede bare af mig, og fuck om jeg var uhøflig, jeg skulle bare ind og dræbe Harry med det samme. "Vent skatter," irreteret ventede jeg på Louis, som tog hundrede år om at binde sine sko op, og tage dem af. 

Da han endelig var færdig, var han henne og lægge armen omkring mit liv, som om han var bange for jeg ville gå amork eller sådan noget, men det er der også en grund til, fordi det vil jeg også.

Vi gik ned langs gangen og allerede blev stemmere højere og højere, og jeg kunne hurtigt genkende Harrys klamme stemme, som automatisk gav mig kvalme. "Jeg skal brække mig, klamme-Harry er derinde," Louis udbrød et stort grin og strammede grebet om mig, jo tættere på stuen vi kom. 

"Der er I!" strålede Liam og sendte os et stort smil. Mit blik gled over personerne herinde. Liam, Zayn som jeg fik et virkelig sødt blik og Harry som bare kiggede overrasket hen på mig og Louis. Jeg kunne mærke hvordan vreden steg indeni mig, da vores blikke mødtes. 

Jeg begyndte at ryste af vrede, hvilket Louis lagde mærke til, fordi han strammede grebet omkring mig endnu mere. Jeg pressede læberne sammen for ikke at råbe af ham, fordi han var virkelig klam som han sad der. 

"Hvad laver hun her?" lød det lavt fra Zayn og allerede der kunne jeg mærke hvordan han elskede mig. 

Mit blik blev bare sammenklistret med klamme-Harrys. Pludselig uden at kunne kontrollere mig selv begyndte jeg at løbe hen mod ham, men Louis var hurtig til at gribe fat i mig og trække mig tilbage. "FUCKING IDIOT!" skreg jeg og prøvede at vride mig ud af Louis' greb, men han var for stærk. 

"HVORDAN FANDEN KUNNE DU FÅ DIG SELV TIL AT GØRE DET?! ER DU FULDKOMMEN SINDSSYG I DIT KLAMME FJÆS, ELLER HVAD?!" 

"Amy.." lød det fra Liam som begyndte at gå hen mod mig. Harry knækkede vores øjenkontakt ved at kigge ned. Ja fuck om idioten er blevet trist, han er fandme den største mongol der findes altså. 

"Amy, rolig!" 

"Hold kæft Liam!" skreg jeg, "er i på hans side eller hvad?! Han har fucking slået Niall ned! Han er jo fuc-" 

"JEG GJORDE DET FOR FUCKING DIN SKYLD, OKAY?!" råbte Harry pludselig, selvom hans stemme knækkede over, kunne jeg tydeligt forstå hvad han sagde. Og hvad fuck mener han med det? Min skyld?! 

"Min skyld!?" skreg jeg, "jeg vil forhelvede ikke have Niall skulle på hos-" 

"Det SKAL bare ikke være jer to," råbte han og rejste sig op fra sofaen, "du er forhelvede min, hvornår fatter du det?!" 

"Jeg er ikke en skid din Harry!" skreg jeg, selvom Louis prøvede at tysse på mig og berolige mig, så hjalp det ikke en skid. Mit had til Harry er så stort, at ingen skal stå imellem det. 

"Jeg elsker dig forhelvede Amy!" 

Say what?! 

"Og det knuser mig sgu da fucking meget du er sammen med Niall! Du har brændt mig af og afvist mig! Hvordan fanden ville du have det, hvis du så dit livstørste kærlighed sammen med en anden, huh?" 

"Jeg har set mit livstørste kærlighed ligge nede nede på gulvet, helt følelsesløs, fordi en eller anden idiot har tæsket ham!" skreg jeg og det kom bag på alle, fordi jeg har lige bekræftet for alle at jeg er forelsket i Niall. 

Også er det der hvor alle råber SURPRICE, men nej. 

Og desuden så lyver han. Harry kan ikke lide mig og han elsker mig heller ikke ligefrem. Det er bare noget lort han lukker ud, det han vil med mig er bare at bruge mig også droppe mig. Den falder jeg sgu ikke for. 

Louis slap grebet om mig, alles bevægelser stivnede i nogle sekundter. I nogle sekundter var der ingen der sagde noget og mens den ubehagelige stilhed lagde over os kiggede de alle forvirret på mig, undtagen Zayn der bare gloede dumt på mig. 

Pludselig begyndte Harry bare at gå ud i entreen med, eller gik og gik, han løb faktisk. Vi kiggede alle forskrækket efter ham og lidt efter kunne vi høre en dør smække. 

"Oh.." sagde Liam og kiggede hen på os, mens han bed sig i læben.

"Se," startede Zayn pludselig, "den tøs er ikke til andet end problemer." 

"Zayn.." prøvede Louis, men han forsatte bare;

"Hvis det IKKE var for hende så var Niall hos os lige nu og Harry ikke lige var blevet knust. Er du stolt nu Amy? Du prøver uden tvivl at skille os ad, fucking idiot, er du glad nu, var!?" 

Oh ja.. Zayn elsker mig så højt. Men alligevel pressede tårrende på af hans ord. "Det er fucking din skyld, det HELE!" og med de ord forsvandt han samme vej som Harry. 

Da døren igen blev smækket stod vi bare tre der og gloede ud i luften. Ingen af os havde noget at sige. 

"Han har ret," begyndte jeg så lavt, "det hele er min skyld." 

"Vel er det ej Amy," fastslog Liam og lagde en hånd på min skulder, men jeg rystede den af. "Jo er det er så!" råbte jeg, "hvis i aldrig havde mødt mig, hvis jeg ikke havde fået følelser for Niall, så var det her aldrig sket. Det er min skyld Niall ligger derinde og det er min skyld jeg har ødelagt venskabet mellem jer og Harry." 

"Amy, sto-" 

"Det er rigtigt! Forhelvede, det hele ville havde været bedst hvis jeg ikke var her." 

"Stop nu forsatan Amy!" skreg Liam og kiggede alvorlig på ham, men jeg rystede på hovedet, fordi jeg vidste jeg havde ret ligemeget hvad. Jeg har altid ret og sådan er dét. 

"Og det værste er, at Niall sikkert er pisse sur på mig, når han kommer til sig selv henne på hospitalet. Han vil aldrig tilgive mig, fordi jeg er skyld i at han er der. Det hele er fucking min skyld." 

 

c.._..z

Ah :( 
Alt det hate til Harryskatten, det er så svært at skrive og jeg bander over mig selv, hvorfor det præcis var ham der skulle have den rolle, fordi jeg elsker ham så højt og det er virkelig svært for mig at sidde og disse ham fuldstendig, altså. 
Hvorfor opdigtede jeg ikke bare en random person til den rolle? Ih, er skuffet over mig selv.x

- Nå, men så fik i allerede et kapitlet til hva? I er heldige. :P 
Jeg aner ikke hvad jeg skal få tiden til at gå med her i den her lorte lockout, så det bliver på movellas, men det er nok helt fint med jer. Haha. 
Jeg lånte min brors computer til at skrive det her kapitel på, fordi hans tastatur er HELT vidunderligt at skrive på, man kan slet ikke stoppe når man er kommet igang altså. Haha. x
Men jeg er syg, fordi jeg har ondt i halsen af at skrige og forkølet fordi jeg havde for lidt tøj på til Justins vidunderlige koncert, hvor mine følelser også er helt fuckt fordi jeg savner ham alt for meget altså, og vil have ham tilbage :( Håber han kommer til Danmark igen på et tidspunkt. Nogle siger han kommer igen i 2015, så man må vel bare håbe. OG OMG DE FILMEDE TIL BELIEVE 3D I DANMARK, OH MY FUCKING SHIT ALTSÅ OMG. xx
Nå, lidt fangirling har man da altid plads til. Haha, skal nok stoppe nu. :D 


Men, nogle der har en bruger inde i drawsomething? Jeg er helt afhængelig af det, og tegn da gerne en tegning til mig; 
OsteLaura
OG DET HEDDER JEG OGSÅ PÅ SNAPCHAT, SÅ BARE SNAP MIG. x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...