First Dance - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 apr. 2013
  • Opdateret: 10 apr. 2013
  • Status: Igang
Jeg så den flyve ligeså stille gennem luften, ligesom i en form for slowmotion. Gud, kunne jeg ikke bare have holdt bedre fast? - Pigen Allison, er usikker, usynlig og indelukket. Hun lever livet som tredje hjul, i vennekredsen. Hun har aldrig været noget overfor drengene. Hendes far rejste fra hende og hendes mor, da hun blev født. Det vil sige at hun ikke rigtig stoler på sig selv. Men pludselig dukker hendes far op, med en ukendt tvillingesøster. Kendall som får enormt dårlige karaktere og snart bliver smidt ud af skolen. De to tvillinger beslutter sig for at hjælpe hinanden. Allison farver sit hår lyst ligesom Kendall og tager med hendes far hjem til London, og Kendall bliver i Washington. Men Kendall er meget mere på spanden end det så ud til først, og Allison for problemer når Kendall slår sig løs i Washington. Og kan Allison overhoved komme hjem igen, til hendes bare nogenlunde normale liv? - Ikke kendte

8Likes
5Kommentarer
655Visninger
AA

3. 1. Kapitel

 

Allisons synsvinkel

Jorden var stadig frossen, efter nattens minusgrader. Og dugen i græsset gjorte ens fodboldstøvler klamme. 14 piger løb ud af omklædningsrummet, det var så os, Woodrow Wilson High Schools pige hold, på tredje årgang. Vi begyndte at strække ud, mens træner McCloud gik rundt og kiggede.

”Velkommen tilbage.” råbte han og hans imponerende høje stemme rungede gennem hele stadionet.

”Tak, træner.” råbte vi alle i kor. Vi vidste godt hvad vi skulle sige hvornår. ”De gik godt for os sidste år, men det er ikke nok i år.” råbte han og alle piger var musestille. Ingen turde sige noget.

”Er tredje pladsen da godt nok for os?” spurgte han, det lød ikke som et spørgsmål men vi svarede alligevel.

”Nej, træner.” i kor. ”Ned på jorden og giv mig 20 armbøjninger.” råbte han og der lød et stort bump da Lizzie – vores brillante målmand - faldt til jorden og begyndte.

De 13 andre piger, lad forholdsvis små bump da vi lande. De tyve armbøjninger, var hurtigt overståede.

Selvom dugen og den frosne morgens kulde, var nok til at holde mit hoved frit fra mine mange tanker. Sneg de sig alligevel ind i mit hoveds centrum. Mit hoveds centrum lige nu var Jonas.

Han fyldte mit hoved. Han var en virus, der overtog en hjerne, og for den sags skyld, hjerte. Mange var døde af Jonas-virussen. Langt flere end der gik på hele Woodrow Wilson High School, til sammen.

Ligesom altid når jeg tænkte på Jonas, så var mit hoved fyldt. Lige nu løb jeg rundt på en mudret foldbolt bane men, inden i mit hoved fløj jeg med Jonas i hånden, over Paris.

Det kunne aldrig til at ske i virkeligheden. Dels fordi mennesker ikke kan flyve, men der er også en anden årsag, og dens navn er Lucy, Lucy Travel.

De havde kommet sammen siden 2. g, og havde været uadskillelige lige siden. Lucy spillede også fodbold. Hun havde været angriber ligesom mig, indtil McCloud smed hende af holdet. Der kunne jeg næsten kramme ham ihjel. For jeg tror ikke at jeg havde, kunne holdt mig tilbage, og at fælde hende, ret meget længere.

Nu sad hun oppe på tilskuer pladserne og lavede bitchie udtryk mod McCloud skallede nakke. Jeg var tit ved at vælte af grin når jeg så hende.

Fodboldbanen var det eneste sted, hvor mine tanker ikke var nervøse og bange for at folk grinte af mig. Det var de alle andre steder. De fik ikke lov til at løbe frit og være bitchede og onde overfor andre. Det gjordte de her. 

Tanker var som ord, bare lydløse og dem der lytter rigtig godt efter, kunne aflæse dem i dit ansigt.

Det ville sige at, dem der lyttede efter dig og lære dig at kende, skule kunne aflæse dine tanker. Det skulle jeg ikke nyde noget af.

Måske var det derfor jeg næsten ikke havde nogen venner? Nej. De syntes alle sammen at jeg var en freak. En komplet taber, med ingen respekt i livet. Men det var ikke mig der drak mig i hegnet, og ødelage min nyre, vær gang jeg havde tid til det.

 

 

Kendalls synsvinkel

”Respekt? Rend mig i røven.” sagde jeg og satte mig med ryggen mod min far.

Han havde lige skældt mig ud. Hans syntes jeg var en taber, når jeg drak mig fyld så tit. Han havde spurgte om det var sejt at lade være med at lave sine lektier. Jeg havde bare fortalt ham at det ikke var for at være sej.

”Måske, er det bare fordi jeg ikke gider?” havde jeg sagt til ham. Han havde bare tyssede på mig.

Jeg havde egentlig overvejet at give ham fingren. Men han var ikke værdig nok, til at se min smukke finger, med små fine krisebær på. De var jo faktisk ham der havde betalt kirsebærrene, ikke at han vidste det men…

Flyet fra London til Washington, føltes langsommere end det var. Flyv plejede eller at flyve hurtigt, men ikke dette. Der gik hunrede år, før vi landede i lufthavnen.

...

Jeg satte mig på en klam bænk i forhalen. Hvorfor skulle vi lige pludselig til Washington? Og hvorfor havde far ikke bestilt et hotel? Det hele virkede lidt sygt. Som om han løg på en måde. Han sagde at han havde bestilt et værelse på et motel, uden navn.

Men jeg kendte min far godt nok, til at vide at han aldrig ville sove på et motel. Han syntes simpelthen at det var for klamt. Det var de moteller i London da i hvert fald.

Mens min far fiskede vores kufferter sad jeg og så på mennesker. Jeg prøvede at regne deres liv ud. I nogle tilfælde ikke ret svært.

En mand med et businessagtigt look, gik forbi mig og råbte frustreret noget i sin mobiltelefon. Han havde sikkert ikke tid til børn og kæresten var ved at gå fra ham. Han havde ikke tid til at tage sig af sit forhold, på grund af hans arbejde. Egentligt et meget trist liv. Det skulle aldrig nogensinde ske for mig.

Jeg fik øje på en overvægtig teenages pige, som sjaskede forbi. Hun så trist ud. Inderst inde fik jeg ondt af hende. Hun var sikkert blevet mobbet og begyndt at trøste spise. Hun gik sammenfoldet og uden den mindste dråbe selvværd tilbage. Hvis jeg ikke hele tiden skulle spille den der, sjove pige der altid drak, så kunne jeg klart blive veninder med hende. Hun havde enten et godt eller virkelig dårligt forhold til sin familie. Jeg gættede på et dårlig, da hun ikke var sammen med nogen, men jeg kunne tage fejl.

Jeg sad lidt i mine egne tanker, uden at finde nogen med et interessant liv, at tænke over da, en tynd teenager og en emo dreng stødte ind i hinanden. Folk væltede over hinanden og tabte deres kufferter ud over det hele. Der var en pige med en lidt stor røv, som ikke havde lukket sin taske ordenligt efter at havde taget et eller anden op. Hun faldt og tabte sin taske, så et par mega store trusser gled ud på gulvet. Det var lidt synd for hende, men jeg kunne ikke lade vær med at grine.

Fuck, hvor ville jeg egentlig gerne se Alex igen. Hvis hun havde været her, havde vi sikkert ligget på gulvet af grin lige nu. Alting blev bare lidt sjovere når hun var der.

Okay, det var sjovt og akavet på samme tid. Jeg grinte endnu mere.

En gammel dame, der gik forbi mig stoppede op.”Det er bestemt ikke morsomt.” nærmest råbte hun ind i hoved på mig, og spyttede nærmest sit klamme gebis op i hoved på mig. Hendes ånde stank af lakrids og citron, og nej, det var ikke lækkert.

Hun begyndte at gå igen. Hun mumlede noget der lød som: ”Uduelige unge nu til dags.” Fuck, hvor jeg flækkede. Der var fandme for komisk. Jeg lænede mig frem. Man kunne næsten høre mig over hele salen.

De mennesker det var faldet stirrede ondt på mig. Egentlig var jeg lidt ligeglad. De havde bare ingen selvironi, og det var da slet ikke min skyld. 

***

Først kapitel!!! Hvad syntes i? Jeg syntes det var en god ide, at i sådan får lidt at vide lidt om de to fantastiske piger? Jeg føler allerede at de er mine børn!!! Selvom de er en del ældre end mig... Never mind... Faktisk har jeg helt glemt at fortælle hvor fanden One direction, drengene er... Hvor tror i? Egentlig er det oplagt men... Hvad tror i???

- NaomieStyles 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...