Ofret

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2013
  • Opdateret: 5 apr. 2013
  • Status: Igang
Hun har ofret sit liv, for sin familie.
Til Sci-fi konkurrencen.

0Likes
0Kommentarer
299Visninger

1. Ofret

Jeg åbner øjnene igen. Nu gør det mindre ondt. Smerten er lidt mindre. Men den er der stadig. Det samme er den tomme følelse. Den fylder næsten hele mit hoved. Næsten som hovedpine. Bare værre. Meget værre. Jeg tror ikke der er nogen værre følelse i hele verden. Den er værre end frygt. Og jeg ved rigeligt om frygt. 
Glor på den tomme plet i loftet. Den er gult. Sådan en rigtig kold, klam gul. Sådan en gul som jeg forbinder med sygdom. Og frygt, ikke mindst. Det er sådan en gul der giver en lyst til at kaste op. Bare for at komme af med kvalmen. Lukker øjnene igen. Der er ikke nogen grund til at gøre det værre. 
Madrassen jeg ligger på er hård. Tror vist også den er gul, men jeg har ikke set efter. Det er sådan en rigtig kompakt madras, fyldt til randen. Er der nogen der kan lide sådan en madras? 
Egentlig er det ret langt ude, at de ikke har givet mig en ordentlig madras. Når nu jeg har ofret mig. Så kunne de i det mindste give mig en ordentlig madras. 
Jeg får et stød op igennem mit ben. Jeg er blevet advaret om det. For meget hjernerumsteren og- Spzzz. Du får lige en reminder om det. Hvis man bliver ved, får man et kraftigere stød. Det slår dig ud, men vist ikke nok til at slå dig ihjel. Tror jeg. Det er vel også lige meget. Vi skal jo alle sammen dø. Før eller siden. Jeg har altid undret mig over, hvorfor folk er så bange for at dø. Vi går jo i princippet bare og venter på det. Det gør jeg i hvert fald. Men nu er jeg måske også et dårligt eksempel. 
Åbner øjnene igen. Pletten har form som et hovede. Gad vide, om de har placeret den, så vi har noget at se på. Lidt underholdning. De har sandelig ikke sparet på noget. 
Den tomme følelse er der stadig. Det er som om, min hjerne er blevet lokalbedøvet. Som om noget af min bevidsthed er blevet slettet. Det er den jo sådan set også. De sletter al hukommelse om vores familie og venner, ja alt der betyder noget for os. Det er for at gøre det nemmere. Så sorgen ikke lammer os. Så vi ikke mister grebet om os selv. Egentlig ville jeg hellere have sorgen. Den er mere håndgribelig. Den ved jeg, hvad er. Den her tomme følelse er mere ubehagelig. 
Jeg savner ikke noget. Det er nok første gang i mit liv. De advarede os. Sagde, at det var definitivt. Når de skete, var det dét. Alt vi havde, ville vi miste. Jeg havde gjort mig klar. Men måske kan man ikke gøre sig klar, på så brat en slutning. Sikkert ikke. 
En mærkelig lyd, kommer bag mig. Måske er det endelig tid. Det villevære en befrielse. Den her ventetid slår mig ihjel. Æder mig op indefra. Halvdelen er sikkert allerede døde når de når frem. Af stødet? Men jeg har lovet mig selv at vente. Jeg vil se døden i øjnene. Jeg vil se så meget som muligt. Når nu jeg har ofret mit liv, så vil jeg også se det. 
Jeg dør ikke for ingenting. Min familie kan leve videre. Med de penge jeg modtager. Det er derfor jeg gør det. Lige som størstedelen af alle de andre. Det hér, er kun for dem der enten, mangler penge, eller også er det hjælp til selvmord. Alle kan melde sig. Der er ikke nogen krav. Heller ingen aldersgrænse. Det er sket et par enkelte gange. At børn har ofret sig. Meget brutalt. Men der må jo være en grund, sådan har jeg altid tænkt. 
Det er meget nobelt. Sådan at ofre sig for et bedre formål. Jeg har mit på det tørre. Så må jeg ende i himlen. Men selvfølgelig, formålet er knap så dedikeret. 
Underholdning. 
Men så længe pengene når frem, er jeg glad. Næsten lettet, faktisk. Jeg har ro i mit sind. 
Lyden bag mig kommer igen. Efterfulgt af en mærkelig rumlen. Ja, nu er vi endelig nået frem. Endelig! 
Lyset strømmer ind i min lille kapsel. En mand træder frem foran mig, med en underlig pistol rettet mod mig. Han trykker på en knap, og en voldsom smerte vælter ind over mig.
Nåh ja, de dræber os lige inden. Nu husker jeg det. Smerten vælter ind over mig igen. Ingen tvivl. Nu dør jeg. Men samtidig, har jeg aldrig følt mig så levende.

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...