Blåt blod og blå øjne - Pause

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2013
  • Opdateret: 15 jun. 2014
  • Status: Igang
”Alan vi er glade for at du tog Anna med, men det ændrer ikke på at du er nød til at blive trolovet med Cosmina. Det er til alles bedste.”
”Alles bedste? Til jeres bedste måske! Hvad nu hvis Anna ikke er den I tror hun er?” Han ved noget, går det op for mig. Ved noget jeg ikke ved. Det er det eneste tidspunkt han bruger den tone.
”Hvad mener du?” spørger Walter. Alan er stille lidt.
”Ingen..ting....” Han rejser sig så brat at stolen vælter. ”Men jeg nægter at gifte mig med Cosmina! Jeg elsker Anna.” Så sætter han i løb ud af stuen og opdager ikke engang at jeg står helt målløs og stirrer efter ham.
...Dette er 2´eren til Kongelig Tyvetøs. Anden bog i serien om Tvillinge Kattene.
(Jeg er ked af det, men jeg har desværre ikke rigtig overskuddet til at skrive videre lige i øjeblikket, jeg tager den selvfølgelig op igen, når jeg får tid!)

17Likes
57Kommentarer
1512Visninger
AA

4. Væbnerskolen

Jeg er ekstremt nervøs. Det er så i dag det sker. Jeg har farvet mit hår sort og har købt mig til nogle vildt dyre, brune, linser til øjnene. Jeg har taget pæne bukser på og en hvid skjorte. Jeg har pakket min taske med alt, hvad jeg har. Ikke at det er alt for meget. En smule tøj, hvor af halvdelen måttes smides ud fordi det ikke er drengetøj, en eventyrbog, en magibog, et par bøger, der er skrevet på forskellige sprog. Og en lædersnor. En helt enkel lædersnor, der en gang var blevet indfarvet i rød, men som for længst har mistet farven. Rianna havde fundet den og vi havde skåret den over og fået en del hver. Jeg har haft det armbånd på lige siden.

Skolen har aldrig nogensinde ladet en kvinde blive ridder. Undtagen én eneste gang. Ariadne hed hun. Hun levede for flere hundrede år siden. Hun var den daværende konges storesøster. Hun var ekstremt magtfuld, både fordi hendes bror lyttede til hende og fordi hun var en stærk magiker. Men det var ikke det hun ville være, hun ville ikke være magiker, hun ville være ridder. Det lykkedes hende at komme ind, men hun døde kort efter. I barselseng for at det ikke skulle være løgn. Derfor må ingen kvinder, uanset hvor kompetente de end måtte være, ikke komme ind. Eller de kvinder der havde forsøgt var alle blevet smidt ud, lederne af skolen havde alle som én været imod kvindelige riddere. Men reglen galt stadig at kvinder kunne blive det, hvis de klarede samme træningsforløb og at deres lærer påskønnet det. Ariadne er blevet et spøgelse og nu foretager de forskellige tests af de nye riddere skal igennem. Hun vil nok støtte mig, jeg har ikke tænkt mig at blive smidt ud, og jeg vil absolut ikke gemme mig bag en drengemaske. Men måske bliver jeg nød til det, hvis det har slår fejl. Jeg skal have Rianna ud.

Arianna virker alt for fint, for adeligt. Men min mor ville absolut navngive mig det. Det er hende lige meget, hvad jeg kalder mig selv, bare jeg ved at mit navn er Arianna. Sjovt det er fornavnet hun er så opsat på jeg husker. Men hun er også en smule besynderlig. Så jeg vælger at blive kaldt Anna. Det plejer Rianna alligevel altid at kalde mig.

Er du klar til at gå?” Katarina står i døren og har allerede sin kappe over skuldrene. Hun har lovet at følge mig til slottet, men hun vil ikke med ind, selv efter al den tid frygter hun stadig sin fars vrede. Jeg kan ikke bebrejde hende, de adelige er nidkære med deres titler. En hver, som truer den, er i stor fare. Jeg nikker og svinger min taske over skulderen og går ud i stalden bag huset. Der står Faith. Hun er en smuk sort hoppe, og jeg har øvet mig på at lave mine tricks på hende i lang tid. Hun er den perfekte hest. Desuden er hun hurtig, så jeg skal faktisk anstrenge mig en smule for at løbe hende op. Det kan jeg lide.

Jeg trækker Faith hele vejen, indtil vi når Kongsvejen, hvor Katarina standser op og tager afsked. Hun fortæller mig, at hvis jeg har brug for at snakke med hende, skal jeg kontakte Dian, så vil han give besked. Jeg nikker og giver hende et stort knus.

Se så at få din søster fri,” siger hun, men klapper mig alligevel varmt på håret. Jeg er begyndt at holde rigtig meget af hende. Og hun af mig.


 

Undskyld mig?” spørger jeg en lakaj der står ved staldene. ”De ved vel ikke tilfældigvis, hvor jeg kan finde Sir Dian?” Han smiler og viser mig om på de grønne områder til venstre for selve slottet. Jeg når træningsarealet og bliver straks målt af femten sæt dømmende øjne. Undtagen tre. Den mand jeg går ud fra er Dian, kronprins David som bare ser forventningsfuld ud, nok fordi han er nysgerrig for at se hvad sådan et splejset pigebarn kan og ikke kan, og en høj mørkhåret fyr, der kigger mystificeret, men ikke dømmende eller ondt på nogen måde, på mig.

Du må være Anna!” siger Sir Dian straks og han virker langt fra så streng og overlegen, som andre riddere jeg har mødt har været. Nej, han virker venlig og imødekommende, og jeg kan godt lide ham. Han vender sig mod de andre.

Vi skal teste hende i dag, for at se om hun nu også er værdig nok til at blive optaget på skolen.” Han vrænger ordet værdig en lille smule, men det er næsten udtydeligt. ”Jeg forventer respekt, hun er trods alt et menneske som jer andre, om end ikke nær så højrøvet.” Er det noget jeg bilder mig ind? Han virker lige lovlig fræk over for sådan en flok adelige. Men han må vide hvad han gør, ellers ville han vel ikke have fået stillingen? ”Hvem har lyst til at kæmpe mod hende i brydning?” Et stort lyshåret brød rækker en arm i vejret. ”Ja, det er fin, Delan, vi tager bare armlægning i dag, det andet må I gemme til træningen!” Han går frem mod mig med et udtryk, der siger at han vil sende mig lige lukt tilbage i rendestenen. At jeg også var en pige....Men det bliver vi altså to om at bestemme.

Godt nok er jeg ikke særlig stor, men det betyder altså ikke at jeg er slap. Jeg vil vædde min hest på at jeg kan slå ham i ind til flere fysiske prøver. Vi lægger arm og han når knap nok at blinke før hans hånd ligger ned. Han ser forvirret op på ham og jeg smiler bredt. Der er en af de andre drenge der forlanger omkamp, men det hjælper ham ikke det store. Næsten lige så hurtigt ligger hans hånd ned igen.

Godt klaret, Anna” Dian lyder en smule forundret, selv om jeg er sikker på at Katarina ikke har kunnet holde helt mund med hvad jeg er i stand til. ”Alan vil du ikke klare ridningen?” Han snakker til den mørkhårede fyr og han nikker. Der er noget mærkeligt over ham. Han virker rigtig sød, han ser ret så godt ud, og så er han ikke det mindste hånlig i sin opførsel. Og så hans navn. Alan. Det staves godt nok A-l-a-n, men der er et usynligt I med også. A-i-l-a-n. Det lyder mystisk, men jeg kan godt lide det. Jeg tror det er Nordlandsk.

Med glæde, Sir.” Hans stemme er drillende og han smiler. Gør han grin med sin lærer? Ikke desto mindre finder jeg Faith frem og sadler hende op endnu engang. Det er en rytteropvisning, men også en slags kapløb. Og jeg har tænkt mig at lave en rytteropvisning de sent vil glemme. Jeg smiler til Alan og han trækker sin egen hest hen til startstedet.

Okay, vi tager opsidning med, værsgo!” Han lader sin hånd falde og Alan skynder sig at sidde op. Jeg gør ingenting. Et øjeblik ser han forvirret tilbage på mig og jeg vinker bare. Så klapper jeg Faith bagi og hun sætter frem i høj fart. Folk kigger stadig mærkeligt på mig. Jeg venter endnu et øjeblik og sætter så i løb efter hende. Jeg når op på siden af hende og for mig selv svunget op på ryggen af hende. Et øjeblik er det ved at gå galt da jeg svinger mig selv en smule for langt op, men jeg redder den ved at stille mig op på hænder på ryggen af hende. Endnu engang vinker jeg til Alan, denne gang med en hånd, da jeg passerer målstregen. Han er kun nået halvvejs. Jeg kaster et blik over skulderen. De andre væbnere måber. Jeg sætter mig normalt i sadlen og rider af. En staldknægt tager over og jeg går tilbage til de andre. De står stadig og stirrer. Jeg smiler. Der er altid nogen der er forundrede over mine mærkelige kunster.

Wow, det må jeg sige, det var imponerende. Nu mangler vi så kun sværdkamp, har du nogen erfaring, Anna?” Jeg ryster på hovedet, og det er til dels sandt. Jeg har arbejdet med balance i så lang tid at det er en fordel, men jeg har aldrig holdt et sværd i hænderne. Men mon ikke jeg kan finde ud af det alligevel? ”David vil du ikke tage dig af det? Det ser ud til at hun skal have en smule udfordring.” Han smiler og prins David, som også er den der er bedst til alting ifølge diverse rygtet, træder frem. Han studerer mig, men ej heller hos ham er der nogen mistro eller noget had at spore. Jeg tror at han bare er nysgerrig for at se hvad jeg ellers kan. Jeg får overakt et sværd og David trækker sit.

Værsgo at begynde!” Det lader David sig ikke sige to gange og hugger ud efter mig. Jeg ville være blevet spiddet hvis jeg ikke havde så gode reflekser. Jeg kaster mig ned på jorden og ruller som han støder igen. Det er slet ikke som jeg har forventet. Sværdet er tungt og jeg er så frygtelig klodset når jeg går normalt. David smiler, jeg tror ikke han havde forventet at jeg var så dårlig. Men det er jeg altså heller ikke! Jeg kommer op at stå og bakker en smule bagud og prøver at støde imod ham. Han parerer og støder igen. Endnu engang bliver jeg kun reddet af min hurtighed. Det går slet ikke. Hvis jeg bare kunne komme op på hænder....Der er en åbning! David slår ud efter mig højre side og jeg parerer og dukker mig så sværdet pludselig er på den anden side af mig. Han er forvirret længe nok til at jeg kan kaste sværdet højt op i luften. Nu må jeg så satse på at det vender rigtigt.....Jeg går op på hænder og jeg mærker hvordan sværdet landet i venstre fod. Det er godt jeg valgte at tage støvlerne af inden vi skulle ride, det havde ikke været sjovt med dem. Jeg kan mærke de andre blikke følge mig da jeg begynder at kæmpe rigtigt imod. Det er faktisk mit held at jeg ikke er høj, men ret så smidig, så kan jeg nemlig kæmpe på samme plan som min modstander. David er forvirret og ved ikke helt hvad han skal stille op med mig. Jeg hopper rundt på hænder og fægter med fødderne? Det er bare en smule underligt. Jeg ler ved tanken og slår ud efter ham. Han dukker sig, og det var det jeg sigtede efter. Jeg sparker ud med den anden fod, samtidig med at jeg hopper og får ved et mirakel sparket så hårdt at han vælter og jeg lander oven på ham. Hans sværd ligger i græsset. Hvor er mit? Jeg får et eller andet i hovedet. Det er hårdt. Der var det! Godt den ramte med skæftet, det andet ville havde været et kønt syn. Jeg skynder mig at rejse mig op og rækker David en hånd.

Undskyld,” mumler jeg. Han tager imod den, men ender med at trække mig ned at ligge en gang til. Det havde jeg egentlig også fortjent. En eller anden omme bagved begynder at le. De andre stemmer i. David hjælper mig op og smiler også. De virker faktisk ikke så slemme. Dian sender mig et stort smil.

Jeg tror du kan tage det som et ja. Du er mere end velkommen her på skolen.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...