Blåt blod og blå øjne - Pause

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2013
  • Opdateret: 15 jun. 2014
  • Status: Igang
”Alan vi er glade for at du tog Anna med, men det ændrer ikke på at du er nød til at blive trolovet med Cosmina. Det er til alles bedste.”
”Alles bedste? Til jeres bedste måske! Hvad nu hvis Anna ikke er den I tror hun er?” Han ved noget, går det op for mig. Ved noget jeg ikke ved. Det er det eneste tidspunkt han bruger den tone.
”Hvad mener du?” spørger Walter. Alan er stille lidt.
”Ingen..ting....” Han rejser sig så brat at stolen vælter. ”Men jeg nægter at gifte mig med Cosmina! Jeg elsker Anna.” Så sætter han i løb ud af stuen og opdager ikke engang at jeg står helt målløs og stirrer efter ham.
...Dette er 2´eren til Kongelig Tyvetøs. Anden bog i serien om Tvillinge Kattene.
(Jeg er ked af det, men jeg har desværre ikke rigtig overskuddet til at skrive videre lige i øjeblikket, jeg tager den selvfølgelig op igen, når jeg får tid!)

17Likes
57Kommentarer
1444Visninger
AA

2. Uheldet

Arianna vent!” Rianna løber, alt hvad hun kan, et sted langt bagude, mens drengene for længst har givet op, fordi de allerede har dårlige erfaringer med hensyn til pludselige sving og den ekstreme fart jeg kan opnå. Jeg ler og sætter farten yderligere op, hvilket ikke siger så lidt, da jeg kan løbe en hest, i galop, op. Jeg aner ikke, hvor det kommer fra, men jeg er i stand til at gøre nogle ting, som er fysisk umuligt for de fleste andre mennesker. Uden at være særlig forpustet standser jeg skarpt op og er tæt på at vælte en bod, der sælger grøntsager. Konen sender mig et vredt blik og jeg skynder mig at undskylde og samler de frugter op, jeg har væltet ned.

Det må du virkelig undskylde!” siger jeg og ser undskyldende op på hende, kigger ud af øjenkrogen og ser at de andre langt om længe er ved at nå til vores bestemmelsessted.

Du er altså irriterende hurtigt!” gisper Rianna og tager sig til siden. Hun har ellers klaret det bedre end normalt, hun plejer at give op allerede ved det første hjørne.

Du har godt af træningen!” Det har hun ikke, hun ser helt perfekt ud, langt blond hår og store brune øjne og lange øjenvipper, den perfekte størrelse og alle elsker hende. Rianna er min tvillingesøster, selv om man ikke lige skulle tro det. Jeg har selv halvlangt, altid filtret rødt hår og blå øjne, jeg er alt for tynd og bevæger mig som en kat. Desuden synes folk jeg er mærkelig, beundrer det jeg laver, men holder sig ellers væk.

Undtagen resten af gruppen, som består af: Dean, høj, ret så lækker, stærk fyr på omkring tolv, og det er ham der sørger for, at vi andre kan udføre de mest vanvittige kunster. Han er for øvrigt min bedste ven, lige bortset fra Rianna. Så er der Aela og Euna, søstre. Aela er tretten, Euna er tolv og de er fantastiske dansere. Desuden er de ret så gode til at lyve og spinder en masse falske spådomme om ærmerne på godtroende rejsende. Sidst, men ikke mindst, Ethan og Gavin. Jeg ved ikke særlig meget om dem faktisk, men de er vores gode venner og hjælper med at tjene penge, så det er godt!

Arianna, du stener!” Jeg ryster forvirret hovedet og vågner op til overfladen.

Jah, øh, jeg tror bare vi skal gå i gang....” siger jeg så, men rører mig ikke rigtig ud af stedet. Jeg har en mærkelig følelse i maven.

Vågn op!” Rianna giver mig en albue i siden og jeg begynder kravler op på taget som vi har aftalt. I dag er det markedsdag så vi vil opføre vores sværeste nummer, et der har noget med et reb over gaden, fløjtespil og en masse andre mærkelig kunster at gøre. Yderst farligt faktisk. Men vi har gennemført det så mange gange at vi ikke burde frygte noget som helst. Jeg får kastet rebet op til mig og jeg vejer det i hånden. Det ligner sig selv, ingen revner eller andre svagheder. Men jeg er stadig utrolig bange for at noget skal gå galt. Så ryster jeg på hovedet, min fantasi har det med at spille mig små puds. Jeg binder en stram knude rundt om skorstenen på det ene hus, og sikrer mig at rebet nu også er bundet ordenligt, før jeg så springer over gyden. De andre holder vejret, selv om de ved jeg aldrig falder ned. Jeg når altid den anden side. Også denne morgen og jeg binder resten af rebet rundt om en ny skorsten. Strammer den så meget at man vil kunne bevæge sig ud på linen. Jeg råber at den er klar. Ethan nikker og finder sin træfløjte frem og begynder på en munter melodi.

Folk rundt om på den travle gade får nu for første gang i dag øjnene op for os. I den vildmark markedet altid er, er det vigtigt at have noget folk ligger mærke til. Så snart folk vender blikket mod os, begynder Gavin at jonglere og Aela og Euna begynder på en indviklet koreografi, der blandt andet indeholder flere hop op på rebet og snurren rundt oppe i luften. Rianna og Dean begynder også på deres kast og jeg smiler henrykt. Vi er faktisk rigtig, rigtig gode. Nu er det så min tur. Kun en smule usikkert går jeg op på hænder. Normalt har jeg faktisk ikke lyst til at gå normalt, og når jeg alligevel er mere mobil med min fødder end mine hænder, og kan gå og stå på hænder i timevis af gangen, så er det jo ikke noget problem. Måske lige bortset fra det faktum at folk synes det er skørt. Jeg går langsomt ud på rebet og lader alle på hele gaden se hvad vi har gang i. Det må virke vanvittigt, at gå på hænder på en line, godt fem meter over jorden. Det kunne gå frygtelig galt. Da jer er halvvejs svinger jeg mig rundt om linen i høj fart. Giver slip. Svæver i luften et langt forfærdeligt øjeblik. Lander på fødderne på linen, kun med en smule overbalance. Jeg lader mig falde, men drejer mig så i sidste øjeblik i luften og hænger i hænderne. Ethan spiller stadig, men man kan ane smilet i hans mundvige. Jeg må have klaret det godt. Nu mangler vi så bare den farligste del. Gavin kaster sine flammende fakler op i luften og jeg griber dem ved endnu engang at gå op på hænder og jonglere med dem. Det har jeg øvet mig på så længe jeg kan huske. Jonglere med fødderne.

Og alting går rigtig godt. Jeg kan ud af øjenkrogen se folk lægge penge i Deans hat og ingen af os har lavet fejl indtil nu. Og som sædvanlig når tingene går glat, går det galt. Jeg er oppe på tolv fakler da jeg pludselig bliver ramt af en voldsom smerte i mellemgulvet. Det brænder værre end ild og jeg mister helt orienteringen. Jeg hører faklerne falde til jorden, mens jeg selv vakler for at holde balancen. Så bliver jeg angrebet endnu engang og denne gang er det hovedet. Uden helt at opfatte det falder jeg ned. De andre er så chokerede at de ikke opdager det før det er for sent. Jeg falder til jorden, i alt for højfart, og fordi jeg står på hænder, med hovedet først. Et øjeblik er det som om luften bliver tyk og som om nogen prøver at stoppe mit fald, men så rammer jeg jorden og alt bliver sort. Det var bestemt ikke sådan markedsdagen skulle være forløbet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...