Blåt blod og blå øjne - Pause

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2013
  • Opdateret: 15 jun. 2014
  • Status: Igang
”Alan vi er glade for at du tog Anna med, men det ændrer ikke på at du er nød til at blive trolovet med Cosmina. Det er til alles bedste.”
”Alles bedste? Til jeres bedste måske! Hvad nu hvis Anna ikke er den I tror hun er?” Han ved noget, går det op for mig. Ved noget jeg ikke ved. Det er det eneste tidspunkt han bruger den tone.
”Hvad mener du?” spørger Walter. Alan er stille lidt.
”Ingen..ting....” Han rejser sig så brat at stolen vælter. ”Men jeg nægter at gifte mig med Cosmina! Jeg elsker Anna.” Så sætter han i løb ud af stuen og opdager ikke engang at jeg står helt målløs og stirrer efter ham.
...Dette er 2´eren til Kongelig Tyvetøs. Anden bog i serien om Tvillinge Kattene.
(Jeg er ked af det, men jeg har desværre ikke rigtig overskuddet til at skrive videre lige i øjeblikket, jeg tager den selvfølgelig op igen, når jeg får tid!)

17Likes
57Kommentarer
1450Visninger
AA

12. Turnering

”Godmorgen!” Jeg slår øjnene op og ser Jenna trække gardinet fra vinduet. Jeg gaber og trækker dynen op over hovedet. Jeg har ikke lyst til at stå op og møde Alans familie igen. Ikke efter jeg hørte det i går. ”Frøken! De skal op nu!” En smule irriteret sætter jeg mig op.

”Jeg bad dig om at droppe det der frøken-dims!” Jeg svinger benene ud over sengekanten og vrikker med tæerne. De er ved at blive trætte af at gå. Jeg tror ikke Jenna ville have noget imod at jeg stod på hænder vel?

”Meget vel, Anna. Du burde tage noget praktisk tøj på, Jeffrey har planlagt den helt store dyst mellem en masse af grevskabets mænd.” Jeg smiler svagt. Måske er det ikke så slemt. Jeg har tænkt mig at vise dem hvad jeg kan! Jeg griber det tøj jeg for kastet til mig og trækker det over hovedet. Så går jeg op på hænder og åbner døren med mine bare fødder. Jeg smiler af Jennas måbende udtryk, mens jeg bare går videre ned af gangen mod spisestuen. Det bliver festligt når Alan opdager at jeg lyttede med, og at de andre opdager hvor mærkelig jeg rent faktisk er.

Jeg kan mærke at de alle sammen stirrer da jeg kommer ind. Jeg går hen til spisebordet og får trukket min stol ud, hvorefter jeg hopper op, stadig på hænder, hvorefter jeg så svinger mig ned at side, så alt mit hår falder ned i øjnene. Alan er ved at flække af grin, mens de andre kigger på mig med tabte underkæber.

”Godmorgen!” siger jeg og langer ud efter et stykke ristet rosinbrød. De stirrer stadig. ”Undskyld, måtte vi ikke tage endnu?” siger jeg så i en drillende tone. Alan har meget svært ved at undertrykke sin latter.

”Øh, jo selvfølgelig!” tager Lydia endelig sig sammen til at sige. De andre tør også langsomt op. Jeg ser hurtigt på Alan, men husker så hvad han sagde i går. Det meste gør mig ovenud lykkelig, men også en smule bange. Desuden er der ingenting han kan gøre ved det, vel? Han er nødt til at gifte sig med hende ikke? Men det ændrer ikke på at han for alt i verden ikke ønsker at gøre det. For første gang ønsker jeg virkelig oprigtigt at jeg var adelig. Og mere end femten. Selv i dette forskruede land skal man have tilladelse af kongen for at blive gift før man var seksten. Jeg ser væk.

”Så...øh...Jeg ser du er klar til legene?” Jeg smiler udfordrende til Jeffrey.

”Det er jeg.”

 

Ude bag huset er der en stor græsmark hvor der er sat en masse forskellige ting frem. En dystløbsbane. Skydebane. Og en masse andre ting jeg ikke har tålmodigheden til at nævne. Alan tager min hånd da han når op på siden af mig. Jeg trækker den ikke til mig, men jeg vil stadig ikke have han regner ud hvad jeg har hørt. De andre deltagere dukker langsomt op. Der syv mænd ud over Walter, Jeffrey, Alan og jeg selv. De må høre til landsbyen.

”Anna, vil du ikke være sød at blive på fødderne, bare overfor de andre? Jeffrey og jeg selv, ja selv Far kan nok klare at få....tæsk....men jeg synes du skal give dem en chance.” Jeg sender Alan et tvært blik, men når ikke at hvæse af ham, da mændene nu, efter Walters opfordring, kommer hen og præsenterer sig selv. Jeg indprenter mig deres udseende, og andre ting, der muligvis kan have betydning for om jeg kan slå dem. Ikke at jeg finder det, jeg kan se, særlig brugbart, de virker alle superflinke, og jeg har ikke spor lyst til at gøre nogen af dem noget.

Darius. Mørkhåret med krøller. Ikke særlig høj. Grå-grønlige øjne der en smule kolde, trods smilet. Arbejder som staldkarl, det må være ham der har taget sig af Faith og Amadeus.

Steve. Kort hvidt hår sat op i en hestehale. Udtryksfulde øjne, trods den let kedelige grå farve. En såkaldt Roofer. En der ligger tag på huse. Rigtig spændende. Men det skal nok vise sig at han kan håndtere våben.

Adrian. Sort, skinnede, glat hår der falder ned i hans øjne. De har for øvrigt den samme farve som hasselnødder. Der er noget spændende ved ham, men jeg kan ikke rigtig sætte fingeren på det. Han er bødker. Måske er det det. Det passer slet ikke til ham.

Erick. Lyst hår som er vandkæmmet og skinner. Strålende grønne øjne og et blændende hvidt smil. Ikke lige min type, selv om jeg vil tro at mange andre piger ville finde ham meget atraktiv. Han er landmand, hvilket også for ham til at falde yderligere på min tiltrækningsliste. Ikke at arbejdet er noget jeg ser ned på, jeg finder det derimod yderst vigtig og står i står gæld til de mennesker som skaffer os andre mad på bordet, men han måde at tale på er så simpelt og forvrænget at jeg ikke fatter et ord af, hvad han siger.

Talon. Sorthåret, med smukke mørkebrune øjne. Det virker en smule usikre, men han er muskuløs og jeg regner med at han forstår sig på våbenbrug, for ellers var han vel ikke blevet inviteret. Desuden tyder hans holdning på at han også bruger sin tid på andet end at binde bøger, selv om de er hvad han gør ud af til. Han kunne godt være tidligere soldat.

Alec. Han er en smule mørkere i huden end de andre og han snakker også med en Ashariansk accent, hvilket tyder på at han har været tidligere slave. Det håber virkelig ikke er tilfældet, og ikke kun af selviske årsager, men fordi jeg ved hvor grimt slaverne er blevet behandlet. Tingene er begyndt at ændre sig, og jeg ved at mane lande mod syd har stoppet handlen med slaver, og at konger rundt om i verden har forbudt det ved lov. Det er kun os i midten, og helt oppe nordpå, der ikke har fattet at ingen mennesker skal behandles som dyr. Han arbejder for smeden.

Kendall. Kort lyst hår. Lækker. Jeg ved jeg ikke burde tænke på noget i den stil overhovedet, jeg har jo en kæreste, og desuden er han seks år ældre end mig, selv om det nu nærmere ligner otte-ni stykker. Men han er pæn! Ikke sådan at jeg ville falde i svime over ham, men han ser nu ganske godt ud. Men det ændrer absolut ikke på hvad jeg føler for Alan. Alan er ikke grim, men man kan vidst heller ikke kalde ham jordens skønneste. Han er lige tilpas. Kendall er musikant.
 

Walter rømmer sig da jeg som den sidste har givet hånd til Kendall. Alan sender mig et spørgende blik, fordi han mener jeg er ude på noget. Jeg har studeret dem alle en lille smule for grundigt. Jeg smiler til ham og ryster på hovedet det er ingenting.

Vi begynder med bueskydning. Vi får hver ti pile som vi så skal skyde afsted og den der rammer bedst for nul point, mens andenpladsen får et, tredjepladsen to og så videre. Den der har færrest point ved turneringens afslutning har vundet. Det lyder meget fair, måske lige bortset fra at de lyder temmelig nemt at skyde til måls efter en helt almindelig målskive. Hvis man måtte gøre det fra hestery...

”Anna, hold op med det der!”

”Kan du læser tanker eller hvad?” spurgte jeg fornærmet Alan.

”Nej, men jeg kender det udtryk, gem dine kunster til senere!”

”Okay, okay!”

Jeffrey ligger ud med at skyde. Han klarer det rigtig godt, men jeg ville heller ikke have forventet andet. Ni ud af ti pile rammer den inderste af skivens tre ringe.

Walter er en smule dårligere, men rammer dog alligevel med otte i det inderste felt.

Alan klarer dette lige som han plejer og rammer helt inde ved midten med alle undtagen den første pil, som rammer i målskivens yderste ring.

Landsbydrengene ligger alle med omkring tre pile i den inderste, mens de resterende syv pile varierer på skydeskiven.

Alle undtagen Alec. Han overasker os alle sammen ved at ramme med alle ti pile i den inderste ring. Jeg skal ramme meget præcist for at slå ham. 
 

Jeg varmer træet mellem mine hænder og venter på at det bliver smidigt nok til at jeg kan spænde den. Jeg undgår at se på Alan, for jeg ved han vil sige at jeg skal holde mig fra at skyde med fødderne. Men det er der jeg rammer bedst. Strengen falder i hak i det lille indhuk, og jeg spænder den prøvende. Den er næsten lige så høj som mig, men det siger vel egenligt ikke så meget. Jeg tager de ni af pilene i munden og går så op i bro, hvor jeg så kan få fat i buen og spændende den, med den ene pil jeg har mellem tæerne. Jeg kan mærke de andre blikke, men jeg ænser dem ikke. Jeg fokuserer kun på skydeskiven og trækker strengen så langt tilbage jeg kan. Trækker vejret dybt ind og puster ud. Først da der ikke er mere luft tilbage i mine lunger, lader jeg pilen flyve. Den lander cirka to centimeter fra centrum. Så har jeg noget at gå efter.

Alan stønner højlydt da jeg flækker den tredje der har prøvet at finde vej til midten. Det var den sidste. De befinder sig alle i den inderste cirkel, men de tre af dem har ramt helt inde på midten. Jeffrey ser imponeret på mig, da jeg rejser mig op.

”Godt klaret Anna!” Jeg smiler, men har ikke glemt at det er ham, der er skyld i min ulykke. Det er hans skyld, at Alan er nødt til at gifte sig, med alle andre end mig. Mit smil falmer og jeg er pludselig ikke så glad for min sejr. Mit eneste mål er at bevise, at jeg er langt mere værd end en dum adelig møgtøs.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...