Blåt blod og blå øjne - Pause

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2013
  • Opdateret: 15 jun. 2014
  • Status: Igang
”Alan vi er glade for at du tog Anna med, men det ændrer ikke på at du er nød til at blive trolovet med Cosmina. Det er til alles bedste.”
”Alles bedste? Til jeres bedste måske! Hvad nu hvis Anna ikke er den I tror hun er?” Han ved noget, går det op for mig. Ved noget jeg ikke ved. Det er det eneste tidspunkt han bruger den tone.
”Hvad mener du?” spørger Walter. Alan er stille lidt.
”Ingen..ting....” Han rejser sig så brat at stolen vælter. ”Men jeg nægter at gifte mig med Cosmina! Jeg elsker Anna.” Så sætter han i løb ud af stuen og opdager ikke engang at jeg står helt målløs og stirrer efter ham.
...Dette er 2´eren til Kongelig Tyvetøs. Anden bog i serien om Tvillinge Kattene.
(Jeg er ked af det, men jeg har desværre ikke rigtig overskuddet til at skrive videre lige i øjeblikket, jeg tager den selvfølgelig op igen, når jeg får tid!)

17Likes
57Kommentarer
1508Visninger
AA

5. Træning

Det er ekstremt hårdt! Men jeg kan godt lide det, det giver mig nemlig muligheden for at lære en hel masse om hvad jeg kan og ikke kan. Den sidste del er dog ikke så relevant. Der er ikke meget jeg ikke kan. Måske lige med undtagelse af det boglige. Jeg er god til sprog, det er nemlig lykkes mig at mestre alle syvogfyrre sprog nonnerne ville have mig til at kunne. Men alt det andet som matematik og historie er jeg elendig til. Jeg kan godt organisere hvordan en hær skal angribe og sådan, men jeg ville ikke kunne regne forsyninger og sådan ud. Og jeg kan ikke stave, eller skrive og læsningen halter også en lille smule. Jeg kan tale sprogene flydende, men så snart jeg skal læse dem.....

Heller ikke på magisiden gør jeg store fremskridt. Jeg har store evner, men jeg kan ikke bruge magien uden at springe noget i luften. Så jeg holder mig mest til sværdet og andre våben og fysiske udfordringer. Hvor det går strålende. Der er faktisk ikke nogen af det andre væbnere der kan slå mig i noget, hvis det ikke lige er fægtning og jeg er tvunget til at blive på benene. Og selv der er det kun David og Alan der kan og det én ud af tre gange. 
 

Anna! Hvad er det du laver?” Jeg har slet ikke hørt at der blev banket på døren til mit værelse, men alle er så velopdragene her at det næppe er tilfældet at der ikke blev banket. Jeg ser op og er ved at tabe mit sværd. Det er nemlig lige gået op for mig hvad det er jeg har gang i. Jeg er oppe på hænder, hvilket ikke er så mærkeligt endda. Jeg kan ikke lide at gå normalt. Det er mere det jeg laver samtidig. Jeg fægter nemlig med en fod, mod et sværd der svæver i luften foran mig. Med den anden fod jonglere jeg med nogle bolde. Og jeg står faktisk kun på en hånd, for den anden holder jeg en bog, skrevet på nordlandsk, men jeg øver mig på en remse der bevæger sig hen over alle sprogene jeg kan. Jeg får boldene i hovedet en efter en og går ned på benene igen.

Alan står og stirrer på mig. Han ser skeptisk fra sværdet på gulvet, boldene, bogen. Så ryster han på hovedet.

Øh...jeg øver mig?”

Det kan jeg se!” Men så bryder han ud i et smil. ”Det er jo fuldkomment sindssygt det der!” Han kigger på mig og får pludselig et mystisk udtryk i øjnene. ”Hvad er der med dit hår?” Forvirret trækker jeg ud i det og gisper. Så meget for at holde det hele hemmeligt. Og hvad sker der lige for det? Det er jo blevet farvet! I det mindste kan han ikke se min øjenfarve? ”Og dine øjne!” Han ser helt paf ud. Men ikke nær så paf som mig.

Hvordan helt nøjagtig er det at du kan se det?” spørger jeg. Han kigger uforstående på mig.

Hvordan kan man undgå at se at du har rødt hår o-” Jeg flyver hen ved siden af ham og ligger min hånd for hans mund. Han prøver at slippe fri, men jeg har godt fast.

Det siger du ikke højt! Kongen slår mig ihjel!” Han nikker modvilligt.

Se det forklarer en del.”

Det gør det da ikke! Jeg har farvede linser på øjnene og mit hår er blevet farvet! Du burde slet ikke kunne opdage det!” Jeg går hen til værelses eneste spejl. Og ser at alt det jeg lige har sagt er rigtigt. Jeg har sort hår og brune øjne. Men så kigger jeg over på Alan og kan se den røde farve gennem øjenkrogen. Det giver ikke mening.

Nej det er et problem kan jeg godt se.” Jeg fnyser og sætter mig ned.

Du fortæller det ikke til nogen vel?” spørger jeg så forsigtigt.

Selvfølgelig ikke, men Anna?” Jeg kigger op på ham. ”Jeg tror du skylder en ordentlig forklaring.” Pludselig banker det så igen på døren.

Når der er I! Vi skal ud på øvelsesbanen, der er væddeløb!” Det er David som meget hurtigt lader blikket glide fra mig til Alan, men som så forsvinder ud af døren igen. Alan smiler.

Du fortæller mig om det senere ikke?” Jeg nikker. Måske er det ikke så dårligt at han fandt ud af det. Nu har jeg i det mindste en at dele det med. ”Kom, du slår mig ikke denne gang!” siger han og løber ud af døren. Jeg sætter efter. Og jeg slår ham og jeg bruger ikke engang en hest.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...