Blåt blod og blå øjne - Pause

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2013
  • Opdateret: 15 jun. 2014
  • Status: Igang
”Alan vi er glade for at du tog Anna med, men det ændrer ikke på at du er nød til at blive trolovet med Cosmina. Det er til alles bedste.”
”Alles bedste? Til jeres bedste måske! Hvad nu hvis Anna ikke er den I tror hun er?” Han ved noget, går det op for mig. Ved noget jeg ikke ved. Det er det eneste tidspunkt han bruger den tone.
”Hvad mener du?” spørger Walter. Alan er stille lidt.
”Ingen..ting....” Han rejser sig så brat at stolen vælter. ”Men jeg nægter at gifte mig med Cosmina! Jeg elsker Anna.” Så sætter han i løb ud af stuen og opdager ikke engang at jeg står helt målløs og stirrer efter ham.
...Dette er 2´eren til Kongelig Tyvetøs. Anden bog i serien om Tvillinge Kattene.
(Jeg er ked af det, men jeg har desværre ikke rigtig overskuddet til at skrive videre lige i øjeblikket, jeg tager den selvfølgelig op igen, når jeg får tid!)

17Likes
57Kommentarer
1458Visninger
AA

6. Sandhedsvand

To ting fylder mit hoved i øjeblikket. Den første er nok den bedste og den værste. Kongen har sluppet Rianna fri. Grunden...ingen har set mig alt for længe, de har droppet ideen med at få fat i mig. Jeg kan ikke sige præcis hvor lang tid der er gået, men der er gået et stykke tid. Og jeg havde faktisk glemt hvad min plan var, og nu er det jo lidt lige meget. Jeg er blevet så glad for alt her. Men nu har jeg faktisk ikke noget at gøre her.

Alan, hvad skal jeg gøre?” Jeg hænger med hovedet ned af fra et træ, mens han sidder og studerer sine matematik lektier. Vi er blevet rigtig gode venner. Vi er sammen hele tiden. David er også tit sammen med os, men han har så meget andet at se til.

Kunne du ikke blive?” Det er hans sædvanlige svar. Han vil gerne have at jeg bliver, han vil gerne have en ven hos sig, indtil han bliver ridder. Han er ikke meget ældre end mig, men han har snart gået på skolen i fem år. Han bliver slået til ridder når han fylder sytten, hvilket er om to år, hvis jeg ellers husker rigtigt. Jeg har fødselsdag....

Hvornår har David fødselsdag?” spørger jeg og undviger uden helt at tænke over det hans spørgsmål.

Han fylder fjorten i næste måned.”

Er der virkelig allerede gået så længe? Fire år? Det er da umuligt! Men nu hvor jeg tænker nærmere over det giver det faktisk ret så god mening. Jeg har ikke lavet så meget. I sommerferien det første år blev der holdt en turnering til ære for en eller anden fjern slægtning af kongen, som skulle giftes med en prins af et af nabolandene. Jeg kan ikke engang huske hvilket land. Vi lærte at håndtere sværdet og havde om borgerkrigen i 396 i skolen. Det er det mest spændende fra det år, hvilket siger lidt o hvor død sygt noget af det er.

Det andet år var betydeligt sjovere. Vi tog til Obait for at lære om deres demokrati, hvilket jeg synes er en langt bedre idé en monarki, men det skal jeg jo ikke bestemme. Vi var der i flere uger. Der skete noget den ene af dagene, noget jeg prøver ihærdigt på at glemme, fordi jeg er sikker på at han ikke engang selv kan huske det. Der var banket for alle de finere folk i landet, også de soldater der i et kongedømme ville have været riddere. Vi var blevet inviteret med også og det var en rigtig sjov fest. Uheldigvis syntes de unger soldater at det var rigtig sjovt at drikke nogen af vores ridderaspiranter under bordet, eller i hvert fald putte noget i vores glas. Det gik mest ud over de ældste, dem der snart er riddere, men nogen havde alligevel fået sneget noget ned i Davids glas. Hvad Alan så ikke havde opdaget var at det var Davids krus og drak derfor den væske iblandet noget stærkt, der nærmest øjeblikkeligt gør dig omtåget og fuld. Eller ikke fuld som sådan, bare ikke dig selv. Der er nogle af slottets kloge koner der kalder det sandhedsvand, fordi folk, der har taget det, altid viser deres sande jeg når de har taget det. Men det tror jeg nu ikke på, jeg tror at det fjerner dine hæmninger og at folk, der tager det, derfor altid er hysterisk glade eller kede af det. Men Alan drak det, og mig og David besluttede os derfor at hjælpe ham op i seng. Undervejs var der en af de fornemme herrer, der forlangte at snakke med kronprinsen og David lod mig om at få ham det stykke op af trappen, mens han bare ævlede løs om farvede sæbebobler. Jeg fik ham skubbet gennem døren og ville til at lukke den og gå tilbage til festen, men han havde grebet fat i min hånd og mumlede noget jeg ikke længere kan huske, men det havde heller ikke givet den store mening. Så havde han kysset mig på kinder, hvorefter han vendte sig om og sang en sømandsvise og faldt om på sin seng. Han sov og efterlod mig forbløffet tilbage med hånden mod kinden.

Anna, du svarede mig ikke, hvorfor bliver du her ikke?” Jeg er ved at falde ned af grenen. Jeg havde tankerne helt andre steder.

Jeg kan ikke lade Rianna alene tilbage, vi holder sammen!”

Jeg troede vi holdt sammen!”Han lyder såret. Det for mig til at tænke på det tredje år. Også dette år bragte væbnerskolen en udenlandstur. Denne gang bare til havs. Vi skulle sejle med kongen og dronningen på besøg hos dronningen søster i Aslia. Vi fik, meget uansvarligt faktisk, til opgave at sejle skibet. Og det gik godt. En aften skulle jeg holde roret, mens Alan stod og foldede nogle reb sammen. Det blæste kraftigt og jeg var bange for at nogle af snorerne, der holdt masten fast hvor den var, i forhold til vinden, skulle knække. Jeg råbte til ham at han skulle hente en af de andre så de kunne tage over, og så jeg kunne klatre op og fastgøre dem bedre. Han hørte det anden gang og snart var vi fem mand på dækket. Dian var en af dem. Han gav mig strengt besked på at jeg ikke måtte klatre op. David, Alan og de andre var enige. Men vi kunne ikke tillade os at ændre kurs! Og hvis den rev sig løs kunne den knække. Jeg overtalte dem til sidst. Langsomt begyndte jeg at kravle op af den, mens jeg holdt vejret. Jeg var frygtelig svært at holde sig fast. Jeg skulle passe på hvert eneste lille skridt jeg tog. Endelig nåede jeg tværbjælken og kunne langsomt balancere mig ud mod rebene i den ene side. Jeg fik det tøjret og satte et nyt i for at forstærke det. Jeg gentog samme ting i den anden side. Jeg nåede så langt som halvvejs tilbage før jeg snublede. Jeg endte med at hænge i den ene arm. Jeg kunne se at folk råbte som vanvittige nede på skibet, men det druknede i vinden. Jeg kunne se havet lang under mig. Jeg kunne mærke håbet om at jeg bare skulle lade mig falde og blive opslugt i bølgerne. Så ville det være forbi. Jeg kom så langt ud at jeg gav slip. Men jeg ramte ikke havet. Jeg var ti meter fra dækket i en helvedes fart da jeg hørte Alan råbe et eller andet højt ud over havet. Jeg var kun meter fra at blive smadret mod dækket da en lang arm af vand greb mig og langsomt sænkede mig ned. Jeg stirrede vantro på den arm af vand der langsomt forsvandt. Alan havde fået havguden til at redde mig.

Det gør vi også, jeg har det bare som om jeg lader hende i stikken.”

”Du kan altid vende tilbage efter du er blevet ridder." Jeg nikker besværet det er ikke nemt at nikke når man hænger med hovedet ned af.

Jeg tror jeg bliver.”

Den anden ting der fylder mit hoved er noget jeg er lidt flov over. Mest fordi jeg ikke ved om han har det på samme måde. Jeg er forelsket i Alan. Men hvis nogen finder ud af det, vil jeg blive smidt ud. Det er også det der er det bedste minde fra det fjerde år. I sidste uge havde han kysset mig rigtigt, men vi havde ikke nævnt det siden. Desuden havde det været et væddemål, hvis Alan tabte en fægtekamp til David skulle han kysse en pige. Det var ligesom det der var nemmest, jeg var der i forvejen. Eller det bilder jeg mig i hvert ind er grunden. Selv om jeg håber der er en anden grund.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...