Blåt blod og blå øjne - Pause

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2013
  • Opdateret: 15 jun. 2014
  • Status: Igang
”Alan vi er glade for at du tog Anna med, men det ændrer ikke på at du er nød til at blive trolovet med Cosmina. Det er til alles bedste.”
”Alles bedste? Til jeres bedste måske! Hvad nu hvis Anna ikke er den I tror hun er?” Han ved noget, går det op for mig. Ved noget jeg ikke ved. Det er det eneste tidspunkt han bruger den tone.
”Hvad mener du?” spørger Walter. Alan er stille lidt.
”Ingen..ting....” Han rejser sig så brat at stolen vælter. ”Men jeg nægter at gifte mig med Cosmina! Jeg elsker Anna.” Så sætter han i løb ud af stuen og opdager ikke engang at jeg står helt målløs og stirrer efter ham.
...Dette er 2´eren til Kongelig Tyvetøs. Anden bog i serien om Tvillinge Kattene.
(Jeg er ked af det, men jeg har desværre ikke rigtig overskuddet til at skrive videre lige i øjeblikket, jeg tager den selvfølgelig op igen, når jeg får tid!)

17Likes
57Kommentarer
1657Visninger
AA

1. Prolog

Lyset faldt ned gennem de lysegrønne trækroner. Måske lige bortset fra den detalje af lyset var månelys og at det var umuligt at se en hånd for sig i den nattesorte skov. Dronning Bianca listede sig, i ly af mørket, gennem skoven og ud mod byen, til den fjerneste ende af Gudindens have, hvor porten til Kongsvejen lå. Dronningen var bange. Bylden i hendes arme bevægede sig uroligt og babygråd kunne nu høres gennem hele skoven.

Shh, min egen, lad vær' med at græde, så får vi begge ballade.” Ballade var en underdrivelse. Prinsessen ville være i meget stor fare, hvis nogen opdagede at hun ikke var død, lige som hendes mor havde fået livlægen til at fortælle alle. At den kopi folk i dette øjeblik var ved at begrave, netop var en kopi. Pigen holdt inde og kiggede op på sin mor, med mere blå øjne end det burde have været muligt. Den klareste blå farve, der var den direkte årsag til dette sene flugtforsøg.

Kong Edgar var blevet spået engang i foråret det foregående år. Spåkonen havde sagt, at han ville møde et blåøjet menneske, som ville vise sig at blive hans undergang. Kongen, så forvirret og snæversynet som han nu engang var, havde udstedt en dødsdom på alle blå øjede personer i hele riget. Alle med blå øjne, der så meget satte en fod på i riget, ville blive slået ihjel. Dronningen havde ikke kunnet bære at miste sin datter og havde derfor brugt sin magi til at snyde alle, undtagen livlægen, der jo af gode grunde kendte sandheden. Pigens tvillingebror vidste måske også besked, men var imidlertid for lille til at være nogen trussel mod denne hemmelighed. Alt afhang altså af om dronningen nu kunne finde et sikkert sted, hvor prinsessen kunne vokse op i fred, trods sin mærkværdige øjenfarve.

Sir Dian var dagens mand i skysovs, selv om han ingen anelse havde om dette. For et par måneder siden havde han, i en rus, fortalt om sin søsters gode veninde, der også ventede barn den samme dag som dronningen. Han havde sagt, at hvis den pågældende veninde ikke havde været så fattig, ville børnene have kunnet leget sammen. Han havde leet af sin egen dumhed, og drukket videre, uden at vide at budskabet var blevet i dronningens sind, som en forudanelse om hvad, der ville henne. Nu måtte hun bare finde denne kvinde.

Kongsvejen var lang og snoet, og førte ind midt i byen. Slottet lå ud til havet ligesom den vestlige del af byen. Resten lå beskyttet af bymuren i vest. Stedet var udsat, slottet ville være nemt at indtage, men der havde ellers været fred i umindelige tider. Men med kongens nye lov var det ikke til at vide. Måske var byen faktisk at foretrække.

De var nået enden af vejen og dronningen skulle bruge sin hukommelse. Dian havde nævnt Via Elena som den gade familien skulle bo. På hjørnet. Dronningen passerede flere folk i den mindre fine del af byen som stadig var ude, trods det sene tidspunkt. Prinsessen græd forsigtigt, vidste instinktivt at noget var galt. Dronningen nåede det rigtige hus og bankede stille på døren. Der gik et stykke tid før der blev svaret. Det var Natashia selv der åbnede døren. Hun så forundret ud da den fremmede skubbede hendes hætte tilbage.

Deres majestæt!” sagde hun forbløffet, men dronningen tyssede på hende.

Jeg har brug for Deres hjælp, men ingen må opdage at jeg har været her.” Prinsessen rørte sig usikkert og hendes mor sendte Natashia et bedende blik. ”Kunne vi få lov at komme ind?”

Øh, jo selvfølgelig!” Så fulgte Dronning Bianca efter gøglerkvinden ind i det hjem, hvor landets prinsesse skulle tilbringe de næste ti år af sit liv. De snakkede et stykke tid og dronningen forærede datteren sin egen magi, i det håb at ingen ville fatte mistanke. Når pigen var stor nok ville magien vise sig. Så gav dronningen familien en lille formue, som en beskeden tak for den fare de udsatte dem selv for. Kort tid efter forsvandt dronningen atter ud i nattemørket for at slutte sig til sin mand og søn, men prinsessen havde fået et nyt hjem, en ny familie. Nu var hun bare familien nyfødte datter, Riannas, søster. Og det eneste der bare kunne minde hende og hendes ophav, var hendes nye mors kælenavn til hende.

Gøglerprinsessen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...