Blåt blod og blå øjne - Pause

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2013
  • Opdateret: 15 jun. 2014
  • Status: Igang
”Alan vi er glade for at du tog Anna med, men det ændrer ikke på at du er nød til at blive trolovet med Cosmina. Det er til alles bedste.”
”Alles bedste? Til jeres bedste måske! Hvad nu hvis Anna ikke er den I tror hun er?” Han ved noget, går det op for mig. Ved noget jeg ikke ved. Det er det eneste tidspunkt han bruger den tone.
”Hvad mener du?” spørger Walter. Alan er stille lidt.
”Ingen..ting....” Han rejser sig så brat at stolen vælter. ”Men jeg nægter at gifte mig med Cosmina! Jeg elsker Anna.” Så sætter han i løb ud af stuen og opdager ikke engang at jeg står helt målløs og stirrer efter ham.
...Dette er 2´eren til Kongelig Tyvetøs. Anden bog i serien om Tvillinge Kattene.
(Jeg er ked af det, men jeg har desværre ikke rigtig overskuddet til at skrive videre lige i øjeblikket, jeg tager den selvfølgelig op igen, når jeg får tid!)

17Likes
57Kommentarer
1446Visninger
AA

3. Kloster

Jeg har en frygtelig hovedpine. Dels fordi alting svømmer hen i grammatik. Dels fordi grammatikken dækker seksogfyrre sprog jeg skal lære.

Det ved jeg da ikke hvad hedder!” hvæser jeg, da Søster Anna beder mig om at gentage en sætning fra Latin til et eller andet mystisk land oppe nordpå, mens jeg stirrer mistroisk på mine egne fødder. De burde ikke være på jorden. Men på et kloster må man åbenbart ikke gå rundt på hænder.

Må jeg så få kammertonen!” Jeg begynder at synge et A. Søster Anna ser på mig med en hovedrysten. ”Hvis du skal være her, Arianna, så må du lære at opføre dig ordenligt. Der er ikke plads til ballademagere i Gudindens Orden.” Jeg har så heller ikke tænkt mig at indtræde i ordenen! Jeg vil bare ud og redde min søster! Min rigtige søster. Men det ville også være respektløs ikke at makke ret.

Javel, Søster.”

Jeg endte her efter faldet. Eller det vil sige først boede jeg hos en magiker ved navn Katarina. Det er også hende der sendte mig herhen. Fordi folk aldrig ville lede her. Lige efter at jeg var faldet havde man bragt mig til den første den bedste magiker, af den simple årsag at jeg ellers ville have været død. Men de nåede Katarina i tide. Jeg var hos hende i lang tid. Først fordi jeg skulle komme mig, men derefter fordi man havde opdaget at jeg besad magi, og at jeg var farlig for mig selv og for andre, hvis jeg ikke kom i træning. Så det kom jeg. Og jeg kunne godt lide det. Jeg kan rigtig godt lide Katarina. Men jeg kunne ikke blive.

For det viste sig nemlig at kongens livlæge besad en ret så vigtig viden. Han var blevet lidt for fuldt til en fest og havde afsløret at han da ikke mente at prins Davids tvillingesøster var død ved fødslen, men først langt senere. Kong Edgar havde overhørt dette og var blevet mistænksom. Han havde set over på sin kone og holdt hendes blik fast i lang lang tid, efter hvad historierne fortalte. Så havde han bedt hende følge ham til deres gemakker. Der efter var der blevet råbt og skreget i timevis, indtil Edgar så kong tilbage til spisesalen og beordrede tre mænd til at åbne datterens grav. De fandt ingenting, graven var tom. Det udløste endnu mere råben og skrigen, og en eftersøgning blev sat i gang. Prinsessen var ikke død og måtte derfor findes. Alle piger født den dag, der i blandt Rianna og jeg selv, var de på sporet af.

De har taget Rianna. De ved at det ikke er hende, men de vil gerne have fat i mig. Men det siger Katarina er umuligt, fordi jeg har blå øjne. De må ikke finde mig. Derfor er jeg på et kloster. Og jeg kommer til at være her et stykke tid. Men jeg vil altså ikke finde mig i at min søster skal være fange, der må være en anden måde at få hende fri på!

Det er der også. Rianna er på slottet. Og den eneste måde almindelige borgere kan komme ind på slottet er ved at være så dygtige at de består en test der får dem ind på væbnerskolen. Og til mit held er jeg dygtig nok, jeg ville kunne komme ind, gå der og samtidig hele tiden være sikker på at Rianna har det godt. Og hvis jeg forsvinder, forklædt som væbner, slipper de hende nok fri efter et stykke tid.

Så snart Katarina kommer og besøger mig fortæller jeg hende hvad jeg har i tankerne. Hun ryster på hovedet, men smiler så.

Jeg tror faktisk godt jeg kan få dig ind.”

Hvordan?” spørger jeg forundret. Jeg havde regnet med at hun ville argumentere helt vild imod min plan. Hun plejer at være så klog at det halve kunne være nok. Men hun vil rent faktisk hjælpe med planen! Det er mere end jeg kunne forlange!

Min bror driver skolen.”

Din bror?” Nu giver det slet ikke mening, jeg troede Katarina var helt almindelig borgerlig, men hvis hendes bror er sådan en højtstående ridder...

Sir Dian.” Hun ser min udtryk og begynder at forklare. ”Da jeg var seksten forelskede jeg mig hovedkulds i en simpel bonde. Vi var så lykkelige og ville giftes. Min far nægtede at give os hans velsignelse. Vi stak af og min far slog hånden af mig, og jeg mistede al min værdighed som adelig.” Hun ser enormt trist ud, men jeg kan ikke lade være med at spørge.

Hvad med bondedrengen?”

Han vidste ikke at jeg var magiker og da han endelig fandt ud af det var det hans tur til at stikke af. Han er bange for magi, jeg har ikke set ham i snart tyve år.” Nu er jeg selv trist. Tænkt hvor høj en pris hun betalte for kærligheden, hvorefter han vendte hende ryggen for noget hun ikke selv var herre over. Det var grusomt!

Men Dian har holdt kontakten. Han tror ikke på klasseforskel. Han har støttet mig lige siden.”

Og du tror han vil lade mig komme ind?” Hun smiler varmt.

Jeg tror slet ikke han kan modstå sådan et nyt talent.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...