Blåt blod og blå øjne - Pause

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2013
  • Opdateret: 15 jun. 2014
  • Status: Igang
”Alan vi er glade for at du tog Anna med, men det ændrer ikke på at du er nød til at blive trolovet med Cosmina. Det er til alles bedste.”
”Alles bedste? Til jeres bedste måske! Hvad nu hvis Anna ikke er den I tror hun er?” Han ved noget, går det op for mig. Ved noget jeg ikke ved. Det er det eneste tidspunkt han bruger den tone.
”Hvad mener du?” spørger Walter. Alan er stille lidt.
”Ingen..ting....” Han rejser sig så brat at stolen vælter. ”Men jeg nægter at gifte mig med Cosmina! Jeg elsker Anna.” Så sætter han i løb ud af stuen og opdager ikke engang at jeg står helt målløs og stirrer efter ham.
...Dette er 2´eren til Kongelig Tyvetøs. Anden bog i serien om Tvillinge Kattene.
(Jeg er ked af det, men jeg har desværre ikke rigtig overskuddet til at skrive videre lige i øjeblikket, jeg tager den selvfølgelig op igen, når jeg får tid!)

17Likes
57Kommentarer
1458Visninger
AA

10. Familiebesøg

Alan klarede den. Gudskelov han klarede den. Han smiler og er glad når vi er sammen med andre, men når vi er alene kan jeg af og til se et glimt af frygt i hans øjne. Han har det ikke godt. Men han er ridder nu. Min egen, helt perfekte, ridder.

Han skal vel egentlig i tjeneste nu. Måske bliver han sendt i krig? Hvad skal jeg dog gøre uden ham. Eller også bliver han...ja hvad egentlig. Det går op for mig at jeg ikke aner hvad en ridder rent faktisk laver når han, eller hun, ikke er i krig. Finder en drage og en prinsesse de kan redde? Næppe, hvor skulle de dog støve en prinsesse op?

Jeg skal besøge hans familie allerede i dag. Vi tager af sted engang om ikke så længe. Hans søster kommer også på en visit, og hans bror ville også prøve på at komme hjem til hans lillebrors fejring. Jeg føler mig en smule udenfor. Jeg kender jo ingen af dem. Men Alan siger det nok skal gå. Det håber jeg virkelig også at det gør.

Der bliver råbt på mig og jeg skynder mig ned på mit værelse. Tjenestepigen der har kaldt står med en halvfyldt kuffert og kigger spørgende ind i mit skab. Jeg skal være hos Alan i en uge, men jeg aner ikke hvad jeg skal have med! Han er greve søn! Hvad har man på i sådan et fint selvskab? Det er jo noget helt andet end her på slottet, her kan man kun mærke at det skal være fint til banketterne, ellers må vi have det tøj på vi vil.

De er nød til at gå i kjole!” siger hun da jegkigger olmt på kjolerne i kufferten.

Vil du ikke lade være med at sige De? Jeg er ikke adelig og har ikke tænkt mig at blive tiltalt som en.” Hun ser en smule såret ud. ”Undskyld, det er ikke ment på den måde, du gør bare dit arbejde, men jeg synes det virker for...fint, hvis du forstår hvad jeg mener.”

Det gør jeg, men du skal være i selvskab med de ”fine” hele ugen, og så går det aldeles ikke at være klædt som en gadetøs, eller en mand.” Jeg smiler til hende. Hun har nok ret, men jeg kan ikke fordrage det! Ridetøj er det der er rarest at have på! Og kjoler er så besværlige at have på samtidig med at man står på hænder! Så snart hun er gået tager jeg halvdelen af kjolerne op og bytter det ud med almindeligt tøj. Så skal jeg nok klare mig. Det banker på døren.

Er du klar?” spørger Alan som han træder ind af døren. Jeg nikker prøvende og han griner. ”Det var godt, vi rider så snart hestene er sadlet!” Jeg følger med ud i gården. Det bliver en lang uge.


 

Vi når grevskabet et lille stykke tid efter solnedgang. Herregården står på den anden ende så de kan tage i mod os på ordentlig maner. Jeg er meget tæt på at stikke af, men Alan ligger en hånd på min arm og trækker mig frem mod hoveddøren, der er gået op og hvor hushovmesteren står parat til at tage i mod os, mens staldkarle allerede har taget sig af Faith og Alans hest, Amadeus.

Velkommen tilbage, Alan!”

Det er godt at se dig, Glen.” Alan går frem mod hovmesteren, som giver ham et bjørneknus. Efter et stykke tid trækker Alan sig dog fri. ”Det her er Arianna.” Jeg smiler og giver Glen hånden, men han trækker mig i stedet også ind til et knus.

Så du er den berømte Arianna!” siger han og skubber mig ud i strakt arm så han kan se mig ordenligt.

Kald mig bare Anna, Sir.” Han smiler varmt og viser os indenfor. Alan griner af mit ansigtsudtryk, jeg havde ikke lige regnet med den gæstfrihed.

Jeg tror snart er Abby er parat med middagen, min dreng, i mellemtiden kan du jo hilse på deres kære forældre, de har sådan glædet sig til at se dig!” En tjenestepige kommer gående ind i forhallen og tilbyder at tage vores overtøj. Hun smiler venligt til mig og giver også Alan et knus.

Jenna! Det er godt nok længe siden!” udbryder han.

Det er det det, Sir Alan.” Hun smiler og han ser helt flov ud ved at nogen bruger hans titel. ”Nu skal jeg vise Dem deres værelse, frøken.” Alan skubber mig i retning af Jenna og han vinker provokerende da jeg forsvinder med hende. Han er så irriterende, hvad nu hvis jeg støder ind i hans familie uden at han er der? Hvad skal jeg så gøre?

Hele huset er enormt og det er mit værelse også. En stor dobbeltseng med silkelagner og et vindue ud over søen bag huset. Min kuffert står på den dertil indrettede dragkiste. Hvrodan den er kommet herop har jeg ikke hjerne nok til at regne ud.

Der er et bad parat til Dem, frøken. Vi spiser om en halv time.” Jenna vender sig for at gå.

Øh, Jenna? Jeg er ikke så vant til at være sådan nogle....fine steder...så vil du ikke være så at kalde mig Anna?” Hun smiler og nikker, men går så ud af døren. Efterlader mig alene tilbage med et dejligt varmt karbad med lavendel.

Jeg trækker i en grøn kjole. Den er faktisk ganske pæn, men den er ikke rigtig min stil. Jeg kan ikke lide måden kjoler hæmmer ens bevægelser. Når jeg engang for tid skal jeg designe en kjole der kan bruges til krig. Jeg sætter mit hår op. Der er noget mærkeligt ved at Alan er i stand til at se at det er rødt, men da ingen andre kan se det har jeg ikke tænkt videre over det. Det burde jeg måske. Med et suk går jeg ud på gangen. Nu skal jeg møde Alans familie. Det er nu jeg finder ud af om de måske er i stand til at respektere mig selv om jeg er langt under Alans værdighed. Men måske når jeg bliver ridder om et års tid, vil de ændre mening. Nu skal de bare kunne lide mig. Hvilket er en krævende opgave. Jeg kan virke en smule afskrækkende.

Der er du!” Alan dukker op bag et hjørne og smiler skævt til mig.

Hold op med det der! Du dukker op på de mærkeligste tidspunkter!” Han ler.

Og jeg som troede du gerne ville have jeg var der når de først går løs. De er som gribbe!” Jeg er ikke helt sikker på hvem han snakker om. ”Mine søskende, det er dem du skal bekymre dig mest om.” Den havde jeg ikke lige ventet. ”Når man snakker om solen...”

Alan!” En ung kvinde med langt mørkt hår kommer os i møde, med et blændende smil. Fra den anden side af spisestuen kommer nu en middelhøj mand af kraftig bygning og med skæg, men et venligt glimt i de grønne øjne. Han giver Alan et ordenligt klask i ryggen og giver mig en rasende trang til at slå ham også. Han skal ikke slå min kæreste! Det har jeg patent på! Alan ligger sin hånd på min skulder og forhindrer mig i at handle overilet.

Godt at se dig brormand!” Kvinden giver Alan et stort knus og kysser ham på håret, hvilket for ham til at rødme helt vildt.

Hvor er du blevet stor! Og du er ridder nu!” Jeg går ud fra at det er de berygtede søskende. Kvinden måtte være Abbigail, gift med Emilio af Tarsington Fort. Manden måtte være Jeffrey arving af dette grevskab, Greenhill.

Det er også godt at se dig Abby.” Har de ikke mødt hinanden endnu? Det er da mærkeligt, men måske sås man bare kun til måltiderne. Jeffrey får øje på mig.

Og hvem har vi så her?” Jeg ser ned i gulvet, pludselig ude af stand til at sige noget.

Jeffrey må jeg præsentere Arianna Advena.” Han får et underligt udtryk i øjnene, men før han når at sige noget kommer to andre ind af døren. Jeg synker en klump. Manden ligner sin ene søn meget, den pæne af dem, mens kvinden besidder samme skønhed, men der også noget andet over hende. Noget livligt? Det er som om hendes personlighed ikke passer helt til hendes omgivelser. Lydia, Alans mor.

Godt at se dig min dreng,” lyder det fra Alans far, Walter. Lydia derimod har travlt med at kysse ham og tjekke at han stadig er i et stykke.

Mor! Gider du lige! Jeg har altså gæster.” Hun smiler og kysser ham en gang til før ser på mig.

Han er simpelthen så genert!” Hun ser ud til at huske noget. ” Nu er jeg jo helt uforskammet.” Hun rækker mig hånden. ” Jeg er Lydia.”

Anna,” svarer jeg og tør ikke møde hendes blik. Hun klapper i hænderne og en tjener kommer ind med maden. Hendes mand ryster opgivende på hovedet.

Rart at møde dig, Anna. Undskyld denne rodede velkomst, kom sæt dig ned!” Alans familie er langt fra som jeg havde forestillet mig den. De virkede næsten....normale?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...