Blåt blod og blå øjne - Pause

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2013
  • Opdateret: 15 jun. 2014
  • Status: Igang
”Alan vi er glade for at du tog Anna med, men det ændrer ikke på at du er nød til at blive trolovet med Cosmina. Det er til alles bedste.”
”Alles bedste? Til jeres bedste måske! Hvad nu hvis Anna ikke er den I tror hun er?” Han ved noget, går det op for mig. Ved noget jeg ikke ved. Det er det eneste tidspunkt han bruger den tone.
”Hvad mener du?” spørger Walter. Alan er stille lidt.
”Ingen..ting....” Han rejser sig så brat at stolen vælter. ”Men jeg nægter at gifte mig med Cosmina! Jeg elsker Anna.” Så sætter han i løb ud af stuen og opdager ikke engang at jeg står helt målløs og stirrer efter ham.
...Dette er 2´eren til Kongelig Tyvetøs. Anden bog i serien om Tvillinge Kattene.
(Jeg er ked af det, men jeg har desværre ikke rigtig overskuddet til at skrive videre lige i øjeblikket, jeg tager den selvfølgelig op igen, når jeg får tid!)

17Likes
57Kommentarer
1455Visninger
AA

8. Bueskydning

Hvornår lærer du det?” Jeg står overfor en målskive og har et fast tag rundt om buestrengen. Hele natten har jeg prøvet på at få pilen til at finde sit mål. Men mine hænder ryster og uanset hvad jeg gør rammer jeg ikke. Jeg smider buen fra mig og falder sammen på jorden. En mørk skikkelse sætter sig på hug foran mig. Tårerne løber ned af mine kinder. Han hånd bliver lagt under min hage og jeg ser op på ham.

Hvornår indser du at buen aldrig bliver lettere at spænde? At du bare er nød til at give slip og håbe på at pilen rammer?” Jeg har stærkt på fornemmelsen at Alan ikke snakker om buen, men om noget helt andet.

Men hvad hvis jeg rammer helt forkert? Hvad hvis ender med at såre nogen?”

Sår kan heles, men sår på sjælen går aldrig væk. Du udmatter dig selv ved at gemme dig, jeg ved du skjuler noget for mig, men det bliver ikke ved med at gå.” Hans tanker bevæger sig et fjernt sted hen. ”Jeg skal testes om mindre end en måned, Anna. Jeg kan ikke klare at se dig sådan! Hvis jeg ikke kommer tilbage, skylder du mig i det mindste at fortælle mig hvorfor du ikke engang vil se på mig.” Jeg møder hans blik ordenligt for første gang i lang tid. Jeg har ikke været så heldig som jeg troede. Mine følelser er ikke gået i sig selv, men er tvært i mod blevet stærkere. Jeg har lukket ham ude fordi jeg mente det ville være nemmere. I stedet er selv de nemmeste ting, så som at spænde en bue, blevet næsten umulige.

Alan, jeg er bange. Jeg kan ikke fortælle dig det, jeg ville ønske jeg kunne, men-”

Anna jeg kunne dø! Det ved du lige så godt som mig. Testen slå ihjel. Den er designet så kun de stærkeste, dem der kan kontrollere deres frygt og bekæmpe den, dem som ikke er menneskelige, men kongens private robotter, overlever.”

Du skal nok klare den!” svarer jeg panisk. Det er det eneste jeg har tænkt på det sidste stykke tid. Jeg vil ikke miste ham. Jeg ville ønske han ikke skulle op, men det er en del af en ridders pligt. Selv når man står overfor døden skal hovedet holdes højt. Måske har han virkelig ret med hensyn til robotter. Men så må han blive en robot! Han kan lige vove på at dø!

Du er nød til at forklare dig! Jeg troede du stolede på mig, jeg troede vi var venner....bedste venner.” Han har selv tårer i øjnene. Nogle ville måske have fundet det svagt, sagt at rigtige mænd ikke græder. Jeg mener de tager fejl. Det kræver langt mere mod at turde vise sine følelser end det tager at skjule dem. Uheldigvis er jeg langt fra modig.

Selvfølgelig stoler jeg på dig!” siger jeg oprørt. Selvfølgelig er vi venner. Det er det der er grunden!

Så fortæl mig hvorfor du kan være bekendt at undgå mig! Du vil ikke se på mig, du vil ikke tale med mig. David siger at du oven i købet undgår at snakke om mig! Hvad har jeg gjort galt?” Jeg rejser mig og skynder mig op på hænder så jeg ikke behøver at kigge på ham. Han har ret, selvfølgelig har han ret. Men det har ikke forhindret mig i at tænke på ham.

Ingenting, overhovedet ingenting.”

Så fortæl mig hvad der er galt!” Jeg tøver et øjeblik. Hvis jeg mister ham til testen ønsker jeg at han ved hvorfor. Men jeg er så frygtelig bange....

Jeg...øh...altså....jeg kan måske godt lide dig...” mumler jeg så lavt som muligt. Han ser forundret på mig, men ser ikke ud til at fatte det helt. ”Jeg er måske....blevet lidt for glad for dig.....”

Virkelig?” Han lyder ikke vred, ikke fornærmet, han griner ikke engang. Nej han lyder....håbefuld? Glad? Jeg nikker og vil ikke se på ham. Endnu engang tvinger han mig til det. ”Og al den tid har jeg gået og troet jeg var den eneste der var ved at blive skør!” Jeg fatter ingenting. Han smiler og læner sig frem. Han er helt tæt på. ”Jeg kan også godt lide dig.” Og så kysser han mig, hvilket slår mig helt og aldeles ud af kurs. Hvad havde han sagt? Det var simpelthen ikke muligt, det var-

Dine tanker larmer, kan du ikke bare nyde det?” Nu smiler jeg for alvor. Jo det ville ikke være det store problemer i. At hvis nogen så os nu, eller nogensinde opdagede det her, ville vi få rigtige store problemer, er en mindre detalje.

Her er koldt!”

¨”Du kunne lade være med at bruge den udendørs skydebane, lang tid efter at midnats klokken har ringet!”

Mmm,” mumler jeg. ”Det kunne jeg.”

Men jeg er nu meget glad for at du ikke gjorde det.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...