Invisible ~ Oneshot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2013
  • Opdateret: 5 apr. 2013
  • Status: Igang
Jeg blev sur. Mest fordi du ikke kunne forstå mig. Og mest fordi at efter jeg havde råbt af dig, gik du din vej, som du plejede. Uden et enkelt farvel, en undskyldning eller noget forståelse.

2Likes
0Kommentarer
256Visninger

1. Dig.

Alting forandrede sig. Især mennesker. Især de mennesker jeg elskede. Især dig! Jeg forstod ikke hvordan du sagtens kunne være sammen med mig, når Katarina ikke var der. Men når hun var der, var jeg luft. For guds skyld, jeg var din bedste veninde!

 

Jeg følte mig misbrugt, som om jeg var en dukke. Jeg var din ynglings dukke, du legede altid med mig når du var alene. Men når Katarina var på besøg, så var jeg ikke god nok. Når hun var der, måtte du lege med hendes perfekte Barbie. Du gemte mig nede i skuffen, sammen med de breve jeg havde sendt dig fra min ferie. Der ville Katarina ikke kigge.

Jeg hadede at sammenligne mig selv med en dukke, men det var sådan jeg følte mig. Jeg var ikke god nok til Katarina, men det var du. Så når du var sammen med hende, var jeg heller ikke god nok til dig. Hun rev dig langsomt fra mig, og snart ville du være helt væk, det ved jeg.

 

”Vil du ikke lege med mig nu?”

”Nej undskyld, men Katarina kommer nu,” svarede du og proppede mig ned i skuffen sammen med de gamle minder.

 

Det var dukken.

 

”Kan vi ikke snart være sammen, jeg har brug for at snakke med dig.”

”Nej undskyld, jeg skal være sammen med Katarina, hele ugen, tror jeg,” svarede du. Lige efter det, råbte Katarina efter dig, og du løb som sædvanligt over til hende. Med det samme. Uden et enkelt farvel.

 

Det var mig, lige nu.

 

Jeg gik tilbage til min bedste ven Jonathan, der kiggede bekymret på mig, igen. Han var den eneste der forstod mig, men det var måske også fordi at han var den eneste jeg delte mine problemer med, han var den eneste der virkelig var der for mig.

”Hun vil stadig ikke tale med dig i skolen, vel?” Han kiggede på mig med hans store brune hundeøjne. Hvorfor spurgte han? Han kendte jo godt svaret, han så det selv, men han håbede på noget andet. Jeg havde ikke lyst til at snakke, så jeg svarede ham bare med et nik.

 

Efter skole var det helt anderledes. Når Katarina ikke var der, så grinede vi sammen og havde det sjovt. Det var forkert, det føltes ikke rigtigt – faktisk, var det til at brække sig over. Det fik mig til at føle at jeg ikke var god nok, at jeg var et nul. Hvorfor kunne du ikke se det? Jeg forstår det ikke!

 

Vi gled mere og mere fra hinanden som årene gik. Du blev værre og værre. Du sagde dumme ting om mig, til Katarina, ting du svor på dit liv du ikke ville sige til en sjæl. Når Katarina var i nærheden, og jeg kom forbi, råbte du efter mig. Du råbte at jeg havde grimt tøj, at jeg ikke havde nogen værdi og en masse andre ting jeg aldrig troede jeg skulle høre fra din mund. Men efter skole, var mit tøj rigtig flot, og du spurgte mig endda hvor jeg havde købt mine bukser.

Der gik min grænse, det var gået for vidt. Når jeg kom hjem fra skole, lagde jeg mig i min seng, der begyndte jeg at græde. Jeg græd indtil mine forældre kom hjem, for jeg kunne ikke holde ud, at andre mennesker skulle se mig græde.

 

Min forældre vidste det hele, jeg havde fortalt dem det. ”Hun er ikke det værd,” ”drop hende,” ”vær lidt mere samme med Jonathan i stedet for,” det var det de sagde. Og ja, jeg forstod det godt, men hvordan skulle jeg  sige farvel til min bedsteveninde siden børnehaven?

 

Jeg fandt endelig en dag hvor du ville snakke med mig, for Katarina var syg. Jeg fortalte dig det hele, jeg fortalte dig hvordan jeg havde det. Men du kunne ikke se problemet. Du kunne virkelig ikke se hvad der var galt. Det var så overfladisk.

”Hvordan fanden kan du ikke havde lagt mærke til det? Hvordan kan du lade som om intet er sket!? Hvad fanden er der galt med dig!?”

Jeg blev sur. Mest fordi du ikke kunne forstå mig. Og mest fordi at efter jeg havde råbt af dig, gik du din vej, som du plejede. Uden et enkelt farvel, en undskyldning eller noget forståelse.

 

Jeg husker da jeg græd i Jonathans arme. Jeg husker hvordan han tog sig af mig. Han sagde at det hele nok skulle gå, og at han altid ville være der for mig, og så kyssede han mig. Det kom som et chok. Det ødelagde mit liv.

 

Jeg havde til sidst ingen venner. Jonathan ville være mere end venner, og havde flere følelser for mig end jeg troede. Jeg sagde til ham, at jeg ikke havde det på samme måde. Jeg sagde til ham at jeg havde brug for en ven, jeg havde brug for ham som min ven, min bedsteven, men ikke mere. Han blev fornærmet og gik, akkurat som du ville have gjort. 

 

Ti uger senere græd jeg i telefonen. ”Jonathan du lovede du altid ville være der,” græd jeg. Jeg følte mig så alene, for jeg havde ingen. Alle tog et stort skridt ud af mit liv, og forlod mig helt alene. ”Jeg holder altid hvad jeg lover,” sagde han i telefonen, og så lagde han på. Jeg vidste ikke hvad det skulle betyde, men jeg blev på en måde lettet da han sagde det.

To minutter senere ringede det på døren, og jeg åbnede døren med et stort kram.
Siden den dag var vi uadskillelige.

 

Du var stadig sammen med Katarina nærmest nat og dag. Men jeg lærte langsomt at ignorere det. Jeg fandt ud af at jeg havde det bedre uden dig, du kunne gøre hvad du ville.

Jeg havde det fantastisk sammen med Jonathan. Indtil den dag  han fortalte mig, at han skulle flytte til America.

Da Jonathan ikke var der længere, vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg sad hele tiden alene i skolen. Jeg sad og skrev. Jeg elskede at sidde og skrive om mit liv, sidde og skrive digte og noveller. Jeg skrev om dig, og hvordan du ødelagde mit liv.

 

Men selvom at jeg var meget alene i en periode, så takker jeg gud for det nu. Jeg fik tænkt alle tingende igennem. Jeg fandt ud af en meget vigtig ting, og jeg ved ikke hvorfor jeg ikke så det før.

Jeg er ikke dukken. Det er dig. Du er Katarinas dukke, hun bestemmer over dig, hun træffer dine beslutninger og siger til dig hvad du skal gøre. Du er hendes Barbie, et stykke legetøj for hende og en brik i hendes spil.

 

 

Hvor ville jeg dog ønske at du kunne se det selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...