Devils, Dreams and pink Dresses | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2013
  • Opdateret: 8 aug. 2013
  • Status: Færdig
At tjene penge kan nogle gange være hårdt arbejde, men for Luce Stewart er det ikke noget problem. Luce sætter sin skole og uddannelse meget højt og har brug for penge til en rejse til udlandet. Det er så lang tid siden, hun er været i byen og haft det sjovt, at hun ikke engang savner det. Det hele ændrer sig dog, da en enkelt aften med Zayn Malik langsomt trækker Luce ud, hvor hun ikke længere kan bunde. Så langt ud, at løftet om ikke at lade sig distrahere af håbløse forelskelser pludselig går i opløsning. Det ligger helt fast; der er hverken tid til problemer eller flirteri. Der er kun et lille problem - man siger ikke nej til Zayn Malik, og han er hele pakken.

68Likes
78Kommentarer
4749Visninger
AA

13. You shouldn't have seen

Jonas kiggede mig i øjnene og tog en dyb indånding.

Jeg trak mig med det samme væk fra ham, og vendte mig, så han ikke kunne se mit ansigt.

Jeg sad med knæene i gulvet og hænderne i skødet, mens jeg forsøgte at finde ud af min krop. Jeg holdt vejret et øjeblik, og prøvede at genkalde mig det, der lige var sket. Det var ikke svært, for det hele stod stadigt tydeligt i mit hoved. Men for hver gang jeg genspillede det, virkede det mere og mere forkert.

Jeg kunne ikke lade være med undersøgende at lægge en hånd på min brystkasse, for at mærke mit hjerte. Det slog hårdt og hurtigt og ville ikke sætte farten ned, selvom jeg forsøgte at trække vejret dybt for at berolige det.

Nu var spørgsmålet bare, hvorfor det bankede så hurtigt.

Jeg kunne med en boblende glæde konstatere, at jeg hverken havde lyst til at kysse eller røre Jonas på den måde igen. Det havde helt sikkert føltes trygt at være så tæt på ham, men ikke tiltrækkende. Jeg rejste mig hurtigt op og vendte mig og smilede til Jonas.

”Undskyld,” sagde jeg og var allerede på vej ud af døren, ”jeg bliver nødt til at gå.”

Inden jeg forsvandt, så jeg Jonas åbne munden for at sige noget, men jeg nåede ikke at høre det, før jeg larmende var på vej ned af trapperne. I stuen så jeg Simon stå og tælle sine Pokemonkort, som han omgående prøvede at dække, da han opdagede min tilstedeværelse. Jeg havde ikke tid til at kommentere det og spurtede direkte igennem huset og ud i gangen, hvor jeg hurtigt åbnede den tunge hoveddør og fortsatte ud på vejen.

Jeg satte i løb i samme øjeblik det gik op for mig, at det ville tage alt for lang tid at gå og priste mig lykkelig for, at jeg havde taget ordenlige sko på, da jeg efter lidt tid begyndte at blive forpustet. Det eneste der drev mig, var tanken om, at jeg nu helt og holdent kunne fortælle Zayn, at jeg ikke havde den slags følelser for Jonas. Og denne gang ville jeg ikke forlade ham, før han var overbevist.

For en gangs skyld følte jeg, at det hele nok skulle gå. Jeg havde været nervøs for, om jeg rent faktisk havde fået det forkerte følelser for Jonas, men nu havde jeg gjort det klart for mig selv, at det udelukkende var venskabelig kemi.

Jeg blev mere og mere forpustet, jo tættere jeg kom på Zayns hus. Jeg kendte efterhånden vejen ufatteligt godt, og jeg vidste, at der ikke var langt igen. Alligevel var jeg lige ved at give op, med hensyn til at løbe hele vejen. Jeg lavede da lidt løbetræning ind i mellem, men jeg var overhovedet ikke i form til den form for løbetur, jeg nu havde begivet mig ud på.

Det stak i mine lunger, da jeg endelig kunne se den velkendte havelåge. Jeg stoppede lettet og forsøgte at få vejret, før jeg skubbede lågen op og løb op af havegangen, hvor jeg stoppede foran døren, med hånden tøvende løftet. Jeg kunne høre musik på den anden side, men alligevel bankede jeg kort på døren, og selvfølgelig blev den ikke åbnet.

Han kunne naturligvis ikke høre mig for musikken, så jeg besluttede at lave lidt vindueskigning. Jeg hev den lille trappestige hen foran vinduet, jeg vidste førte ind til stuen og kravlede forsigtigt, men ivrigt, op.

Det var ikke til at se på afstand, så derfor blev jeg en smule overrasket over at se, hvor beskidte vinduerne var. Jeg trak desperat mit ærme ud over min hånd og gnubbede ivrigt på ruden, så jeg kunne kigge ind. Da jeg havde lavet et hul stort nok til, at jeg kunne kigge ind, fjernede jeg hånden og lagde panden helt tæt op af ruden.

Jeg vidste ikke, hvad jeg havde forventet at se, men i hvert fald ikke dette. Måske havde jeg forventet at se Zayn danse rundt, mens han støvede af eller lavede mad, eller måske forventede jeg at se ham drikke med en af hans venner. Uanset hvad, slog synet mig helt ud, og jeg var lige ved at skvatte ned fra stigen. Fejltrinnet fik mig til at banke hovedet mod kanten af vinduet, og jeg kunne ikke forhindre et smertefuldt udråb i at folde sig ud.

I det øjeblik så jeg med store øjne, Zayn vende sig mod mig og stirre på mig med store øjne. Han rejste sig med det samme fra den halvnøgne pige, han havde været i gang med, før jeg var dukket op, så jeg havde frit udsyn til hendes blottede overkrop og meget lilla hår. Jeg gispede og tog mig selv i at stirre, før jeg kiggede væk og fjernede mig fra vinduet.

Jeg tog mig instinktivt til panden og kravlede forsigtigt ned af stigen, hvor jeg satte mig på græsset med ansigtet gemt i hænderne.

Lidt efter hørte jeg musikken blive slukket og hoveddøren blive åbnet, og derefter lukket. Jeg kiggede op gennem mine fingre og så Zayn stå og stirre vredt ned på mig.

”Hvad har du gang?” spurgte jeg med en fast stemme. Jeg fjernede hænderne fra ansigtet og så den genkendelig røde væske glimte på mine fingre. Jeg måtte have slået hul.

”Luce, hvad fanden laver du her?” spurgte han i et toneleje, jeg ville kalde vredt. Han valgte simpelthen at ignorere mit spørgsmål fuldstændigt.

”Jeg kom bare for at fortælle dig, at jeg ikke har følelser for Jonas – jeg har testet det, men det kan du tydeligvis ikke bruge til noget,” hvæsede jeg af ham. ”Hvem er hun?”

Zayn sukkede og slog ud med hånden. ”Perrie,” sukkede han, ”det er Perrie.”

”Og hvem er Perrie?” spurgte jeg og spyttede hendes navn ud.

Zayn lavede en grimasse og kørte frustreret hånden igennem sit hår, da han sagde: ”Min kæreste.”

Jeg gloede vantro op på ham og kunne ikke tro hans ord. ”Din kæreste?” Jeg trak mig selv op og stå og overvejede at skubbe til ham, men beherskede mig. ”Din kæreste?” Mit tonelege steg betydeligt, og jeg kunne næsten ikke holde mine fingre fra at røre ham. Men denne gang var det ikke for at kærtegne ham, jeg havde mere lyst til at slå ham. ”Siger du, at du hele tiden har haft en kæreste?”

Zayn lignede en, der mest af alt havde lyst til at grave sig ned i et hul, da han svarede. ”Det er hendes hund.”

I det samme komme Glitzie luntende ud i haven, hvor hun lystigt gnubbede sig op af Zayns ben med tungen hængende langt ude af halsen. Jeg trak mig instinktivt tilbage mod muren, da jeg så hende komme. Jeg havde helt klart forbedret mit forhold til hunde, men jeg var stadigvæk ikke tryg ved dem, langt fra.

Og nu, da jeg havde fået at vide, hvem Glitzie i virkeligheden tilhørte, havde jeg overhovedet ikke lyst til at blive gode med hende. Jeg kunne bare ikke fatte, at Zayn havde en kæreste.

Jeg mærkede raseriet stige op i mig, og Zayn kunne åbenbart se det, for han åbnede munden og prøvede at tale mig til fornuft. ”Luce-” sagde han, men jeg lod ham ikke tale.

”Hvad fanden havde du regnet med?” råbte jeg af ham. ”Du flirter med mig, når jeg kommer med din post, og derefter inviterer du mig i byen, hvor du drikker mig så fuld, at du tror, du kan gå direkte hjem og hive mig med i kanen, og som om det ikke skal være nok, går du ikke, når jeg beder dig om det. Da du så endelig skrider, vælger du fandeme at komme tilbage og afsløre dig for hele min familie, hvorefter jeg indkasserer en skideballe, som du skulle have haft. Tror du ikke, du har skaffet mig nok problemer, Zayn? Jeg er fandeme træt af dig, men alligevel bliver jeg ved. Jeg gik endda så langt, at jeg tog hjem og fucking kyssede min bedsteven, fordi du havde bildt mig ind, at jeg var forelsket i ham. Og her kommer jeg rendende for at fortælle dig, at jeg kun har følelser for dig, og så har du fucking gang i en anden pige! Tror du ikke, det pisser mig en lille smule af, at du hele tiden har haft en kæreste ved siden af?”

Jeg kunne ligefrem mærke røgen komme ud af mine næsebor, da jeg skubbede mig forbi Zayn, som stod tilbage med et tomt udtryk i ansigtet.

Nu undrede det mig da ikke mere, at han havde lignet en, der ikke kunne vælge, hvilken is han skulle have, da jeg havde bedt ham komme tilbage til mig tidligere i dag. Jeg havde hele tiden troet, at hans valg stod mellem mig eller ingenting, men i virkeligheden stod valget med chokolade og blåbær. Jeg var chokolade, og Perrie var tydeligvis blåbær på grund af hendes prangende hår, som jeg allerede hadede.

Hvad jeg ikke vidste var, at han hele tiden havde valgt blåbær, men bare havde tilføjet lidt chokolade ind imellem.

Pludselig mærkede jeg tårerne presse sig på, og jeg vendte mig med vilje mod Zayn, så han kunne se med sine egne øjne, hvor meget det sårede mig, at jeg i virkeligheden bare havde været hans anden pige.

At se tårerne løbe ned af mine kinder, fik straks Zayn til at åbne munden. ”Undskyld, Luce, jeg-”

Igen afbrød jeg ham. ”En undskyldning er ikke nok for mig, Zayn. Jeg var fucking faldet for dig, okay? Var det ikke det, du hele tiden ønskede? Jeg kan fortælle dig, at din mission hermed er lykkedes. Vend du bare tilbage til hende blåbæret derinde, jeg skal nok gå nu.”

Jeg vendte mig og lukkede havelågen efter mig, mens jeg hele tiden ignorerede Zayns råb om, at han nok skulle forklare. Jeg vidste jo godt, at der ikke var nogen forklaring.


 

Jeg fortsatte hele vejen hjem, hvor tårerne blev ved med at rende forræderisk ned af mine kinder.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor glad og ivrig jeg havde været, da jeg for mindre end et kvarter siden havde løbet ivrigt og glad den modsatte vej, for at fortælle Zayn de gode nyheder.

Jeg vidste ikke, om jeg var glad for, at jeg havde taget dem på fersk gerning, eller om jeg hellere ville have undgået det hele.

Da jeg endelig nåede hjem, løb jeg direkte ind i laden, med hænderne oppe foran ansigtet, så ingen kunne se mit tårevædede ansigt. Ingen måtte se mig sådan her. Jeg var ikke vant til, at blive betragtet som en ynkelig person, for det var sådan, jeg følte mig lige nu.

Jeg følte mig ynkelig, fordi jeg græd over en dreng. Jeg havde på ingen måde kunne have spået mig selv liggende grædende på min egen seng, fordi drengen, jeg havde udviklet følelser for, havde brugt mig.

Jeg lå længe og forsøgte at stoppe med at græde, men det føltes som om, at mine tårekanaler var koblet til mit hjerte og ikke min hjerne. De ville ikke adlyde. Det var først efter et par timer, hvor jeg følte mig helt udtørret og udmattet, at tårerne for alvor stoppede med at formere sig i mine øjne.

Jeg satte mig dvask op, og i det samme bankede det på døren. Jeg pressede læberne sammen og råbte: ”Kom ind.”

Selvfølgelig var det Clarie, der denne gang kom slæbende på en stor kasse med sakse, pap, lim og alt muligt andet klisterværk.

”Jeg regner med, at du har tid til at hjælpe mig nu,” sagde hun, mens hun baksede med at få den tunge kasse stillet fra sig på mit skrivebord. Det var først, da hun vendte sig og rigtigt kiggede på mig, at det gik op for hende, at der var noget galt.

Først lignede hun et stort spørgsmålstegn, og jeg forstod hende godt. Jeg græd aldrig, og når jeg endelig gjorde, var er ingen, der så det, og da slet ikke Clarie. Og så havde jeg oveni købet anskaffet mig en stor flænge i panden. Hun gik langsomt over mod mig og satte sig ved siden af mig på min seng. ”Luce?” spurgte hun stille og rakte ud og rørte ved min hånd. ”Hvad sker der?”

Et eller andet sted langt nede, satte jeg virkelig pris på, at hun prøvede at trøste mig, men lige nu havde jeg bare ikke lyst til andre mennesker. Jeg trak min hånd til mig og svarede ikke.

”Er det ham … ” hun tøvede lidt og prøvede at komme på navnet. ” … Zayn?” spurgte hun.

Jeg besluttede at nikke svagt.

”Åh, Luce, det skal du da ikke græde over,” udbrød hun og lagde pludselig armene om mig. ”Mor kan godt være lidt dømmende nogle gang, men det skal hun nok komme over. Du skal nok få lov at se din fyr, når hun er faldet lidt ned og får mødt ham rigtigt, det ved jeg.”

Jeg undrede mig et kort øjeblik over, hvad hun dog ævlede om, men så gik det op for mig, hvordan det er så ud fra hendes synsvinkel.

Jeg snøftede bare og lod hende blive i den tro, at jeg var knust over, at jeg ikke måtte se Zayn.

Det var bare ikke helt sådan tingene hang sammen længere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...