Devils, Dreams and pink Dresses | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2013
  • Opdateret: 8 aug. 2013
  • Status: Færdig
At tjene penge kan nogle gange være hårdt arbejde, men for Luce Stewart er det ikke noget problem. Luce sætter sin skole og uddannelse meget højt og har brug for penge til en rejse til udlandet. Det er så lang tid siden, hun er været i byen og haft det sjovt, at hun ikke engang savner det. Det hele ændrer sig dog, da en enkelt aften med Zayn Malik langsomt trækker Luce ud, hvor hun ikke længere kan bunde. Så langt ud, at løftet om ikke at lade sig distrahere af håbløse forelskelser pludselig går i opløsning. Det ligger helt fast; der er hverken tid til problemer eller flirteri. Der er kun et lille problem - man siger ikke nej til Zayn Malik, og han er hele pakken.

68Likes
78Kommentarer
4909Visninger
AA

17. The wedding

Jeg lod langsomt mine øjne vandre hen over den store græsplæne, hvor bryllupsceremonien skulle holdes. Græsset var grønt og frodigt, og der var ikke en eneste sky at se på himlen. Hele morgenen havde Claire snakket om, hvor meget hun ville bryde sammen, hvis der bare faldt så meget som en eneste dråbe regn.

Brylluppet skulle som sagt afholdes på en smuk og idyllisk gård, som Clarie havde lejet til formålet. Den var faktisk så stor, at jeg nær havde kaldt det et slot. I selve hovedbygningen var der både balsale og gildesale, så det var der, festen bagefter skulle finde sted.

Da jeg gik rundt imellem de opslåede stole, der var sat op på græsset foran podiet, hvor Clarie og Stephen skulle stå, kunne jeg ikke lade være med at missunde Clarie lidt. Hun havde virket knoklet og gjort et stort stykke arbejde, og jeg var sikker på, at hun nok skulle få det drømmebryllup hun drømte om. Et kort øjeblik stod jeg og forestillede mig selv i en hvid brudekjole og spekulerede over, hvem der mon skulle stå ved min side til den tid.

”Luce!” En stemme bag mig afbrød mig i mine tanker.

Jeg vendte mig om mod Jonas, der kom gående i sine slidte cowboybukser og en løs trøje. Han havde endnu ikke klædt om til brylluppet, men det havde jeg nu heller ikke. Jeg var stået utroligt tidligt op i dag, så jeg kunne nå det hele, og det samme havde resten af familien.

”Valerie fortalte mig om, hvad der skete i går aftes,” sagde han, da jeg slog følge med ham, og vi gik langsomt rundt i græsset.

Jeg svarede ikke, men lod bare mine tanker vandre tilbage. Jeg var færdig med at græde nu. Det havde været sidste gang, og jeg ville aldrig fælde en tåre igen på grund af Zayn.

”Jeg er ovre det,” sagde jeg med en fast stemme.

Vi gik lidt i stilhed.

”Har du set noget til Zayn siden?” spurgte Jonas så.

Jeg trak vejret dybt og pustede, mens jeg overvejede, om jeg skulle lyve. Jeg havde ikke lyst til at fortælle Jonas om vores sidste samtale, men det kunne jeg jo blive nødt til.

”Jeg har snakket med ham en enkelt gang,” indrømmede jeg. ”Han fortalte mig, at han ikke har en kæreste mere.”

”Hm,” var det eneste Jonas svarede. Han stoppede hænderne i lommen og kiggede om i himlen. ”Jeg ville ønske, jeg kunne tilgive ham, men jeg kan virkelig ikke glemme det, han gjorde ved mig dengang.”

”Jeg forstår det, Jonas, men det behøver du heller ikke. Jeg har ikke tænkt mig at opsøge ham igen.”

”Du gå med post hos ham hver dag, Luce?” Jonas stoppede kort op og kiggede på mig.

”Jeg ved det godt, det er det, der er problemet.”


 

”Av, styr lige de hårnåle!” råbte Mabel og gav et ryk med hovedet, så alt håret faldt ud af Claries hænder.

Clarie ville have mig og Mabels hår sat perfekt, så derfor insisterede hun på at gøre det selv. Jeg havde allerede fået snoet mit hår op i fine fletninger, så nu var det Mabels tur. Selvfølgelig var hun sur og overreagerede

”Du bliver nødt til at sidde stille, ellers bliver vi aldrig færdige,” sagde Clarie og sukkede frustreret. Hun var stresset, det kunne jeg se på hende. Hun stod med hårnåle hængende ud af munden og håret havde flere steder revet sig løs fra hendes hestehale. Derudover var hun meget kommanderende, og jeg kunne hele tiden se hendes øjne flakke fra sted til sted.

Lidt efter sad Mabels hår endelig, som det skulle, og så manglede vi bare kjolerne. På det tidspunkt var Clarie nødt til at gå i bad, så hun kunne nå at blive gjort klar af den stylist, hun havde hyret, så mig og Mabel stod alene og skulle hjælpe hinanden de lyserøde kjoler på.

”De er virkelig forfærdelige,” mumlede Mabel, da vi sammen trak den tynde plastik af den første kjole. Jeg nikkede samtykkende, da Clarie kunne risikere at høre os igennem de papirtynde vægge. Vi stod begge to og betragtede den lidt, men til sidst smed Mabel tøjet, og jeg trak det lyserøde stof ned over hendes hoved. Da den endelig sad, som den skulle, kunne jeg ikke lade være med at stå lidt og smile af Mabel.

”Den klæder dig rent faktisk,” sagde jeg med et drillende smil.

Hun udvidede næseboerne og sendte mig et blik. ”I lige måde,” gav hun igen.

”Du har ikke set mig med den på endnu,” sagde jeg og hentede min egen kjole og fjernede plastikposen. Jeg overtalte Mabel til at hjælpe mig, og til sidst var begge to klar. Vi stillede os sammen over foran det store spejl, der prydede væggen og betragtede hinanden.

Jeg følte mig ikke vildt godt tilpas i kjolen, men det havde vel noget at gøre med, at jeg næsten aldrig gik i den her form for kjoler. Jeg kunne bedre lide de lidt mere neutrale festkjoler.

”Vi bliver så meget til grin,” sukkede Mabel og hev lidt ud i kjolen.

”Se nu på det positive,” forsøgte jeg. ”Det er både første og sidste gang, du er klædt i pink fra top til tå.”


 

”Hvorfor er jeg nervøs?” spurgte jeg og forsøgte at holde min hænder i ro. Vi sad lige nu og ventede på, at Clarie ville komme, så vi kunne lade musikken spille og sammen gå ud af den lange løber, der var blevet lagt ud på græsset.

”Fordi du er så klodset, at du falder over dine egne fødder?” foreslog Mabel, men bag den hårde tone, var selv hun nervøs. Det kunne jeg fornemme, på den måde hun sad og opførte sig på.

”Stop med det der, det ender med, at jeg rent faktisk gør det. Gud, hvad er det, du bilder mig ind?” Jeg rejste mig uroligt op og begyndte at trippe lidt frem og tilbage, mens jeg forsøgte at håndtere min nervøsitet. Jeg var bare utrolig bange for, at jeg ville gøre noget galt.

I det samme gik dørene op, og ind trådte Clarie i den smukkeste brudekjole, jeg nogensinde havde set. Jeg tog mig selv i at måbe, da jeg så, hvordan det fine, hvide stof bevægede sig, da hun trådte ned af den lille trappe og smilede stort til os.

”Hvad synes i?” spurgte hun og drejede yndefuldt rundt, så vi kunne se hele kjolen. Stoffet knitrede lystigt, da det blev sat i bevægelse, og de mange perler glimtede, da lyset blev reflekteret i dem.

”Wow, Clarie,” sagde jeg så, ”hvad har den lige kostet?”

”Det skal du ikke bekymre dig om,” sagde Clarie og fejede spørgsmålet væk med en håndbevægelse. ”Jeg er klar.”

To af de mænd, der havde ventet i rummet sammen med os, nikkede og sagde noget videre, og pludselig begyndte de blide toner af en bryllupsmelodi at nå os igennem dørene. Clarie tog to dybe indåndinger og stillede sig foran dørene, så hun var klar, når de blev åbnet.

”Stil jer bag mig,” kommanderede hun hurtigt. Jeg skyndte mig hurtigt om bag hende, og det samme gjorde Mabel. I det samme blev dørene åbnet, og musikken strømmende nu ind til os. Jeg kneb kort øjnene sammen, da sollyset blændede mig for en stund, men derefter fik jeg travlt med at styre mine stilletter ned af løberen, som førte hele vejen op til podiet, hvor jeg kunne se Stephen stå i sit sorte jakkesæt og vente med et nervøst drag om munden.

Musikken spillede lystigt, da vi alle gik forsigtigt og taktfast ned af løberen. Clarie smilede konstant, men kiggede for det meste bare op på Stephen, som nu også var brudt ud i et smil. Jeg selv kunne ikke lade være med at smile på deres vegne. Det her var virkelig, hvad de to ønskede.

Jeg kiggede ud over den gigantiske forsamling, Clarie havde formået at samle. I mængden fik jeg øje på både Jonas og Valerie, som også var blevet inviteret. Jeg havde selv forslået Clarie, at de kunne komme med som mit selskab, og som den festtype hun var, sagde hun selvfølgelig ja. Jo flere, jo bedre.

Jonas havde nu fået skiftet til noget mere passende, mens Valerie havde snoet sit krøllede hår op med et par blomster og havde iført sig en sød, enkel kjole. Jeg smilede hurtigt til dem begge, men undlod at vinke, selvom det var fristende.

Turen op til alteret føltes milelang, med alle de stirrende blikke. Det eneste jeg kunne tænke på var, hvor dum jeg mon så ud. Jeg havde ellers lovet mig selv, at jeg ville prøve at få det bedste ud af kjolen, på Claries vegne.

Endelig nåede vi op til præsten, og Clarie trådte ind foran ham med Stephen ved sin side. Jeg stillede mig ved siden af sammen med Mabel, for at se min søster blive gift.

Præsten startede professionelt på den tale, der skulle smede dem sammen, men pludselig hørtes en besynderlig lyd, jeg ikke lige umiddelbart kunne identificere. Jeg fjernede et kort sekund min opmærksomhed fra præsten og gav mig tid til at kigge rundt.

Hvis jeg kunne stole på mine ører, kom lyden fra et sted bag den høje murstensvæg, der adskilte den store gård, fra nabohuset på den anden side.

”Dårlig timing,” hviskede Mabel akkurat så højt, at kun jeg kunne høre det. Hun havde også blikket rettet mod muren, hvor skrabelydene var blevet højere.

”Hvad tror du, det er?” spurgte jeg diskret ud af mundvigen. Det lod ikke til, at andre havde lagt mærke til lyden. I hvert fald fortsatte præsten uforstyrret, og ingen andre kiggede på andet end Clarie og Stephen.

”Det lyder som om, nogen er på vej over muren,” hviskede hun tilbage. Jeg rynkede panden og kastede igen et blik over på den røde mur. Jeg skulle lige til at sige Mabel imod, da noget kom til syne på toppen af muren. Jeg spærrede øjnene op, da det gik op for mig, at det var en hånd.

Jeg skubbede til Mabel, for at få hende til at kigge derover, og jeg hørte hende udstøde et lille gisp.

Pludselig kom endnu en hånd frem, og jeg var lige ved at gå ud af mit gode skind. Nogen var rent faktisk på vej over. Uanset hvem det var, havde den valgt et ufatteligt dårligt tidspunkt, som Mabel allerede havde pointeret.

Jeg kiggede hurtigt rundt, og kunne til min skræk konstatere, at flere af gæsterne nu også havde lagt mærke til den mærkelige hændelse. Hverken Clarie, Stephen eller præsten havde lagt mærke til noget endnu.

Jeg blev ved med at betragte muren, og da personen endelig kom så langt op, at det var muligt at se ansigtet, var jeg ved at dratte om. Jeg gispede og tog mig hurtigt til munden. Heldigvis var der ingen, der hørte det.

Jeg kiggede med det samme ned i jorden, mens jeg hørte Mabel fnise ved min side.

”Hvem har bedt ham komme?” hviskede hun til mig og grinede lavt af min ydmygelse.

Jeg kiggede end ikke op, da jeg hørte et bump, og jeg vidste, at personen var kommet helt over. Jeg klemte øjnene sammen og ventede bare på at høre, hvornår det gik op for folk, at der stod en fremmed dreng i haven.

Zayn?” lød Claries skingre stemme så.

Jeg kiggede op og skar en grimasse. Zayn stod i en stor t-shirt og løse bukser lige bag podiet, så alles blikke var rettet mod ham, men Zayn lod til at være ligeglad. Han søgte efter noget, og da hans øjne landede på mig, var det som om, han fandt det. Han begyndte at gå over mod mig, men jeg ville ikke lade ham ødelægge det hele mere, end han allerede havde gjort. Han skulle ikke gå op på podiet til mig.

Jeg sukkede dybt og skyndte mig at gå ham i møde. Da jeg kom helt tæt på ham, tog jeg et fast tag i hans arm og trak ham med mig tilbage mod muren, så alle gæsterne ikke kunne høre os.

”Hvad helvede laver du her, Zayn?” startede jeg ud med at råbe-hviske.

Zayn puttede hænderne i lommerne og kiggede mig i øjnene. ”Jeg har bare noget, jeg gerne vil fortælle dig,” sagde han.

”Så håber jeg kraftedeme, at det er vigtigt, for du har lige spoleret min søster drømmebryllup!” hvæsede jeg og slog ud med hånden mod gæsterne, der alle sammen havde deres opmærksomhed rettet mod os. Præsten havde også stoppet sin tale, da ingen fulgte med mere – heller ikke Clarie og Stephen.

Zayns øjne flakkede en smule usikkert rundt, da betydningen af hans handling ligesom gik op for ham, dog stoppede det ham ikke.

”Jeg har tænkt over det,” begyndte han, ”og jeg har været en idiot lige fra starten af, det kan jeg se nu. Perrie var taget til USA, og det eneste jeg havde tilbage, var Glitzie, som jeg havde lovet at tage mig af, og hun var ikke det bedste selskab. Jeg kedede mig bare, Luce, jeg følte mig ensom, og derfor kunne jeg ikke modstå, da det gik op for mig, at mit postbud rent faktisk så godt ud. I starten var det bare for sjov, men ...” Han gik i stå, og det virkede ikke rigtigt som om, at han vidste, hvordan han skulle komme videre. På trods af situationen kunne jeg ikke få mig selv til at afbryde ham, for det her øjeblik, havde jeg et eller andet sted længtes efter.

”Du var så svag og ynkelig, at jeg ikke kunne lade være med at lade mig rive med. Jeg ville være med dig hele tiden, men samtidigt blev jeg nødt til at være kostbar. Jeg kan godt se nu, at jeg bare skulle have ladet være fra starten. Det var forkert over for Perrie at se dig – jeg mener, jeg var hende utro.”

Jeg bed mig i læben og sank en klump. Var det nu, han ville sige, at det hele var en fejl, og han flyttede, så han aldrig kom til at se mig igen?

”Men sandheden er, at Perrie slog op med mig, da hun fandt ud af, hvad jeg havde gjort, og jeg var virkelig nede. Jeg havde aldrig troet, at vores forhold skulle ende sådan, men på en måde havde jeg jo vidst det lige fra det øjeblik, jeg tog dig med i byen -”

”Hvor vover du, at komme og ødelægge mit bryllup, din nar! Se så at få fjernet din store røv, fra min græsplæne!” Clarie havde afbrudt Zayn, og nu kom hun stormende ned fra podiet.

”Vent nu lidt, Clarie,” forsøgte jeg, men Clarie tolerede ingenting lige nu. Hun pegede febrilsk mod den store metallåge, der var indgangen til den store have, hvilket fik mig til at undre mig over, hvorfor Zayn dog havde valgt at kravle over muren?

”Gå. Nu!” sagde hun.

Zayn kiggede splittet på mig og Clarie, mens han overvejede, om han skulle adlyde hendes ordre.

”Jeg ville bare sige, at jeg har følelser for dig, Luce, det kan jeg se nu. Jeg forstår, hvis du ikke er villig, men jeg giver det en chance til, uanset hvor stor en idiot jeg har været.” Han talte hurtigt og vendte sig så mod Clarie. ”Undskyld,” sagde han, ”jeg skal nok gå nu.”

Han vendte sig for at gå, og pludselig skulle jeg tænke hurtigt. Jeg trak vejret hurtigt, mens jeg stod og så ham gå. Til sidst kunne jeg ikke holde det ud mere, og pludselig hang jeg om halsen på ham og kyssede ham med alle de kræfter, jeg kunne mønstre. Zayn virkede overrasket, men der gik ikke længe, før han gengældte det. Intet kunne beskrive, hvor godt det føltes at have Zayn så tæt på mig igen. Han havde dummet sig, men inderst inde var jeg afhængig af ham, og jeg kunne ikke lade ham gå. Ikke igen.

Jeg havde lukkede øjne og nød bare øjeblikket, men alligevel fornemmede jeg folk huje og klappe et sted i baggrunden. Jeg trak mig lidt væk fra Zayn og smilede.

”Hvordan fandt du mig egentlig her?” spurgte jeg og lænede min pande mod hans.

”Avisartiklen,” sagde han og uddybede. ”Jeg så at Clarie Stewart skulle giftes på den her adresse. Jeg kan godt lægge to og to sammen.” Han smilede og gav min hånd et klem.

Jeg kunne ikke lade være med at smile igen. Claries egen ihærdighed var blevet hendes undergang.

Ved siden af os klappede Clarie utålmodigt i hænderne for at få opmærksomheden. ”Undskyld, men kan vi komme videre med mit bryllup? Jeg vil gerne giftes inden midnat!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...