Devils, Dreams and pink Dresses | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2013
  • Opdateret: 8 aug. 2013
  • Status: Færdig
At tjene penge kan nogle gange være hårdt arbejde, men for Luce Stewart er det ikke noget problem. Luce sætter sin skole og uddannelse meget højt og har brug for penge til en rejse til udlandet. Det er så lang tid siden, hun er været i byen og haft det sjovt, at hun ikke engang savner det. Det hele ændrer sig dog, da en enkelt aften med Zayn Malik langsomt trækker Luce ud, hvor hun ikke længere kan bunde. Så langt ud, at løftet om ikke at lade sig distrahere af håbløse forelskelser pludselig går i opløsning. Det ligger helt fast; der er hverken tid til problemer eller flirteri. Der er kun et lille problem - man siger ikke nej til Zayn Malik, og han er hele pakken.

68Likes
78Kommentarer
4875Visninger
AA

6. Take my hand

Fredag morgen stod jeg tidligt op til endnu en fridag. For et par uger siden havde jeg aftalt med Jonas, at vi i dag skulle tage i tivoli og bruge hele dagen der. Før havde jeg glædet mig meget til det, men den afviste følelse fra i går tog ligesom brodden af al spændingen.

Jeg tog bussen sammen med en godt morgensur Mabel kl. otte.

”Har du kun inviteret Jonas med?” spurgte hun og kvalte et gab, da vi næsten var fremme.

”Han tager også Simon med.”

”Nej!” udbrød Mabel og sukkede dramatisk. ”Jeg kan ikke udholde den møgunge!”

”Årh, hold da op. Så slem er han heller ikke.”

Mabel sagde ikke mere, men vendte bare sit hoved og kiggede ud i stedet. Vi snakkede ikke mere resten af turen.

Da bussen stoppede ved det næste stoppested, steg vi af, og jeg vendte mig rundt for at kigge efter de andre. Jeg vidste ikke, hvordan de havde tænkt sig at komme dertil.

”Vi aftalte at mødes ved indgangen,” informerede jeg, og vi begyndte at gå de sidste tohundrede meter. Jeg havde taget et par nyvaskede tennissko på, så jeg kunne holde ud at gå rundt hele dagen. Og siden solen havde tittet en smule frem imorges, havde jeg bare fundet et par shorts og sat mit hår op i en høj, løs knold. Med et par solbriller og en halskæde fungerede det hele sådan set ret godt.

Da vi var kommet lige til åbningstid, var der ikke vildt mange mennesker endnu, men det ville der sikkert snart komme. Der plejede altid at blive fyldt op. Jeg stod lidt og trippede, mens jeg strakte hals for at se dem. På en måde havde jeg brug for at se Jonas igen efter i går.

Endelig, efter syv lange minutter, kørte en lille rød bil ind på fortorvet, og ud steg Jonas med Simon bagefter. Jonas smilede til mig, og jeg skyndte mig at smile tilbage. Men da han vendte sig for at vinke farvel til føreren af bilen, og det gik op for mig, hvem det var, blegnede det.

Bilen gassede op, og da den passerede mig, vinkede Valerie til mig, inden hun forsvandt ned af vejen. Jeg stod bare og gloede efter hende.

”Skal vi se at komme ind?” Jonas var kommet op på siden af mig, og ved siden af ham stod Simon med et drømmende blik i øjnene. Jeg rev mig løs og forsøgte at ignorere din irriterende fornemmelse der dominerede min mave lige nu.

Vi gik alle fire hen til indgangen, hvor vi hver især betalte. Jeg for mig og Mabel, og Jonas for ham og Simon.

”Så... hvad skal vi prøve først?” Jeg kiggede spørgende rundt på de andre. Jonas stod med et kort over parken i hånden, mens han undersøgte det.

”Jeg ved bare, jeg skal op i den der!” sagde han og pegede et sted midt på kortet.

”Hvad er det?” spurgte jeg og stillede mig over til ham, så jeg kunne se, hvad han absolut skulle prøve. Jeg stod så tæt på, at jeg kunne lugte hans pebermynteånde, da han åbnede munden igen.

”Den nyeste rutsjebane,” fortalte han. ”Den skulle have tre loops.”

”Det er en deal,” sagde jeg og kiggede op i hans øjne. ”Hvis du køber en candyfloss til mig nu!”

Han stirrede tilbage et øjeblik, mens han overvejede det. ”Deal.”

”Yay,” jublede jeg og begyndte at springe hen til candyflossboden lidt længere fremme. I det øjeblik havde jeg for en gangs skyld glemt Valerie for en stund.


 

”Aldrig! Du får mig aldrig op i den der!” Vi stod alle fire for foden af en af de højeste rutsjebaner, jeg nogensinde havde set.

”Du kan ikke springe udenom, Luce. Du lovede det.” Jonas gav mig et skub i retningen af indgangen, og jeg opgav at stritte imod. Jeg havde trods alt lovet det.

Der var mange på vej op i forlystelsen, så vi blev nødt til at stille os i den efterhånden lange kø. Allerede efter fem minutter begyndte Mabel at brokke sig. ”Jeg gider ikke det her,” stønnede hun og satte sig ned på jorden.

”Kom nu, Mabel. Du kan ikke bare sætte dig her!”

”Du skal i hvert fald ikke fortælle mig, hvad jeg ikke kan gøre.” Hun kiggede surt op på mig og blev siddende, på trods af mine protester. Jeg opgav hende og lod hende sidde, som hun ville. Jeg havde erfaret, at alt andet ikke var ret klogt.

”Er du sikker på, Simon er høj nok?” Jeg kiggede tvivlende ned på Simon, som stod og kiggede på den lille skærm der viste reklamer. Han kiggede over på mig, da han hørte mine ord.

”Jeg er høj nok,” sagde han hurtigt og rettede sig for en sikkerhedsskyld lidt op.

Jeg sendte ham et lille smil og sagde så ikke mere. Jonas sendte ham et opgivende blik, som han ikke ænsede. Han stod og smilede stort tilbage til mig.

Vi stod i kø hele tyve minutter mere og kunne til sidst med ærefrygt stige ind i de små vogne. Jeg satte mig ind ved siden af Jonas, og sørgede omhyggeligt for at bøjlen, jeg skulle have ned over mig, sad helt fast. ”Hvad fanden er det, du har fået mig til?” spurgte jeg panisk Jonas, da en mand gik rundt og tjekkede, om alle sad spændt ordenligt fast. Jeg prøvede at dreje hovedet for at se hans ansigt, men jeg kunne ikke for bøjlen.

Jeg mærkede ham tage min hånd og give den et klem, og et eller andet sted langt væk, mærkede jeg en lille del af mig fryde sig.

”Bare slap af,” sagde han ved siden af mig, men det var lettere sagt end gjort.

Som jeg sad der, spændt fast og ude af stand til at komme tilbage, fortrød jeg mere end noget andet, at jeg nogensinde have vovet mig derop. Men der var igen chance for at komme tilbage.

Da vognen sattes i gang med et ryk, hørte jeg Mabel hvine bag mig, og det gik op for mig, at jeg egentlig ikke vidste, om Mabel var glad for rutsjebaner. Jeg vidste bare, at jeg ikke var.

I det næste øjeblik susede alle vognene ud af det lille hus, så mit løse hår blafrede vildt bag mig. Jeg udstødte et skingert skrig, men så satte den farten ned og begyndte at køre op af den store bakke.

”Kig ned, Luce!” hørte jeg Jonas råbe ved min side.

”Nej, Jonas! Er du sindssyg?”

Selvom vinden var heftig heroppe, kunne jeg svagt høre ham grine hans sædvanlige grin. Jeg sad helt tilbagepresset i sædet, mens vi kørte langsomt op ad med en foruroligende, tikkende lyd. Jeg synes, der gik utrolig lang tid, så jeg kunne ikke dy mig for at kigge ud. Jeg lænede mig forsigtigt, så meget jeg kunne, til den ene side, så jeg kunne se ned. Og det skulle jeg aldrig have gjort.

”Fuck!” udbrød jeg og pressede mig tilbage i sædet. Jeg skyndte mig at tage fat i bøjlen med den ene hånd, og den anden fandt hen til Jonas' ben, hvor jeg fik fandt i kanten på hans trekvartsbukser. Jeg holdt krampagtigt godt fast, men jeg var stadigvæk ikke klar til at køre nedad. På den anden side ville jeg heller ikke højere op.

Menneskerne nede på jorden var bare små prikker nu, og jeg kunne ikke engang skelne farverne på deres tøj mere. Et sted langt ude, kunne jeg se små biler drøne rundt. Jeg spekulerede kort over, om en af dem måske var Valerie, men så mærkede jeg noget trække i min navle, mens luften pludselig hamrede mod mit ansigt. Mit hår piskede rundt og slog mig i ansigtet, og jeg fortrød med det samme, at jeg ikke havde sat det op i en solid hestehale.

Det hele gik så stærkt, at jeg ikke rigtigt nåede at opfatte det hele. Da vi efter et par sving kom til det første loop, åbnede jeg munden for at skrige, men da vi alle blev vendt på hovedet, kom der ingenting ud. Det var først, da jeg var klar på det anden gang, at et skrig pressede sig ud mellem mine læber.

Et sted midt i det tredje og sidste loop bemærkede jeg, at der et eller andet sted blev taget et billede, men jeg havde ingen chance for at se, hvor det blev taget fra.

Da vi endelig trillede tilbage på perronen og bøjlerne var væk, var jeg en af de første til at rejse mig og hoppe ud. Mabel kom hurtigt gående efter mig, men hun så ikke nær så skræmt ud, som jeg følte mig. Kort efter kom Jonas og Simon.

”Hvor vildt!” udbrød Simon og skyndte sig hen at kigge på billederne. Jeg havde slet ikke lyst til at se på dem, for jeg vidste, at jeg ikke ville være noget kønt syn, og ganske rigtigt sad jeg som en stiv pind med ansigtet helt fortrukket i et stort skrig.

Da Jonas trak penge frem for at købe det, måtte jeg bryde ind.

”Du køber det ikke!”

”Hvorfor ikke?” Jonas rakte ud for lægge pengene på bordet til ekspedienten bag disken, men jeg holdt hans hånd tilbage.

”Fordi jeg ligner en der er ved at skide i bukserne, okay? Der er ingen, der har lyst til at se på det billede alligevel.” Jeg prøvede at lyde overbevisende, men Jonas grinede bare af mig og bad om billede 36. Lidt efter gik vi derfra med et a5 billede af os alle i rutsjebanen.

Efter et par andre forlystelser, fandt vi en bænk at slå os ned på.

”Mine ben er virkelig smadrede!” Jeg dumpede ned og smækkede mine ben op på Jonas skød. Jeg så til, mens Jonas fandt sin mobil frem og begyndte at tjekke sine beskeder. Mabel var gået for sig selv, og Simon gik rundt og fodrede nogle fugle et par meter væk, så jeg så ingen grund til, at jeg ikke kunne tjekke Jonas beskeder sammen med ham.

Jeg lænede mig lidt tættere på, men Jonas flyttede sig.

”Hvad? Må jeg ikke se?”

Jonas flyttede ikke øjnene fra skærmen. Han rystede bare kort på hovedet.

”Hvem skriver du med?” spurgte jeg mistænksomt. Jeg havde vel allerede regnet det ud, men jeg ville bare gerne høre ham sige det.

”Val,” svarede han.

Jeg fjernede mine fødder og satte mig ordenligt op. Den irriterende følelse begyndte igen at vælte op i mig, og jeg havde ellers haft det så sjovt hele dagen. Faktisk havde jeg slet ikke mærket noget til den siden i morges, men nu kom den rullende tilbage.

Det var lidt akavet at sidde alene og glo ud i luften, så jeg fandt også min mobil. Der var hverken beskeder eller mistede opkald. Jeg havde ingen venner. Jeg skævede over til Jonas, som stadig sad helt optaget af at skrive.

Jeg kiggede tilbage på min egen og selvfølgelig fandt jeg vej ind til mig og Zayns samtale fra i går. Jeg havde ganske rigtigt ikke været stolt af den før, og det var jeg stadigvæk ikke, men skyldfølelsen var ligesom forsvundet nu. Min finger svævede faretruende over svar knappen, og sætningen: ”Siger din mavefornemmelse dig så også, at du ikke skal noget i weekenden?” lyste på min skærm. Jeg havde lyst til at svare, men inden mine følelser løb helt af med mig, var jeg nødt til at tjekke.

Jeg rettede mig op igen og tog en dyb indånding. ”Skal vi gå videre?”

”2 sekunder,” mumlede han bare og kiggede ikke engang op.

Det var det, der fik bægeret til at flyde over. Jeg trak vejret ind gennem næsen og begyndte at skrive.

Luce: Står dit tilbud stadig åbent?

Jeg sad lidt og kiggede på det, jeg havde skrevet, og lidt efter besluttede jeg at tilføje en lille smiley. Det virkede bare lidt bedre.

Jonas rejste sig op. ”Skulle vi gå?”

”Lige om lidt,” mumlede jeg tilbage og kiggede ikke op på ham. Nu kunne han få sin egen medicin at smage.

Jeg smilede, da Zayn svarede.

Zayn: I morgen aften kl. 20 – du ved, hvor jeg bor.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...