Devils, Dreams and pink Dresses | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2013
  • Opdateret: 8 aug. 2013
  • Status: Færdig
At tjene penge kan nogle gange være hårdt arbejde, men for Luce Stewart er det ikke noget problem. Luce sætter sin skole og uddannelse meget højt og har brug for penge til en rejse til udlandet. Det er så lang tid siden, hun er været i byen og haft det sjovt, at hun ikke engang savner det. Det hele ændrer sig dog, da en enkelt aften med Zayn Malik langsomt trækker Luce ud, hvor hun ikke længere kan bunde. Så langt ud, at løftet om ikke at lade sig distrahere af håbløse forelskelser pludselig går i opløsning. Det ligger helt fast; der er hverken tid til problemer eller flirteri. Der er kun et lille problem - man siger ikke nej til Zayn Malik, og han er hele pakken.

68Likes
78Kommentarer
4837Visninger
AA

4. Pink is the new black

”Hvornår kommer hun?” spurgte jeg ivrigt og spejdede ned ad gaden. Der gik mange mennesker, men jeg kunne ikke lige umiddelbart se nogen piger på vores alder.

”Slap af, hun er nok ikke engang kommet ud af døren endnu.”

Jonas rørte lidt nervøst på sig og kastede også et blik rundt. Var han virkelig så bange for, at jeg ikke ville synes om Valerie?

Efter jeg havde fundet det lille papir med Zayns nummer og lagt det tilbage i min lomme, havde jeg gjort min tur færdig og skyndt mig hjem. I løbet af dagen havde Jonas ringet, og vi havde aftalt at mødes på denne café midt inde i byen. Jeg havde presset ham til at spørge, om Valerie ikke også ville med, og hun sagde ja.

Nu sad vi altså og ventede på hende. Vi havde ikke bestilt noget endnu, for vi ville vente til Valerie kom.

Jeg sad lidt og spekulerede på et samtaleemne, da det pludselig faldt mig ind.

”Jeg glemte forresten at fortælle dig noget i går,” sagde jeg og låste min mobil op for at kigge på klokken. Vi havde ventet på hende i ti minutter nu.

”Mhm?”

”Et af det huse, jeg leverer post til, har anskaffet sig en hund uden at fortælle mig om det,” sagde jeg dystert. ”Den kom bare ud af det blå og væltede mig og alt muligt. Det var så ydmygende!”

Et smil bredte sig i Jonas ansigt. ”Du begyndte at græde, ikke?”

Jeg sendte ham et ondt blik og undlod at svare. Selvfølgelig græd jeg, og det vidste han også godt. Jeg havde flere gange stødt på en hund sammen med Jonas, og hver gang var jeg hoppet om bag ham og råbt og skreget, at han skulle få den væk. Jeg græd hver eneste gang, fordi jeg gik sådan i panik.

”Hvordan overlevede du så?” spurgte Jonas med et grin.

”Ejeren kom ud og kaldte den ind,” mumlede jeg ind i min hånd, som jeg støttede mit hoved på. ”Han sagde faktisk, at det ikke engang var hans hund. Det forklarer måske den pludselige opdukken, eller hvad mener du?”

”Det lyder ret sandsynligt. Måske har han fået en kæreste, eller sådan noget?”

Jeg fnøs let. ”Det tror jeg så ikke, du skal regne med. Den dreng kan ikke have en kæreste med det liv, han lever.”

”Jeg troede ikke, du kendte dem du leverede til?” Jonas kastede endnu et blik rundt. Ingen Valerie.

”Det gør jeg heller ikke,” forklarede jeg. ”Jeg ved kun, at han hedder Zayn Malik.”

Der lød et bump, fordi Jonas tabte sin mobil ned på bordet. Jeg kiggede undrende på ham.

Han lignede en der var blevet slemt forskrækket, og jeg åbnede munden for at spørge ind til den mærkelige opførsel, men så afbrød han mig.

”Se, der kommer Valerie!” Han rejste sig op og udlod at kigge på mig.

Før ville jeg have drejet nakken af led for at vende mig og tage den såkaldte Valerie i øjesyn, men det der lige skete havde havde vakt min nysgerrighed til live. Eftersom Jonas kun kiggede på et punkt bag mig, besluttede jeg at lade sagen ligge og spørge ind til den senere. Nu skulle jeg bare koncentrere mig om Jonas' nye pige. Jeg vendte mig, og ganske rigtigt kom en jævnaldrende pige gående ned af fortovet mod os i et par flade ballerinaer.

Jeg måtte indrømme, at jeg blev en smule overrasket, da det gik op for mig, at hun var mørk. Hendes hud havde en naturlig, mørk brun farve, og hendes hår var en smule vildt, da det stod ud fra hovedet i en masse små, fine krøller. Da hun kom tættere på, kunne jeg se, at hendes læber var fyldige og pæne, og hendes kindben var ret markerede. I det hele taget var hun bare smuk.

Hun kom helt tæt på og rakte hånden frem. Jeg skyndte mig at tage den.

”Luce Stewart,” præsenterede jeg mig og mødte hendes brune øjne, der lyste op, da et smil foldede sig ud på hendes læber.

”Valerie Preece,” sagde hun med en lidt mørk stemme, som var dejlig varm og høre på. Jeg skyndte mig at gengælde hendes smil.

Jonas trådte lidt tilbage og trak Valeries stol ud, så hun kunne komme til at sætte sig. Hun smilede til ham og satte sig ned ved siden af ham, så hendes store, runde øreringe dinglede frem og tilbage.

”Undskyld, jeg kommer for sent,” sagde hun og kiggede på os begge. ”Jeg fik pludselig travlt.”

”Det gør ikke noget,” sagde jeg venligt og slog så hænderne blidt ned i bordet. ”Skal vi ikke få os noget at drikke?”

Da vi hver i sær havde fået en kop kaffe, viste det sig, at Valerie faktisk var den ret snaksaglige type, men med forbehold. I starten holdt hun sig lidt tilbage, så Jonas hele tiden måtte komme med små kommentarer for at få samtalen i gang, men langsomt åbnede hun op og endte med at tale to tredjedele af tiden.

Efter et stykke tid koblede jeg ligesom af og begyndte at falde lidt hen i min egen verden. Jeg tænkte mest på Zayn, og hvordan han kunne hænge sammen med Jonas reaktion, men jeg kunne ikke rigtigt finde nogen løsning. Jeg måtte simpelthen bare spørge ham ud lidt senere. Jonas altså.

”Luce?”

Jeg dukkede pludselig op til overfladen, da nogen sagde mit navn. Jeg blinkede lidt. ”Ja?”

”Jeg nævnte lige for Valerie, at du bor alene i din lade omme i baghaven.” Jonas sendte mig et spidst blik og tvang mig ind i samtalen igen.

”Jeg ville ønske, det var mig,” fortalte Valerie. ”Jeg får virkelig nok af min lillesøster en gang imellem.”

”Åh, så du har også søskende?” Jeg prøvede at lyde interesseret, men mest af alt lød det ret tamt. Heldigvis lagde Valerie tilsyneladende ikke mærke til noget.

”En halvsøster. Hun er 16.” Jeg smilede let, men da hun så gik i gang med en fortælling, om hvordan hendes søster engang holdt en fest og spillede så højt musik, at Valerie måtte sidde nede i kælderen og berolige hunden hele natten, lod jeg smilet forsvinde fra mine læber og lænede mig tilbage i stolen.

Lige nu var Jonas optaget af at underholde Valerie, og han lignede ikke længere en, der var bange for at få min bedømmelse. Jeg fik ud fra, at han enten var nervøs over det med hendes hudfarve, eller hendes endeløse plapren. Uanset hvad kunne jeg godt acceptere det. Selvom jeg måske lige måtte lære at udholde evnen til at tale i stride strømme først.

Efter en halv time havde vi alle drukket op, og de fleste samtaleemner var udtømt, hvilket betød, at det var tid til at bryde op. Vi rejste os alle op, og Jonas insisterede på at betale, da det var ham der inviterede.

Mens han var væk, benyttede Valerie lejeligheden til at stille mig et par spørgsmål.

”Så, hvor lang tid har i kendt hinanden?”

”Lige siden vi var små,” svarede jeg og smilede svagt ved mindet. ”Vi var naboer engang, og selvom jeg flyttede en smule længere væk, har vi været venner lige siden.”

”Åh okay, så i har aldrig... du ved... kommet sammen på nogen måde?”

Da ordene først var sunket ind, brød et stort smil uhindret frem. ”Aldrig,” sagde jeg og prøvede at lyde overbevisende, selvom jeg havde svært ved ikke at grine. ”Jeg har aldrig tænkt på Jonas på den måde.”

”Åh, okay.” Valerie stod lidt og nikkede for sig selv, og selvom jeg tror, hun prøvede at skjule det, så hun en smule lettet ud, men jeg bebrejdede hende det ikke. Hvis jeg havde fundet en ny fyr, som jeg vidste tilbragte næsten al sin tid med en anden pige, som han påstod var hans bedste veninde, ville jeg da også være bekymret. Især hvis de havde haft den slags følelser for hinanden en gang før.

”Så er det ordnet!” Jonas kom i samme øjeblik ud fra caféen efter at have betalt regningen.

Valerie kiggede hurtigt på sin ur. ”Jeg må altså skynde mig hjem, men det var rigtig hyggeligt.” Hun trådte tættere på Jonas og stillede sig så på tæer og kyssede ham farvel på kinden. ”Vi ses!” Hun smilede til mig og vendte sig og gik.

Jeg kiggede kort efter hende, men rettede så min opmærksomhed mod Jonas igen. Han stod tilbage, helt rød i hovedet, og med hænderne dybt begravet i sine lommer.

Jeg skulle til at åbne munden og spørge, hvad det skulle til for, men så smilede Jonas og skyndte sig den modsatte vej af Valerie. ”Vi ses på fredag!” råbte han over skulderen.

Jeg selv stod overrasket tilbage og stirrede efter dem begge to. Var de allerede begyndt at kysse på hinanden?

Jeg havde en knugende følelse i maven, da jeg rakte ned og tog min mobil, som var begyndt at vibrere vildt i min lomme.

”Hallo?”

”Hvor er du, Luce? Har du glemt vores aftale?”

”Hvilken aftale?” Claries gennemtrængende stemme afledte min opmærksomhed fra Jonas et øjeblik, men jeg kunne ikke huske nogen aftale.

”Vi skal prøve kjoler, for guds skyld! Se så at få lettet røven og kom hen til London Bride, nu!”

Langsomt begyndte noget at dæmre langt tilbage i min hukommelse. Jeg kunne svagt huske, at Clarie havde overtalt mig til at tage med ud og prøve brudepigekjoler engang for et par uger siden. Jeg havde bare fuldstændig glemt det.

”Okay, okay, jeg kommer nu.”

”Godt,” stønnede Clarie i den anden ende af røret og lagde derefter på.


 

Jeg vidste tilfældigvis, hvor butikken lå, og siden jeg allerede befandt mig inde i midtbyen, var jeg hurtigt derhenne. Da jeg åbnede døren, kimede en klokke over mig, og straks var der en fra personalet henne ved mig. ”Hvad kan jeg hjælpe Dem med?” Hun tyggede energisk tyggegummi og smilede konstant, så jeg kunne se hendes perfekte og hvide tænder.

”Jeg er her sammen med min søster.” Jeg pegede over på Clarie, som nu kom hastigt gående over mod os. Hun så ikke videre glad ud.

”Lad os så komme i gang,” sagde hun og trak mig med hen i den anden ende af butikken.

Jeg skyndte mig at sende et halvhjertet smil over skulderen til ekspedienten, da hun kiggede efter os.

”Jeg har fundet et par stykker, vi skal vælge imellem.” Clarie havde trukket mig med hen til nogle gigantiske prøverum, hvor min mor og Mabel allerede stod og ventede. Mabel stod med sin mobil og trykkede løs, mens min mor stod med krydsede arme og så en smule utålmodig ud.

”Hvor har du dog været?” spurgte hun, lige så snart hun så mig.

”Jeg havde glemt det,” forsvarede jeg mig selv. ”Jeg var sammen med Jonas.”

”Jeg giver dig en kalender i julegave,” mumlede mor, mens Clarie brød ind.

”Lad os nu komme i gang, ikke? Vi har ikke hele dagen, og i skal nå at prøve dem alle fire!”

Jeg vendte min opmærksomhed mod Clarie, som med hjælp fra en ekspedient fik hevet dem alle sammen frem, så vi kunne se dem.

”Helt ærligt!” udbrød jeg uden at tænke mig ret meget om.

”Ja, det vil jeg nu også sige.” Mabel var for første gang kommet op til overfladen og havde lagt sin mobil væk. Hun stirrede rædselsslagent på de fire lyserøde kjoler, der hang på ræd og række foran hende.

Den ene var endnu mere lyserød og puffet end den anden, og farven ændrede sig ikke en eneste gang. Det hele var lutter lyserød og blonder, og de gik alle sammen til knæene.

”Du tvinger mig aldrig ned i sådan en!” Mabel trådte et skridt tilbage med hænderne strakt frem foran sig. Hun virkede meget afvisende.

”Hold nu op,” sagde Clarie strengt og sendte Mabel et spiddende blik. ”Jeg har valgt dem her, og det bliver ikke anderledes. Vær du glad for, at du selv kan få lov til at have en finger med i spillet i de afgørende beslutninger.”

Mabel svarede ikke. Hun kiggede ikke engang på sin søster, men lod sig bare glide ned af væggen og satte sig på gulvet. Selvfølgelig fandt hun sig mobil frem igen.

Clarie tog en dyb indånding og vendte sig mod mig med ny energi. ”Okay, så hvilken vil du prøve først?”

Jeg lod mine øjne glide lidt frem og tilbage mellem det pink stof og valgte en tilfældig i midten. ”Den der,” sagde jeg.

Da ekspedienten kom tilbage med kjolen i min størrelse, gik hun med mig ind og hjalp mig med at klemme mig ned i den. Bag i var der en lynlås, som skulle lynes op, og da det var gjort, følte jeg mig en del malplaceret. Jeg ville aldrig være trukket i sådan en sag, hvis ikke Clarie havde tvunget mig til det. Aldrig.

Jeg havde ikke rigtig lyst til at vise mig frem for de andre, men da ekspedienten hev forhænget til side, havde jeg ikke noget valg. Jeg følte de andres blikke og havde lyst til at vende om og trække forhænget for igen.

”Hmm..” mumlede Clarie og betragtede mig med en finger på hagen. ”Hvad synes du selv?” Hun drejede mig rundt, så jeg kunne se mig selv i et stort vægspejl. Mens hun gav mig tid til selv at vurdere kjolen, stod jeg og valgte mine ord med stor omhu.

Kjolen var lavet af et let stof, som virkede meget flyvsk. Under brystet var et stramt bånd og i siden en stor lyserød sløjfe. Den var tæt ved brystet, men under båndet foldede den sig pludselig ud og fyldte en hele del. Jeg manglede bare et par sløjfer i håret, og så ville mit look som en lille pige være fuldendt.

”Den er... ikke lige mig.”

”Jeg vil nok give dig ret,” blandede min mor sig. ”Den er lidt for sød til dig, Luce.”

Jeg sendte hende et diskret, taknemmeligt blik. Hun lignede heller ikke én, som så ud til at beundre kjolen specielt.

”Den ville sikkert se godt ud på Mabel,” sagde jeg, bare for at irritere hende en smule.

Nej!” lød det hårdt nede fra gulvet. Jeg smilede men skyndte mig så ind for at få den næste kjole på.

Den anden kjole havde et mere robust stof, og hvis man så bort fra blonderne, var den egentlig meget enkel. Den gik en lille smule ind ved taljen, men ellers var den bare glat. Den havde også to snore, som skulle bindes i nakken. Jeg kunne ikke lide dem.

Ekspedienten trak igen forhænget fra.

”Hvad synes du så nu, mor?” Clarie bad heldigvis ikke om min mening først denne gang.

”Bedre,” sagde hun og betragtede kjolen på min cykelslanke krop. ”Meget bedre.”

”Det ligner en, bedstemor ville have taget på,” indskød Mabel og kiggede hurtigt ned på sin mobilskærm igen. Hun gad ikke engang kigge op, mens hun kritiserede sin søsters valg af kjoler.

Efter den kommentar, var der ingen der sagde noget, så jeg skyndte mig ind og skifte igen. Denne kjole skulle snøres i ryggen, så det tog lidt tid, mens ekspedienten fik strammet den så meget op, at den ikke faldt ned over min lille barm. Allerede inden jeg kunne se de andres reaktioner, kunne jeg mærke, at denne her var ti gange bedre end de andre, selvom den aldrig ville blive perfekt. Jeg ville aldrig kunne kalde en lyserød kjole perfekt.

Clarie spærrede øjnene op og begyndte næsten at hoppe på sine høje hæle. ”Den er så smuk på dig, Luce! Synes du ikke, mor?”

Min mor nikkede, og selvom hun heller ikke havde virket videre begejstret over lyserøde kjoler, så hun faktisk ud til at godkende den. ”Det skal være den!”

”Lad nu lige Luce se den selv først,” sagde min mor og pegede på spejlet.

Jeg vendte mig om og hævede øjenbrynene. For at være helt ærlig, kunne jeg stadigvæk ikke lide den, men den var da pænere på.

Stoffet var glat og skinnende og havde et tyndt lag tyl yderst. Hen over brystet rynkede det en smule, og ved taljen holdt et tyndt bånd den på plads. Under båndet hang resten af kjolen løst, men den var overhovedet ikke lige så stor og puffet som den første kjole. Som den sidste lille detalje sad der et lille form for spænde midt på båndet.

Jeg rakte op for at røre ved det.

”Vi har et par matchende øreringe til,” indskød ekspedienten, der nu pludselig var kommet i salgshumør. ”I får 20 procent, hvis i køber dem sammen med kjolen.”

Clarie bad hende hente dem, så hun kunne se dem, og lidt efter stod hun med et tilfredst smil på læben, mens hun beundrede de to glitrende sten. Det blegnede dog, da hun efter lidt tid kom til at kigge på Mabel.

Jeg blev sendt ind for at tage mit eget tøj på igen, efter vi havde sikret os, at kjolen var i den rette størrelse, og at intet skulle syges ind. Derefter gik mor og Clarie i gang med at tvinge Mabel ind i omklædningsrummet, så hun også kunne finde sin størrelse. Det blev til en værre ballade med protester og trusler fra begge parter. ”Jeg bliver på mit værelse resten af mit liv, hvis jeg skal vise mig i den kjole offentligt!” hvæsede Mabel, da de havde trukket hende på benene og skubbet hende hen imod omklædningsrummet.

”Det klarer du jo fint allerede, så det bliver ikke noget problem,” svarede Clarie igen.

Da hun efter lang tid havde fået den på og Clarie tvang forhænget fra, måtte jeg faktisk indrømme, at det klædte Mabel med en kjole nu og da. Hendes tynde arme og smalle skuldre blev fremhævet på den helt rigtige måde, men jeg fik ikke lov til at se hende længe, før hun smuttede ind igen, med et tvært udtryk i ansigtet.

”Teenagere,” sukkede min mor, da vi derefter stod og ventede på, at Mabel kom ud af prøverummet igen.

Jeg sendte hende et medfølende blik, for jeg vidste, at jeg også havde været sådan engang, og det var ikke noget, jeg var stolt af. Jeg var næsten aldrig hjemme og gjorde alt for at undgå min familie i en periode.

Men sådan var det jo med det fleste teenagere. Før eller siden ville de sure og perfekte facader falde til jorden. Som for eksempel da jeg kunne se igennem en lille åbning i forhænget ind til Mabel, og jeg så hende stå og dreje rundt og betragte sig selv i spejlet – med et smil lurende i mundvigen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...