Devils, Dreams and pink Dresses | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2013
  • Opdateret: 8 aug. 2013
  • Status: Færdig
At tjene penge kan nogle gange være hårdt arbejde, men for Luce Stewart er det ikke noget problem. Luce sætter sin skole og uddannelse meget højt og har brug for penge til en rejse til udlandet. Det er så lang tid siden, hun er været i byen og haft det sjovt, at hun ikke engang savner det. Det hele ændrer sig dog, da en enkelt aften med Zayn Malik langsomt trækker Luce ud, hvor hun ikke længere kan bunde. Så langt ud, at løftet om ikke at lade sig distrahere af håbløse forelskelser pludselig går i opløsning. Det ligger helt fast; der er hverken tid til problemer eller flirteri. Der er kun et lille problem - man siger ikke nej til Zayn Malik, og han er hele pakken.

68Likes
78Kommentarer
4865Visninger
AA

11. Old Memories

”Tak,” sagde jeg høfligt og tog imod den lille papæske, ekspedienten varsomt stillede frem på disken foran mig. Jeg smilede kort til hende og trak derefter min skuldertaske lidt længere op på skulderen og forsvandt ud af butikken.

Jeg stillede kort æsken med kagerne fra mig, så jeg havde hænderne fri. Jeg snoede hurtigt mit hår op i en høj hestehale, da det var fuldstændigt vindblæst efter den hårde cykeltur og den hastige afgang i morges. Af en eller anden grund var det ikke så glattet, som det var i morges, men det overraskede mig ikke. Mit hår havde svært ved at forblive ordenligt glat, og sådan havde det altid været.

Da jeg samlede kagerne op igen, kunne jeg ikke lade være med at løfte låget en anelse, så jeg kunne kigge ind. Der var flere små kager, med flere forskellige farver. Jeg havde også fået stukket en form for brochure i hånden, så jeg havde efterhånden en del at se til. Jeg lukkede varsomt æsken igen, og begyndte at gå hjem ad. Jeg skulle ikke mere nu, og nu ville jeg gerne hjem og slappe lidt af.

Jeg havde hele dagen haft mit og Zayns skænderi i baghovedet, men jeg havde ikke rigtigt fået tid til at tænke over det. Måske var det meget godt, at det hele sluttede der. Jeg var ikke meget for at indrømme det, men jeg havde jo udnyttet ham på en måde, men det havde han tilgengæld også. Jeg mente, vi stod lige, så derfor var der ikke noget at brokke sig over. Jeg kunne godt give slip på Zayn og lære at håndtere Jonas og Valerie.

Det troede jeg i hvert fald.

I det samme kiggede jeg op fra mine fødder, og så på den modsatte side af vejen en bekendt skikkelse bevæge sig i den modsatte retning af mig. Jeg løftede øjenbrynene og sikrede mig, at jeg så rigtigt, men der var ingen tvivl. Zayn gik ganske rigtigt ovre på den modsatte side, helt alene. Jeg stoppede op og tog mig ikke af menneskerne bag mig, der også måtte stoppe og begyndte at brokke sig.

Min krop reagerede instinktivt, og jeg kunne pludselig mærke alle hans berøringer på min krop igen, selvom jeg gjorde alt for at få dem ud af hovedet. Han var bare så forbandet svær at glemme. Uden at jeg selv var klar på det, havde jeg set mig for og var løbet over på den modsatte side af vejen.

”Zayn!” råbte jeg, da jeg satte i løb for at nå ham. ”Zayn, vent!”

Jeg så ham vende sig efter lyden, men da hans øjne landede på mig, fik han et hårdt udtryk i ansigtet og vendte sig igen væk. Han hverken stoppede eller ventede. Faktisk, var jeg ret sikker på, at han satte farten en smule op.

Jeg nåede omsider op til ham, og var en smule forpustet. Jeg sikrede mig, at jeg stadig havde kageprøverne i hånden, og slog om i samme tempo som ham. Han gik stærkt, så jeg måtte småløbe for at følge med.

Jeg kiggede op på hans ansigt, men han kiggede overhovedet ikke på mig. Han fokuserede bare på et punkt langt ude i horisonten. Han ignorerede mig fuldkomment.

Jeg åbnede munden for at sige noget, men det gik op for mig, at jeg ikke anede, hvad jeg ville sige, så jeg lukkede den igen med en irriteret lyd.

”Hvad vil du?” spurgte Zayn så, og jeg skyndte mig at kigge på ham igen, men han værdigede mig stadig ikke et blik.

”Jeg vil bare … ” Jeg tøvede og prøvede på at finde de rigtige ord.

”Det betød faktisk noget for mig … ” sagde jeg så stille. Så stille, at jeg ikke var sikker på, at han overhovedet kunne høre det for den støjende trafik rundt om. Dog kunne jeg ud af øjenkrogen, se ham vende hovedet kort mod mig.

”Hvilket?” spurgte han.

”Det hele,” sagde jeg og prøvede at fange hans blik. Han ville stadig ikke se mig i øjnene, men han var begyndt at gå betydeligt langsommere.

”Det siger du bare, så du kan bruge mig igen.”

”Nej!” sagde jeg, og min stemme steg et par toner. ”Jeg kan ikke glemme det, du ved.”

Nu vendte han sige endelig helt mod mig. ”Kan du ikke glemme, at vi havde sex? Det forstår jeg godt, jeg er ikke let at glemme,” sagde han selvsikkert, og et skævt smil dukkede op i hans mundvige.

Jeg sukkede lettet over, at han gad snakke med mig igen. ”Stop det der, det her er et følelsesladet øjeblik, hvor jeg prøver at få dig tilbage.” Jeg løftede øjenbrynene af ham, og pludselig virkede det som om, mine ord sank ind.

Han lukkede munden og fik et mærkeligt udtryk i øjnene. Jeg havde ikke kendt ham længe, men skulle jeg komme med et bud, ville jeg tro, at det var et form for et pinefuldt blik. Han lignede en, der var ved at tage en svær beslutning. Jeg kiggede undrende op på ham, men han lod ikke til at ville sige noget.

”Så, hvad siger du?” spurgte jeg, efter et stykke tid med en akavet stilhed fra min side af.

Pludselig forsvandt udtrykket fra hans øjne, og han fik pludselig et sammenbidt og bestemt drag om munden.

”Okay,” sagde han.

”Okay?” sagde jeg.

Han nikkede, og derefter trådte et lille smil frem på hans læber. Jeg smilede igen, og sammen begyndte vi at gå ned af den travle gade. Folk fløj frem og tilbage omkring os, mens vi gik i et afslappet tempo uden nogen hast.

”Hvad har du i æsken?” spurgte han så.

Jeg kiggede ned på kagerne i min hånd og trak på skuldrene. ”Bare nogle kager til min søster,” forklarede jeg.

Han nikkede svagt og pegede derefter hen mod en lille café, der lå på den næste hjørne. ”Er du tørstig?” spurgte han.

Lidt efter sad vi begge to med en dampende kop kaffe i hånden og lyttede til byens larm. Jeg havde egentlig ikke behov for at snakke lige nu, og det lod til, at Zayn havde det på samme måde. I hvert fald sagde han ikke noget. Ind i mellem fangede jeg hans blik og smilede svagt. Han gengældte det og løftede papkruset op til læberne.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor let han havde tilgivet mig. Det havde næsten været for let, men måske havde han heller ikke selv lyst til, ikke at være på talefod mig i sidste ende. Jeg var også en smule overrumplet over, hvad jeg havde sagt til ham, og jeg sad og sagde til mig selv, at det bare var noget, jeg havde slynget ud. Problemet var bare, at jeg ikke selv vidste, hvor meget af det var rigtigt. Jeg kunne ikke glemme Zayn, men jeg havde ingen følelser for ham.

En lille detalje gik op for mig, da jeg drak det sidste kaffe og stillede koppen fra mig på bordet. Det var umådeligt lang tid siden, jeg sidst havde haft nogen til at holde om mig. Måske savnede jeg bare lidt omsorg og kærlighed?

Et lille smil dukkede op i min mundvige. Piger havde vel også behov?

Jeg mærkede Zayns blik hvile på mig og kiggede op. ”Hvad griner du af?” spurgte han og kiggede undrende på mig.

Jeg åbnede munden for at slå det hen, men en anden afbrød mig. ”Luce?” lød det pludselig bag mig. Jeg vendte mig rundt i stolen og så Jonas komme gående i et hurtigt tempo hen mod mig. Det var bare ikke mig, han kiggede på. Han gik direkte hen til bordet, vi sad ved, og stillede sig foran Zayn, der kiggede op på ham med en rynke i panden.

Jonas lignede ikke en, jeg ville udfordre lige nu. Jeg ville ligefrem gå så langt og sige, at han så sur ud. Jeg sendte ham et spørgende blik og spurgte, om der var noget galt.

”Kan vi lige snakke?” spurgte han, og ud fra den måde han kiggede på Zayn, var der ingen tvivl om, at han kun snakkede til mig.

”Jeg er lige midt i noget, Jo-”

”Nu,” tilføjede han og tog fat i min arm og trak af med mig.

Da vi var uden for Zayns hørevidde, trak jeg hidsigt min arm til mig og stillede mig overfor Jonas med hænderne i siden. ”Hvad har du gang i?” spurgte jeg vredt. Selvom mig og Jonas var bedste venner, havde han ingen ret til at afbryde mig på den måde. Især ikke når jeg oven i købet drak kaffe med en lækker dreng.

”Det kunne jeg spørge dig om?” svarede Jonas lige så oprevet tilbage. Han havde en sort kasket på, som han blev ved med at trække ned i panden, selvom den ikke kunne komme længere ned.

”Jeg drikker kaffe med Zayn,” svarede jeg tilbage og skævede over til Zayn, som sad alene ved det lille cafébord og holdt øje med os.

”Hørte du bare ingenting af det, jeg sagde til dig, eller hvad? Den fyr skal man holde sig fra!”

”Hvorfor, Jonas? Du har sagt til mig så mange gange, at jeg ikke må se ham, men hvorfor? Du giver mig ingen grunde, så hvorfor skulle jeg stoppe? Zayn er rar og overdrevet lækker, så sig mig, hvad du har imod ham? Du kender ham jo ikke engang!”

”Luce,” sukkede han og lod sine hænder falde ned fra kasketten. ”Du forstår det ikke … ”

”Nej, Jonas, det gør jeg ikke, så fortæl mig det? Hvad er der galt?” Jeg trippede utålmodigt og overvejede at gå tilbage til Zayn, men de bittesmå vanddråber der langsomt samlede sig i Jonas' øjenkroge stoppede mig.

”Jonas,” sagde jeg uroligt og trådte lidt tættere på ham. ”Hvad sker der? Du kan sgu da ikke græde … Jonas?”

Jeg rakte ud og fjernede hans hånd fra hans ansigt og ganske rigtig, var hans øjne blevet våde og blanke, og det behagede mig overhovedet ikke. ”Jonas!” sagde jeg højere. ”Stop så det der, jeg kan ikke lide, når du-”

”Han stjal for helvede fra mig, Luce!” udbrød han pludselig og lignede en, der forsøgte at holde tårerne inde.

”Han stja- Jonas, hvad snakker du om?” Jeg stod forvirret og ude af stand til at holde mine hænder i ro. Det her var en uvant situation for mig, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Jonas plejede aldrig at bryde sammen på den måde.

”Han tog hende fra mig.” Han dækkede sit ansigt med hænderne, og jeg prøvede desperat at fjerne dem, så jeg kunne se på ham, men de var ikke til at rokke. Heldigvis hverken snøftede eller hulkede han, så han kunne ikke være helt nede.

Da hans ord sank rigtigt ind, var det som om, det hele pludselig gav mening for mig.

”Jonas, var der en pige?” spurgte jeg lavmælt, men insisterende.

Han nikkede stille. Derefter fjernede han hænderne fra ansigtet og tog en dyb indånding og kiggede mig i øjnene. Han lænede sig let op af muren bag ham. Det fik ham til at se mere fattet ud. ”Undskyld,” mumlede han og kiggede væk.

Jeg lagde forsigtigt en hånd på hans arm. ”Fortæl,” sagde jeg.

Han kiggede længe på mig, men åbnede til sidst munden. ”Det er flere år siden,” sagde han stille og tøvede. ”Jeg ... Jeg mødtes med hende flere gange om ugen, uden at nogen vidste det – undtagen Zayn.”

”Vent, kender du Zayn?” afbrød jeg.

”Vi havde idræt sammen i skolen.”

”Jonas, hvorfor har du ikke sagt det noget før?” Jeg stirrede overrasket på ham. I al den tid havde han bare råbt af mig og bedt mig holde mig fra ham, uden at fortælle, at han kendte ham personligt.

”Det ved jeg ikke,” sukkede han og fortsatte derefter. ”Men Zayn vidste, at vi havde noget, og som den følelsesmæssig afstumpede djævel han er, ville han ødelægge det. Han begyndte at tale til Monica, når muligheden bød sig – også når den ikke gjorde. Han blev ved, men Monica virkede ikke til at gengælde det, og det var jeg glad for. Det gik faktisk så godt, at hun en dag kyssede mig og sagde, at hun godt kunne lide mig. Jeg var helt oppe i skyerne og havde ingen anelse om, at Zayn dagen forinden havde købt hende en kjole og taget hende med i biografen. I flere uger havde de set hinanden bag mig ryg, og det var først, da jeg endelig tog mod til mig og satte mig ved hende i kantinen, og hun rejste sig med en rynke på næsen og fortalte mig, at hun ikke ville sidde med mig foran alle de andre. Derefter tog hun Zayn i hånden og gik.” Hans øjne flakkede over mod Zayn. ”Jeg glemmer aldrig det smil, han sendte mig, inden han bøjede sig ned og hviskede noget i hendes øre.” Jonas sluttede sin fortælling med et pinefuldt suk.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv, da Jonas' ord langsomt ebbede ud. Ingen kunne have forberedt mig på det her. Jeg havde aldrig nogensinde forestillet mig, at de to mest dominerende drenge i mit live, lige nu, havde en fortid sammen.

Jeg stod sikkert med munden åben og opspilede øjne, for Jonas kiggede mærkeligt på mig. Et eller andet sted i hans øjne, så jeg også en snert af frygt. Det var sikkert frygten for, hvordan jeg ville reagere. Igen sårede det mig en smule, at han ikke stolede nok på mig, til at fortælle sådanne ting. Han var virkelig fortrolig med sit kærlighedsliv.

”Jonas … ” prøvede jeg, men mine ord tonede langsomt ud, da jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle fortsætte. Det overvældede mig virkelig.

Jeg endte med at slå armene omkring ham og begrave mit ansigt i hans bryst. Jeg holdt så stramt, at jeg kunne mærke hans ranglede krop igennem den ellers tykke jakke, han havde på.

”Jeg kan bare ikke klare at se dig sammen med ham, når jeg ved, hvilket væsen han virkelig er.” Jonas' ånde kildede mig let på toppen af hovedet, og en varme gik igennem mig.

”Jeg forstår dig godt,” svarede jeg og kiggede op på ham. ”Men Zayn har forandret sig, og selvom du ikke kan lide ham, har jeg det godt sammen med ham. Jeg stopper ikke med at se ham.”

”Han har ikke forandret sig en skid, Luce. Og det ved du godt.” Jonas lød en smule irriteret, men ikke vred.

”Jo, han har,” svarede jeg igen, men bed mig samtidigt i læben, da min egen uvished omkring min erklæring gjorde mig urolig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...