Devils, Dreams and pink Dresses | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2013
  • Opdateret: 8 aug. 2013
  • Status: Færdig
At tjene penge kan nogle gange være hårdt arbejde, men for Luce Stewart er det ikke noget problem. Luce sætter sin skole og uddannelse meget højt og har brug for penge til en rejse til udlandet. Det er så lang tid siden, hun er været i byen og haft det sjovt, at hun ikke engang savner det. Det hele ændrer sig dog, da en enkelt aften med Zayn Malik langsomt trækker Luce ud, hvor hun ikke længere kan bunde. Så langt ud, at løftet om ikke at lade sig distrahere af håbløse forelskelser pludselig går i opløsning. Det ligger helt fast; der er hverken tid til problemer eller flirteri. Der er kun et lille problem - man siger ikke nej til Zayn Malik, og han er hele pakken.

68Likes
78Kommentarer
4747Visninger
AA

16. Let's move on

Natten derefter sov jeg dårligt, men da jeg vågnede, tog jeg mig alligevel sammen og gik over i huset, for jeg vidste, at det var meningen, vi skulle spise fælles morgenmad i dag.

Da jeg åbnede døren, hørte jeg hævede stemmer, men jeg nåede ikke at opfange ordene, før der blev helt stille. Min mor kom med det samme løbende ud fra køkkenet. ”Godt, du er vågen, Luce. De andre er ikke kommet endnu.” Hun virkede oprevet, men hun prøvede helt sikkert at skjule det for mig, så jeg besluttede at lade det ligge. Hvis de to havde problemer, var det nok ikke noget, jeg skulle blande mig i.

Jeg fulgte med ind i køkkenet, hvor der allerede var dækket op med alverdens morgenmad, og dumpede ned på den nærmest stol. Jeg havde lyst til bare at begynde og spise, men jeg vidste, at min mor ikke ville bifalde det, så jeg lod være. Jeg var så pirrelig, at jeg overvejede at skide på hendes regler.

Efter noget, der føltes som flere timer, kom Mabels fødder endelig til syne ved trappen, og inden længe stod hun i fuld størrelse i køkkenet.

”Løft fødderne, Mabel,” sagde min mor kommanderende, da hun gik over til bordet for at sætte sig. Mabel sagde ingenting. Hun var med garanti lige vågnet og virkede som om hun stadig levede i drømmeland. Der var nok ikke ret meget der gik igennem.

Jeg vendte hovedet væk fra hende, da bare synet af hende var nok til at gøre mig irriteret lige nu. I stedet rakte jeg ud efter et stykke brød og begyndte at spise.

”Luce,” sagde min far og kiggede endelig op fra avisen, ”vi mangler stadigvæk Clarie.”

”Men nu er jeg jo begyndt?” protesterede jeg og gestikulerede ned mod min halvt smurte syltetøjsmad.

”Lad den nu ligge.” Min far gav mig et strengt blik og vendte tilbage til dagens nyheder.

Jeg sukkede frustreret og kastede mig tilbage i stolen med krydsede arme. Alle var åbenbart imod mig i dag. Det var også fordi, at jeg efter i går overhovedet ikke kunne lade være med at tænke på Zayn. En ting var at gå fra ham, men når det var ham, der bad mig gå, gjorde det faktisk ret ondt. Jeg genoplevede stadig det øjeblik igen og igen, når jeg ikke havde andet at tænke på – hvilket var stort set hele tiden.

Endelig gik hoveddøren op, og Clarie kom baksende ind med en opslået paraply. ”Hvorfor skal det også regne konstant i det her land!” udbrød hun, da hun endelig havde fået slået paraplyen ned og smidt overtøjet.

Hun satte sig elegant ned ved siden af mig og rakte med det samme ud efter brødet. ”Jeg er skrubsulten,” sagde hun og tog syltetøjet ud af hånden på mig. Jeg sendte mit far et blik, han ikke kunne undgå at lægge mærke til, og det lod da også til, at han fattede meningen. Han nikkede kort til mig, og endelig havde jeg tilladelse til at spise. Det første jeg gjorde, var at tage syltetøjet tilbage fra Clarie, der sad med det i hånden. Hun kiggede mærkeligt på mig og begyndte at brokke sig.

”Jeg var ikke færdig,” sagde hun og prøvede at tage glasset tilbage.

”Det var jeg heller ikke,” svarede jeg ufølsomt og holdt godt fast i glasset, så hun ikke tog det fra mig igen. Overfor os sad Mabel og gloede åndssvagt på os.

”Piger!” sagde min mor og satte sig som den sidste ned ved bordet. ”Det er et glas syltetøj, slap af!”

Jeg sukkede og slap alt, jeg havde i hænderne. Kunne man ikke engang få noget at spise i det her hus?

”Vi har faktisk noget, vi skal snakke om, Luce,” sagde min far og lagde for en gangs skyld avisen helt fra sig. ”Så vil du ikke lige opføre dig ordenligt?”

Jeg åbnede munden for at skylde skylden på Clarie, men ombestemte mig. De ville ikke lytte til mig alligevel.

”Det er angående denne her Zayn,” startede min far ud, men jeg ville ikke høre mere.

”Jeg vil ikke snakke om Zayn,” afbrød jeg og lagde armene over kors.

”Hør nu, Luce -” prøvede min mor, men jeg lod heller ikke hende tale.

”Stop nu, jeg gider ikke,” sagde jeg og gjorde mine til at rejse mig og gå, dog holdt min far mig tilbage.

”Luce, bliv siddende!” sagde han hårdt. Jeg overvejede et kort sekund at gå alligevel, men lod være i sidste øjeblik.

”Du bliver nødt til at lytte til, hvad vi har at sige,” sagde min far. ”Vi har snakket lidt om tingene, og siden du virker så ked af her for tiden, har vi besluttet, at vi vil give Zayn en chance.” Jeg så min mor skære en grimasse ved siden af, som om det ikke helt passede hende.

”Du kan tage ham med hjem en dag, så vi kan møde ham og få et ordenligt billede af ham. Vi dømte ham lidt for hurtigt, det kan vi godt se nu.”

Jeg sad lidt og lod ordene gå op for mig. Igen kom tankerne fra i går rullende ind over mig.

Jeg kunne jo for fanden ikke invitere Zayn med hjem, når alting var gået i stykker imellem os. Der var jo intet der fungerede mere. Og nu sad de og fortalte mig, at de gerne ville møde ham på ny.

Jeg kunne ikke håndtere alle følelserne, der pludselig skred sammen inden i mig. Jeg trak vejret hurtigt og pludselig mærkede jeg tårerne melde sig. Jeg rejste mig hurtigt og løb ud af køkkenet, og derefter hele vejen ned til laden, hvor jeg lukkede mig ind og låste døren efter mig. Derefter smed jeg mig fortvivlet på sengen, og først der begyndte tårerne for alvor at strømme ned af mine kinder.

Hvorfor skulle alting også være sådan et rod?

Jeg tænkte over, hvornår jeg var blevet så let til tårer. Det var først gået op for mig nu, at jeg nærmest havde grædt uafbrudt det sidste stykke tid. Men, tænkte jeg, jeg var heller ikke vant til at blive såret på den måde. Jeg plejede aldrig at forvilde mig så langt ud, men Zayn havde trukket mig med, og det havde endt med at gøre ondt.

Pludselig lød der en skramlen ovre ved døren. Nogen havde trukket ned i håndtaget, men var blevet stoppet af låsen. Jeg kiggede kort op og så Claries velplejede ansigt igennem den lille rude i døren. Det var næsten sjovt, hvor moderlig Clarie blev, når jeg var nede. Det havde jeg aldrig oplevet før. Men denne gang var ikke som alle de andre. Jeg ville på ingen måde snakke med nogen nu, heller ikke Clarie.

Jeg vendte mig om på den anden side, og ignorerede Claires endeløse banken på ruden.


 

”Er du sikker på det her, Luce?”

Jeg nikkede med det samme. ”Helt sikker,” svarede jeg.

Valerie rakte hånden ud og skubbede den tunge dør op, der førte ind til natklubben, som kørte for fulde drøn. Jeg havde aldrig været der før, men Valerie havde lovet mig, at intet stod stille i den her del af byen.

Jeg havde spurgt Valerie, om hun ikke ville tage i byen med mig, da jeg havde indset, at jeg trængte til at tænke på noget andet, og eftersom der kun var to dage til Claries bryllup, blev det nødt til at være i aften. Jeg havde stadigvæk ikke helt rystet samtalen fra i morges af mig, men jeg var sikker på, at det nok skulle lykkedes mig på en eller anden måde i aften.

Det pinte mig faktisk lidt, at Valerie var den eneste, jeg kunne tage med i byen. Da jeg havde siddet og kigget min kontaktliste igennem, var det gået op for mig, at den eneste veninde jeg havde, var Valerie, og hun var ikke engang min rigtige veninde endnu. Vi var først lige begyndt at lære hinanden at kende – og så var det ikke engang frivilligt.

Da vi trådte indenfor, slog den genkendelige lugt af sved og alkohol mig i møde med sådan en kraft, at jeg havde lyst til at vende om og løbe ud igen, men tanken om, hvorfor jeg var kommet, fik mig til at blive.

”Lad os gå op til baren,” sagde jeg som det første, og begyndte at mase mig igennem de mange mennesker. Måske var det en smule dumt, at vælge et af de mest populære steder en fredag aften. Der var totalt fyldt op.

Valerie fulgte mig, så godt hun kunne, og inden længe sad vi begge to med et glas i hånden oppe ved baren. Jeg nippede af og til lidt til væsken i mit glas, men det interesserede mig ikke synderligt. Jeg kiggede ud på dansegulvet og huskede, hvordan jeg så akavet havde danset rundt med Zayn derude. Et andet sted selvfølgelig. Jeg ville for alt i verden ikke hen til den samme klub, som mig og Zayn havde befundet os på.

”Vil du med ud og danse?” spurgte Valerie, der tilsyneladende havde bemærket mit længselsfulde blik.

Jeg tog mig sammen og kiggede over på hende. ”Nej, tak,” sagde jeg og rystede på hovedet.

Valerie skuldre sank en smule sammen, men så rettede hun sig op igen. ”Har du noget imod, at jeg går ud og danser lidt så?”

Jeg rystede igen på hovedet og fortalte hende, at jeg blev siddende der, til når hun kom tilbage. Jeg sad lidt og kiggede efter hende, da hun gik ud på gulvet og forsvandt mellem alle de andre pulserende skikkelser. Jeg tænkte et kort øjeblik over, hvor meget Jonas egentlig måtte stole på hende, når han sådan uden videre gav hende lov til at tage i byen, men så prikkede nogen mig på skulderen.

Jeg vendte mig overrasket om og så lige ind i et par meget brune øjne.

”Hey,” sagde fyren, der havde krævet min opmærksomhed, og rakte sin hånd frem mod mig. ”Jeg hedder Ian.”

Jeg sad et øjeblik og stirrede forundret på ham. Han så godt ud i et par stramme bukser og en lidt løsere t-shirt, der dog alligevel afslørede de markerede muskler inde bag ved. Hans brune hår var sat med voks, der fik hans hår til at skinne en smule i det dæmpede lys, og hans ansigtstræk var bløde på en smuk måde.

”Jeg hedder Lucia.” Jeg rakte langsomt ud og tog hans hånd. ”Men bare kald mig Luce,” tilføjede jeg hurtigt. Indeni forbandede jeg mig selv over, at ikke bare havde sagt Luce til at starte med. Sådan plejede jeg da altid at præsentere mig selv.

”Luce,” gentog han og smagte lidt på navnet. ”Rart at møde dig!” Han smilede og afslørede et sæt hvide tænder, hvor den ene fortand sad skævt på en helt speciel og sød måde. Jeg kunne ikke lade være med at smile tilbage.

”Du ser tørstig ud,” sagde han og kiggede ned på mit tomme glas. ”Hey,” råbte han efter bartenderen, ”kan vi få fyldt op her?”

Jeg sad længe og snakkede med Ian, som faktisk viste sig at være rigtig sjov, og jeg kunne godt lide ham, indtil vi havde siddet så længe, at alkoholen var begyndt at påvirke ham. Som tiden gik, blev han mere og mere nærgående, men jeg afviste ham ikke.

Til sidst havde han trukket mig så langt over mod ham, at jeg sad på hans skød. ”Er du her alene?” spurgte han mig, så jeg tydeligt kunne lugte alkoholen i hans ånde.

”Mhm,” sagde jeg og nikkede. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg løj overfor ham, når jeg udmærket vidste, hvor det ville føre hen.

”Så lad os gå hen til et mere ...” Om han overvejede sine ord eller bare var for fuld til at sammensætte sammenhængene sætninger, vidste jeg ikke. ” … privat sted.” Hans mund var tæt på mit øre, og hans stemme var ikke mere end end hvisken. Jeg mærkede hårene rejse sig på min arme, da han trak mig med sig hen mod et af de lokaler, hvor gæsterne egentlig ikke var forment adgang. Jeg blev helt overrasket over den ørenlyd, jeg fik, da han lukkede døren bag sig og derved afskar os fra både de andre og musikken.

Rummet var ikke ret stort, og det eneste der var at finde, var et par flyttekasser og en tom skraldespand. Lyset var endnu dårligere, og det eneste jeg kunne se af Ian, da han bevægede sig tættere på mig, var hans krops omrids, fordi han stod foran døren, hvor der sivede en smule lys ind mellem sprækkerne.

Jeg trak mig instinktivt en smule tilbage, da han kom tæt på mig, men han lagde ikke mærke til noget og tog bare det sidste skridt og tog et fast tag i min hofte. Inde bag t-shirten mærkede jeg de muskler, jeg før havde set på afstand, og det gik op for mig, at chancen for at slippe væk måske ikke var særlig stor.

Sveden væltede frem i mine håndflader, da Ian lagde en finger under min hage og skubbede mit ansigt op mod hans. Da hans læber ramte mine, havde jeg lyst til at rive mig løs og slå ham, men det kunne jeg faktisk ikke tillade mig. Jeg havde selv sagt ja til det her.

Da han lod sine hænder vandre ned af min krop, væltede tankerne om Zayn tilbage til mig. Jeg kunne ikke lade være med at sammenligne Ian berøringer med Zayns, og det irriterede mig grænseløst. Den eneste grund til at jeg var kommet i aften var, at jeg ville glemme Zayn, og så skulle jeg for helvede ikke stå og tænke på ham nu.

Jeg kyssede Ian hårdere og forsøgte at ryste Zayn af mig, og det lykkedes rent faktisk et kort sekund, for da Ians fingre bevægede sig ned til kanten af min kjole, var det eneste jeg kunne tænke på, hvor forkert det her var.

Han havde tænkt sig at gå hele vejen, det var jeg sikker på nu.

Ians fingre var varme, da de nåede den bare hud på min mave, og jeg kunne pludselig ikke klare det mere. Jeg skubbede hans hænder væk med en voldsom bevægelse og trådte et skridt tilbage.

”Jeg kan ikke det her, Ian,” sagde jeg, med en stemme der knækkede over. Ian lod ikke til at have hørt noget. Han rakte bare endnu mere ivrigt ud efter mig, men jeg skubbede ham væk, selvom det krævede alle mine kræfter.

”Stop nu, Ian!” sagde jeg højere, men han reagerede ikke. Han var helt væk.

Han tog et fast tag om min kæbe og tvang mig til at kysse ham igen, mens hans anden hånd nær havde fået krænget kjolen op over mine skuldre.

Jeg klemte øjnene sammen og placerede et spark mod hans skridt, men jeg ramte ikke. Dog må han have opdaget, hvad der foregik, for han vendte mig rundt, så jeg ikke længere havde mulighed for at sparke ham.

Jeg lod en lille klynken slippe ud, da Ian placerede små kys ned af min nakke. Jeg ville ikke det her mere, og jeg måtte finde en måde at slippe fri. Jeg tog en dyb indånding, og jeg sparkede bag ud, så hårdt jeg kunne. Jeg kunne med en umådelig lettelse mærke Ians tag om mig slappes, og i det sekund han var svagest, rev jeg mig løs og satte kursen mod døren.

Jeg måtte virkelig have ramt plet, for jeg hverken hørte eller mærkede noget til Ian, før jeg havde mast mig hele vejen ud midt på dansegulvet, hvor han ikke kunne finde mig. Jeg skyndte mig at række ned for at glatte min kjole på plads, da den stadigvæk sad et stykke oppe af mit lår.

Mit hjerte bankede hurtigt, og jeg holdt hele tiden øje med, om Ian kom tilbage, men de dansende unge spærrede for mit syn, og til sidst havde jeg intet overblik. Jeg maste mig ud igen og lænede mig op af en af de bare vægge, hvor jeg langsomt gled ned på gulvet og begravede mit ansigt i mine hænder.

Inden længe kom tårerne rullende, og jeg mærkede min makeup glide ud i hele mit ansigt, men jeg var ligeglad. Jeg kendte alligevel ingen her.

Jeg spjættede forskrækket, da jeg mærkede en hånd på min skulder.

”Åh, Luce,” lød det ved siden af mig, og jeg genkendte Valeries stemme. ”Lad os tage hjem,” sagde hun og trak mig op og stå. Da jeg var kommet på benene, lagde Valerie overraskende nok armene om mig i et langt kram.

Jeg stod lidt og hulkede ved hendes skulder, mens hun talte beroligende til mig. Til sidst holdt hun mig lidt ud fra hende, så hun kunne tørre nogle af tårerne væk fra mit ansigt og kigge på mig. ”Lad os komme hjem og få tørret de pandaøjne væk,” sagde hun og smilede svagt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...