Devils, Dreams and pink Dresses | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2013
  • Opdateret: 8 aug. 2013
  • Status: Færdig
At tjene penge kan nogle gange være hårdt arbejde, men for Luce Stewart er det ikke noget problem. Luce sætter sin skole og uddannelse meget højt og har brug for penge til en rejse til udlandet. Det er så lang tid siden, hun er været i byen og haft det sjovt, at hun ikke engang savner det. Det hele ændrer sig dog, da en enkelt aften med Zayn Malik langsomt trækker Luce ud, hvor hun ikke længere kan bunde. Så langt ud, at løftet om ikke at lade sig distrahere af håbløse forelskelser pludselig går i opløsning. Det ligger helt fast; der er hverken tid til problemer eller flirteri. Der er kun et lille problem - man siger ikke nej til Zayn Malik, og han er hele pakken.

68Likes
78Kommentarer
4733Visninger
AA

3. Just a number

Regnen var stilnet af, da jeg endelig blev færdig efter et langt og særdeles optøende brusebad. 

Da der ikke var mere end en lille kilometer over til Jonas, valgte jeg at lade cyklen stå. Ærlig talt havde jeg også fået nok af den for idag.

Mine fødder begyndte hurtig at klage i det små røde gummistøvler, jeg var trukket i som erstatning for min våde sko, men jeg fortsatte, og det fik da også en ende, da jeg til sidst kunne springe op af de små trin og trykke på ringeklokken. Der gik ikke mere end fem sekunder, før døren blev åbnet.

"Nå, så nu kunne du være her," sagde Jonas muntert og trådte til side. Han var hurtig til at lukke døren bag mig, da jeg var trådt indenfor. Jeg smed mit overtøj og fulgte efter Jonas op på hans værelse. Inde i stuen sad hans lillebror, Simon, og så Phineas og Ferb. Da han så mig, skyndte han sig at slukke og rette sig op i sofaen. "Hej, Luce!" råbte han efter mig, inden jeg var helt ude af hans synsfelt. Jeg vinkede hurtigt tilbage.

”Jeg fatter ikke, at han ikke snart holder op med det der,” sagde Jonas.

Da vi kom ovenpå smed Jonas sin lange og let ranglede krop i den ene fatboy, mens jeg lod min synke ned i den anden. Egentlig var jeg ikke lille, men når jeg var sammen med Jonas, som var over to meter, fremstod jeg altid som en lille og lav mørkhåret dværg.

”Hvad mener du?” spurgte jeg og nød følelsen af at sidde og lave ingenting.

”Du ved godt, hvad jeg mener,” svarede Jonas og sendte mig et blik. ”Han har haft et crush på dig lige siden sommerferien sidste år. Den dreng er ikke helt normal.”

”Årh, hold da op.”

”Han er elleve, Luce, og hvor gammel er du?”

”Snart atten, men det er lige meget, Jonas..” Jonas hævede øjenbrynene af mig. ”Nej, lad nu være med at misforstå mig. Jeg ville da aldrig begynde at komme sammen med din lillebror. Og desuden går det sikkert over igen.”

”Han er ikke til at holde ud. Han snakker om dig hele tiden, og hver gang du er i nærheden, skyder han sit lille, hårløse bryst frem og prøver at virke ældre."

Jeg rejste mig op og skiftede emne. "Hvad ville du vise mig?"

 Jonas sprang straks over til sin store reol. "Jeg var inde i byen i dag, og så fandt jeg dem her." Han hev to nye plader frem fra sin store samling. "De er så ødelagte og slidte, at jeg næsten ikke kan se udgiveren, men det gør nu ikke noget," fortalte han entusiastisk.

Jeg tog forsigtigt imod dem, da han rakte dem hen imod mig. Jeg var altid forsigtig med Jonas' plader, for nogle af dem havde han betalt meget for, og de betød rent faktisk en hel del for ham, hvilket jeg ikke forstod. Hvis jeg skulle have samlet på noget, siden jeg var lille, ville det nok have været servietter eller glansbilleder. De fyldte heller ikke så fandens meget, som de gamle grammofonplader gjorde. Jonas havde efterhånden samlet sig til hyldevis af plader, som bare stod og samlede støv.

I starten drillede jeg ham med, at han samlede på plader, men så begyndte det at gå op for mig, at de rent faktisk betød noget for ham, og så var det ikke nær så sjovt længere. Jonas var trods alt min bedste ven.

"Du betalte vel ikke alt for meget for dem, vel?"

"Jeg fandt dem imellem en masse andet skrammel i et garageudsalg," sagde han og satte dem omhyggeligt på plads blandt de andre plader igen. "Jeg fik dem for næsten ingen penge." 

Han stod lidt og tænkte, men så livede han op og skyndte sig ud af døren. ”Kommer om lidt.”

Jeg sad lidt og kiggede efter ham, men så trak jeg mig selv op fra gulvet og rakte ud efter Jonas' mobil. Jeg kastede et hurtigt blik hen på døren, for at sikre mig, at Jonas ikke var vendt tilbage, og begyndte så at rulle ned igennem hans sms'er.

Der var flest beskeder fra hans mor og mig, og dem scrollede jeg hurtigt over. Til sidst fandt jeg dog noget spændende. Hvem var Valerie? Jeg trykkede mig hurtigt ind på deres samtaler, men jeg nåede næsten ikke at læse noget, før døren gik op, og Jonas kom ind. Jeg skyndte mig at smide mobilen fra mig, men jeg var ikke hurtig nok.

Jonas stoppede op og kiggede på mig med sammenknebne øjne. I hånden havde han en bøtte is og to skeer. ”Jeg troede, vi var blevet for gamle til at gøre det der?”

”Bare fordi det er lang tid siden, vi har været hjemme ved hinanden, betyder det ikke, at jeg ikke stadigvæk læser dine sms'er.” Jeg trak på skuldrene, som om det var helt tydeligt. Vi havde i mange år haft det med at tage hinandens mobiler og lige hurtigt finde ud af, hvem man skrev med, og om der var en pige eller noget. Jeg kunne stadigvæk huske den første gang, jeg for alvor var blevet en smule irriteret, da Jonas gjorde det. Han havde opdaget, at jeg skrev meget med John Atcher fra parallelklassen. Dengang var han mit største crush, og det var så pinligt.

”Såå... hvem er Valerie?”

Jonas smed bøtten med is ned til mig, som om det ville lukke kæften på mig. Det plejede det også at gøre, men denne gang gav jeg ikke op så let. Det var lang tid siden, Jonas sidst havde haft noget med en pige. Ikke at han plejede at have en pige hele tiden, tværtimod faktisk.

Jonas var en smule nørdet med sin høje, ranglede krop, de fremtrædende fregner og sine briller. For at gøre det hele komplet, havde han også haft bøjle hele sjette og syvende klasse.

Man kunne ikke sige, at pigerne rendte rundt efter ham, men helt værst var han heller ikke. Han så trods alt ret godt ud, hvis han tog sig sammen og satte håret og måske smed brillerne til fordel for at par kontaktlinser.

Jeg åbnede isen og stak min ske i, så kiggede jeg afventende på Jonas, og han indså vist, at han ikke kunne snakke udenom.

”Det er en pige,” sagde han lavt og undgik mit blik. Jeg gjorde tegn til at han skulle fortsætte, mens jeg fortsat skovlede is ind. ”Jeg mødte hende til et loppemarked. Hun spildte sodavand ud over mig.”

”Den klassiske, hva'?” sagde jeg med is i munden. ”Vil du ikke have noget?” Jeg skubbede bøtten lidt over til Jonas og kastede den anden ske over til ham. Han greb den ikke, men han fik den samlet op fra gulvet og tog noget is.

Eftersom jeg ikke kom med nogle spidse kommentarer, eller noget i den stil, fik han tilsyneladende modet til at fortsætte. ”Jeg spurgte hende, om jeg ikke måtte få hendes nummer, og hun sagde ja. Jeg var ved at dø af nervøsitet.”

Jeg løftede overrasket øjenbrynene. ”Spurgte du hende? Så må hun da være en speciel pige, siden du tager dig sammen til sådan noget. Hvornår kan jeg møde hende?” Jeg ville hellere end gerne møde hende og godkende hende, for når man er kærester, er man som regel meget sammen, og hvis jeg skulle dele Jonas med en anden pige, skulle det være en, jeg kunne holde ud.

Jonas rørte lidt uroligt på sig. ”Det ved jeg ikke lige.”

Resten af eftermiddagen forsøgte jeg at presse mere information om Valerie ud af Jonas, men det var ikke let, og han blev ved med at lukke af. Jeg havde på fornemmelsen, at han var en smule nervøs og pinlig berørt over at snakke om sit kærlighedsliv, selvom vi havde snakket om mit utallige gange.

Da jeg endelig gav op, mest fordi isen var væk, besluttede vi at gå ud og spille lidt stangtennis, nu hvor regnen var holdt op. Det gik ret godt og jeg vandt for det meste, selvom jeg hele tiden mærkede et blik i ryggen. De gange jeg kiggede mig tilbage, så jeg flere gange glimt af Simon, der sad og holdt øje med os, eller rettere sagt mig, gennem vinduet. Det var såmænd ret smigrende, og siden han ikke var ældre, var jeg sådan set ligeglad.

Det var først, da drengenes mor, Lizzie, kaldte, at der var aftensmad, jeg kiggede på klokken. Den var allerede lidt i seks, og efter flere taknemmelige afslag på aftensmad, kunne jeg sætte kursen hjemad.

På vejen hjem kunne jeg mærke, hvordan min krop var begyndt at give efter for træthedsfornemmelsen. Jeg var virkelig udkørt, og da jeg endelig kom hjem, havde jeg allermest bare lyst til at gå direkte i seng, men jeg måtte lige holde ud lidt endnu og tage aftensmaden med.

I stedet for at gå ad havegangen forbi huset og ned til den lille lade, som min mor efter flere års istandsættelse havde forvandlet til et beboeligt lille hus, som jeg havde overtaget, efter Clarie var flyttet hjemmefra, tog jeg trappen op til det store hus og tumlede ind til duften af varm suppe.

Så nu kunne du være her,” fik jeg at vide for anden gang den dag, da jeg kom ind og dumpede ned på den eneste ledige stol. I dag var både Clarie og Mabel med til aftensmaden, og det var ellers lidt af en bedrift, at alle fem familiemedlemmer var dukket op.

Clarie boede ikke hjemme, men når hun var på besøg, var Mabel alligevel aldrig nede for at spise med os andre. Hun havde det med at komme ned og hente sin aftensmad, hvorefter hun smuglede den op på sit værelse, hvor hun sad hele dagen og surmulede med sine små teenagehumørsvingninger. Jeg gik ud fra, at hun var blevet tvunget ned i dag. Det skulle ikke undre mig, for det var efterhånden lang tid siden, hun havde spist nede sidst, og nu hvor Clarie var her, var det jo ikke et dårligt tidspunkt.

Er bjørnen kommet ud af sit hi?” spurgte jeg og kastede et blik over på Mabel, som sad overfor mig med uglet hår og søvn i øjnene.

Mabel rullede øjne af mig og skulle til at komme med et passende svar, men min mor brød ind. ”Stop så, piger!”

Derefter skyndte jeg mig at spise min suppe, så jeg kunne komme tilbage til laden, men jeg kunne dog alligevel ikke slå Mabel som allerede forsvandt op på sit værelse efter fem minutter.

Jeg går i seng,” informerede jeg og tog min tallerken med over til vasken.

Allerede?” lød svaret.

Jeg er træt,” sagde jeg og suplerede med et kort gab. Derefter lod de mig gå, og jeg vaklede træt og udkørt tilbage til laden, hvor jeg dejsede omkuld på sengen.

 

Den næste dag vågnede jeg veludhvilet og klar til at tjene penge klokken fem. Jeg skyndte mig ind på posthuset og fik sorteret den post, jeg skulle dele ud i løbet af dagen. Derefter var det bare op på cyklen og af sted.

I dag var vejret langt bedre end gårdsdagens regnvejr. Faktisk, stod solen højt på den skyfri himmel, og selvom dagen endnu ikke rigtigt var begyndt, kunne jeg mærke varmen, og det gjorde mig i så godt humør, at jeg på et tidspunkt lod en lille fløjten slippe ud. Det her var en af grundende til, at jeg godt kunne lide at køre post, selvom det mest var for pengenes skyld.

Jeg var dog heller ikke den eneste, som var ude og nyde det gode vejr. Cirka midt på dagen, hvor der bare var blevet endnu varmere, havde jeg et par breve til Iris Shepard. Idet jeg stoppede cyklen ude ved vejen, kom hun gående ned mod mig.

Hej, Ms. Shepard!” hilste jeg muntert og mit blik faldt på småkagerne i hendes hånd.

Jamen halløj, Lucia! Er du nu her igen?” sagde hun med en varm stemme og klukkede lidt af sine egne ord. ”Vil du ikke have en nybagt småkage?”

Jo tak.” Jeg tog smilende imod et par stykker og smagte på dem. De smagte, som nybagte småkager skulle smage, og jeg nikkede anerkendende til Ms. Shepard. ”De er virkelig gode,” roste jeg, da jeg havde tygget af munden.

Selvfølgelig er de det,” sagde hun selvsikkert og grinte lidt igen, så hendes varme og brune øjne skinnede.

Men så har jeg dem her til dig, og så vil jeg smutte videre,” sagde jeg høfligt og gav brevene fra mig.

Ja, posten skal jo ud.” Ms. Shepard sendte mig et sidste smil, inden hun vendte sig og vinkede til mig, da jeg steg op på cyklen og kørte videre.

I tiden efter, var jeg opfyldt af den venlighed Ms. Shepard havde givet videre til mig, og det var først, da jeg kom til et mere eller mindre mindeværdigt hus, at luften gik af mig. Jeg stoppede op ude på fortovet, tog en dyb indånding og mærkede mit hjerte sætte farten op, før jeg gik ind på den græsplæne, jeg havde ligget og rodet rundt på dagen før.

Synet der mødte mig, fik mig dog med det samme til at falde ned. Midt på græsplænen sad Zayn i et sommerligt outfitt og røg en smøg. Ved hans side lå den store hund, Glitzie, men selv fra denne afstand kunne jeg se, at den lå lænket til en pæl med en massiv kæde.

Jeg gik langsomt over mod dem, og hunden registrerede selvfølgelig min ankomst med det samme. Den rejste sig op og begyndte at trække i kæden. Jeg sank en klump, da jeg kom så tæt på, at Glitzie næsten kunne røre mig.

Jeg havde brevet til Zayn i min hånd, og af ren refleks holdt jeg mine hænder lidt oppe, så hunden ikke kunne nå dem. Af en eller anden grund opildnede det hunden, og den lettede let på forpoterne og trådte mig over tæerne.

Jeg ville gerne virke hardcore og ignorere hunden, så jeg kunne aflevere brevet, men den overraskede mig, så jeg hvinede og trådte tilbage, så den ikke kunne nå mig.

I det øjeblik vendte Zayn sig om og så på mig igennem sine mørke solbriller. Det irriterede mig lidt, at jeg ikke kunne se hans øjne.

Glitzie!” kaldte han, og hunden luntede hen til hans side, men den blev ved med at kigge på mig med sine brune øjne. Han tog fat i kæden og rakte ud efter sit brev.

Jeg vovede mig endnu engang tættere på, men også denne gang blev jeg urolig og tog hænderne til mig. Det reagerede Zayn på.

Du må altså til at lade være med at gøre det der,” sagde han og løftede bedrevidende øjenbrynene inde bag solbrillerne. ”Hun tror, du vil lege, når du holder hænderne op på den måde.”

Jeg bed mig i læben og trådte hurtigt hen og lagde brevet på bordet, han sad ved. ”Tak,” sagde han, men jeg hørte ikke rigtigt efter, for jeg kunne ikke lide at blive sat på plads på den måde. Som om jeg ikke vidste, hvordan man håndterede en hund. Problemet var bare, at det gjorde jeg ikke, og det var tydeligt for enhver.

Jeg tænkte på, om du ikke ville gøre mig en tjeneste?” Jeg tog øjnene væk fra hunden og flyttede det over på ham. ”Jeg har det her brev, som jeg ville tage ind til byen og sende på posthuset, men siden du kom forbi, kan du vel tage det med?”

Jeg tog nikkende imod det, fast besluttet på at ignorere Glitzie, og overraskende nok snusede den bare en enkelt gang til mig, da jeg igen var indenfor rækkevidde.

Det skal jeg nok.” Jeg proppede brevet i lommen og vendte mig for at gå. Inden nåede jeg dog at modtage et af hans sædvanlige smil.

Da jeg kom udenfor hans synsvidde, tog jeg brevet frem igen og kiggede på det. Der stod kun et enkelt ord på det, der hvor adressen skulle skrives. Luce. Jeg kiggede op, men jeg kunne selvfølgelig ikke se Zayn mere.

Jeg kiggede rundt for at sikre mig, at ingen stod og kiggede på mig, for det ville ikke se kønt ud, hvis postbudet pludselig stod og åbnede brevene. Så førte jeg fingeren ind under flappen og åbnede den lille konvolut. Indeni var et lille papir, hvor der var kradset nogle få tal ned.

Og jeg som havde troet, han havde givet op med hensyn til den anmassende opførsel i går. Her stod jeg med en lille, gul seddel med Zayns telefonnummer i hånden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...