Devils, Dreams and pink Dresses | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2013
  • Opdateret: 8 aug. 2013
  • Status: Færdig
At tjene penge kan nogle gange være hårdt arbejde, men for Luce Stewart er det ikke noget problem. Luce sætter sin skole og uddannelse meget højt og har brug for penge til en rejse til udlandet. Det er så lang tid siden, hun er været i byen og haft det sjovt, at hun ikke engang savner det. Det hele ændrer sig dog, da en enkelt aften med Zayn Malik langsomt trækker Luce ud, hvor hun ikke længere kan bunde. Så langt ud, at løftet om ikke at lade sig distrahere af håbløse forelskelser pludselig går i opløsning. Det ligger helt fast; der er hverken tid til problemer eller flirteri. Der er kun et lille problem - man siger ikke nej til Zayn Malik, og han er hele pakken.

68Likes
78Kommentarer
4734Visninger
AA

5. Jealousy

”Luce, kom herind. Nu!”

Jeg kiggede opmærksomt op fra den bog, jeg netop var i gang med at læse i og klappede den sammen. På terrassen stod Mabel med hænderne i siden og råbte efter mig. Hun lød langt fra glad, men det var ikke noget nyt.

Jeg åbnede vinduet på vid gab og råbte tilbage. ”Hvad?”

”Kom nu herover!”

”Nej, jeg vil ikke. Sig nu bare, hvad du vil sige!”

Mabel var altid sur og vrissen, og hendes attitude og sindsstemning smittede simpelthen bare af, når man førte en samtale med hende. Hun sugede nærmest glæden ud af én.

Jeg så til, mens Mabel med stive skridt begyndte at gå over græsplænen med kurs mod mig. Det var ikke tit, at Mabel henvendte sig til mig, og når hun endelig gjorde, var det næsten altid fordi hun skulle skælde ud over mig. Efter hendes kropsholdning og tonefald at dømme, var der noget nær en ordentlig røvfuld i vente.

”Du kan lige så godt indrømme det!” Udbrød hun, da hun kom helt hen til vinduet.

”Indrømme hvad?” spurgte jeg. Lige i det her tilfælde vidste jeg faktisk ikke, hvad jeg havde gjort galt. Jeg drillede hende, ja, men hun var da aldrig flippet sådan ud over det før.

”Du har totalt overgloet mine private ting på min computer!”

Jeg åbnede munden for at protestere, men Mabel afbrød mig.

Du skal ikke engang prøve på at benægte det. Jeg ved, det var dig, og føj hvor er du ulækker, at du gør sådan noget!” Mabel kørte frustreret en hånd igennem sit løse hår og nedstirrede mig med sine små, stikkende øjne.

”Okay, Mabel, så er det nok! Jeg har aldrig nogensinde kigget på din computer, og det burde du vide! Det er flere år siden, jeg har været inde på din svinesti af et værelse, og desuden kender jeg ikke koden til din computer!”

Jeg forsøgte at holde mit temperament nede, men Mabel var den der bedst forstod at hidse mig godt og grundigt op. Især når hun stod der og anklagede mig direkte for noget, jeg slet ikke havde gjort.

Mabel pustede sig op. ”Jeg har ikke kode på min computer, men det ved du jo allerede. Jeg fandt den åben med flere af mine billeder og dokumenter åbne. Det er bare ikke i orden, at du skal stikke din fede næse ned i mine ting, bare fordi du ikke selv har noget spændende liv. Hvilken søster er du lige?”

”Stop så det der!” hvæsede jeg. ”Jeg har ikke gjort noget. Hører du efter? Ingenting!”

”Spar dig,” sagde Mabel med sammenknebne øjne og vendte sig så. Hun begyndte at trampe tilbage mod huset. Med ryggen til råbte hun: ”Du kan lige tro, jeg fortæller det her til mor!”

Jeg brugte to sekunder på at overveje det, med derefter styrtede jeg også ud efter hende. Jeg ville ikke finde mig i, at hun sladrede på den måde. Jeg ville ikke have skylden for noget, jeg ikke havde gjort.

Jeg småløb hen til hende, inden hun nåede huset og greb fat i hendes arm. ”Mabel, fat det nu; det var ikke mig der gjorde det! Hvorfor tror du overhovedet det?”

Da hun vendte sig om, blev jeg en smule forskrækket. For det første gjorde hun det så voldsomt, at hendes arm røg ud af mit greb, men for det andet truede små, salte tårer med at pible ud af hendes øjenkroge. Jeg blev så overrasket, at jeg trådte et skridt tilbage.

Når det gik hende så meget på, måtte der virkelig ligge noget bag. Hvad havde den pige dog på sin computer, som var så privat?

”Mabel..”

”- du er den eneste, der kunne have gjort det! Du er den eneste der er så egoistisk at glo i andre folks ting uden faktisk at tænke over, hvor meget det kunne såre en! Lad mig nu gå!”

”Hvad fanden sker der herude?” Ude på terrassen stod nu Clarie og kiggede bekymret på os. Et øjeblik stod jeg og undrede mig over, hvordan bryllupsforberedelser kunne få en ellers så perfekt pige til at bande så meget, men så begyndte Mabel at løbe indenfor, og det satte gang i min situationsfornemmelse igen.

Da døren var smækket efter Mabel, gik jeg træt og irriteret op til Clarie.

”Hun flippede ud,” sagde jeg kort og dumpede ned i en flettet terrassestol.

”Over hvad dog?” Clarie stod med armene over kors, og jeg kunne se alle hårene på hendes bare arme rejse sig på grund af den kolde vind.

”Hun påstår, at jeg har rodet i hendes computer, men helt ærligt, det har jeg ikke!”

”For helvede, Luce..” stønnede hun og var allerede på vej ind igen.

”Hey, jeg har ikke gjort noget! Og burde du ikke stoppe med at det banderi? Det ender med, du siger 'ja sgu' i kirken!” skyndte jeg mig at råbe efter hende, men hun var allerede inde igen.

Jeg sukkede. Hvorfor var alle imod mig?

Efter det lille, eller skulle man sige store, optrin havde jeg ikke lyst til at være sammen med nogen, så jeg gik tilbage til laden og lagde mig på min seng. Jeg forsøgte at gå i gang med at læse igen, men det var som om, at ordene kom ind i mit hoved og fes direkte ud igen. Jeg kunne simpelthen ikke koncentrere mig, som jeg havde kunnet før. Tanker om uskyldighed, Mabel og uretfærdighed blev ved med at dukke op i mit hoved.

Jeg blev hurtig træt af at prøve, og allerede efter fem minutter satte jeg mig over til mit lille skrivebord i stedet. Jeg fandt et papir og en blyant frem og begyndte at tegne.

Jeg tegnede først en lille cirkel. Så en større nedenunder, og det gik op for mig, at jeg var ved at tegne en snemand. Jeg gav ham en form for en spids kræmmerhusnæse og tegnede en stor smilende mund, for at gøre mig selv i bedre humør. Men da jeg havde siddet i et par minutter, dybt foroverbøjet, og koncentreret mig om at tegne et par flotte, ovale og glitrende øjne, og det gik op for mig, at han alligevel ikke så glad ud, fordi hans øjne så så triste ud, smed jeg blyanten fra mig og greb min mobil.

Jeg fandt hurtigt Jonas' nummer og ringede ham op.

”Jonas?”

”Hvad er der, Luce?”

Jeg lavede min specielle form for hundeøjne, selvom jeg udmærket var klar over, at Jonas ikke kunne se mig. Det gav mig bare stadigvæk den helt rigtige klang i stemmen. ”Jeg trænger til noget opmuntring. Mabel har lige skældt mig ud for noget, jeg slet ikke har gjort. Og Clarie tog hendes parti!”

”Luce, nu lyder du meget barnlig,” lød det hurtigt i den anden ende af røret. ”Jeg ville gerne hjælpe dig, okay? Men jeg kan ikke lige nu.”

”Hvorfor ikke? Har din mor tvunget dig til at ordne vasketøjet igen? Jeg kan bare komme over til dig og hjælpe?”

”Nej, Luce, det er ikke det,” svarede Jonas hurtigt og lød som en, som slet ikke gad at snakke med mig.

”Hvad er det så?” Jeg gik hen og fik på fornemmelsen, at mit opkald ikke var andet end besvær for ham lige nu.

”Jeg er lige sammen med Val, og vi tager snart ind til byen. Beklager, men jeg må altså gå. Vi ses!”

Jeg hørte med let åben mund, hvordan Jonas lagde på og den irriterende dutten begyndte.

Jeg lagde mobilen fra mig og kravlede ind under dynen, hvor jeg bare lå og tænkte over, hvor afvist på en skala fra et til ti jeg følte mig lige nu. Jonas var sammen med Valerie, som han åbenbart allerede kaldte Val, og nu skulle jeg sidde helt alene herude og føle mig ensom på min fridag.

Lige nu, hvor jeg rent faktisk havde brug for en opkvikker som Jonas, havde han ikke tid, og det gjorde mig lidt ked af det. Jeg havde egentlig ikke rigtig tænkt over, at jeg måske nu for alvor skulle til at dele Jonas med andre end hans mor. Jeg havde jo slet ikke forestillet mig, at han på et eller andet tidspunkt ville finde en pige, som han rent faktisk fungerede sammen med. Ud over mig altså.

En mærkelig følelse væltede rundt indeni mig, og fik mig til at tænke over, hvad de to mon kunne finde på at lave. Var de allerede nået til kyssestadiet?

Jeg slog dynen væk med et hurtigt ryk og rejste mig op. Jeg havde ikke godt af alle de tanker, så derfor begyndte jeg at rydde lidt op. Jeg havde en tendens til bare at smide mit tøj over det hele. På gulvet og på stolene, alle vandrette flader.

Jeg begyndte at samle mit tøj sammen, men da jeg jeg greb fat i de jeans, jeg havde haft på i går, mærkede jeg noget i lommen. Jeg stak min hånd derned og fiskede det ud, så jeg kunne se på det. Det var Zayns telefonnummer.

Jeg stod og stirrede på det, mens min hjerne kørte på højtryk. Det jeg skulle til at gøre nu, ville jeg nok aldrig tilgive mig selv for, men mine følelser løb ret løbsk. Jeg kunne ikke gøre for det. Nogle gange måtte man vel bare slippe tøjlerne for en stund, ikke?

Jeg skyndte mig tilbage til sengen, hvor min mobil lå. Jeg samlede den hurtigt op og begyndte at indtaste de nedskrevne tal ind som en ny kontakt. Så begyndte jeg på en sms.

Luce: Har afleveret dit ”brev”.

Jeg sad lidt og kiggede på mine ord, men tog så en rask beslutning og trykkede send.

Der gik cirka et minut, før jeg fik et svar og i den tid, havde jeg allerede fået mig selv overbevist om flere gange, at han sikkert ikke ville svare, men det gjorde han.

Zayn: Luce?

Jeg kiggede hurtigt på sms'en, før jeg svarede.

Luce: Hvem ellers?

Jeg sad og bed lidt i en løs neglerod, mens jeg mærkede mine håndflader blive svedige. Det her var dumt.

Zayn: Der kan man bare se. Postbudet har åbnet brevet. Jeg troede ikke, det var lovligt?

Jeg sad et øjeblik og blev nervøs. Ville han nu sagsøge mig og alt muligt?

Luce: Der stod mit navn. Gik ud fra, det var til mig.

Efter et halvt minut tikkede den næste besked ind.

Zayn: Du er alligevel en dum lille pige, sådan at tage kontakt til fremmede på den måde. Hvad havde du gjort, hvis du havde ringet til ham den fede bankdirektør længere nede af gaden?

Jeg nikkede lidt for mig selv. Han havde absolut ingen idé om, hvor dum jeg var. Jeg skyndte mig at skrive et svar.

Luce: Min mavefornemmelse sagde noget andet.

Det var et satset svar, det vidste jeg godt, men jeg havde ikke lige andet i ærmet, så nu kunne han skrive, hvad han ville.

Zayn: Siger din mavefornemmelse dig så også, at du ikke skal noget i weekenden?

Jeg stivnede med min telefon i hånden. Hvad fanden skulle jeg lige svare til den der? Jeg sad lidt og overvejede det, men jeg vidste det simpelthen ikke. Én ting var dog sikkert: jeg skulle ikke med den dreng i byen!

Jeg låste min mobil og lagde den fra mig. Jeg måtte bare lade være med at svare.

En bestemt følelse havde fået mig til at handle sådan her.

Jalousi var en grim ting, men jeg havde i det mindste en undskyldning.

Jeg var ganske enkelt ikke vant til at dele.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...