Devils, Dreams and pink Dresses | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2013
  • Opdateret: 8 aug. 2013
  • Status: Færdig
At tjene penge kan nogle gange være hårdt arbejde, men for Luce Stewart er det ikke noget problem. Luce sætter sin skole og uddannelse meget højt og har brug for penge til en rejse til udlandet. Det er så lang tid siden, hun er været i byen og haft det sjovt, at hun ikke engang savner det. Det hele ændrer sig dog, da en enkelt aften med Zayn Malik langsomt trækker Luce ud, hvor hun ikke længere kan bunde. Så langt ud, at løftet om ikke at lade sig distrahere af håbløse forelskelser pludselig går i opløsning. Det ligger helt fast; der er hverken tid til problemer eller flirteri. Der er kun et lille problem - man siger ikke nej til Zayn Malik, og han er hele pakken.

68Likes
78Kommentarer
5027Visninger
AA

14. I'm fine

Det var nu lørdag, og jeg var stadigvæk ikke kommet mig over, at Zayn havde holdt mig for nar, selvom der var gået tre dage.

Jeg havde tilbragt lidt tid med Jonas og Valerie, for at få mine tanker væk fra ham, og siden vi befandt os hjemme ved mig, havde Clarie selvfølgelig sat os i gang med nogle bryllupsting. Vi havde fået en kasse med ting og en masse strenge instrukser om, hvordan vi skulle klistre bordkortene sammen, for det var det, vi var blevet kastet i gang med.

Jeg greb ud efter saksen og kastede et blik over på Jonas og Valerie, der sad ved siden af hinanden, overfor mig. De sad tæt på hinanden, men alligevel med så meget mellemrum, at de aldrig rørte hinanden.

Det var faktisk kun anden gang, jeg var rigtigt sammen med Valerie, for jeg havde holdt mig langt fra hende siden dengang ved caféen. Hun snakkede ikke så meget lige nu. Vi havde hilst på hinanden og småsnakket lidt om, hvordan vi skulle tolke Claries instrukser, men derefter havde ingen af os rigtigt prøvet at føre en samtale.

Jeg kunne heller ikke komme udenom, at siden i onsdags, hvor jeg tog Zayn og Perrie på fersk gerning, havde jeg været lidt småtvær og alt for let til tårer, så da Jonas for tredje gang væltede limen på gulvet, kunne jeg ikke forhindre en tvær kommentar i at forlade mine læber.

”Du kunne også bare stille den længere ind på bordet,” sagde jeg i et koldt tonefald, da han dukkede op igen, efter at have samlet limstiften op fra gulvet, mens jeg fastholdt mit blik på papiret i mine hænder. Jeg kunne ikke gøre for det. Der skulle virkelig bare ikke meget til at irritere mig lige nu.

”Hvad fanden er der med dig, Luce? Er det den tid på måneden?”

Jeg kiggede langsomt op fra mine hænder og mødte Jonas' blik. Ved siden af ham sad Valerie og lod som om, at vores samtale ikke rørte hende, selvom jeg kunne se, at hun lyttede efter.

Nej, Jonas,” sagde jeg.

”Så, hvad er der så galt?” spurgte han og stillede limen fra sig, som jeg havde bedt ham om.

Jeg kiggede irriteret væk fra ham og lænede mig tilbage i stolen. ”Ikke noget.”

Jeg kunne mærke Jonas' blik på mig lang tid efter, men han sagde ikke mere. Det var først, da jeg var færdig med mit bordkort, at jeg mærkede ham vende tilbage til sit eget. Jeg smed mit færdige kort over i bunken, hvor der kun lå omkring ti færdige.

”Nu mangler vi ikke så mange,” sagde Valerie venligt og lagde selv et færdigt kort oven i bunken.

Jeg fnøs og rystede på hovedet. ”Vi mangler over halvtreds endnu.”

”Luce!” udbrød Jonas pludselig. ”Hvorfor skal du være så led?”

Jeg kiggede overrasket op og mærkede de forbandede tårer presse på. Jonas så direkte vred ud. ”Har du en god grund til svine både mig og Val til, for så vil jeg gerne høre den?”

”Jeg sviner jer ikke til,” forsøgte jeg, men det ville Jonas ikke godtage. ”Så godt som,” sagde han hurtigt.

Jeg pressede læberne let sammen og kiggede igen ned, mens jeg udelukkende koncentrerede mig om min vejrtrækning. Jeg ville ikke tude nu, ikke tale om. Jonas' vrede rørte bare ved et eller andet, der satte gang i mine tårekanaler, om jeg ville stå ved det eller ej.

”Zayn har en kæreste,” for det ud af mig, og endelig brød jeg sammen og begravede ansigtet i mine arme. Tårerne fik frit løb, og jeg mærkede en hånd stryge mig blidt over håret. Jeg vidste ikke, om det var Jonas eller Valerie, men jeg var også ligeglad.

Ingen af dem sagde noget i lang tid. De lod mig bare ligge hen over bordet, mens jeg græd al min sorg ud. Jeg prøvede ikke engang på at dæmpe min gråd, selvom jeg lød virkelig forfærdelig. Det var først, da jeg efter et stykke tid begyndte at snøfte og hikste og ikke direkte græd mere, at der blev talt igen.

”Jeg sagde det jo, Luce,” sagde Jonas forsigtigt. ”Han er ikke værd at spilde sin tid på.”

Jeg tørrede mine øjne og overvejede at slå ham, fordi han spillede smart overfor mig, mens jeg var helt nede, men fandt ud af, at det ikke ville nytte noget. Han kunne lige så godt få lov til at tro, at han var bedre end mig for en stund.

Jonas blev ved med at komme med små kommentarer om, at Zayn var en idiot, og at det var min egen skyld fra starten af, hvilket jeg et eller andet sted kunne nikke til, da det gik op for mig, at det ikke var løgn.

Det var min egen skyld.

”Lad os prøve noget,” sagde Valerie pludselig og rejste sig op. ”Kommer i ikke med over i sofaen?”

Jeg kiggede op og så Jonas rejse og følge efter Valerie. Jeg sukkede og fulgte efter, selvom jeg hellere ville ligge ind over bordet.

Der var næsten ikke plads til tre i min lille sofa, så da jeg placerede mig imellem de to, var der ret trangt, men det lod ikke til at gå Valerie på.

”Det her er min hidtil bedste kur mod idiotiske ekskærester,” fortalte hun og satte sig godt til rette. Hun åbnede munden for at fortsætte, men Jonas afbrød hende.

”Har du haft mange ekskærester?” spurgte han og bed sig selv i læben, da ordene var sluppet ud.

Valerie smilede til ham og rørte let hans hånd. ”Mine veninder har,” sagde hun blidt. De kiggede hinanden i øjnene og lod et øjeblik til at have glemt mig, så jeg snøftede højt og fangede igen deres opmærksomhed. Valerie blinkede og vendte tilbage til mig, som havde jeg afbrudt hende i at dagdrømme eller falde i staver.

”Godt,” sagde hun. ”Det går bare ud på, at du finder alle de dårlige ting ved Zayn og siger dem højt, så jeg kan tælle dem. Det er meget enkelt.”

”Så jeg skal bagtale ham?” spurgte jeg og rynkede panden. Jeg havde på ingen måde lyst til at bagtale Zayn.

”På en måde,” sagde Valerie langsomt, ”men tro mig, det er virkelig fedt, når man først er i gang.” Hun vendte sig om mod mig og holdt sine fingre op, så hun kunne tælle på dem. ”Første ting,” sagde hun afventende.

Jeg sad lidt og ransagede min hjerne for noget, som ville tilfredsstille Valerie. ”Første gang han så mig, gloede han på min røv,” sagde jeg lidt usikkert.

Valerie nikkede ivrigt. ”Det er godt,” sagde hun. ”Anden ting?”

”Da vi var i byen drak han mig fuld, så han kunne komme i bukserne på mig, da vi kom hjem.” Jeg kiggede skamfuldt ned og mærkede Jonas stivne bag mig. Dog sagde han ikke noget, så Valerie fortsatte.

”Nu er vi godt i gang - nummer tre?”

”Han spillede kostbar overfor mig, men i virkeligheden havde han hele tiden en kæreste.”

Valerie måbede et kort øjeblik, mens tog sig så sammen og svinede ham til. ”Hold kæft en idiot,” sagde hun og tilføjede endnu en finger til optællingen.

Jeg smilede ubevidst til hende, og pludselig behøvede hun slet ikke spørge, før jeg havde disket op med en ny ting om Zayn. Ganske som hun havde sagt, tog ordene hinanden, og til sidst blev jeg så opslugt, at jeg glemte at lægge mærke til Valeries fingre, som stadig talte. Ind i imellem sneg der sig også et par ord ind som nar og idiot, og det fik os begge til at grine, så Jonas blev nødt til at gå for at udholde vores tøsefnidder.

Det overraskede mig, hvor meget jeg egentlig havde at sige om Zayn, og da jeg endelig var tom for ord, hævede Valerie øjenbrynene og grinede. ”Jeg tror aldrig, jeg har oplevet så mange dårlige ting om en fyr,” sagde hun og kiggede på sine fingre. ”Jeg mistede lidt tallet, men der er jo langt over tyve her, hvilket efter reglerne betyder, at han er kategoriseret som en idiot, som ikke er værd at få tilbage.”

Jeg smilede til hende og følte mig helt opløftet. Ikke en eneste tanke om Zayn, kunne få mig ned og ligge lige nu. Jeg sukkede glad og lænede mig tilbage i sofaen, og i det samme gik døren op, og Clarie lukkede sig selv ind. ”Er i færdige med bordkortene?” spurgte hun.

Jeg bed mig i læben og kiggede over på bordet, hvor kun halvdelen af kortene lå færdige.

Clarie gjorde det samme og sukkede dybt. ”Skal man da også gøre alting selv?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...