Devils, Dreams and pink Dresses | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2013
  • Opdateret: 8 aug. 2013
  • Status: Færdig
At tjene penge kan nogle gange være hårdt arbejde, men for Luce Stewart er det ikke noget problem. Luce sætter sin skole og uddannelse meget højt og har brug for penge til en rejse til udlandet. Det er så lang tid siden, hun er været i byen og haft det sjovt, at hun ikke engang savner det. Det hele ændrer sig dog, da en enkelt aften med Zayn Malik langsomt trækker Luce ud, hvor hun ikke længere kan bunde. Så langt ud, at løftet om ikke at lade sig distrahere af håbløse forelskelser pludselig går i opløsning. Det ligger helt fast; der er hverken tid til problemer eller flirteri. Der er kun et lille problem - man siger ikke nej til Zayn Malik, og han er hele pakken.

68Likes
78Kommentarer
4863Visninger
AA

2. Feel my pain

Regnen silede ned over mig og hamrede mod mit regnslag, da jeg den eftermiddag cyklede rundt i Londons gader. Jeg trådte hårdere i pedalerne, for jeg ville gerne hurtigt hjem. Godt nok havde jeg svoret, at jeg ville dele posten ud i både regn og blæst, men ingen havde lyst til at cykle rundt ude i det her blæsevejr. 

Jeg trak hårdt i håndbremsen, sprang af cyklen og småløb op af havegangen med den adresserede post i hånden, godt gemt oppe under mit regnslag, så det ikke blev vådt. Jeg fumlede et øjeblik med brevsprækken, men derefter var jeg hurtigt tilbage på cyklen og videre.

Pludselig mærkede jeg noget vibrere i min bukselomme, så med et støn måtte jeg stoppe og forsøge at finde vej helt ind til mit inderste og stadigvæk tørre tøj. Endelig lykkedes det, og jeg kunne afbryde den stigende lyd af klokker, der indikerede at nogen rent faktisk forsøgte at komme i kontakt med mig, for derefter at lægge min mobil op til øret.

"Hallo?"

"Hey Luce, jeg ville bare - hvad er det dog for en irriterende lyd?"

Han hentydede helt sikkert til den konstante larm, der var i tørvejret under min hætte. Man kunne høre hver enkelt dråbe ramme den tynde plastik udenfor, og det lød som en cd, der var gået i stå midt i en trommesolo. 

"Der regner, Jonas," svarede jeg bare kort. 

" - og du er på arbejde, got it."

"Det er godt at høre, at du rent faktisk kan bruge din store hjerne," sagde jeg og slog støttefoden ud på cyklen under mig. Den cykel var forbandet tung i sig selv, men havde jeg haft mere post med, havde jeg næsten ikke kunnet holde den med en hånd. "Hvad ville du?"

"Skal du noget senere idag? Jeg har noget, jeg skal vise dig."

Jeg fik hurtigt aftalt med Jonas, at jeg ville komme over senere, så han kunne vise mig, hvad han nu ville vise mig. Han havde sikkert købt noget billigt skrammel på et loppemarked, som han så tit gjorde, men jeg kom glædeligt over alligevel, for Jonas var en af mine bedste venner. Faktisk var han min eneste rigtige og bedste ven. 

Resten af husene hen af vejen var ren rutine, så jeg tog mig ikke tid til at kigge op, jeg gjorde bare, som jeg plejede. Derfor opdagede jeg heller ikke, at noget pludselig var forandret, da jeg kom til det andet sidste hus for enden af vejen, som var en blindgyde. Jeg holdt mit blik nede mod jorden, så jeg ikke fik regn i ansigtet. Ved lige præcis det her hus, måtte jeg både åbne en låge og gå et godt stykke op til huset, før jeg kunne aflevere posten og komme videre. Jeg lod lågen glide i bag mig med et klik, hvorefter jeg sjokkede afsted i mine helt igennem  gennemblødte gummisko. 

Det var først, da jeg var cirka halvvejs, jeg registrerede, at en anden lyd blandede sig med lyden af mine svuppende sko. Jeg kiggede panisk op, for jeg kendte godt den lyd. Det var lyden af metal mod metal. Et klirrende hundetegn. Haven, jeg befandt mig i, var stor og ikke helt jævn, så pludselig dukkede en stor chefer op bag en lille bakke. Den stoppede et øjeblik for at kigge på mig, men så satte den igen i løb, og denne gang kunne jeg også høre dens store poter ramme den smattede og våde jord. 

Jeg var lige ved at kaste de to breve, jeg havde i hånden, fra mig, så jeg bedre kunne komme til at grave i mine lommer, men jeg gjorde det heldigvis ikke. Hvem der så end havde anskaffet sig sådan en hund, ville nok ikke blive glad for gennemblødte regninger eller bankpapirer. 

Jeg forsøgte desperat at få fat i de hundekiks, jeg altid havde på mig, når jeg var på arbejde. Jeg plejede altid at have dem ved hånden, så jeg kunne gøre mig gode venner med hundene, inden de gik til angreb på mig, eller måske kaste dem fra mig, så de holdt sig nogenlunde væk, men ingen havde fortalt mig, at personen her nu var begyndt at huse hund. Og så endda en stor, fuldvoksen chefer.

Jeg fandt endelig den rigtige lomme og fik fat i en fugtig og snasket kiks, som jeg smed fra mig, da hunden var godt syv meter væk. Den reagerede ikke. Jeg gik i panik. Hundene plejede altid at ville undersøge, hvad jeg smed fra mig, der duftede så godt, men det gjorde denne her ikke. Det måtte vel være fordi, at regnen bedøvede dens lugtesans, eller også var den bare så opsat på at sætte tænderne i mig, at den var ligeglad. 

Jeg nåede slet ikke at tænkte overhovedet, for cheferen var hurtig. Da den var på sit tætteste, gik jeg i panik. Jeg vendte mig og begyndte at løbe tilbage til lågen. Mine arme fløj helt automatisk op, og et eller andet sted midt i al angsten registrerede jeg, at brevene ikke længere var i min hånd.

Jeg kunne høre den, før den sprang over mig. Idet den satte af og væltede mig omkuld, forlod et højt og skingert skrig min mund. Jeg rullede rundt, og det eneste jeg kunne se, var den brune pels. Jeg blev ved med at udstøde små hyl, da den trådte på mig, slikkede på mig og blev ved med at vise sine skarpe tænder. 

Jeg prøvede desperat at skubbe den væk fra mig, men samtidig var jeg bange for, at den så ville lukke sit store gab om mine arme. 

Jeg var virkelig rædselsslagen, da den pludselig fjernede sig fra min overkrop og søgte ned mod mine ben, som jeg hele tiden havde sprællet med. Jeg mærkede dens varme ånde mod min ankel, og jeg vidste, at min sidste tid som et helt menneske var kommet. Den ville bide min fod af. Jeg havde set i fjernsynet og aviserne, hvad nogle hunde havde gjort ved små børn og ældre mennesker. De var blevet fuldstændigt vansiret. 

Jeg skreg endnu engang og lukkede øjnene, men så var den pludselig væk. Jeg lå helt stille i græsset, mens mit hjerte et eller andet sted under mit tøj ræsede løs. Først da jeg havde åbnet øjnene og konstateret, at den ikke hang hen over mig mere, begyndte tårerne at dannes i mine øjenkroge, og jeg gjorde intet for at stoppe dem. Jeg lå lidt og hulkede, men så forsøgte jeg at tage mig lidt sammen og satte mig op. 

Det tog mig ikke lang tid at konstatere, at hunden hverken havde bidt min fod helt eller halvt af. Til gengæld manglede min ene sko. Nu hvor rædselen ikke længere bølgede så voldsomt igennem mig og overdøvede alle mine sanser, opdagede jeg også, at jeg var blevet helt gennemblødt. Mine jeans var helt mudrede til, og jeg havde rullet så meget rundt, at min trøje var kravlet op og havde efterladt min ryg helt bar. Den var også fyldt med mudder. Og ikke nok med det, så var min hætte faldet af midt i kampens hede, og mit hår var så småt ved at være lige så gennemblødt som mine strømper.

Jeg var i færd med at sikre mig, at alle mine lemmer fungerede optimalt, da en dør pludselig åbnedes. Jeg stivnede ubevist og kiggede op. I døren stod en søvndrukken dreng med sort hår, som strittede til alle sider. Han var iført et par bomuldsjogginbukser og en hvid t-shirt der afslørede, at hans arme var pyntet med tatoveringer. Han stod og missede med øjnene, og havde jeg været instruktøren på en tegnefilm, havde jeg bedt ham om at klø sig søvnigt i øjet og gabe.

Selvom jeg efterhånden havde gået med post i det her kvarter i ret lang tid nu, kendte jeg næsten ingen af dem, jeg leverede den til. Alle i det her område af byen var nogle fedtede og højvrøvede nogen, som havde alt og ikke gad at sige hej til deres postbud. Der var kun en undtagelse, og hun hed Iris. Iris var en ældre dame, som altid kom med is eller saftevand på varme sommerdage. Hun var en af de flinkeste damer, jeg kendte, og vi fik os tit en lille sludder.

Så faldt hans blik på mig, og han løftede en smule overrasket det ene øjenbryn, som om han ikke lige havde regnet med at se et tilmudret og tårevædet postbud ligge i hans forhave. Men hvem havde egentlig også det? 

Hans blik fik mig pludselig til at føle mig ret ynkelig. Jeg tørrede tårerne væk fra mine kinder, så godt jeg kunne, og rejste mig hurtigt op. 

"Glitzy!" råbte han så med ét. Skrækken væltede tilbage til mig, da jeg igen så hunden komme løbende. Dog løb den direkte hen til ham og kiggede ikke engang på mig. Den var godt opdraget. Det føltes som om mit hjerte lettede et kort sekund. Den luntede ind i det luksuriøse hus bag ham, men inden den kom indenfor, nåede jeg at fange et glimt af min blå gummisko, som den bar i munden. Køteren havde fundet sig et nyt stykke legetøj.

Fyren havde lukket døren bag sig, og stod nu i ly under taget fra huset og gloede på mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige eller gøre af mig selv. Jeg stod lidt og trippede på stedet. Jeg var stadig i chok over, hvad der lige var sket, men nu hvor hunden var sikkert lukket inde i huset, var min puls så småt faldet til ro igen. 

Jeg kunne jo sige undskyld og vende mig og gå, men jeg ville egentlig gerne have min sko med hjem igen. Jeg var normalt ikke den stille type, og jeg var næsten høflig overfor folk på gaden konstant, men lige nu havde jeg bare ikke så mange ord. Måske havde det noget at gøre med, at jeg lige var blevet udsat for noget af det, jeg var allermest bange for. 

Jeg fik pludselig øje på de to breve, som lå et par meter væk fra mig. Jeg skyndte mig hen og samlede dem op, selvom det var for sent. Det ene gik i stykker mellem fingrene på mig, da jeg samlede det op. Jeg lod det andet ligge.

Så vendte jeg mig om mod fyren, som stadigvæk lod sit blik hvile på mig. Nej vent, hans blik var limet til min røv, som man godt kunne se igennem det gennemsigtige regnslag, jeg havde haft på hele dagen. Da jeg rettede mig op og vendte mig om, vågnede han ligesom op. Han begyndte at bevæge sig ud til mig i regnen, og jeg opdagede, at han havde klipklappere på. 

Da han kom helt tæt på, rakte han hånden ud. "Zayn Malik," præsenterede han sig selv. Jeg bed hurtigt mærke i, at hans øjne var brune, og at små skægstubbe var let synlige på hans ansigt, før jeg selv rakte en mudret og ulækker hånd frem. 

"Luce," sagde jeg og mente egentlig ikke, han behøvede mit efternavn. Godt nok var jeg godt opdraget og alt det, men jeg kunne godt se, at denne Zayn ikke var den seriøse og fornuftige type. Han var sikkert lige vågnet efter at have sovet sin rus ud, og i aften skulle han sikkert allerede ud og drikke sig stiv igen. Jeg var altid blevet advaret imod at mænge mig med den slags typer.

Han havde tilsyneladende ikke noget imod min beskidte hånd, for han tog den og holdt fast lidt længere en nødvendigt, hvorefter et skævt smil dukkede op på hans ansigt. Han betragtede mig hele tiden, lod sit blik glide hen over enhver krog i mit ansigt.

Jeg følte mig beskidt og kold, og egentlig ville jeg egentlig bare gerne have min sko tilbage hurtigst muligt, så jeg kunne komme hjem og få et bad.

"Jeg beklager virkelig det med din post," sagde jeg undskyldende, da han endelig havde sluppet min hånd. "Den er helt gennemblødt, så jeg kan vist lige så godt tage den med tilbage."

Han nikkede enigt, men det virkede ikke rigtig som om han var rigtigt til stede. Jeg mødte kort hans blik. "Du vil ikke med indenfor og have det våde tøj af?" spurgte han så med en særlig klang i stemmen. Jeg kunne ikke undgå at vide, hvad han egentlig mente med det, for hans kropsholdning lagde selv op til det. Jeg prøvede på at skjule mit smil. Fyren stod rent faktisk og flirtede med mig. Der troede han nok lige, han kunne få en hurtig fangst.

"Det går nok," afværgede jeg ham. "Jeg har ikke ret langt hjem."

"Nå, så du bor her i området, siger du?" Hans øjne lyste af noget, jeg ikke kunne forklare, men jeg var også ligeglad. Jeg ville bare væk fra den her omklamrende dreng, så jeg kunne komme hjem, hvilket jeg vist også snart havde pointeret en tre gange efterhånden. 

"Jeg er på cykel." Jeg trådte et lille skridt tilbage fra ham. "Egentlig vil jeg også gerne have min sko tilbage," sagde jeg så for at skifte emne. For at vise ham, hvad jeg mente, vrikkede jeg lidt med mine kun strømpebeklædte tæer. "Din hund tog den vist med indenfor."

"Åh, det er nu ikke min hund," mumlede han og skulede tilbage mod huset. "Jeg henter den til dig." Så gik han tilbage til huset og lukkede heldigvis døren efter sig. Et kort øjeblik blev jeg igen nervøs ved tanken om, at hunden, Glitzy, kunne komme tilbage, jeg var ikke sikker på, jeg var klar til mere gensynsglæde lige den dag, men det gjorde den ikke. Og gudskelov for det.

Efter et par minutter kom Zayn tilbage med min elskede sko i hånden. Da han gav den til mig, havde jeg svært ved ikke at lade et klynk slippe ud. Der var tyggemærker over det hele, og jeg var ikke sikker på grund af regnen, men jeg tror også, den var helt savlet til. Stakkels sko. 

Men eftersom Zayn stadig stod og betragtede mig, sagde jeg hurtigt tak og tog den på uden nogen indvendinger. 

Jeg ville lige sige farvel og så skynde mig videre, men Zayn kom mig i forkøbet. "Er du sikker på, du ikke vil med ind lidt?" spurgte han, nikkede med hovedet mod det store hus og plantede et selvsikkert smil på sine læber. 

"Jeg tror rent faktisk, regnen er ved at stilne en smule af nu," sagde jeg og holdt en hånd frem, så den fangede vandråberne, som rent faktisk så ud til at komme langsommere og med mere mellemrum. "Det går." Jeg trak på skuldrene og håbede, han lod mig gå.

Smilet prydede stadig hans ansigt, da han trådte et skridt tættere på mig og kiggede mig i øjnene. "Nå, men vi ses så," sagde han og blinkede med det ene øje, inden han vendte sig og løb ind i ly for regnen igen. 

Jeg drejede irriteret omkring og lod papirsstykkerne ligge i græsset i stedet for at tage dem med. Nu var de fandeme hans problem.

 

Derefter hastede jeg hjem uden at tage mig ret meget af mine omgivelser. Det var sikkert også derfor, jeg fik en del sure blikke fra de andre trafikanter. 

Da jeg endelig kunne runde et sidste hjørne, var jeg helt smadret. Jeg sprang af cyklen og småløb hen imod det røde hus, som jeg var vokset op i. Da jeg trådte indenfor, slog en varm luft mig i møde, og jeg var lige ved at sukke af velvære, da jeg kunne smide det tunge og våde tøj. 

Da jeg havde fået det yderste tøj af, kom min mor ud fra køkkenet. Det første hendes blik landede på, var mit smidte tøj, som lå og flød ud over gulvet i hele gangen. Hun overraskede mig dog ved ikke at kommentere det. 

"Jeg har lavet te," sagde hun og strøg en vildfaren, gråstribet hårtot tilbage bag øret. 

"Jeg kommer." Jeg smed min sidste sko fra mig og fulgte efter min mor ud i køkkenet, hvor der ganske rigtigt allerede var dækket op med kopper til to.

"Clarie kommer lige om lidt," informerede min mor med ryggen til. Så vendte hun sig og skænkede kogende vand op til mig. Jeg skyndte mig at tage en tilfældig tepose og dumpe den ned i det varme vand. Jeg sad og kiggede på, hvordan smagen og farven sivede ud af den lille pose og langsomt blandede sig med det klare vand, da døren igen gik op ude i gangen. Lidt efter stavrede min søster ind på sine høje stiletter, der virkelig fremhævede hendes lange stænger. 

Hun gav vores fælles mor et hurtig kys på kinden, hvorefter hun satte sig overfor mig. "Du ser lidt druknet ud, søs?" 

Jeg rørte lidt i min te. "Det er hårdt at tjene penge."

Clarie lænede sig lidt tilbage i stolen og nikkede en smule, men hun svarede ikke. Engang i hendes teenageår havde hun haft et fritidsjob i et par uger, fordi hun ikke kunne blive ved med at presse flere penge ud af mor og far, men så fandt hun Stephen, og så behøvede hun det ikke mere. 

"Vejret er elendigt," sagde hun henvendt til mor. "Jeg skulle have været ude og tjekke nogle ting på gården idag, men når det pisser ned på den måde, kan det ikke lade sig gøre. Jeg håber bare ikke, det kommer til at regne på samme måde under ceremonien eller middagen. Jeg har allerede bestilt sol og blå himmel til mit bryllup!"

Ja, min søster skulle giftes med Stephen, som var hendes eneste ene. Brylluppet havde været planlagt i over halvandet år og skulle nu holdes engang til sommer. I starten havde far været helt oppe og køre over, at Clarie ville giftes som 22-årig, men nu havde han vist vænnet sig lidt til tanken. I hvert fald var han ikke imod det mere, men han deltog ikke lige så meget i planlægningen, som mor gjorde.

"Gården er virkelig det perfekte sted.." begyndte Clarie igen. "Men mor, havde du sat den der annonce i avisen?"

Jeg skyndte mig at sluge den sidste te og rejse mig. Jeg var selvfølgelig glad for, at min søster skulle giftes, men jeg havde virkelig fået nok af hendes plapren om hendes bryllup. Clarie havde efterhånden sørget for, at hele byen vidste det, men alligevel blev hun ved med at minde alle om, at hun om mindre end tre måneder blev officielt smedet sammen med Stephen. Heldigvis for hende, kunne hun arrangere sit ultimative drømmebryllup, for var der noget Stephen og hans familie ikke manglede, så var det penge. Det var også derfor, hun ikke arbejdede, men bare gik rundt og nussede derhjemme.

"Jeg tager et bad," sagde jeg, inden jeg var helt ude af det lille køkken, "og så tager jeg over til Jonas." 

Jeg skyndte mig bevidst en smule, men jeg var ikke hurtig nok.

"Inden du går nogen som helst steder, samler du lige dit rod ude i gangen op, Luce." 

Jeg stoppede kort op og holdt et suk inde. "Ja, mor," svarede jeg og skyndte mig så op i bad.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...