Devils, Dreams and pink Dresses | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2013
  • Opdateret: 8 aug. 2013
  • Status: Færdig
At tjene penge kan nogle gange være hårdt arbejde, men for Luce Stewart er det ikke noget problem. Luce sætter sin skole og uddannelse meget højt og har brug for penge til en rejse til udlandet. Det er så lang tid siden, hun er været i byen og haft det sjovt, at hun ikke engang savner det. Det hele ændrer sig dog, da en enkelt aften med Zayn Malik langsomt trækker Luce ud, hvor hun ikke længere kan bunde. Så langt ud, at løftet om ikke at lade sig distrahere af håbløse forelskelser pludselig går i opløsning. Det ligger helt fast; der er hverken tid til problemer eller flirteri. Der er kun et lille problem - man siger ikke nej til Zayn Malik, og han er hele pakken.

68Likes
78Kommentarer
4750Visninger
AA

12. Claims

Efter lang tid slap jeg endelig Jonas og vendte tilbage til Zayn. Jeg havde aftalt med Jonas, at jeg ville skrive til ham på et senere tidspunkt.

Jeg satte mig ned overfor Zayn og vendte mig kort og kiggede tilbage på Jonas, der allerede var på vej væk med ryggen til.

”Beklager,” undskyldte jeg og trak min kop til mig. ”Det kunne ikke vente.”

”Nej,” svarede han, ”det kunne jeg se.”

”Har du lyst til at lave noget senere i dag?” spurgte jeg og forsøgte at fange hans blik, men han blev ved med at kigge på noget bag mig.

”Det tror jeg ikke,” svarede han fraværende.

Jeg rynkede brynene og vinkede med hånden foran ham, så han ville flytte fokus på mig. ”Hvad mener du, Zayn?” spurgte jeg, da han endelig og en anelse modvilligt kiggede på mig.

”Har du ikke tid?” spurgte jeg og prøvede at dæmpe den irriterede tone, der langsomt forsøgte at komme frem. Han opførte sig mærkeligt lige nu, og det var aldrig et godt tegn. Han havde måske ikke tilgivet mig helt så let, som jeg havde troet.

”Jo, jeg har massere af tid.” Hans blik flakkede igen væk fra mig. ”Jeg har bare ikke lyst.”

Jeg kunne ikke lade være med at kigge en smule fornærmet på ham. ”Det er ikke på grund af Jonas, vel? Du kunne da bare have sagt, at jeg ikke skulle være gået med ham?”

Han nikkede langsomt for sig selv, og jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle tolke det, så jeg blev nødt til at spørge igen. Jeg følte mig virkelig Valerie-agtig lige nu. Det med at føre samtalen så meget, var bare ikke mig.

”Er det Jonas?”

Da han blev ved med at nikke, skubbede jeg irriteret min kop fra mig og lagde armene over kors. ”Hvad er der så galt denne gang?” Der var fandeme heller ikke andet end problemer. Først var Jonas sur over, at jeg var sammen med Zayn, og nu var det omvendt.

”Du forbyder mig ikke at se ham, vel? For han er min bedste ven, så det kan ikke lade sig gøre.”

”Jeg føler mig ikke truet af Jonas, Luce. Jeg er meget højere standart end ham, det er slet ikke der, problemet ligger. Det er dig, der er problemet.”

Jeg løftede øjenbrynene og følte mig pludselig trådt på. ”Hvad mener du?” spurgte jeg hårdt.

”Du er jo ikke færdig med ham, Luce. Det er tydeligt for enhver, at du hele tiden holder en klo i ham, og sørger for at han ikke løber væk. Hvorfor indhenter du ham ikke og erklærer din kærlighed til ham, mens jeg sidder her og kigger på. Det er har du jo tydeligvis ikke noget imod.”

”Jeg vil sgu da ikke erklære noget som helst kærlighed til Jonas, mens du ser på!” udbrød jeg forarget over hans påstand.

”I var da godt i gang lige før.” Zayn nikkede over mod det sted, hvor vi før havde stået.

”Hold nu op, Zayn!” sagde jeg og rejste mig voldsomt op. ”Er du jaloux?”

Zayn slog en glædesløs latter op og løfte et øjenbryn af mig. ”Jeg er på ingen måde jaloux. Du har bare lige vist mig sandheden. Jeg burde have regnet det ud, da du blev jaloux på hans nye kæreste.” Han kiggede igen på stedet bag mig. ”I var jo klistret helt sammen derovre.”

Jeg åbnede og lukkede irriteret munden, uden at nogen ord ville komme til mig.

”Jeg går nu, okay? Du kan stadig nå at fange ham.” Han rejste sig op og lynede sin jakke, mens han vendte sig for at gå. Jeg stod stadigvæk op foran det lille, runde bord og råbte efter ham.

”Jeg vil ikke fange ham, Zayn!” Da han ikke tog nogen notits af mine ord, råbte jeg lidt mere. ”Hvad så nu?” råbte jeg, desperat efter at nå ham. ”Vil du bare tage hjem og glemme alt om mig?”

Zayn stoppede op og vendte sig halvt, så han kunne kigge på mig. ”Når du er stoppet med at lyve, kan vi måske finde ud af noget.”

Han begyndte at gå igen, og denne gang kunne jeg mærke, at han var ved at forsvinde fra mig. Jeg skyndte mig at smide en pengeseddel på bordet, greb min jakke og løb efter ham. I et splitsekund undrede jeg mig over, hvor meget jeg var villig til at gøre, for at få ham til at høre på mig, men så nåede jeg op på siden af ham og blev nødt til at fokusere på nuet. ”Jeg har ikke følelser for Jonas!” sagde jeg tydeligt, og med en oprevet stemme.

”Bevis det,” sagde han kort.

”Jeg-” sagde jeg, men blev nødt til at stoppe. For anden gang den eftermiddag, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg kunne have begyndt at råbe og skrige om, at jeg elskede ham, og at han ikke måtte forlade mig. Jeg kunne have sprunget på ham og kysset ham, til han tvang mig til at blive hos ham, og jeg kunne have forsøgt at tale ham til fornuft, men det eneste jeg gjorde, var at stoppe op midt på fortovet og se ham forsvinde ned af gaden i total tavshed.

I det øjeblik gik det op for mig, at Zayn på mystisk vis havde indtaget pladsen som den, der bedst forstod at irritere mig. Mabel virkede pludselig som en engel.


 

En time efter, lå jeg igen derhjemme i min seng og spekulerede over, hvorfor man var til. Måske burde jeg blive filosof?

Jeg vendte mig om på siden og lukkede øjnene et kort øjeblik. Jeg nåede dog ikke engang at slappe af i mere end to minutter, før jeg hørte døren til laden gå op.

”Luce?” kaldte Clarie.

Jeg svarede ikke, men det afholdt ikke Clarie fra at se sig lidt omkring. Jeg hørte hende gå hen over gulvet på sine høje stilletter og stoppe lidt fra mig. ”Luce?” spurgte hun igen.

Jeg kiggede ikke op. Jeg havde ikke lyst til at snakke med Clarie lige nu, og jeg var træt og udmattet.

”Sover du?” spurgte hun, og jeg fornemmede, at hun satte hænderne i siden.

Jeg svarede ikke, men prøvede bare på at gøre mine vejrtrækninger tungere, så det rent faktisk virkede som om, jeg sov, selvom det ikke havde været hensigten fra starten. Nu havde hun jo selv bragt det på bane.

Jeg koncentrerede mig udelukkende om at trække vejret dybt ned i maven og ikke lade mine øjne afsløre noget, og det lød faktisk som om, at Clarie var på vej væk igen. Jeg var lige ved at smile, men lod være i sidste øjeblik. Var der nogle, jeg ikke gad lige nu, så var det mine søstre. Og Zayn.

Jeg lå længe og lyttede efter lyden, af døren der lukker, men til min undren kom den ikke. Jeg var lige ved at åbne øjnene og kigge efter, om hun var gået, men lod være.

Det blev hurtigt kedeligt, at ligge med lukkede øjne, og min tålmodighed var ved at slippe op. Til sidst besluttede jeg at åbne øjnene og sætte mig op.

”Nå, så nu vågnede Tornerose op, det var da heldigt,” sagde Clarie med det samme i en tone, der fortalte mig, at hun overhovedet ikke troede på, at jeg havde sovet. Jeg drejede hovedet efter hende, og så hende side på kanten af min sofa i den anden ende af rummet.

Jeg sukkede og svang benene ud over kanten, så jeg bedre kunne side op.

”Hvad vil du?” spurgte jeg.

”Jeg forstår ikke, hvorfor du ikke vil snakke med mig?” brokkede Clarie sig i en let såret tone. Hun overhørte fuldstændigt mit spørgsmål. ”Jeg kommer for at snakke med dig som din søster, og så lader du som om, du sover. Det sårer virkelig mit skrøbelige hjerte det der.”

”Clarie,” sukkede jeg.

”Jeg mangler hjælp inde i køkkenet, vil du hjælpe?” spurgte hun og skiftede derved fra den sårede storesøster, til den arbejdsmanglende planlægger på nul komma fem.

”Nej,” sagde jeg kort og kontant.

”Hvorfor ikke?” spurgte hun fornærmet, som om hun troede, jeg ville hjælpe hende i enhver situation.

”Jeg gider ikke lige nu,” svarede jeg ærligt.

Claire kneb øjnene sammen og kiggede længe på mig. ”Som du vil,” sagde hun og rejste sig op og gik hen til døren. Da hun endelig lukkede den efter sig, sukkede jeg lettet og besluttede at tage nattøj på. Jeg havde netop trukket trøjen op over hovedet, så jeg kun stod i bh, da døren gik op igen. I et øjeblik lyste jeg helt op, ved tanken om, at det kunne være Zayn, men så dukkede Claries jeansbeklædte bag op i døren, da hun skubbede sig baglæns ind med noget i favnen.

”Hvad nu?” spurgte jeg og smed trøjen fra mig. Jeg havde ikke noget imod at stå med bar overkrop overfor min søster.

”Se, hvad jeg har til dig,” svarede hun glad og vendte sig, så jeg kunne se. Jeg spærrede overrasket øjnene op ved gensynet af den alt for lyserøde kjole, jeg skulle bære til Claries længe ventede bryllup. ”Kjolerne er kommet!” Hun trak energisk den tynde plastikpose af kjolen og stod og beundrede den. ”Den er endnu pænere, end jeg huskede den!” hvinede hun og holdt den frem mod mig. Jeg tog forsigtigt imod den og holdt den lidt ud fra mig, så jeg kunne se den.

For mit vedkommende, var den grimmere og endnu mere lyserød, end jeg huskede den, men det kunne jeg ikke drømme om at sige til Clarie. Så ond en søster var jeg heller ikke, og jeg vidste, at det her bryllup betød meget for hende.

Jeg rakte ud og rørte ved det tynde tyl, der lå som et fint lag yderst. ”Vil du prøve den?” spurgte Clarie og begyndte at åbne den i ryggen, allerede inden jeg havde svaret.

”Øh, ikke lige nu,” skyndte jeg mig at sige.

”Nå, skal du da noget?” spurgte hun. Hun kiggede afventende på mig, og i min desperation for at slippe af med både hende og kjolen, sagde jeg bare det første, der faldt mig ind.

”Jeg skal over til Jonas.”

Clarie gav mig elevatorblikket. ”I den mundering?”

Jeg kiggede ned af mig selv, og hev min trøje til mig og tog den på igen. Nu, da jeg havde ændret mine planer, var det alligevel ikke tid til at klæde om til nattøj. Jeg skyndte mig at tage mine sko og jakke på og kastede nøglerne til døren over til Clarie. ”Du kan selv låse efter dig,” sagde jeg og åbnede døren for at gå.

”Luce,” råbte Clarie efter mig, ”det ser godt ud.” Hun hentydede med garanti til mine bryster.


 

I princippet behøvede jeg jo ikke tage hjem til Jonas, selvom det var det, jeg havde sagt til Clarie, men jeg valgte at gøre det alligevel. Selvom jeg var på god fod med ham nu, føltes det stadig mærkeligt og en smule akavet at ringe på døren.

Der var sket mange ting imellem os på det seneste, og det irriterede mig, at det gjorde vores forhold så skrøbeligt. Jeg havde altid troet, at intet kunne komme imellem os. Men så kom Zayn.

Jeg spjættede lidt af forskrækkelse, da døren foran mig blev åbnet. ”Hej, Luce!” lød det med samme et par hoveder længere nede, hvor Jonas lillebror, Simon, stod med et kæmpe smil og åbnede døren på vid gab for mig.

”Hej, Simon,” svarede jeg og prøvede at smile en smule. Jeg kunne ikke komme udenom, at jeg havde været en smule nedtryk siden samtalen med Zayn, hvilket også førte til det meget falske smil, jeg formåede at stille op. Heldigvis lagde Simon ikke mærke til noget.

”Vil du ikke indenfor?” spurgte han ivrigt og trådte til side, så jeg kunne komme forbi. Jeg trådte stadig smilende forbi ham, og jeg mistænkte ham for at træde tættere på mig, for han bumpede let ind i mig, da jeg vendte mig for at trække mig jakke af.

”Skal jeg tage din jakke?” spurgte han og rakte armene ud, da jeg havde krænget den af mine skuldre.

”Sikke en gentleman, hva'?” Jeg kunne ikke lade være med at smile, og denne gang et rigtigt smil, da jeg lod ham hænge min jakke op på en bøjle i det lille skab i gangen.

”Jonas er ovenpå,” fortalte han og kiggede ivrigt op på mig. ”Skal jeg følge dig derop?”

”Det er fint, Simon, jeg kan godt finde derop selv.” Jeg gik ind i stuen, hvor trappen befandt sig. Bag mig hørte jeg et klask og fornemmede en hurtig bevægelse, men da jeg vente mig om, så jeg kun Simon stå med hænderne uskyldigt på ryggen. Lidt for uskyldigt.

Jeg rynkede brynene og fik øje på kanten af nogle blå kort, som Simon helt sikkert forsøgte at skjule på ryggen. ”Samler du på Pokemonkort?” spurgte jeg, lige så snart det gik op for mig, hvad det var.

Simon rødmede øjeblikkeligt helt op til ørerne, men han beholdt hænderne på ryggen. ”Ikke mere,” sagde han med en knap så overbevisende stemme. Det tog mig ikke lang tid at regne ud, at det nok ikke var helt rigtigt, men det betød nu ikke så meget for mig. Det faktum at Simon forsøgte så ihærdigt at virke ældre, var lidt smigrende.

Jeg smilede en sidste gang og bevægede mig derefter op ovenpå, hvor jeg fandt Jonas' værelse som den første dør på højre hånd. Jeg tøvede lidt, men løftede så hånden og bankede på.

Der gik lidt tid, hvor jeg hørte nogen rejse sig fra sækkepuden, og derefter blev døren åbnet. Til min store lettelse, var det Jonas selv, og jeg kunne ikke se andre på hans værelse.

”Har du tid?” spurgte jeg nervøst. Aldrig havde jeg været så nervøs for at være alene med Jonas før. Ikke engang første gang, jeg havde været alene med ham på hans værelse, havde jeg vredet mine hænder så meget af nervøsitet.

I et par sekunder lod han til at være overrasket over at se mig, og det undrede mig heller ikke. Jeg havde på ingen måde advaret ham om, at jeg kom forbi, som jeg plejede. Han havde nok især ikke regnet med at se mig, efter hvad han fortalte mig tidligere den dag. Efter et par sekunder, hvor han lige skulle genvinde fatningen, nikkede han og trådte til side, så jeg kunne komme indenfor.

Jeg gik på stive ben ind og satte mig forsigtigt på hans bløde seng. Den plejede altid at føles så hjemmevant, men nu føltes det en smule akavet at sidde på et møbel, han tilbragte halvdelen af sit liv på.

Jeg betragtede Jonas, da han bukkede sig forover for at klappe sin computer sammen. Han havde tydeligvis siddet med den i skødet, da jeg meldte min ankomst. Af en eller anden grund, begyndte min hjerne at lægge mærke til de små tiltrækkende ting ved hans krop, når den satte sig i bevægelse. Måden han bøjede sig forover, uden overhovedet at bøje sine ben, viste bare, hvor smidig han var, i forhold til hans højde.

Uden at nogen af os lagde mærke til det, bredte en akavet stilhed sig langsomt, da hverken Jonas eller jeg havde flere fysiske ting at gøre. Jeg sad ubevægelig på sengen, mens Jonas igen var sunket ned i sækkepuden.

”Hvordan ville du reagere, hvis jeg fortalte dig, at jeg havde følelser for Zayn?” spurgte jeg pludselig ud af det blå. Spørgsmålet havde siddet og gnavet i mig længe, og nu skulle det bare ud. Så måtte det briste eller bære.

Jonas, som havde siddet og kigget ned i gulvet, løftede blikket og kiggede på mig gennem sine lyse øjenvipper. ”Mener du det alvorligt, Luce?”

Jeg sank en klump og nikkede svagt.

”Jeg... kunne vel ikke gøre noget ved det, vel? Jeg måtte bare stå og se på, at du fandt sammen med en idiot, der bare ville have noget på den dumme.”

Jeg havde lyst til at bede ham stoppe med at omtale Zayn sådan, men jeg vidste, at jeg aldrig ville få ham til at stoppe alligevel, så jeg lod være.

”Kunne du aldrig acceptere ham?” spurgte jeg.

”Lad mig bare sige det sådan, at hvis jeg fik valget mellem at tage på udflugt med mr. Malik eller svømme mig en tur på lossepladsen, ville jeg foretrække en meget uhygiejnisk dukkert.”

Jeg sukkede dybt og kravlede ned på gulvet, hvor jeg satte mig på knæene foran Jonas og kiggede ham dybt i øjnene.

”Zayn forlod mig på caféen, efter du var gået i dag,” fortalte jeg.

”Og hvorfor så det?” spurgte Jonas modvilligt og gengældte mig blik.

”Han påstod, at jeg havde følelser for dig. Han vil ikke være sammen med mig, fordi han mener, jeg har udviklet stærkere følelser for dig, end jeg selv vil indrømme.”

”Men-”

”Han ville ikke høre på mig,” afbrød jeg ham. ”Han krævede beviser, og jeg forstår ham godt, for jeg er blevet i tvivl,” indrømmede jeg. ”Jeg er ikke meget for at indrømme det, men jeg startede kun med at gå ud med Zayn,fordi dig og Valerie irriterede mig med alt jeres kærestelort. Måske gik jeg helt ud og blev jaloux, jeg ved det ikke, men jeg har tænkt mig at finde ud af det nu, hvis du lige vil være lidt åbensindet.”

Jonas kiggede undrende på mig, som jeg sad der og fortalte ham ting, der tydeligvis påvirkede os begge. Han så ikke ud til at være helt tilpas, da jeg langsomt lænede mig frem og placerede mine læber på hans. Jeg mærkede hans krop stivne, da jeg placerede mine hænder på hans skuldre og langsomt førte mere bevægelse i kysset.

I starten virkede han for chokeret til at gøre noget som helst, men derefter mærkede jeg hans kæber løsne sig en smule op, og nu var det ikke kun mig, der lagde noget i det.

Jeg mærkede et sus af adrenalin gå igennem mig, da han løftede sine hænder og lagde dem på mine kinder. Men alt luften gik af mig, da han blidt skubbede mit ansigt væk fra hans og langsomt sagde ét ord: ”Valerie.”


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...