Devils, Dreams and pink Dresses | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2013
  • Opdateret: 8 aug. 2013
  • Status: Færdig
At tjene penge kan nogle gange være hårdt arbejde, men for Luce Stewart er det ikke noget problem. Luce sætter sin skole og uddannelse meget højt og har brug for penge til en rejse til udlandet. Det er så lang tid siden, hun er været i byen og haft det sjovt, at hun ikke engang savner det. Det hele ændrer sig dog, da en enkelt aften med Zayn Malik langsomt trækker Luce ud, hvor hun ikke længere kan bunde. Så langt ud, at løftet om ikke at lade sig distrahere af håbløse forelskelser pludselig går i opløsning. Det ligger helt fast; der er hverken tid til problemer eller flirteri. Der er kun et lille problem - man siger ikke nej til Zayn Malik, og han er hele pakken.

68Likes
78Kommentarer
4746Visninger
AA

15. A good advice

Jeg nød at mærke vinden i mit hår, da jeg satte mig op på cyklen igen og cyklede videre ned af vejen, med posten ved min side. Jeg havde holdt meget fri på det seneste, men nu, to uger efter at Zayn havde vist mig, hvem han egentlig var, længtes jeg bare efter at høre pengene rasle mod hinanden.

Jeg sprang af cyklen og så med et smil til, da Iris Shepard kom småluntende ned af havegangen mod mig. Hun viftede med hænderne, for at få mig til at vente, så vi kunne snakke lidt, som vi så ofte gjorde.

”Luce!” sagde hun og smilede. ”Det er lang tid siden.”

Jeg nikkede og smilede tilbage til den gamle dame, der efterhånden var et stykke oppe i årerne. Rynkerne stod tydeligere og tydeligere frem i hendes udtørrede ansigt.

”Her har du posten,” sagde jeg og rakte hende de få breve, jeg havde fundet frem fra min taske. Jeg vendte mig for at hoppe tilbage til cyklen og komme videre, men Ms. Shepard havde mere at sige.

”Jeg synes, jeg så dig ovre ved den mørke dreng ovre ved siden af forleden?”

Jeg kiggede langsomt ind i hendes grønne øjne. ”Ved siden af?” spurgte jeg og spillede uforstående, selvom jeg udmærket vidste, hvad hun snakkede om.

”Ja, længere nede af vejen, mener jeg. Du ved, hvem jeg mener, du kender ham jo.” Hun smilede igen til mig, men denne gang havde jeg lidt svært ved at smile tilbage. Jeg brød mig ikke rigtigt om samtaleemnet.

”Åh,” sagde jeg og lod som om, at det gik op for mig, hvem hun snakkede om, ”nå, ham.”

”Ja, ham,” gentog hun og trådte tættere på mig, mens hun samtidigt dæmpede stemmen. ”Lad mig give dig et godt råd, Luce. Alle i dit liv er bestemt til at være en del af din rejse, men ikke alle er bestemt til at blive, husk på det.”

Jeg nikkede og smilede svagt, hvorefter jeg gik tilbage mod min cykel. ”Det skal jeg huske, Ms. Shepard,” sagde jeg og undrede mig over, hvorfor hun mente, at det lige præcis var værd at huske på for mig.

”Men Luce,” råbte hun efter mig. ”Zayn er inderst inde en sød dreng, og måske skal du ikke dømme ham for hurtigt.”

Jeg kiggede overrasket på hende og åbnede munden for at spørge ind til det, men hun smilede bare og vendte sig og gik indenfor, før nogen ord overhovedet nåede over mine læber. Jeg lukkede lidt småirriteret munden og satte mig op på cyklen, mens tankerne begyndte at løbe forvirret igennem mit stakkels hoved. Et råd fra Ms. Shepard var ikke helt, hvad jeg havde regnet med. Uheldigvis vidste hun bare ikke, at Zayn allerede havde ødelagt det hele, så jeg kunne ikke bruge hendes ord til noget.

Jeg forsøgte at slå det ud af hovedet, mens jeg afleverede noget mere post og cyklede videre. Der var mere post end sædvanlig, men det passede mig fint. Jeg havde ikke lyst til at tage hjem, for Clarie var stresset og træls at være i nærheden af, da der kun var omkring fem dage til brylluppet. Derudover blev man også sat til alverdens ting, som hun ikke lige selv havde tid til at gøre.

Jeg trådte ivrigt i pedalerne, for at komme videre, da jeg så en person komme gående imod mig på fortovet. Da jeg kom tættere på, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at det var Zayn. Det gik op for mig, at jeg ikke var langt fra hans hus. Dog havde han ikke noget post.

Jeg havde ikke set Zayn i hele to uger, men det havde ikke forandret ham. Han lignede sig selv.

Da jeg passerede ham, sørgede jeg omhyggeligt for ikke at kigge på ham, men da jeg var forbi, kunne jeg ikke lade være med at dreje hovedet og betragte ham bagfra. Et eller andet sted skuffede det mig lidt, at han ikke vendte sig og kiggede på mig, men hvad havde jeg også regnet med, han havde jo en kæreste.

Jeg blev ved med at kigge efter ham og lagde slet ikke mærke til, at der forude holdt en lille, rød bil parkeret. Jeg blev bare ved med at cykle, og pludselig ramte jeg den og fløj nærmest frem over styret. Jeg skreg forskrækket, da der lød et ordentlig brag, og cyklen væltede og ramte asfalten hårdt på grund af cyklens vægt. Jeg var heldigvis ikke fløjet helt af cyklen, men det betød også, at jeg blev hevet med ned på jorden, hvor jeg skrabede mine hænder og knæ noget så gevaldigt.

Bilalarmen gik med det samme i gang, og jeg kiggede panisk rundt for at se, om nogen havde opdaget mig, men der kom ingen løbende efter mig.

Jeg bandede og svovlede, da jeg rejste mig og trak den dyre cykel med mig. Næsten al posten var faldet ud af min taske. Jeg sukkede irriteret, for nu lå det overhovedet ikke sorteret mere.

”Lorte bil!” mumlede jeg, da jeg bøjede mig ned og begyndte at samle alle brevene sammen, så jeg kunne komme dem tilbage i tasken. Jeg kiggede overrasket op, da et andet sæt hænder dukkede op og begyndte at hjælpe mig. Det første jeg så, var Zayns gigantiske smil, da han rejste sig op og puttede de sidste breve i tasken. Da alle brevene var væk, kiggede han over på mig med et løftet øjenbryn.

”Hvad har du lige gang i, smarte?” spurgte han og grinede åndssvagt af mig. Jeg kunne ikke tro andet, end han havde set det hele.

”Ikke noget,” mumlede jeg og rynkede panden under hans blik. Jeg var ikke engang sikker på, at han kunne høre det, for bilen larmede ufatteligt meget ved siden af os.

”Slog du dig?” spurgte han en smule mere seriøst og rakte ud og tog min hånd. Han holdt den let mellem hans hænder og vendte den, så han kunne se de blodige skrammer i min håndflade. Jeg lod ham kigge et øjeblik, men trak så min hånd til mig. ”Det er ikke noget,” sagde jeg køligt og forsøgte at lade være med at tænke for meget på mine knæ, der også sved en del.

Jeg vendte mig og gik over til tasken, hvor jeg heldigvis havde et stykke papir og en kuglepen. Jeg hev en lille lap af og kradsede hurtigt mit telefonnummer ned, hvorefter jeg satte det lille papir fast under vinduesviskeren på den røde bil, jeg så fint havde ridset.

Derefter kravlede jeg igen op på cyklen, selvom jeg blev nødt til at skære en grimasse, da det trak i huden på mine knæ.

”Jeg kan se, din pande er helet,” sagde Zayn bag mig. Jeg vendte hovedet en smule og så på ham, fast besluttet på ikke at ofre ham alt for meget opmærksomhed.

”Ja,” sagde jeg og forsøgte ikke at tænke på, hvordan jeg havde anskaffet mig hullet i panden. Zayn skulle på ingen måde begynde at snakke om den dag, så jeg kiggede væk fra ham og satte gang i cyklen.

”Farvel,” sagde jeg over skulderen. Jeg så Zayn åbne munden for at sige noget, men så lukkede han den igen. Derefter løftede han let hånden og vinkede, hvorefter han stak begge hænder i lommen og bare stod og kiggede efter mig, da jeg trampede løs i pedalerne for at komme væk fra ham, inden tårerne begyndte at trænge sig på.


 

To dage senere satte jeg mig på lur i vinduet, så jeg kunne se, hvornår posten ville komme forbi. Jeg sad der ikke mere end et kvarter, før jeg så den velkendte buttede kvinde komme trillende og skubbe et par breve ind gennem sprækken.

Jeg hoppede elegant ned fra vindueskarmen og listede lydløst ud og hentede posten, for at tjekke hvad der var at finde i dag. Jeg havde hverken modtaget et opkald eller en mail fra ejeren af den røde bil, men jeg regnede med, at han havde opsporet mig via mit telefonnummer, så jeg ville modtage en regning, men ingen af brevene var adresserede til mig.

”Mangler du noget?” spurgte min mor pludselig bag mig. Jeg vendte mig og så, at hun kiggede på posten mellem mine fingre.

Jeg rystede på hovedet og løj. ”Nej,” sagde jeg og rakte hende de få breve. Jeg havde ikke fortalt andre om min lille ulykke med bilen, og det havde jeg heller ikke tænkt mig. Min mor og far behøvede ikke at få noget at vide om det, og jeg kunne godt selv betale regningen, det var jeg sikker på.

Jeg havde bortforklaret skrammerne på mine hænder og knæ med, at jeg var væltet på cyklen, hvilket jo ikke var løgn. Derefter havde min mor påbegyndt en prædiken om, at det var derfor, jeg skulle bruge cykelhjelmen, og så var alt tilbage ved det gamle. Hun havde ikke spurgt mere ind til det.

”Jeg cykler lige en tur,” informerede jeg og tog min jakke på. Jeg fornemmede min mors blik på mig, da jeg lukkede døren efter mig og strøg ud til min cykel, som stod det sædvanlige sted og ventede på mig.

Jeg cyklede hurtigt og præcist, for jeg vidste, hvor jeg skulle hen. Heldigvis stod den samme røde bil der stadigvæk, da jeg drejede ind på vejen. Jeg stillede min cykel fra mig og skyndte mig at tage et kig på den. Stedet, hvor min cykel havde ramt den, var så godt som nyt, og det var ikke til at se, at der for to dage siden havde været en grimme ridse i lakken.

Jeg rejste mig overrasket og kiggede mig lidt omkring. Bilen holdt udenfor en indkørsel, som jeg gik ud fra hørte til huset ved siden af. Jeg samlede jakken omkring mig og begav mig op af indkørslen. Da jeg stod foran den massive fordør, rettede jeg ryggen og bankede på. Lidt efter blev døren lukket op af en lidt ældre udseende mand med store briller og seler, der holdte de løse bukser op over den store mave. Han kiggede venligt på mig og rettede brillerne.

”Hvad kan jeg gøre for dig?” spurgte han.

”Jeg, øhm … ” Jeg tøvede lidt og vidste ikke rigtigt, hvordan jeg skulle formulere mig. ”Jeg tænkte bare på, hvem der har betalt for skaderne på din bil? Den havde fået en ridse, ikke?”

Mandens øjenbryn hævede sig lidt, og han kiggede en smule uforstående på mig. ”Jo,” sagde han, ”men hvad kender du til det?”

”Det var mig, der lavede den, og jeg havde lagt mit telefonnummer i forruden,” fortalte jeg. Det føltes en smule mærkeligt at stå og indrømme, at jeg havde smadret en fremmed mands bil.

”Nej, det kan ikke passe,” sagde han og smilede svagt og venligt til mig, som om jeg var helt galt på den. ”Der kom en ung mand forbi i forgårs og fortalte mig, at han havde haft et uheld på cyklen, så han i styrtet havde ramt min bil. Han betalte med det samme.”

”Men det er jo en løgn,” udbrød jeg og forstod ingenting.

Manden overfor mig stirrede forundret på mig. Han var sikkert heller ikke vant til at folk kom op og toppes om, hvem der havde ridset hans bil.

”Hør,” sagde han, ”jeg har fået pengene, og det hele er jo fikset, så skal vi ikke bare glemme det her? Jeg har gæster, der venter indenfor.” Han smilede venligt til mig og gjorde mine til at lukke døren og afslutte samtalen.

”Åh,” sagde jeg og skyndte mig at undskylde, for at have forstyrret ham. Men da han havde lukket døren, og jeg var kommet tilbage til min cykel, kunne jeg ikke stoppe med at tænke på, hvem der havde betalt min regning, selvom han havde bedt mig glemme det.

Svaret var ganske enkelt. Det eneste, der vidste noget om det her og passede på beskrivelsen, var Zayn.

Jeg stønnede frustreret og cyklede det korte stykke vej hen til Zayns hus, som lå lidt længere henne ad vejen. Denne gang smed jeg cyklen fra mig og trampede op af havegangen og bankede hårdt på døren.

Jeg var fuldstændig ligeglad med, om han havde gang i Perrie eller en helt anden pige. Lige nu ville jeg bare gerne have en ordentlig snak med ham om, hvorfor han troede, han kunne tillade sig at betale mine regninger.

Da han endelig åbnede døren, smed jeg med det samme et spørgsmål i hovedet på ham.

”Hvad har du gjort af mit papir?”

Overraskende nok, spillede han ikke engang dum, da han svarede. ”Er det det her, du tænker på?” spurgte han og trak en velkendt, lille lap papir op af lommen.

Jeg rakte ud og tog den fra ham, med en hidsig bevægelse. ”Hvorfor fjernede du det?” spurgte jeg og holdt det op, så der ingen tvivl var om, hvad jeg snakkede om.

Zayn tog ingen notits af min ulmende vrede, som jeg lod gå ud over ham. Han stod helt afslappet og svarede mig.

”Fordi han ikke skulle bruge det til noget alligevel,” sagde han.

”Nej,” råbte jeg op, ”for du stak ham jo en løgn, så du kunne betale hele lortet! Hvorfor tror du, du kan tillade dig sådan noget?” Jeg stirrede hidsigt ind i hans mørke øjne, og han stirrede roligt tilbage, uden at fortrække en mine.

”Slap nu af, Luce,” sagde han og trådte lidt tættere på mig, men det ville jeg ikke have.

”Stop nu det der,” kommanderede jeg højlydt og trådte et skridt længere tilbage, så vi stadig havde den samme afstand. ”Det er det, du har din kæreste til,” sagde jeg hårdt og vendte mig for at gå, men jeg mærkede pludselig en hård hånd omkring min arm, der trak mig tilbage.

Jeg kiggede direkte op i Zayns ansigt, og min hjerne sagde mig, at vi stod alt for tæt sammen.

”Jeg er ikke sammen med Perrie mere,” sagde han, og for at det ikke skulle være løgn, var der en smerte i hans stemme, jeg ikke kunne undgå at lægge mærke til. Han lød faktisk såret.

Det eneste der løb igennem mit hoved i det øjeblik, var tanken om at Zayn var fri - han havde ikke længere en kæreste - og jeg stod så tæt på ham, at jeg kunne mærke hans varme ånde på mit ansigt.

Ingen af os bevægede sig. Vi stod bare og kiggede på hinanden, mens jeg lod nyheden bundfælde sig, og Zayns parfume blandede sig med lugten af den smule regn, der var begyndt at falde. Zayns øjne gennemborede mine, og jeg kunne direkte stå og se, hvordan hans egne ord havde påvirket ham. Han var ked af det, og jeg kunne se det på ham, men alligevel slap ham mig ikke.

Ikke før jeg forsigtigt vristede mig fri og stille sagde hans navn.

Han lod langsomt de arme, der havde holdt mig fast, falde ned langs siden og stirrede på et sted langt væk.

”Det er jeg ked -”

”Vil du ikke godt bare … gå, Luce?” Han kiggede ned, da ordene forlod hans mund, som om han vidste, hvor hårdt de ramte mig.

Jeg tog en dyb indånding og mærkede den forræderiske prikken bag øjenlågene, da han vendte ryggen til mig. Samtidigt begyndte regnen at falde kraftigere, men jeg ignorerede det faktum, at jeg inden længe ville være gennemblødt, for det eneste jeg så, var, da Zayn gik indenfor og lukkede døren bag sig uden at kigge tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...