Ingen som dig. (One Direction)

Den historie handler om Valerie Styles, og hvad hun går igennem. Håber i vil læse den.

2Likes
2Kommentarer
784Visninger
AA

4. Part 3

(Valeries synsvinkel)

#Hjemme#

”Hej Harry. Hvordan var din dag?” spurgte jeg, ”Den var sjov. Jeg mødte en rigtig rar dreng ude ved toiletterne” sagde Harry grinene fra den anden ende af røret. (Vi snakkede tit i telefon, siden han kom med i X Faktor) ”Ude ved toiletterne?” spurgte jeg grinene, (I må indrømme det lyder lidt mærkeligt). ”Ja det var ret underligt. Han spurgte om han måtte få taget et billede med mig og alt muligt! Men det var ret sjovt” sagde han ”Det lyder det også” grinte jeg. ”Jeg savner dig Harry” sagde jeg før Harry nåede at svare på det jeg sagde før, ”jeg savner også dig Valerie” sagde Harry. ”Jeg vil gerne have dig hjem igen, men jeg vil også have at du bliver i konkurrencen” sagde jeg, jeg var lige ved at græde jeg savner ham virkelig. ”Jeg kommer snart hjem på besøg” ”Okay” ”Jeg bliver nødt til at smutte nu, vi ses snart” ”Ok farvel” sagde jeg og lagde på. Det er måske nemt at se at mig og Harry har et meget tæt bror søster forhold. Jeg savner ham allerede her hjemme. Jeg smed mig i sengen og sukkede, jeg har brug for et eller andet at lave. Jeg besluttede mig for at gå en tur til den nærmeste park som der ikke lå særlig langt fra vores hus. Jeg gad ikke tage min mobil med fordi parken kun er 5-10 minutter væk. Da jeg kom derhen satte jeg mig på en gynge som lå over en sandkasse. Mig og Harry tog altid her over for at lege i sandkassen da vi var mindre, da vi blev ældre gik vi bare her over og satte os på gyngerne og snakkede. Jeg hørte pludselig lyde bag mig, men jeg turde ikke vende mig for at se hvad det var. Pludselig tog en person fat om min arm og hviskede i mit øre ”Husker du mig?” det var James. ”Fjern dig fra mig” sagde jeg mens jeg prøvede at fjerne hans hænder. ”jeg ved du vil have mig ” sagde han mens han smilte. ”nej!” råbte jeg mens jeg rev min arm ud af hans greb. ”kom nu Valerie” ”Nej” råbte jeg men ingen hørte mig, James havde valgt stedet godt, det var omringet af træer og buske så ingen kunne se hvad han gjorder. Han maste sine læber mod mine, tvang min trøje over mit hoved. ”Fjern dig!” prøvede jeg at råbe men jeg prøvede at sparke og slå ham, men han blev bare ved og jeg blev nødt til at opgive for jeg kunne godt se at jeg ikke kom til at vinde den her kamp.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...