Forladt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 apr. 2013
  • Opdateret: 4 apr. 2013
  • Status: Igang
Jeg har skrevet denne historie, og jeg kunne virkelig godt tænke mig, at høre jeres mening om den. Det er ikke en fan-fiction:)

- Læg mærke til, at flashbacks er i kursiv:)

4Likes
4Kommentarer
374Visninger

1. One shot

 

Den kolde vind, slog mig på kinden. Bladene på træerne klappede hinanden på ryggen og himlen blev mere og mere mørk, som vandet ved stranden. Bænken var så kold, at den føltes våd. Vinden fik mine grå lokker til at flyve rundt i vinden, til melodien af bladenes raslen. Med et greb om dukken og tæppet, rejste jeg mig stille op. Jeg kiggede ud over vandet. Det mørke, dunkle vand, som snoede sig ind i himlen langt ude i horisonten.

Jeg løftede dukken op, og studerede nøje dens ansigt. Små blå øjne, leverpostejs-farvet hår, som bevægede sig i takt med vinden.

 

Emily sad der på gulvet. Så fredsfyldt, med blide bevægelser og redte dukkens hår. Hun tog den i hænderne og rejste sig usikkert op. Hendes latter fyldte mine ører, og det fik mig straks til at smile. Hun dansede rundt på gulvet, og svang dukken rundt i luften.

Vi bagte kage, og selvfølgelig skulle dukken også have at stykke. Vi sagde ingenting, jeg nød bare, at hun var her. Hun var min guldklump, mit et og alt. Hendes latter var alt jeg havde brug for at høre og hendes smil var alt, jeg havde brug for at se. Alt i alt var at se hende glad, det eneste jeg havde brug for.

Hun havde dukken med overalt, selv på toilettet. Dukken skulle sidde ved siden af hende, på hendes lille lyserøde potte. Dukken var hendes et og alt. Jeg ved ikke hvor mange gange, jeg har måtte sy den sammen igen, efter at den var blevet nulret i stykker.

Der var dog et sted, som var hendes yndlings sted Stranden. Når vi var dernede, var det som om, hun lukkede af for omverdenen. Hun sad på en stor sten nede ved vandet, og fortalte dukken historier. Historier om hendes mor. Jeg sad bare på bænken, og iagttog hende. Det var her Stephanie, plejede at tage hende med ned. Min datter, Emilys mor. De sad altid på stenen og snakkede. Emily fik dukken af Stephanie, inden hun døde. Hun fik kræft 1 år efter Emily blev født. Som om det ikke var hårdt nok, at være alenemor, så skulle hun også være parat til at sige farvel til hendes kæreste eje.

 

Jeg pakkede dukken godt ind i tæppet, og begav mig alene ned mod vandkanten. Det var som om, jeg kunne høre dukken trække vejret. Som om, den var levende.

Jeg satte mig, på den store sten. Minderne kom tilbage som bølgerne, der skyllede op i vandkanten. Jeg holdt dukken tæt ind til mig, som var det lille Emily. Det var mærkeligt at holde dukken og være lige præcis dette sted, uden at Emily var med. Jeg forestillede mig hende løbe rundt ved vandkanten, og svinge dukken frem og tilbage.

Det første år efter Stephanie gik bort, var Emily helt ude af den. Hun stod med sin jakke og sine sko på, og med sin dukke i hænderne, og ventede på, at Stephanie skulle komme hjem, så de kunne tage til stranden. Hun blev ved med, at spørge: ”Hvornår mor kommer hjem”, og jeg vidste aldrig, hvad jeg skulle sige. Det var hårdt, at se hende stå der, og vente på noget, som aldrig ville ske. Jeg sagde til hende, at mor ikke kom hjem igen. Hun pegede altid op mod himlen, og sagde mor. Hun vidste, hun sad deroppe og kiggede ned på hende.

Det er uhyggeligt, at en lille pige skal igennem så meget i sit liv. Jeg gjorde alt for at få hende til at have et normalt liv. Jeg sendte hende i børnehave, smurte madpakke og lod hende være sammen med hendes veninder fra børnehaven. Jeg gjorde alt for hende, for hun var jo min lille prinsesse! Jeg ved bare ikke, hvad jeg gjorde forkert…

 

Emily skulle i børnehave, og vi var allerede sent på den. Jeg var lidt stresset den morgen, både på grund af tiden, men også på grund af alle de ting jeg skulle nå den dag. Emily havde sikkerhedsselen på, men på grund af køen på motorvejen, begyndte hun, at vride sig i selen. Hun kunne ikke sidde stille, og jeg prøvede at få hende til at side stille  ved at lægge en arm over hende. Hun skreg og vred sig, og til sidst vendte jeg mig hen over hende, og fik hende sat ordentligt igen. Da jeg rettede mig op igen, satte to gule lys aftryk i mine øjne, og jeg nåede ikke at handle før lyset og lydene tog over...

En irriterende biblyd fik mine tanker til at samle sig. Jeg åbnede stille øjnene og blev straks blændet af lyset. Jeg blinkede et par gange, indtil mine øjne havde vænnet sig til lyset. Mine øjne flakkede rundt og søgte efter noget, som jeg ikke fandt, Emily. Jeg satte mig op i den hvide seng, mens mit hjerte hamrede imod mit bryst. Jeg skulle lige til at svinge mine ben ud over kanten, men smerterne i mit hoved blev værre, hvilket fik mig til at klemme øjnene hårdt sammen. Jeg kunne høre døren gå op, og en masse stemmer fyldte mit hoved. 2 læger kom ind, og de begyndte at spørge mig om en masse ting, jeg ikke kunne svare på. ”Hvad skete der?” og ”Har du ondt nogen steder?” Hvad var der sket? Hvorfor ligger jeg på sygehuset? Og hvor er Emily?

Smerten i mit hoved, var ikke nær så slem mere, så jeg havde givet lægerne de svar de ville have. De skulle lige til at gå, da jeg udbrød ”Hvor er mit barnebarn, Emily?”

Lægen, der havde siddet og taget notater, satte sig på en stol ved min seng og begyndte at fortælle.

Ordene hang fast. Jeg var helt sikker på, at mit hjerte gik i stå. De eneste lyde var som en mumlen for enden af en tunnel. Så langt væk, men alligevel så tæt på. Emily overlevede ikke ulykken. Jeg fik dukken! Hun ville ikke give slip på den, men jeg fik den.

 

Jeg sad bare med dukken og tæppet i hænderne, mens tårerne trillede ned ad mine kinder. Alle minderne. Stephanie var væk og Emily var væk. Hvorfor skal livet være så uretfærdigt..

Jeg rejste mig tungt, tog dukkens ansigt i mine hænder og lukkede øjnene. Jeg måtte give slip. Det var 1 år siden Emily døde, og jeg blev nødt til at komme videre. Jeg lagde forsigtigt dukken på det blålilla vamsede tæppe på stenen. Den så så fredsfyldt ud, da den lå der. Jeg forlod dukken der, sammen med den forfærdelige oplevelse. Jeg vil altid have minderne i hjertet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...