DANGER I Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 apr. 2013
  • Opdateret: 9 apr. 2013
  • Status: Igang
"They don't call him Danger for nothing."

---

OBS: DANGER er originalt en historie uploaded på den engelske hjemmeside, justinbieberfanfiction.com. Alle rettigheder til historien går til Adriana (twitter: @JileyyOverboard). Disse kapitler posted her er mine oversættelser af den originale. (link: http://justinbieberfanfiction.com/viewstory.php?sid=20453&warning=3)
Jeg kan varmt anbefale den, da det er en fantastisk historie. Nyd den :)

39Likes
56Kommentarer
4167Visninger
AA

2. "-Sig ikke, at jeg ikke advarede dig."

Jeg var dødsdømt.

Det var officielt.

Enten det eller også ville jeg blive fuldkommen udelukket fra menneskeheden. Ja, det lyder godt; på den måde ville jeg i det mindste være alene i stedet for død.

Som Carly hev mig i alle mulige retninger under festen, tog jeg mig selv i at kigge efter Danger, som de kalder ham, i alle tænklige retninger. Selve navnet fik mine tær til at krumme sig sammen og min mave til at slå knuder.

Jeg vidste ikke hvorfor jeg var bange, og forklare det kunne jeg heller ikke. På en måde var det vel bare mine nerver der fik taget over og jeg bekymrede mig mere for mit liv end jeg burde. Jeg bekymrede mig mere om denne tilfældige fyr end jeg bekymrede mig om mine forældre.

Det alene burde fortælle dig en hel del.

Jeg var ved at gå fra forstanden og jeg var kommet til det punkt, hvor jeg bare ville væk fra det hele. Mit hoved burde ikke kigge i alle mulige retninger i frygt for at få øje på ham – det burde være på grund af mine forældre. Hvad hvis de forlod huset for at lede efter mig og fandt mig her? Hvad hvis de fik samlet et helt hold til at lede efter mig? Hvad hvis… Åh hvad fanden, hvorfor bekymrer jeg mig overhovedet? Mine forældre er det mindste af mine problemer.

Jeg rev min hånd fra Carlys greb, hvilket resulterede i, at hun vendte sig mod mig. ”Jeg har brug for at trække vejret, Carly,” tilstod jeg. ”Jeg kom ikke bare for at gå rundt. Jeg kom for at have det sjovt, og hvis det eneste vi skal er at flygte fra hver eneste gruppe mennesker til festen, så går jeg hjem.”

Carly stak en overflødig tot hår bag øret idet en nervøs latter forlod hendes læber. ”Beklager.” Hendes kinder blev en smule rødere. ”Jeg lagde ikke mærke til, at jeg var så pushy.”

”Det er ikke fordi du var pushy…” begyndte jeg, før jeg stoppede mig selv og fandt på en ny måde at formulere min sætning. ”Det er bare… lige siden Danger,” jeg lavede gåseøjne med fingrene, ”snakkede til mig har du været på vagt, og jeg kan ikke klare det mere.”

”Det må du undskylde.” Hun slikkede sig om læberne.

”Det er bare fordi,” jeg tog en dyb indånding før jeg fortsatte, ”lige siden han snakkede med mig har du opført dig som om jeg er i livsfare, og det er jeg ikke.”

”Hvordan ved du det?” Carly kastede opgivende armene i vejret. ”Der er en grund til at han bliver kaldt Danger, Kelsey.”

”Ja, men Danger talte til mig én gang. Det er ikke fordi han inviterede mig ud eller noget i den stil.” Jeg rystede på hovedet. ”Du overreagerer og du ved det. Og desuden kender du ham ikke engang?!”

”Jeg ved nok om ham til at vide, at han er dårlige nyheder.” Hun prøvede at lyde overbevisende, men det hele lød som en stor omgang lort.

”Og du tror på, hvad alle siger?” Jeg løftede det ene øjenbryn idet hun nikkede ihærdigt. ”Carly, ikke alt hvad folk siger er sandheden. Folk overdriver alting nu til dags. Du skal ikke tro på alt det lort, folk lukker ud. Det burde du i forvejen vide.” Jeg mindede hende om den gang Danny Jergins startede et rygte om, at Carly var i seng med ham. Fra deraf eskalerede det hurtigt til, at hun pludselig var gravid og havde fået en abort. Det varede i evigheder før det endelig døde hen og nye rygter spredtes.

”Det er anderledes,” forsøgte hun at diskutere.

”Hvordan?” Jeg placerede mine hænder på hofterne. ”Nævn en måde det er anderledes på.” Min fod tappede mod jorden imens jeg afventede hendes svar.

”Det er det bare, okay?” mumlede hun hårdt. ”Alle kender til ham, Kelsey. Han spredte ikke det her pis alene. Folk kendte allerede til ham.”

”Ja, fra det lort alle andre har sagt om ham. Det kan være lige meget hvem der starter det, Carly, sandheden vil stadig forblive den samme. Ingen ved noget. Den eneste der ved noget er dennehersens Danger dreng, og når han selv indrømmer det, så er det sandt. Indtil da er alt du hører falsk.”

Efter et par øjeblikkes stilhed gav hun endelig op. ”Fint, men sig ikke at jeg ikke advarede dig.” Hun pegede mod mig med sin pegefinger og stak underlæben ud, før hun linkede vores arme sammen og trak os hen til den del af festen der rent faktisk involverede andre mennesker og dans. Noget jeg ikke havde troet jeg skulle se resten af aftenen.

For det meste var jeg aldrig typen der bøjede reglerne, men denne ene gang tror jeg, at jeg vil. Jeg fandt mig selv en dåse øl og åbnede den med et ’plop’, hvorefter jeg tog en ordentlig slurk. Jeg besluttede mig derefter for at gå ud og lede efter Carly, men opdagede hurtigt at hun var forsvundet. Åh, pis.

Med et suk begyndte jeg eftersøgningen af hende. I min søgning skubbede jeg forbi flere folk som de dansede mod hinanden – man skulle næsten tro havde sex – røg pot og drak litervis af øl, men jeg kunne stadig ikke få øje på Carly.

Der var efterhånden gået et par minutter og mine fødder var godt ømme efter jeg havde gået så meget rundt. Jeg satte mig ikke engang ned. Overhovedet ikke. Det var som om, at disse mennesker ikke engang kendte til meningen af en stol.

Endelig gav jeg op og besluttede mig i stedet for at sende hende en sms. Jeg trak min telefon op ad lommen og begyndte at skrive.

 

Til: Carly

Hvor er du? Jeg har ledt overalt. Skriv lige så vi kan mødes igen. Jeg skal snart hjem.

 

Tilfreds pakkede jeg min telefon væk, idet noget ikke alt for langt væk fangede min opmærksomhed. Jeg tog et skridt tættere på og det viste sig, at det var en skammel. Vel vidende at dette var det tætteste jeg ville komme på en ordentlig siddeplads satte jeg mig ned på den. Jeg kunne mærke, at jeg automatisk blev mere rolig, idet jeg strakte mine ben ud foran mig.

Det varede ikke længe det øjeblik det gik op for mig, at der var gået ti minutter, hvor Carly stadig ikke havde svaret på min sms. Normalt svarede hun i løbet af få sekunder; to minutter når hun var fuld. Nu begyndte jeg at blive urolig. Vel vidende om, at hun ikke var nogle steder i mængden, besluttede jeg mig for at tage ruten der ville lede mig hen til en stor samling af træer.

Jeg stak hænderne ned i mine lommer og ignorerede alle former for ubehagelige tanker, da jeg lagde mærke til, hvor mørkt det var blevet.

Hvordan kunne Carly bare sådan forsvinde? Var hun virkelig så ked af det over, at jeg ikke fandt det faktum, at Danger talte til mig så seriøst som hun gjorde det til?

Eller kunne det være noget andet? Måske havde nogle spurgt hende om hun ville et sted hen sammen med dem… Men så alligevel, det ville hun have fortalt mig om før hun gik.

Med et frustreret suk kunne jeg høre en underlig ringen i mit hoved, imens de tre øl jeg havde drukket i aften begyndte at synke ind. Lyden af blade der bevægede sig i vinden og under min fødder hjalp ikke meget, da jeg begyndte at tro, at jeg var ved at blive sindssyg, selvom jeg heldigvis havde lagt mærke til en gruppe mennesker ikke så langt nede ad stien.

Uden at tænke meget over det fortsatte jeg med at gå, indtil jeg følte den kolde luft blæse forbi mig og resultere i, at jeg kiggede op og lagde mærke til, at den gruppe mennesker ikke bare var en normal gruppe mennesker. De var klædt i rødt og sort og ud fra det, jeg kunne huske fra Carlys utallige taler, blev jeg mindet om… At det her var de folk, Carly advarede mig om.

Dangers folk.

Jeg kunne mærke at mit hjerte accelererede idet jeg gik tættere på træerne i et forsøg på ikke at blive opdaget, imens jeg forsatte med at holde lav profil.

”Du står i lort til knæene, Parker,” lød en mørk stemme inde fra skoven. Jeg kunne mærke, hvordan min mave pludselig slog kolbøtter og mine håndflader begyndte at svede.

”Det–Det må du undskylde.” Hvem den mørke stemme så end talte til begyndte at stamme. Hans tone raslede i mine ører i en tone så skrøbelig, at jeg ikke kunne gøre andet end at krumme tæer.

”Undskyld er ikke godt nok mere. Du har haft dine chancer og du har ikke gjort en skid. Vi gav dig tre uger ekstra og du kunne stadig ikke finde tid til at skaffe pengene?”

”Please, jeg skal bare bruge lidt mere tid–”

”Ja, men din tid er brugt op, kammerat.” Og med de ord kunne jeg mærke al følelse forlade min krop, idet jeg kiggede op lige i tide til at se et skud blive fyret af og en krop faldt til jorden, der med det samme blev dækket af en rød, smattet væske.

Hvad fanden skete der lige der?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...