DANGER I Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 apr. 2013
  • Opdateret: 9 apr. 2013
  • Status: Igang
"They don't call him Danger for nothing."

---

OBS: DANGER er originalt en historie uploaded på den engelske hjemmeside, justinbieberfanfiction.com. Alle rettigheder til historien går til Adriana (twitter: @JileyyOverboard). Disse kapitler posted her er mine oversættelser af den originale. (link: http://justinbieberfanfiction.com/viewstory.php?sid=20453&warning=3)
Jeg kan varmt anbefale den, da det er en fantastisk historie. Nyd den :)

39Likes
56Kommentarer
4233Visninger
AA

5. "Sidder man ikke så godt?"

Jeg er på vej hen til en morders hus. Wow, det ville blive en smuk ting at fortælle mine børn når jeg bliver ældre.

Jeg sukkede og rykkede lidt i sædet. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke lod mine nerver tage over.

Det ville også være en løgn, hvis jeg sagde, at jeg ikke blev pinligt berørt over, at min rumpe gned sig mod sædet og fik det til at lyde som om, at jeg slog en prut.

Danger klukkede. ”Sidder man ikke så godt?” Han smilte smørret og kiggede hurtigt over på mig før han kiggede tilbage på vejen foran ham.

Jeg kunne mærke varmen stiger til mine kinder. ”Nej, jeg er bare… lidt køresyg,” løj jeg med et træk på skuldrene.

Han rystede på hovedet. ”Hvad du end siger, shawty.”

Jeg rullede med øjnene. Ham her har seriøst brug for hjælp.

”Lad være med at vende øjne af mig, kælling. Husk nu,” Han tog hårdt fat i min hage og vendte mit ansigt mod ham, ”du sidder i min bil.”

Et hvæs af smerte undslap mine læber. Alt jeg kunne gøre var at nikke.

”Godt.” Han skubbede mig væk og lagde hånden tilbage på rattet.

Med tænderne i læben, tvang jeg mig selv til ikke at svare igen med noget, jeg ville komme til at fortryde. I stedet for vendte jeg mig rundt og kiggede ud af bilvinduet, med intet andet begær end at komme tilbage til min varme seng. I sikkerhed hvor jeg burde have været til at begynde med.

Endelig var vi nået til noget jeg ville gætte på var hans hus, siden han parkerede bilen i en form for garage. Jeg kunne ikke lade være… min mund hang åben i ærefrygt så snart jeg fik øje på huset. Jeg måtte indrømme, at jeg var imponeret. Det så ret godt ud fra den vinkel jeg så det.

Jeg vendte mig om og ventede tålmodigt på, hvad der nu skulle ske imens jeg lænede hovedet tilbage og tænkte over, hvordan alt dette var sket og hvor sørgeligt mit liv egentlig viste sig at være.

Jeg vil ikke sige, at jeg er skuffet. Jeg mener, jeg så den komme, jeg havde bare aldrig regnet med, at det ville ske på denne måde.

Ud af alle de ting jeg kunne have været vidne til her til aften – en eller anden blev skide fuld og kastede op ud over det hele, en pige der strippede (den slags er sket før, lad være med at dømme mig), fange nogle i at råsnave – men nej. Jeg var vidne til et mord.

Desto jeg tænker over det, desto mere tænker jeg over, hvordan mit liv pludselig forvandler sig mere og mere til en sæbeopera.

Jeg var den stille pige, jeg lavede mine lektier, jeg lyttede til min forældre, jeg sørgede for at få gode karakterer og jeg tog mig af mig selv. Jeg kom aldrig for meget ud af kontrol når jeg gik ud, jeg var generelt bare et godt menneske. Jeg var genert, lidt sær (men på den gode måde) og somme tider havde jeg en stor mund…

Jeg gjorde gode ting. Jeg havde aldrig gjort en eneste ”dårlig” ting… indtil i aften, da jeg sneg mig ud og det skulle absolut være den første gang jeg gjorde noget ”ekstremt” at jeg kom i så store problemer.

Og nu var jeg her, i en bil med en morder på vej til hans hus.

Jeg måtte have døset hen et øjeblik for jeg lagde ikke engang mærke til, at Danger var gået ud af bilen før døren i min side gik op og jeg nær faldt ud.

Jeg stønnede.

Han grinte, hvilket kun fik mig til at stønne højere. ”Så meget ikke sjovt,” pointerede jeg idet jeg hoppede ud af hans range rover.

”Det er det for mig.” Han trak på skuldrene før han lukkede døren og gik ind foran mig.

  Jeg vendte hemmeligt øjne af ham og fulgte efter. Det sidste jeg havde brug for var, at fare vild og komme ud for Gud ved hvad.

Det at blive taget af en morder var nok til, at jeg ikke ville gøre andre dumme ting.

Jeg famlede på mine fødder imens han ledte efter sine nøgler i sin bukselomme. Jeg bed mig selv i læben. Jeg var nysgerrig i forhold til, hvad han havde tænkt sig at gøre ved mig.

Han sagde, at jeg ikke ville dø, men hvem ved om han fortæller sandheden? Jeg så ham jo dræbe nogen, hvilket betyder, at jeg var vidne til et mord. Det var ikke fordi, at jeg ville sige noget alligevel, men hvem ved om de ved det eller om de stoler på, at jeg ikke ville gøre det?

”Kommer du indenfor eller skal jeg selv trække dig med ind?”

”Hva’?” Jeg røg ud af min trance og kiggede op på ham med nysgerrige øjne.

Han rystede på hovedet, tog fat i min arm og trak mig indenfor, før han smækkede fordøren i bag os. Han vendte hovedet for at kigge på mig.

”Følg efter mig.” Han nikkede mod trappen.

Jeg nikkede og gik op ad trappen imens jeg bed mig selv i læben og beholdte øjnene til mig selv. Jeg var forsigtig med ikke at fange nogens opmærksomhed, som kunne være her på sådan et sent tidspunkt.

Hvad var klokken overhovedet?

”Hvad er klokken?” spurgte jeg pludselig, noget der altid skete for mig i situationer som denne. Det lykkedes mig altid at sige mine tanker højt på den ene eller den anden måde.

”Kvart i to. Hvorfor?” Han gik ind på et værelse, hvilket jeg regnede med var hans.

Det var lige før, at mine øjne faldt ud af deres huller, da det gik op for mig, hvor død jeg var, når jeg kom hjem. Det var, hvis jeg faktisk kom hjem. ”Ingen årsag,” sukkede jeg.

Han trak ligegyldigt på skuldrene og gik lidt længere ind i værelset idet døren lukkede bag os.

Jeg gjorde brug af denne mulighed for at kaste et blik rundt. Det var kæmpe stort. Han havde en kæmpe seng i midten af det hele med bordeaux sengebetræk, dækket af et sort sengetæppe med blonder. Væggene var mørkebrune, næsten kirsebærbrune. Jeg var i fuldkommen chok for at sige det mildt.

”Kan du lide det?” Han hævede det ene øjenbryn med at smørret grin på læberne.

Jeg bed indersiden af min kind før jeg nikkede. ”Det er nærmest… tre gange så stort som mit værelse!”

Han klukkede. ”Ja, men lad være med at vende dig til det. Du skal væk snarest muligt. Jeg skal bare have et par ting på plads og så burde du være klar til at gå.”

Jeg nikkede bare; jeg havde stadig for travlt med at sluge det værelse, jeg stod i.

Pludselig åbnede døren til hans værelse sig og afslørede en slank pige, omkring samme størrelse som mig, med mørkebrunt der faldt i lumre krøller på hendes skuldre, og pulserende, havblå øjne.

Jeg frøs i chok.

Hun var smuk.

Idet hendes øjne landede på mig, trak hun ansigtet sammen på en underlig skræmt måde, blandet med væmmelse. Jeg krummede tæerne.

”Hvad laver hun her?” sagde hun skarpt. Hendes stemme var fyldt med gift; hendes blå iriser brændte huller i mine.

Jeg prøvede at kigge væk, men der var noget ved hende som holdt mit blik fast på hendes.

Danger vendte sig om; hans øjne var hårde. ”Du skal ikke begynde nu.” Den langsomme måde han sagde det på sendte kuldegysninger ned af ryggen på mig.

En fornærmet lyd undslap hendes læber idet hun smed håret bag hendes skulder og trak øjnene væk fra mig for at kaste et blik på ham, før hun kiggede tilbage på mig og rullede med øjnene.

Hun kastede et sidste blik på mig fyldt med væmmelse før hun vendte om på hælene af hendes Louis Vuitton-stilletter og forlod rummet.

Jeg slugte klumpen der havde formet sig i min hals. ”Hvad handlede det om?” formåede jeg at spørge.

Hans øjne forlod aldrig den dør hun (hvem ”hun” så end var) lige var gået ud af. ”Det skal du ikke bekymre dig om,” brummede han idet han skubbede forbi mig og fulgte pigens fodspor ud af rummet, hvilket efterlod mig alene til at sætte spørgsmålstegn ved, hvad der lige skete og om jeg havde nogen skyld i det.

Noget af det jeg har lært fra min fortid, er: Når nogen siger ”det skal du ikke bekymre dig om”, så skal man som regel bekymre sig om det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...