DANGER I Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 apr. 2013
  • Opdateret: 9 apr. 2013
  • Status: Igang
"They don't call him Danger for nothing."

---

OBS: DANGER er originalt en historie uploaded på den engelske hjemmeside, justinbieberfanfiction.com. Alle rettigheder til historien går til Adriana (twitter: @JileyyOverboard). Disse kapitler posted her er mine oversættelser af den originale. (link: http://justinbieberfanfiction.com/viewstory.php?sid=20453&warning=3)
Jeg kan varmt anbefale den, da det er en fantastisk historie. Nyd den :)

39Likes
56Kommentarer
4321Visninger
AA

4. "Jep, han lider helt klart af personlighedsforstyrrelser."

Min mave vendte sig smertefuldt.

”Det er sørme rart at høre…” svarede jeg sarkastisk og kastede et uroligt blik udenfor. En lav knurren hørtes fra Dangers hals idet et moret kluk undslap hans læber.

”Du har humor, det kan jeg godt lide.” Han vendte sig mod venstre side for at puste røgen ud mod vinduet så snart han havde åbnet det, før han rullede det op igen.

”Ja, og jeg kunne også godt tænke mig at leve, so hvis du ikke har noget i mod det vil jeg gerne vide hvor vi skal hen for indtil videre er jeg ikke alt for beroliget,” mumlede jeg imens jeg fumlede med mine fingre i sædet.

”Slap du bare af shawty, jeg har ikke tænkt mig at slå dig ihjel.” Han pustede endnu en ring af røg ud, denne gang uden at åbne vinduet først. Den slørrede substans bevægede sig rundt i bilen et øjeblik før det langsomt forsvandt. Da han var færdig med sin cigarret, smed han stumpen ned i det lille askebære han havde indbygget i bilen.

”Hvordan skulle jeg kunne vide det? Jeg kører i bil med morder.” Jeg rullede med øjnene og krydsede mine arme foran brystkassen.

”Har du tænkt dig at slynge det i ansigtet på mig hver gang jeg åbner munden omkring noget?” Hans dybe stemme kom ud som en knurren og hans øjne virkede mørkere.

Jeg skyndte mig at ryste på hovedet før jeg rømmede mig. ”Nej,” knirkede jeg. ”Undskyld…” Jeg slugte højlydt, sikker på at kuglen i min hals var synlig idet den bevægede sig nedad. Jeg kunne mærke, at mine håndflader var begyndt at svede.

”Godt for jeg er ikke i humør til at høre på dig.” Han vendte endnu engang sit blik mod vejen og vendte tilbage til sit rolige, mindre nervøse selv. ”Eller din irriterende tiggen om mig.”

Enten lider drengen her af A, mentale forstyrrelser, B, skørhed, eller C, personlighedsforstyrrelser.

Indtil videre vil jeg gætte på det med personlighedsforstyrrelserne.

”Ih, tak.” Sarkasmen dryppede fra hvert et ord jeg udtalte. ”Du er så rar at være i nærheden af, det siger jeg dig.” Den akavede stilhed der faldt imellem os hjalp aldrig rigtigt den situation jeg befandt mig i. Jeg stjal et par blikke i hans retning og kunne hurtigt mærke, hvordan min mave slog knuder.

”Tror du virkelig jeg bekymrer mig om det?” vrissede han, hans ord nærmest giftige. Hans fingre krøllede sig stramt om rattet. Det vidste jeg, fordi hans knoer var blevet helt hvide af alt det pres han lagde på.

Jeg svarede ikke. I stedet sukkede jeg, holdt blikket forud for mig og gad ikke engang forsøge at åbne munden igen.

Men, så hårdt som Justin nu holdt på rattet taget i betragtning var det vist heller ikke noget han ville have mig til lige nu.

”Har du tænkt dig at svare mig eller vil du bare ignorere mig som en idiot?” vrissede han. Jeg mærkede, hvordan mit åndedrag satte sig fast i min hals og mine håndflader blev klamme.

Hvad var hans problem?

”Hvad fuck vil du have mig til at sige?” vrissede jeg tilbage. Jeg var begyndt at blive ekstremt frustreret på ham.

”Det ved jeg ikke, et eller andet!” Han drejede ned af en anden vej. ”Bare lad være med at ignorere mig.”

”Jeg troede du ville have, at jeg skulle holde op med at snakke?” Jeg løftede det ene øjenbryn og skød ham et vantro blik.

”Nej,” svarede han monotont. ”Jeg ville ikke have, at du bruger det du så imod mig. Jeg har aldrig sagt at du ikke måtte tale.”

”Lige meget,” mumlede jeg. Hvis han ville have mig til at snakke var det det bedste han kunne få.

Heldigvis for mig holdt han nu mund og holdt øjnene på vejen foran ham.

Jeg fandt snart mig selv i færd med at kigge på alt der kunne aflede min opmærksomhed bare for en stund indtil det hele pludselig blev kedeligt og mine øjne fandt siden af hans ansigt.

Det ville være en stor, fed løgn hvis jeg sagde, at han ikke var pæn at kigge på, endda lækker. Hans kæbe var strammet og det så sexet ud. Jeg begyndte at tælle fregnerne på hans hals. Jeg nåede lige at tælle den fjerde med før han sukkede i frustration og brat vendte hovedet mod mig.

”Hvad? Har jeg noget i ansigtet?”

Jeg rystede på hovedet.

Jeg ville bare gerne hjem.

Enten var han synsk eller også vidste han bare præcist hvad jeg tænkte, for det næste han sagde kom bag på mig. ”Hør, du har set for meget. Jeg kan ikke bare lade dig gå efter hvad du var vidne til derhenne. Det ville være idiotisk af mig.” Han slikkede sig om læberne og skød små, hurtige blikke over på mig uden at bevæge hele hovedet.

Så beroligende som det nu end var kunne jeg ikke lade være med stadig at være en smule nervøs.

”Jeg lover,” tilføjede han hurtigt.

Jeg nikkede bare igen.

Hvad havde jeg fået rodet mig selv ind i? Jeg klaskede min håndflade mod min pande hvilket måtte have oplyst ham om, at jeg ikke var helt så positiv omkring hvad det var, der foregik, for han begyndte igen at snakke. ”Jeg mente det da jeg sagde at jeg ikke ville såre dig. Jeg skal bare lige finde ud af nogle ting først, okay? Du vil være hjemme under ingen tid.”

Lettelsen skyllede endelig ind over mig idet de ord han sagde sank ind, men det var ikke godt nok til at holde mig ved forstanden. Jeg lod min tunge køre over mine tørre læber og tog et par dybe indåndinger i et forsøg på at slippe af med nerverne, idet en dyb latter fyldte bilen.

”Skal du til at føde eller hvad skatter, for du lyder som om du er godt i gang med at poppe et eller andet ud.” Det var tydeligt at han selv syntes han var meget morsom, hvilket resulterede i, at jeg begyndte at grine. Meget højt.

”Du har en sød latter.” Hans læber trak op i et smørret grin og han nikkede imod mig, idet en varm følelse spredte sig i mine kinder.

Jep. Han lider helt klart af en eller anden form for personlighedsforstyrrelse.

”Tak? Men jeg synes selv jeg lyder som en hyæne.” Jeg trak på skuldrende.

Nu brød Justin ud i høj latter og tog godt fadt på rattet, forsigtig med ikke at miste kontrollen – noget vi helt klart ikke havde brug for at tilføje til listen over ting han går og ballancerer med. ”Du er sjov.”

”Jeg gør mit bedste.” Jeg børstede mine skuldre af i en arrogant manér, hvilket kun førte til endnu mere latter imellem os. Det var forfriskende for en gangs skyld.

”Du er den første pige jeg nogensinde har taget med mig med sådan en god humoristisk sans.” Mit krop stivnede med det samme så snart det gik op for mig, hvad han havde sagt.

”Du har taget andre piger?” Jeg vendte mig mod han med opspilede øjne imens han lo omtrent for tredje gang her til aften. Wow, vi må brænde mange kalorier.

”Det var en joke!” Han knugede sin mave med højre hånd mens hans venstre nu hang løst på toppen af rattet endnu engang. ”Du burde set dit ansigtsudtryk lige nu, ét ord.” Han kiggede over mod mig. ”Uvurderligt.”

”Ha ha, meget morsomt.” Jeg smilte falsk imens han smilte i min retning. Hans smil var til at dø over.

”Du har et godt smil,” udbrød jeg. Flovheden skyllede over mig så snart det gik op for mig, hvad jeg lige havde sagt.

”Tak.” Han smilte til mig, denne gang bevidst med tænderne. ”Dit smil er også ret nuttet.” Hans smil spredte sig.

Med et ryst på hovedet lænede jeg mig tilbage mod ryglænet, vel vidende at jeg nok ikke kom hjem lige foreløbig idet jeg lænede mig over mod radioen for at tænde for den. Ikke engang et sekund nåede at spille, dog, for han slukkede for det. ”Hey!”

”Jeg kan ikke lide musik,” forklarede han monotont.

”Hvem kan ikke lide musik?” Jeg stirrede på ham med sammentrukne øjenbryn.

”Mig, så tig stille og lad mig køre okay? Jeg har brug for at tænke,” vrissede han hårdt, efterfulgt af et host for at berolige ham selv.

Jeg udnyttede denne mulighed til at få sandheden ud af ham. ”Okay men når nu du er i gang, kan du så ikke fortælle mig hvor du tager mig hen?”
”Så fucking utålmodig,” sagde han hæst med en ukendt tone imens han fiskede endnu en cigarret frem fra sin pakke før han tændte den og placerede den mellem sine læber. ”Jeg tager dig med hjem til mig,” mumlede han. Han åbnede vinduet så røgen i bilen kunne komme ud i den friske luft.

Åh du godeste, hjælp mig nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...