DANGER I Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 apr. 2013
  • Opdateret: 9 apr. 2013
  • Status: Igang
"They don't call him Danger for nothing."

---

OBS: DANGER er originalt en historie uploaded på den engelske hjemmeside, justinbieberfanfiction.com. Alle rettigheder til historien går til Adriana (twitter: @JileyyOverboard). Disse kapitler posted her er mine oversættelser af den originale. (link: http://justinbieberfanfiction.com/viewstory.php?sid=20453&warning=3)
Jeg kan varmt anbefale den, da det er en fantastisk historie. Nyd den :)

39Likes
56Kommentarer
4165Visninger
AA

3. "Du kender mig ikke."

A/N: Jeg er lidt i tvivl om, om folk vil læse historien og hvad de synes om den, og da kræver lidt arbejde at oversætte en tekst fra dansk til engelsk, ville jeg blive meget glad, hvis I gad skrive en kommentar. xo.

Gud havde virkelig andre planer for mig i aften for jeg havde ingen intentioner om, at alt dette skulle ske. Det eneste jeg ville var at være sammen med Carly og have det sjovt for en gangs skyld, men nej, Gud forbyde jeg gør noget uden at få suget al det held jeg aldrig har haft ud af min krop i processen. Ja, jeg sagde intet held, hvilket også er grunden til, at mit liv er som det er.

Det tog mig noget tid at sætte brikkerne sammen og finde ud af hvad der lige skete. Chokket skød gennem mine årer det sekund mine øjne fik øje på det blod, der dryppede fra hovedet på den krop, der lige var kollapset på gulvet, hans krop fuldkommen drænet af liv. Min mave vred sig i skræk. Jeg bed mig selv hårdt i læben og min hånd fløj op foran min mund, nærmest som en refleks, imens jeg gjorde mit bedste for ikke at skrige.

Jeg kunne ikke trække vejret, jeg kunne ikke bevæge mig, og jeg kunne heller ikke fjerne blikket fra det syn der var foran mig. Mine knæ føltes som syltetøj, og mine fødder føltes som om de var blevet sat fast til den mudrede jord med cement.

Alt, hvad jeg kunne gøre i det øjeblik, var at forbande mit liv til det yderste. I det mindste ville jeg på den måde være stille og jeg kan allerede forbande hvad der i forvejen er forbandet.

Lyden af blade der raslede og uro fik mig til endelig at vende blikket opad, lige i tide til at se Danger kigge i min retning. Hans øjne var ulæselige og frygten tog straks over.

Min hals tørrede ud og jeg begyndte med det samme at ryste på hovedet i et forsøg på at fortælle ham at jeg intet havde set, men det virkede ikke. Jeg så ham hurtigt hviske nogle ord til sine venner før han bevægede sig hen imod mig, uden at nogle lagde mærke til det. Jeg overvejede om jeg burde løbe eller ej, men jeg ville ikke risikere at dø. I hvert fald ikke lige nu.

Da han var nået helt hen til mig lagde han armen omkring min hofte og, idet jeg gispede, løftede han mig over sin skulder. Det hele skete så hurtigt at jeg ikke engang havde tid til at opfatte hvad han gjorde, før han slyngede mig ind på hvad der godt kunne ligne passagersædet i hans bil.

Hvis jeg var bange før var jeg helt klart skrækslagen nu.

Jeg var ikke rigtig sikker på hvad jeg skulle foretage mig, så jeg sad bare stille i sædet og kiggede rundt i bilen, på udkig efter noget der muligvis kunne forvolde skade på mig. En kniv, måske? En bombe? Eller endnu en pistol? Men jeg kunne ikke få øje på noget, hvilket resulterede i, at et lettet åndedrag undslap mine læber. Det forsvandt dog ligeså hurtigt som det var kommet i det øjeblik døren til venstre for mig gik op og Danger i egen høje person satte sig ind.

Han så ikke alt for glad ud.

Uden så meget som et ord startede han bilen og bakkede ud af parkeringspladsen den holdt i. Det var i det øjeblik min krop kom til live og min hjerne begyndte at virke igen. ”Hvor tager du mig hen? Har du tænkt dig at dræbe mig? Åh gud, jeg vil ikke dø…” mumlede jeg i ubehag, imens tankerne flød over i min hjerne – min krop skåret i småstykker og efterladt i skoven hvor ingen nogensinde vil finde det…

”Vær stille, gider du?” vrissede han af mig. Hans stemme dryppede af bitterhed, hvilket fik mig til hurtigt at stoppe og klappe i.

Jeg kunne mærke den negative stemning i bilen idet jeg begyndte at fumle med mine fingre. Jeg satte tænderne i min underlæbe for at forhindre mig selv i at sige mere, men jeg kunne ikke lade være. Jeg havde brug for at vide hvad der foregik.

”Hey, øh, Danger?” De gik hurtigt op for mig, hvor dumt det lød, og mentalt gav jeg mig selv en lussing før jeg fortsatte. ”Mand, hvad dit navn så end er. Jeg er ked af at briste din boble eller noget i den stil, men jeg skal virkelig være hjemme snart. Det er allerede sent og når mine forældre finder ud af, at jeg har sneget mig ud, slår de mig ihjel. Bogstaveligt talt.”

Det eneste svar jeg modtog fra ham var et kluk af latter, hvilket fik mine øjenbryn til at trække sig sammen i forvirring. ”Hvad er det der er så sjovt?”
Han blev ved med at kaste hurtige blikke i sidespejlet. ”Dig.” Et smørret grin spredte sig over hans ansigt idet han vendte sig mod mig i et øjeblik før han vendte sin opmærksomhed tilbage til vejen foran ham.

”Mig?” Jeg kløede mig akavet i nakken. ”Hvad er der med mig?”

”Du befinder dig i en bil med en du lige har overværet begå mord, og alt du bekymrer dig om er, om du har problemer… med dine forældre?” Hans øjne var nu vendt mod mig, og det samme var hans opmærksomhed. Jeg slugte højlydt den klump af savl der var blevet formet i bunden af min hals.

”Øhm, ja, ser du, mine forældre er en hel del mere skræmmende end du er, min ven. Tro mig når jeg siger, at du ikke har noget som helst på dem når det kommer til at skræmme folk. Og desuden har du tydeligvis dine grunde til at gøre som du gjorde og det er fint nok. Jeg er ligeglad så længe jeg bare er i live. Men det kommer ikke til at ske, hvis mine forældre finder ud af, at jeg er væk.”

”Du er en meget forvirrende én, det siger jeg dig.” Han grinte idet han rykkede nervøst på sig i sædet og kiggede i sit sidespejl endnu engang.

”Ja du er ikke ligefrem en gåtur i parken heller,” mumlede jeg under mit åndedrag imens jeg lagde hagen på min hånd og placerede min albue på armlænet.

”Du kender mig ikke,” protesterede han.

”Jeg ved nok og jeg har set nok for at vide, at du er et synonym for ballade,” indrømmede jeg og bed mig selv i kinden.

”Så jeg gætter på du har hørt om mig?” Han løftede det ene øjenbryn i en arrogant manér. Jeg vendte blikket mod ham.

”Jep, mere end jeg har lyst til. Tro mig.” Jeg løftede min frie hånd op og rystede kort på hovedet før jeg lagde hånden tilbage på mit skød.

”Og du tror på dem?” spurgte han med spidsede læber. Hans øjne holdt han på vejen imens han kørte ind på en anden vejbane. Hans højre hånd blev ved med at holde fast på bunden af rattet, og hans venstre arm han løst på toppen. Et øjeblik efter dykkede han hånden ned i lommen på sin læderjakke.

”Nej…” Mine tanker fløj tilbage til det skænderi jeg havde med Carly tidligere til festen. Men så alligevel… jeg overværede ham dræbe et andet menneske.

”Godt.” Han trak nu en pakke cigaretter op ad lommen, skubbede toppen åben med sin tommelfinger og fiskede en op. Efterfølgende placerede han den mellem læberne før han satte ild til den. Han kastede æsken tilbage i lommen. ”For jeg er sikker på, at sandheden er en hel del værre.” Hans o-formede læber pustede den perfekte røgring ud. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...