I want to have a baby with you ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 apr. 2013
  • Opdateret: 25 aug. 2013
  • Status: Færdig
Cecilia på 18 er kærester med Louis Tomlinson på 19. De har et fantastisk forhold og har kendt hinanden altid. Først var de bedstevenner, men for 1,5 år siden fandt de sammen og blev til Couis, det par alle fans elsker, men vil de stadig det når de finder ud af at hun er gravid? Hvordan vil drengene, forældre og ikke mindst pressen tage det? Og er Louis og Cecilia overhovdet klar til at blive forældre?

40Likes
46Kommentarer
4668Visninger
AA

8. This Can't Be True!

Cecilia's synsvinkel

7 måned

Min mave var gigantisk, ikke bare stor men gigantisk. Lige nu stod jeg og kiggede på min mave fra siden af. Der var kommet en smule strækmærker fordi den var vokset så meget så hurtigt, men jeg overlevede nok. De ville jo ikke ligefrem blive ved med at være der, ligesom tvillingerne. Om 2 måneder ville vi være en familie på 8 personer!

Selvom vi kun ville være 2 piger, så skulle det nok gå. Jeg skulle lære hende at leve med drenge og hvordan man snyder dem så de selv tror de bestemmer. For en ting var sikkert, min datter skulle ikke være fimset, hun måtte godt være feminin, men ikke fimset.  Hun skulle gerne kunne slå fra sig og omgås drenge. Jeg kunne virkelig ikke snuppe de der piger som begyndte at fnise, bare ved at en dreng snakkede til dem.

Jeg hev min trøje ned igen og satte hurtigt mit hår. Louis var ude med drengene, de lavede en eller anden musikvideo i dag og jeg skulle snakke med mine forældre om det med babyerne. De ejede ikke et TV og de boede i en speciel del af byen som var meget gammeldags. Det var uden internet og der blev ikke solgt sladderblade, så de kunne slet ikke vide noget om min graviditet. Jeg skulle nok have fortalt dem om det tidligere, men jeg var både bange for hvordan de ville reagere og så havde vi haft rimelig travlt den sidste tid, mig og drengene.

Da jeg stod udenfor deres hus, tøvede jeg igen. Måske skulle jeg ikke fortælle det? Eller bare vente til Louis kunne komme med, så vi kunne snakke med dem sammen. De kunne rigtig godt lide Louis, men de var meget gammeldags omkring graviditet, ægteskab og sex. Og siden jeg ikke var gift med Louis regnede de ikke med at jeg ville være gravid. De kunne knap nok tåle at se os kysse hjemme ved dem.

Til sidst sukkede jeg og gik op af den lille vej der var var foran huset. Selvom det lyder kliche, så har turen op af den lille snoede vej aldrig føltes så lang. Det lille hus passede perfekt ind ved siden af de andre så huse, alle sammen meget hyggelige og hvor der kom røg op af skorstenen. De var først flyttet herover da jeg var flyttet hjemmefra, da de mente jeg skulle have en normal opvækst. De havde aldrig været særlig moderne og havde syntes det var ubehageligt at bo inde i byen hvor der aldrig var stille, mens jeg havde elsket det. Selvom vi var vidt forskellige og ikke altid kunne enes, elskede jeg dem.

Forsigtigt bankede jeg på døren og kunne høre mor skramle indenfor, inden hun åbnede døren. Min mor var en smule lavere end mig, med ret ryg og det lyse håret sat op i en kunstfærdig knold. Hendes kjole var med blomster og hun havde en halskæde på der var lavet af perler. Hun var med andre ord, det jeg aldrig har været og aldrig ville blive. Jeg misundte hende ikke, men jeg havde respekt for hende, hun var en stærk kvinde der vidste hvad hun ville.

Hun startede med at smile til mig, men så opdagede hun min mave og stirrede forskrækket på den. Hun sagde ikke hej men trak bare ud i siden af døren, så jeg kunne komme forbi. Jeg vidste at jeg ikke skulle sige noget, så jeg gik bare ind i stuen og satte mig i sofaen og ventede på at mor og far ville komme ind, så jeg kunne forklarede hele situationen.

Min mor havde mere stiv ryg end før og min far så langt fra glad ud, det her ville aldrig ende godt. De satte sig overfor mig og ventede på at jeg ville begynde min fortælling. Der gik lidt tid inden jeg fik taget mig sammen til at sige noget, og i den tid kunne man kun høre det store ur slå sekunderne an og lagde et større pres på mine skuldre for hvert sekund. Til sidst sukkede jeg og kiggede ned i jorden, mens jeg mumlede noget, som ingen ikke engang mig selv kunne forstå.

"Hvad var det du sagde?"

Det var min fars skrappe stemme som lød og det fik mig med det samme til at rette ryggen lidt mere. Det var en gammel vane som jeg åbenbart ikke havde lagt fra mig og sikkert aldrig helt ville slippe af med. Til sidst fik jeg taget mig sammen til at sige det højt nok til vi alle kunne høre det.

"Jeg er gravid, Louis er faren og jeg er i 7 måned."

Jeg sagde det med så fast en stemme som jeg kunne og jeg syntes selv det gik rimelig godt. Min stemme rystede i det mindste ikke og det var bedre end jeg havde regnet med. Man kunne ikke sige jeg var bange for mine forældre, mere bange for hvad de ville tænke om mig. Der gik lidt tid hvor ingen af os sagde noget og kun uret og vores vejrtrækning kunne høres, efter lidt tid kiggede jeg op og min far så bare tomt på mig, mens min mor var gået ud af rummet. Da mor kom tilbage satte hun sig med rank ryg og bad mig fortælle hele historien. Så sagt så gjort, de fik hele historien, selvfølgelig ikke om hvordan natten havde været, men ellers det hele. Da jeg endelig var færdig, så min far på mig med tome øjne, som havde gjort igennem det hele og mors ryg var helt stiv, mere end normalt. Det her var slet ikke godt, det vidste jeg allerede på forhånd og hvor fik jeg ret.

"Jamen hvornår er brylluppet så?"

Okay det havde jeg så ikke lige set komme. Bryllup? Det havde jeg sgu da aldrig snakket om! Og ved gud der heller ikke skulle være et og dermed basta. Var et barn ikke nok?

Jeg var vidst kommet til at sige det højt for min mor så misbilligende på mig og nu skiftede min fars ansigts udtryk fra tomt til vredt. Han farede op af sofaen og skulede vredt på mig. Åh åh.

"Ikke ved gud om du skal komme her og snakke på den måde og slet ikke med... Det der i maven!"

Det var fint han skældte mig ud, men han gik over stegen da han kaldte mine børn for 'det der' som var det dyr! Med besvær fik jeg rejst mig op og begyndte at råbe op om at han ikke skulle kalde mine børn for 'det der'. Det fik bare ham til at råbe endnu højere, til sidst brød mor ind og fik os til at tie stille og sætte os ned. Far faldt bare ikke til ro, men knyttede hænderne og vidste tydeligvis ikke hvad han skulle gøre af sin vrede, jeg havde det på samme måde. Mor tog en dyb indånding og pustede langsomt ud igen.

"Jeg syntes du skal gå nu og hvis dig ikke her igen før du er sluppet af med det der i din mave."

Min mors stemme var kold som is og var lige så sårende som hvis hun bare havde givet mig en lussing. Jeg sank en enkel gang og rejste mig med stive bevægelser, gik ud og tog min jakke på. Jeg hverken smækkede med døren eller råbte noget, jeg gik bare ud med faste og stive skridt. Det var først da jeg satte mig ind i bilen tårrene begyndte at løbe ned af mine kinder. Jeg begyndte ikke at hulke eller gjorde noget for at stoppe tårrene i at komme, men startede bare bilen og begyndte køreturen hjem.

Da jeg endelig kom hjem gik jeg direkte ud i køknet for at lave en kop te. Det virkede beroligende på mig og det havde jeg brug for lige nu. Det var endnu ikke rigtig gået op for mig at mine forældre aldrig ville se mig igen eller deres børenebørn for den sags skyld. Jeg satte mig ned ved køkkenbordet med min te og stirrede bare lige ud i luften med tårrene rendende ned at kinderne, mens jeg prøvede at forstå det hele. Jeg fik aldrig drukket teen.

Hvor lang tid jeg sad der vidste jeg ikke, på et tidspunkt blev døren åbnet og Louis råbte hej og spurgte om hvordan det var gået ved mine forældre. Jeg svarede ikke og ventede bare på at Louis ville komme ud i køknet til mig. Da han endelig kom, kiggede han bekymret på mig og fik sig vidst lidt af et chok da han så mig. Han hev mig ind i et knus og trak mig med sig ind i stuen. Vi satte os ned i sofaen og jeg begyndte med det samme at græde, højlydt denne gang.

Da jeg endelig var faldet til ro og skulle til at fortælle ham om mine forældre, fik jeg de sygeste mavekramper. Jeg bøjede mig stønnende fremover. Det kunne bare ikke passe det her! Inden jeg nåde og tænke mere over det blev hele verden sort, det sidste jeg så inden det hele forsvandt var Louis urolige ansigt mens han ringede efter en ambulance.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Undskyld ventetid!

Nå hvad tror i så der sker nu? Er hun ved at føde eller er det mere alvorligt? Måske mindre alvorligt? Var den måde hendes forældre reagerede på okay? Hvad syntes i om movellaen indtil videre?

Håber i stadig læser med selvom jeg er en pebernød til at opdatere -.-

P.S Der er 30 som har den på favorit!!!! Mere end jeg overhovedet havde håbet på!!!! :O

Peace From Mia

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...