I want to have a baby with you ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 apr. 2013
  • Opdateret: 25 aug. 2013
  • Status: Færdig
Cecilia på 18 er kærester med Louis Tomlinson på 19. De har et fantastisk forhold og har kendt hinanden altid. Først var de bedstevenner, men for 1,5 år siden fandt de sammen og blev til Couis, det par alle fans elsker, men vil de stadig det når de finder ud af at hun er gravid? Hvordan vil drengene, forældre og ikke mindst pressen tage det? Og er Louis og Cecilia overhovdet klar til at blive forældre?

40Likes
46Kommentarer
4899Visninger
AA

16. The End

Louis's synsvinkel

Lægen var blevet kaldt over til en nødsituation ved en eller anden fødsel, noget med at selve fødslen var begyndt i bilen, det hele gik rimeligt hurtigt og den gravide havde det vidst ikke så godt, ikke spist ordentligt og at kroppen måske ikke kunne klare at føde.

Jeg burde nok have haft ondt af hende, men det fik mig bare til at tænke på Cecilia og på hvordan hun mon havde det. Der var jo kun 2 uger til hun skulle føde, jeg håbede sådan at vi havde fundet sammen igen, for hvilken far gik glip af sine egne børns fødsel?

Den tanke førte mig så videre til det brev Cecilia havde sat på min dør. Hun havde forklaret alt omkring hendes forældre og bedt mig om ikke at opsøge hende før hun selv var klar. Det gjorde ondt at hun ikke ville have mig der til at hjælpe hende op af det hul af selvmedlidenhed hun helt sikkert ville ende i. Men på den anden side forstod jeg hende også godt, at hun gerne ville være lidt alene.

Da jeg først var begyndt at tænke på Cecilia begyndte alle mulige minder at dukke op og alt jeg kiggede på mindende mig om hende. Det var ikke til at holde ud så til sidst besluttede jeg mig for at gå en tur for at rense tankerne. Min mave gav sig til at brokke sig over mangel på mad, nå ja så vidste jeg da hvor gåturen skulle gå hen.

En sygeplejerske havde stillet et par krykker til mig og sagt at jeg bare kunne gå en tur hvis jeg ville, så det udnyttede jeg for første gang nu. Jeg havde egentligt ikke tænkt mig at gå en tur imens jeg var her, det var mine hjertesorger stadig for kvælende til og jeg skulle alligevel hjem i morgen. Faktisk skulle jeg have været hjemme i går, men så var der et eller med gipsen, de sagde at den var lagt forkert eller sådan noget.

Jeg hoppede på et ben hen for at få fat i krykkerne, for sygeplejerske skulle jo stille dem helt henne ved døren i den anden ende af lokalet, ikke lige ved siden af sengen, nej nej det ville jo være for let. Jeg skar ansigt for hvert hop jeg tog, selvom jeg hoppede på den fod der var okay sendte det stadig stød over i min anden fod, hvilket gjorde skide nas.

Da Jeg havde fuldført mit smertefulde eventyr over til døren fik jeg fat i krykkerne og støttede mig til dem. Og så begyndte jeg ellers eventyr nummer to ned mod kantinen.

Det var heldigt jeg skulle hjem i morgen for jeg var ved at få spat, der var ingen farver, stilheden og den der stemning på et hospital. Det gav mig myrekryb og det var som om der lå en hinde over mig, som gjorde det hele lidt mere uklart. Det var nok bare mig, jeg har aldrig brudt mig om hospitaler og kommer aldrig til det.

Inde i kantinen var der ikke stille som normalt, udover den klirrende lyd af bestik mod tallerkner og en svag mumlen af samtaler. Lige nu kom er larm fra en gruppe drenge hvor stilhed var en umulighed i længere tid. Jeg rynkede øjenbrynene og begyndte at hoppe derhen.

Niall fik øje på mig og et kort øjeblik falmede smilet, men så kom det tilbage igen og han gjorde de andre opmærksomme på at jeg var det. Lige pludselig kunne de godt tie still. Jeg hev en stol over til bordet og satte mig ved bordenden og ventede på at de ville forklare. De var ikke kommet for at besøge mig, ikke på denne tid af natten og de ville have sagt hvis de blev og sov. Jeg følte mig ærligtalt som den person i en vennekreds der ikke var blevet inviteret med ud og shoppe, men så dem derover. Dårlig sammenligning, men jeg kunne ikke rigtig komme på andre måder at forklare det på lige nu.

Det endte med at være Liam som rømmede sig og tog ordet. Jeg fokuserede på ham og jeg kunne han overvejede sine ord med omhu som sædvanligt, det skulle ikke komme forkert ud. De holdte noget hemmeligt for mig det var jeg helt sikker på, stemningen mellem drengene afslørede det. Endelig havde Liam fundet de ord han ledt efter og gav sig til at forklare.

"Okay Louis, vi ved godt at vi skulle have fortalt dig det med det samme, men vi tænkte Cecilia selv ville fortælle det. Ne Louis nu må du lige vente og høre efter for en gangs skyld! Vi tog ud til Cecilia for at så hvad der var galt, det ville du jo ikke fortælle os, da vi kom derud snakkede vi med Cecilia. Hun så virkelig ikke godt ud, hun var blevet for tynd og så heller ikke ud til at have sovet ordentligt, alt i alt havde hun ikke passet godt på sig selv. Hun fortalt os det hele og det var vist noget alla det samme som stod i brevet. Vi havde lige sat og til at spise, da vi hørte et skrig."

Og herfra hørte jeg ikke efter mere, langsomt fik min hjerne samlet det puslespil der var spredt rundt i min hjerne. Der var kun 2 uger til at hun skulle føde, altså kunne hun lige så godt føde i dag. Lægen der var blevet kaldt til en fødsel hvor kvinden ikke havde haft det særlig godt.

Til sidst havde min hjerne fået samlet puslespillet og det var også her Liam var færdig med st fortælle historien og kiggede på mig og ventede på en eller anden reaktion. Her måtte jeg så skuffe ham for je g var gået i total chok.

Der var blevet sagt at den gravide måske ikke ville klare det, altså ville Cecilia måske dø. Cecilia, pigen jeg elsker er ved at føde og måske dør hun.

Det hele gik lidt langsomt, men der skete så meget og jeg var proppet med smertestillende på grund af min fod. Jeg kunne bare slet ikke få noget af det til at hænge sammen. Jeg havde forstået ordene, men hade ikke forstået betydningen af dem. Lidt ligesom da Cecilia fortalte at hun havde brug for en pause eller dengang med brevet hvor hun forklarede det hele. Der måtte jeg også læse brevet flere gange for at få den mindste mening ud af det.

Endelig blinkede jeg og kom til mig selv. Min tommeltot begyndte at banke hurtigt imod den hvide bordplade. Mit blik var rettet mod Liam so så ud til at tage det som et godt tegn at jeg var kommet til mig selv. De vidste tydeligvis ikke at Cecilia højst sandsynligvis var i livsfare.

Hurtigt kom jeg op at stolen og fik mine krykker sat rigtigt og så hoppede jeg så hurtigt af sted jeg kunne. Drengenes forvirrede blikke kunne mærkes i ryggen og hurtigt fulgte de efter mig. Det var ikke særlig svært at holde trit med mig for jeg duede ikke til det med krykker, så til sidst rakte jeg dem til Harry som endnu mere forvirret tog imod dem. Jeg støttede mig kort til væggen og så begyndte eg ellers at hoppe igen. Smerten der dukkede op ignorere jeg bare, ligesom drengenes spørgsmål og hoppede en smule hurtigere.

Ude i receptionen sad der en sygeplejerske ved en computer og tastede noget ind. Hun kiggede smilede op til mig da jeg kom derhen. Et smil der spurgte om hvad hun kunne hjælpe med. Det virkede meget indøvet, men det var jeg ærligtalt ligeglade med. Jeg spurgte efter Cecilia Wood og hun begyndte at taste ind.

I starten var hun ikke meget for at give stuenummeret til mig, det havde sikkert noget at gøre med det vilde blik i mine øjne og det faktum at jeg begyndte at bande af hende. Heldigvis kom Liam og Harry mig til undsætning og fik forklaret hende omstændighederne så godt som muligt. Endelig fik jeg nummeret og hvilken etage hun var på. Jeg tænkte slet ikke over at spørge hende om hun vidste noget om hendes tilstand.

Jeg humpede så hurtigt jeg kunne hen mod elevatoren, desværre gik de ikke så hurtigt mere. Jeg var ved at have opbrugt min energi, så det sidste stykke havde Niall og Zayn fat mine skuldre for at støtte mig. Da vi var kommet ind i elevatoren havde jeg svært ved at stå stille, men jeg kunne heller ikke rigtig bevæge mig. Både på grund af mit fod og at vi var i en elevator, selvom de var større end de normale var den ikke stor nok til mere end 2-3 skridt i hver retning.

"Slap nu af Louis, hun har det sikkert helt fint."

Det var Harry der prøvede at berolige mig men det virkede slet ikke. Jeg rystede på hovedet og lagde vægten over til den side hvor jeg stod op af elevator væggen. Min fornemmelse fortalt mig at være bekymret, så jeg var bekymret. Stilheden lagde sig over os, uden der egentligt var stille. Vores følelser kunne læses som en åben bog, de andre drenge virkede bare forvirrede over at mærke hvor bekymret og bange jeg virkede. Stilheden blev brudt til sidst da Niall alligevel blev lidt for nysgerrig.

"Hvorfor har jeg på fornemmelsen at du ved mere end os?"

Jeg kunne ikke holde det inde, så hurtigt fik jeg forklaret hvad jeg havde hørt og med det samme ændrede stemningen sig i elevatoren. Den blev anspændt, bekymret og bange. Endelig gav det et ryk i elevatoren og den stoppede. Drengene støttede mig igen og hurtigt hoppede jeg ned af gangen og rundt om et hjørne.

Da vi nåde døren havde jeg pludselig den største trang til ikke at gå derind, men en anden del af mig skreg efter at åbne døren. Hovedpinen jeg ikke havde opdaget før nu, gav et ordentlig dunk fra sig og fik mig til at knibe øjnene sammen i smerte. Skulle alt den smertestillende slet ikke hjælpe på noget eller hvad?

Langsomt lukkede jeg døren op og humpede ind, drengene fulgte ikke efter men lukkede bare døren efter mig. Hvilket var godt for jeg havde virkelig brug for at være alene med Cecilia.

Det blev der dog ikke meget af for der stod 2 læger, 1 sygeplejerske og en masse maskiner rundt om hende. Jeg blev selvfølgelig bange med det samme og de var alle for optagede til at have opdaget jeg var kommet ind. Så jeg rømmede mig og de kiggede alle forskrækkede op. Den ene læge smilede et anstrengt smil til mig og nikkede en enkel gang. De virkede ikke overrasket over jeg kom, så de gik vel ud fra at jeg var faren.

"Jeg går ud fra at du er Louis? Cecilia har snakket om dig i søvne."

Snakket i søvne? Det plejede hun ellers ikke at gøre. Nå men hvis hun sov kunne det vel ikke være så slemt vel? Lægen kunne se jeg stadig var bekymret så han trak mig til side.

"Hun har født, drengen har det helt fint, men jeg går ud fra i godt vidst der vikke være noget galt med pigens hånd? Det er ikke så slemt som det kunne være. Den er vokset fint til men det ser ikke ud til at alle fingre virker optimalt. Udover det så er de sunde og raske og der er intet problem med at de blev født 2 uger for tidligt."

Jeg åndede ud i lettelse, men det var vidst lidt for tidligt for han åbnede munden igen.

"Problemet er Cecilia, det tog meget hårdt på hendes krop at føde. Hun har ikke spist ordentligt her på det sidste, hvilket sikkert er grunden til den tidlige fødsel, men det blev for meget for hendes krop og nu er hun gået i koma. Vi kan ikke sige hvornår hun vågner igen, men vi regner med at det sker når kroppen har fået 'repareret' sig selv. Det gør mig ondt."

Det var det sidste lægen sagde inden han og den anden læge gik ud og lukkede døren efter sig. Sygeplejersken smilede et trist smil til mig og klappede mig kort på skulderen inden hun gik hen til døren. Inden hun lukkede den efter sig vendte hun sig rundt.

"Lægerne tror det er noget sludder, men noget jeg har oplevet er at det tit hjælper hvis personer der står den i koma nært, snakker med det plejer det at hjælpe."

Hun lukkede ikke døren efter sig da hun gik, for de 4 drenge der kom tumlede ind gjorde det selv. De kiggede frem og tilbage mellem mig og Cecilia for at se om de selv kunne regne noget ud. De endte med at kigge på mig og jeg fortalt kort hvad lægen havde sagt.

Jeg humpede over og satte mig i stolen ved siden af Cecilia og tog fat i hendes hånd og gav den et klem. Liam gi ud og lukkede døren efter sig, men det tænkte jeg ikke videre over. I stedet begyndte jeg at plapre løs om hvad jeg havde lavet mens vi havde været væk fra hinanden, de andre drenge havde sat sig over i sofaen på den anden side og begyndte også selv at snakke lidt til hende af og til.

Efter lidt tid kom Liam ind igen, med 2 små personer jeg havde glem alt om. Liam kom langsomt over mod mig for ikke at vække dem og lagde forsigtigt Hope ned på min ene arm og bagefter Hunter på den anden. Selvom alt virkede så forkert og trist lige nu, kunne jeg ikke lade vær med at smile som et fjols og få tårer i øjnene af både lykke og ulykke.

Hunter åbnede munden, gav et ordentlig gab fra sig og åbnede øjnene der kun fik flere tårer til at løbe ned af mine kinder. De havde præcis samme farve som Cecilias og på en eller anden måde også det muntre glimt som Cecilia har.

Jeg blinkede et par gange for at få tårerne væk, inden jeg forsigtigt rakte Hunter over til Harry og Hope over til Liam. Mit smil og tårerne var ikke til at skjule da jeg kiggede rundt. Måske var alt ikke perfekt lige nu, men det skulle det nok blive. Drengene var mindst lige så rørte som mig og selv Zayn så jeg fælde et par tårer.

Langsomt rakte jeg ud efter Cecilias hånd og gav den endnu et klem, ligesom for at jeg ikke havde glemt hende. Måske var det bare indbildning, men jeg var sikker på at jeg kunne mærke et lille spjæt i hendes hånd. Det gjorde bare mit smil og håb større.

 

*1 måned senere*

Jeg gik hurtigt ned af gangen og hilste på en læge som var ved at blive vant til at jeg kom forbi næsten hver dag. I sidste uge havde jeg fået fjernet gipsen så jeg nød at gå hurtigt. Men det var en helt anden grund til at jeg var her i dag.

Harry var med i dag og gik med Hope bag mig, Hunter havde jeg selv. Jeg skruede en smule mere op for farten og gik den nu velkendte rute igennem hospitalet, hen mod en dør jeg kendte ligeså godt og ind mod en pige som jeg kendte meget bedre.

Lægerne smilede til mig, for de havde alle set mig en del gange nu. Man skulle tro stemningen ville være trist, men det var den sjovt nok ikke, alle læger holdte humøret højt, noget jeg ikke ville kunne have gjort med det arbejde de har. Så jeg havde fået meget stor respekt for læger i løbet af den sidste måned.

Forsigtigt lukkede Harry døren efter os og satte sig over i sofaen efter at jeg havde afleveret Hunter til ham. Endnu tog jeg hendes hånd og kiggede rundt omkring hende. For en måned siden havde der været koblet en masse maskiner til hende, men nu var der kun 2 ting. Den til at måle hendes puls, det var bare en klemme der sad på pegefingeren og en nål i armen til sonde mad. Selvfølgelig koblede de nogen maskiner til når 'naturen skulle gå sin gang', men de sad ikke til ellers.

Som sædvanlig startede jeg ud med fortælle om børnene, om hvordan deres udvikling gik og noget sjovt drengene havde gjort for at få dem til at smile eller noget i den stil. Det virkede altid som om hun var mere tilstede når man snakkede om børene ellers, hvilket sikkert bare var indbildning, men det var jeg fuldkommen ligeglad med.

Da jeg næsten var færdig med at fortælle gav jeg hendes hånd hendes hånd endnu et klem og igen havde jeg det som om hun klemte igen, det tænkte jeg ikke videre over for det var jeg blevet vant til.

"Cecilia, hvis du kan høre mig, vil du så ikke godt skynde dig at komme tilbage? Jeg... Vi"

Rettede jeg det hurtigt til.

"Har brug for dig."

Jag havde kigget ned på hånden, for jeg ville bare få blanke øjne hvis jeg konstant kiggede på hendes ansigt, det lignede at hun sov, hvilket på en måde gjorde det hele lidt mere trist syntes jeg.

"Det kommer an på... Hvad bliver lønnen for at skulle lege babysitter?"

Med et ryk røg mig hoved op og kiggede ind i et par øjne jeg havde savnet forfærdeligt meget. Det skæve smil der var på hendes ansigt fik mig til at smile stort og denne gang blev mine øjne kun fyldt med tårer af lykke.

"Løn? Er det ikke nok at have mig, Hunter og Hope?"

Det fik hende til at grine hæst og smilede stort og blinkede til mig. Så gjorde jeg noget jeg virkelig havde ventet på at kunne gøre i rigtig lang tid. Forsigtigt lænede jeg mig frem og pressede mine læber mod hendes. Det fyrværkeri der dukkede op i min mave fik mig til at smilede endnu større end før, jeg hev Cecilia tæt ind til mig og krammede som om jeg aldrig ville give slip igen.

Folk siger man ikke ved hvad man havde før man har mistet det. Det tror jeg kun er en halv sandhed. Man ved ikke hvad man har før man mister det og får til tilbage igen.

-----------------------------------------------------------------------------

TUD!

Nu er den slut og hvor har det været fantastisk at skrive den her movella! Det er min første movella jeg gør færdig og hvor har det været helt utroligt. Både alle de søde kommentarer og alle dem der har den på favorit <3

Jeg har allerede lavet cover, resume og trailer til 2'er som jeg publicere nu, men nok ikke begynder at skrive på før slutningen af ferien da jeg har flere ting jeg gerne vil have skrevet på først :)

I må meget gerne skrive hvad i syntes om hele movellaen i helhed og hvad jeg kan gøre bedre/ om der var ting i specielt godt kunne lide :D

Håber i kunne lide slutningen og at i vil læse 2'eren der kommer til at hedde: The Babys We Wanted

Peace From Mia!

P.S Jeg nåde mig mål på 40 der havde den på favorit! Fuck hvor elsker jeg jer i har været fantastiske at skrive for <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...