I want to have a baby with you ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 apr. 2013
  • Opdateret: 25 aug. 2013
  • Status: Færdig
Cecilia på 18 er kærester med Louis Tomlinson på 19. De har et fantastisk forhold og har kendt hinanden altid. Først var de bedstevenner, men for 1,5 år siden fandt de sammen og blev til Couis, det par alle fans elsker, men vil de stadig det når de finder ud af at hun er gravid? Hvordan vil drengene, forældre og ikke mindst pressen tage det? Og er Louis og Cecilia overhovdet klar til at blive forældre?

40Likes
46Kommentarer
4664Visninger
AA

10. Life Sucks

Cecilias synsvinkel

Lægen var lige blevet færdig med undersøgelserne og kiggede papirerne og billeder igennem. Hendes bryn rynkede sig i forvirring eller koncentration, jeg var ikke helt sikker, men med det samme blev jeg møg bekymret. Jeg ved godt at jeg tidligere sagde der intet var galt, men lad os se det i øjnene, jeg er gravid og det betyder alt for mange hormoner, samtidig var jeg skide glad for der intet galt var med mig.

Da hun endelig var blevet færdig med at bladre papirerne igennem og kiggede op igen, var hendes øjne sørgelige og hun smilede til os med et trist smil. Det fik mit hjerte til at springe et slag over og gribe godt fat om Louis hånd, måske klemte jeg den lidt for hårdt for han skar en grimasse, men sagde ellers ikke noget og gav også min et lille klem. Da vi begge igen fokuserede på lægen begyndte hun at snakke.

"Drengen ser helt fin ud og alt er som det skal være, det mere usædvanlige er pigen. Man kan ikke helt se det for hånden er skjult, men jeg tror der er noget galt med den. Det ligner ikke at den udvikler sig helt som den skal, ellers ser det hele meget fint ud."

SE DET HELE MEGET FINT UD!? Du sagde der var noget galt med min Hope!? Okay Cecilia det er sikkert ikke lige så slemt som det lyder, tag en dyb indånding og tænk over det. Langsomt gennemgik jeg det i hovedet og fik sat det hele på plads. Det virkede ikke rigtigt, men det fik chokket lidt på afstand. Jeg havde ikke rigtig forstået det endnu og ville nok først gøre det en gang i aften. Lige nu prøvede jeg bare at tænke rationelt, hvad ville det komme til at betyde for Hope? Jeg tænkte over det mest vigtige at spørge om, for lige nu havde jeg mindst en million spørgsmål. Hun ville ikke kunne svare på langt over halvdelen, så jeg måtte jo vælge det vigtigste.

"Hvad mener du med at du ikke er sikker? Og hvad vil det komme til at betyde for Hope?"

Min stemme lød underlig, helt uden liv. Hverken bekymring, vrede eller hæs, bare... flad. Det gjorde mig lidt forskrækket for følelseskold jeg lød, Louis lagde armene omkring mig og hev mig ind til sig. Han kunne se om bag det følelsesløse facade der var kommet af chokket og begyndte at nusse min mave. Det fik mig til at slappe lidt mere af og jeg lænede mig tilbage mod hans mave. Vi sad begge i en mørkerød blød sofa over for lægen som sad i en stol af samme farve. Det lille rum vi sad i var meget hyggeligt, men det hjalp ikke rigtig lige nu. Jeg havde jo for fanden lige fået af vide der var noget galt med min datters hånd!

"Jeg kan ikke være sikker for hun ligger i en stilling som gør jeg ikke kan se hendes hånd, selvom jeg har prøvet at rykke lidt rundt på hende er det svært for de er jo to babyer derinde. Og til dit andet spørgsmål, det er lidt svært at svare på for det kommer an på hvor slem skaden er. Måske betyder det bare den ene hånd bliver lidt mindre end den anden, men det kunne også betyde at hun aldrig vil få følelser i hånden og derfor ikke ville kunne bruge den."

Okay der fik jeg lidt mere at tænke over. Vi ville altså ikke kunne være sikker på der var noget galt med Hope før de var blevet født? Så nu skulle vi gå rundt og være pisse nervøse de næste 2 måneder og det kunne vise sig der aldrig var noget galt med hende?! Der var også en chance for at hun aldrig ville kunne bruge sin hånd, men samtidig var det ikke sikkert for måske blev den bare lidt mindre end den anden? Med andre ord, intet var sikkert. Nøj hvor jeg hadede det! Normalt havde jeg overblik over de mest vanskelige situationer, men den her var virkelig svær. Jeg havde det som om jeg stod foran et kæmpe bjerg og skulle til at bestige det, hvordan skulle jeg dog kunne klare det?

 

Louis og jeg var taget hjem, vi havde ikke rigtig snakket sammen, men vi støttede hinanden lydløst. Lige nu havde vi begge to brug for lidt tid til at sluge den, for at snakke om det ville bare gøre det hele så meget mere virkeligt og lige nu var ingen af os parate til at se det i øjnene. Vi sad inde i stuen oppe i vindueskarmen, mig med ryggen op af Louis og Louis op af væggen. Han holdte stramt om mig som om jeg ville forsvinde hvis han ikke passede på og holdte godt fat. Til sidst fik jeg nok af den triste stemning og prøvede at lette den lidt med en af de lamme jokes vi brugte for at gøre hinanden glade igen.

"Hvad laver en edderkop når den keder sig?"

Jeg smilede skævt til Louis, den her havde han ikke hørt for, jeg havde gemt den til et specielt trist øjeblik, og det kunne man vist godt sige det her var.

Louis rystede lidt på hovedet og en lille trækning gik i hans ene mundvig, han trak på skuldrende og kiggede spørgende på mig.

"Den går på nettet!"

Louis's skønne latter brød stilheden og han smilede til mig, det var lige det vi havde brug for lige nu. Han kiggede anerkendende på mig og gav mig et hurtigt kys. Til sidst sukkede han og kiggede mig dybt ind i øjnene.

"Nu skal du have hatten."

Det fik mig til at grine og smile triumferende. Fordi vi begge var glade for platte jokes, så havde vi for et par år siden lavet en konkurrence omkring det. Vi havde været nede i byen og købt den grimmeste hat nogensinde og havde aftale vinderen med den platteste joke ville få æren af at have den. For at gøre det sjovere havde vi også aftalt vinderen skulle have hatten på hele næste dag. Det havde de andre drenge fået sig et godt grin af da Louis vandt første gang, ej det var også lidt uheldigt for den dag var der både et interview og en koncert. Så nu ved hele verden alt om vores konkurrence  og de fandt den alle meget underholdende, ligesom mig.

"Ej ik i morgen! Mig og Danielle skal ud og shoppe!"

Det fik bare Louis til at ryste på hovedet og smile stort til mig. Måske skulle jeg have givet ham en udsættelse dengang? Karma er noget møg...

"Hævn."

Det var det eneste han sagde og kyssede mig så på læberne, ikke et hurtigt et men et stille langt et af slagsen. Det fik mig til at smile midt i det hele og grine for han kørte en hånd rundt i mit hår. Jeg var sindssygt kilden i håret og det glemte Louis af og til. Han kiggede spørgende på mig med et løftet øjenbryn på mig og det fik mig bare til at grine endnu mere. Louis rystede på hovedet af mig og smilede så skævt.

"D-du ved godt j-jeg er kilden i-i håret!"

Jeg fik ordene presset ud mens jeg stadig grinede, helt overdrevet og hysterisk. Mare end normalt og det endte også med at jeg begyndte at græde og hulke vildt højt. Louis trak mig tæt ind til sig og begyndte at tysse lidt på mig. Jeg gjorde det heller ikke ligefrem let for ham, først græder jeg, så besvimer jeg, så helt glad og til sidst græder jeg igen. Det er sikkert alle de skide hormoner der er skyld i det og alle de problemer der kører rundt i hovedet på mig og bliver større end de rigtigt er. Lad os lige lave en liste over dem skal vi ikke?

1: Mine forældre

2: Vi er så unge

3: Louis var kendt

4: Vi havde ikke fået snakket med Louis's forældre endnu, men de vidste det sikkert godt. For som sagt tidligere er Louis kendt.

5: Hopes hånd

Jeg ved ikke med jer, men selv syntes jeg det var en del ting.

Jeg fortsatte med at græde i et stykke tid og Louis blev ved med at vugge mig forsigtigt frem og tilbage. Det var dejligt beroligende og til sidst var jeg holdt op med at græde. Vi fortsatte bare med sidde sammen og snakkede stille sammen om det hele. Det lettede vist lidt det hele at vi nu havde snakket om det. Ud over det fik vi snakket om mine forældre så også det blev lettet fra mine skuldre. Det var rigtig hyggeligt bare at sidde sådan, men vi fik begge vist lidt ondt i ryggen af det, så vi gik krammende over til sofaen hvor vi smed os og begyndte at se en eller anden gyser.

Langsomt fik jeg viklet mig ud af Louis og gik hen mod køknet eller retter vraltede for det er meget svært at gå normalt med to unger i maven, som sikkert bliver fodboldspillere med alle de spark. Ude i køknet gik jeg med det samme hen til slik skabet, jeg havde brug for sukker. Jeg slikkede mig om munden, mens et forventningsfuldt smil bredte sig på mine læber. For et par dage siden havde Louis købt godt ind med søde sager - også nutella og det havde jeg brug for lige nu, lige så meget som jeg har brug for ilt. Okay måske lidt af en overdrivelse, men som man siger: Overdrivelse frem for forståelse eller noget i den stil eller var det overdrivelse fremmer forståelse? Jeg kan aldrig huske det.

Mit smil forsvandt da jeg opdagede vi intet havde. Og med intet mener jeg intet! Ingen nutella, chokolade, chips, popcorn eller vingummi! Alt var væk.

Hey vent!

Vi havde besøg af drengene dagen inden jeg kom på hospitalet, havde de virkelig spist det hele? Uden så meget som at tænke på mig! Hvor er de onde...

"LOUIS!"

Jeg trampede ind i stuen eller jeg prøvede, igen jeg er gravid. Louis kiggede forskrækket på mig, det ville have set komisk ud hvis ikke vi var i sådan en alvorlig situation. Alle drengene ved jeg bliver træls at være sammen med hvis jeg ikke har adgang til mad. Så hvorfor havde de glemt at gemme lidt mad til mig? Det var sikkert Niall der havde spist det sidst og håbet hans hundeøjne ville kunne redde ham. Næste gang bider jeg ham i hånden. Hævn, det ord lyder godt i mine ører.

"Du skal op og hente alt med lidt for meget sukker i til mig! Og det skal være nu."

Louis begyndte at grine og rystede på hovedet. Hvad? Er verden bare ond ved mig i dag? Jeg lagde hovedet lidt på skrå, lavede store hundeøjne og stak underlæben en smule ud.

"Bebe skat, så er du bare den bedste."

Min stemme lød som om den var dybet i sukker og bagefter stegt i candyfloss. Louis kiggede lidt på mig og sukkede så. Det fik mig til at smile stort for så havde han opgivet, hvilket betød jeg ville få mit sukker fix. Livet var måske ikke helt så dårligt alligevel?

---------------------------------------------------------------------------------

Jep som jeg lovede til en kom det et nyt kapitel her en af dagene og den dag blev i dag! :D
Cecilias humør kører lidt op og ned og hun virker rimelig skrøbelig og sådan, men hvad tror i nu der sker? :o
Vil lige undskylde hvis Cecilias personlighed ikke ligner den, den plejer men jeg kom til at blande lidt af min egen ind i den :3 Håber ik det gør noget :p

Når ja kan i huske den stil jeg brokkede mig over sidst? Ja jeg fik 12 for den! :D Så mit liv er bare dejligt
Peace From Mia!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...